Tema 5: Kalmarkrigen og Torstenssonkrigen

“Danskerne
Der stod nu de to danske ryttere. De var tydeligt mindre
end Daniel havde forestillet sig. Han havde tænkt på dem
som to store, vældige mænd, men de var faktisk mindre
end hans farmor.
Men vel var de skrækindjagende med deres våben og
deres snavsede og blodige tøj.
– Hvor er præsten? spurgte den ene af dem på et sprog,
der lød næsten som norsk.
Præsten gik et skridt frem mod de ubudne gæster. Han
bevægede sig langsomt og usikkert og slet ikke med den
indlysende myndighed som ellers.
– Det ved vi ikke, sagde han på en smiskende måde. Det
ved vi ikke. Han tog af sted i går sammen med sin familie.
Han sagde ikke, hvor han ville køre hen.
– Hvem er I så?
– Vi er bare tre tjenestekarle de har efterladt her for at se
efter huset. Og det her er Brita – hun er tjenestepige.
Daniel syntes det var mærkeligt at præsten kunne lyve så
let. Det var som om han aldrig havde gjort andet. Men en
præst måtte vel fremfor alle andre tale sandhed. Men naturligvis
– det her var ikke at lyve rigtigt.
De to danske soldater kom ind og smøgede overtøjet af.
– Du der, sagde den ene af dem til præsten, det lader til
at være dig som fører ordet her i huset. Det er vist bedst du
sørger for her bliver rent og fint, for Hannibal Sehested vil
tage ind her, når han har taget livet af de sidste bondetampe
som gør modstand længere nordpå.
– Her er da rent, sagde farmor med klar stemme. Renere
end mange andre steder.
– Hold kæft, forbandede kælling.
Soldaterne gik hen til ildstedet. Daniel så, at de begge to
var temmelig berusede.
– Hvor er brændevinen? spurgte den ældste af dem.
Bryngel skyndte sig at halte frem med sit krus.
– Der må da være mere.
– Jeg tror at jeg … at præsten har mere herinde, svarede
sognepræsten og forsvandt ind i sit domæne. Han kom
straks tilbage med mere brændevin.
Danskerne begyndte omgående at drikke. De tyllede den
stærke brændevin i sig som om det var kildevand.
– Brændevinen er der i hvert fald ikke noget i vejen med,
sagde den yngste og tørrede sig om munden med hånden.
Men hvor er alle tjenestepigerne? Hun kan vel ikke være
den eneste – der må da også være en som er yngre?
– Nej, de fulgte alle sammen med præsten, svarede
Daniel helt i overensstemmelse med sandheden, hvis man
bare udskiftede præsten med præstefruen.
– Så er de gået glip af to store oplevelser, lo den ældste
og den anden lo med.
Daniel forstod ikke1ivad de lo ad.
– Hvad med mad? Er der noget i huset?
– Nej, ikke ret meget, sagde præsten. De tog alting med
sig.
– Jeg syntes, jeg hørte en gris da vi red forbi udhusene,
sagde den ældste dansker. Tag den gamle mand med dig,
jens, og slagt grisen så vi kan få lidt flæsk. Hannibal venter
nok også at få mad i morgen.
Den mand som blev kaldt Jens skubbede Bryngel foran
sig, og gav ham ordre til at stikke grisen. Et par minutter
senere hørte de et frygteligt hyl da slagtningen blev fuldbyrdet.
– Han skriger næsten lige så højt som den forbandede
bonde, vi tog os af tidligere i dag, sagde den soldat, der var
blevet i køkkenet.
Jens kom snart tilbage endnu blodigere end før. Han
havde taget grisens hjerte, lever og nyrer med.
– Kog det til os, beordrede han Daniels farmor og smed
indvoldene til hende.
Præsten så ud som om han ville sige noget, men fortrød
det.
– Var der noget du ville sige? spurgte den gamle soldat.
– Nej, ikke spor.
– Du sørger måske over grisen?
-Nej.
– Pas på du ikke kommer til at gøre ham selskab.
Præsten veg lidt tilbage ved den frygtelige trussel.
– Det er ikke nødvendigt, Iver, sagde den anden. Du
skræmmer vist livet af ham alligevel.
De lo begge ubehersket ad denne morsomhed og koncentrerede
sig så om brændevinen. Daniels farmor havde
allerede sat en gryde over ilden, og i den kom hun resterne
af det stakkels svin sammen med en håndfuld salt.
De danske ryttere fortsatte med at drikke indtil indvoldene
var nogenlunde gennemkogt. Så fiskede de stykkerne
op med deres knive og gumlede kødet i sig så saften dryppede
ned ad deres hager.
– Øl, sagde Iver.
Præsten skyndte sig at hente det.
– I har noget forbandet dårligt øl her i Sverige, mente
Jens. Surt og modbydeligt. Det må være brygget af djævelen
selv.
– Humlen var dårlig i fjor, sagde farmor.
Daniel kunne ikke lade være med at blive imponeret af
hendes ro. Hun var nøjagtig som sædvanlig. Hun så ikke
ud til at høre efter eller at tage sig af, hvad der skete omkring
hende, men Daniel var helt overbevist om at intet
undgik hendes opmærksomhed.
– Hvis humlen er dårlig er det umuligt at fa godt øl,
fortsatte hun.
Soldaterne nikkede bekræftende.
– Det har du ret i, din gamle heks, sagde Iver. Men det
behøver ikke at være surt af den grund. Men brændevinen
her er bedre end mange andre steder.
De drak noget mere.
Jens rejste sig med besvær.
– Eftersom jeres præst ikke er her mere, flytter vi derind,
sagde han og forsvandt med Iver efter sig ind i sognepræstens
værelser.
De lod døren stå åben, og de fire ude i køkkenet kunne
høre, hvordan de brovtede og pralede over for hinanden af
deres bedrifter.
Efterhånden blev de mere stille og til sidst kom der ikke
en lyd derindefra. Daniel så, at præsten lagde sig til rette på
gulvet, og snart sov han ligesom farmor. Bryngel var han
ikke rigtig sikker på. ….”

Kildeteksten er et uddrag af bogen ”Da hele sognet brændte” af Olle Högstrand, 1980, side 112-115. Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.