Dette kildebanksemne handler om epidemien kolera. Til emnet knytter sig otte kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
Kolera
Kolera er en bakteriesygdom. Den overføres fra drikkevand, der er forurenet med menneskelig afføring. I tyndtarmen formerer kolerabakterierne sig voldsomt. Tyndtarmen sørger for at opretholde kroppens væskebalance. Den funktion ødelægger mængderne af kolerabakterier. Det betyder, at der udskilles enorme mængder af væsker. Som en tynd diarré vælter det i litervis fra den smittede. Diarréen indeholder kolerabakterier, der nu let overføres til andre.
Kolera kendes fra beskrivelser fra 500 f.v.t. I de følgende par tusinde år var sygdommen mest udbredt i områder i og omkring Indien. I begyndelsen af 1800-tallet bredte den sig til Rusland, Europa og USA. I løbet af århundredet var der voldsomme epidemier af kolera. Det skønnes, at mindst 100 mio. mennesker døde af kolera i løbet af 1800-tallet.
I løbet af 1800-tallet voksede befolkningstallet i København. Men der måtte kun bygges inden for byens volde. I årene op til koleraepidemien i 1853 tillod bystyret, at der blev bygget på dele af kirkegårde og nedlagte lossepladser, hvor forrådnelsen stadig var i gang.
I forhold til andre europæiske storbyer var de hygiejniske forhold i København langt bagud. Tusinder af lejligheder havde lokum under trappen. Andre steder blev afføringen samlet i gruber. De blev tømt af de såkaldte natmænd. Hvert år kørte natmændene 24.000 læs afføring ud til lossepladsen på Amager, som fik navnet ”lorteøen”.
Der var planer om en moderne kloakering og en mere ren vandforsyning. Men mange i bystyret syntes, at det ville blive for dyrt for grundejerne. I juni 1853 blev to mænd fra Nyboder indlagt med kolera. I tre måneder rasede epidemien. Da den ebbede ud i løbet af august var 5.000 af byens indbyggere døde.
Så kom der gang i kloakeringen og vandforsyningen. I første omgang blev kloakkerne ledt ud i kanalerne. Det gav en forfærdelig stank. Først i begyndelsen af 1900-tallet var projektet færdigt. Herefter blev kloakken ledt urenset ud i Øresund.
Også i det 20. århundrede fortsatte kolera med at hærge – især uden for Vesteuropa. Således skønnes det, at mere end ½ mio. russere døde af kolera i løbet af det 20. århundredes første årtier. I 1960’erne hærgede en epidemi Mellemøsten og Afrika. Siden har der været opblomstringer af sygdommen rundt omkring. Således i Peru i 1991 og i Zimbabwe i 2008. Efter jordskælvet på Haiti i 2010-11 spredte koleraen sig på øen. Der er fortsat kolera rundt omkring i verden.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Manglende renlighed
I 1860’erne beskrev overlæge Danielsen de hygiejniske forhold i den norske by Bergen sådan:
”Manglende renlighed er kystbefolkningens hæsligste vane. Den trænger igennem overalt. Det er ikke kun i selve husene, man støder på den manglende renlighed. Men alle slags redskaber, klæderne, ja, selve legemet er præget af dens afskyelige stempel.
I stuen, hvor familien tilbringer dag og nat, hvor måltiderne indtages, hvor der mange gange koges, hvor det våde tøj tørres, der støder man på smuds, som mange gange grænser til det utroligste.
Der fejes sjældent. Og der kan gå mange uger, ja, måneder, uden at der bliver gjort rent. Alskens tinge samler sig herinde og spreder en styg lugt, fordi de ligger så længe.”
(Kilde: Karsten Alnæs: Historien om Europa 3. 1800-1900. Opbrud. 2005)
Kilde 2: Renovationen i København
Jo flere mennesker, der flyttede til København i løbet af 1800-tallet, des mere elendig blev de hygiejniske forhold. Drikkevandet blev hentet urenset fra Emdrup Sø. Gennem rør af udhulede træstammer blev det ledt ind til byen. Problemerne med affaldet voksede.
”Den offentlige renlighed (en myndighed) skulle stå for rent vand og renovation. Men det tog den ganske lemfældig på. Vandet var overfladevand fra åer og søer. Det blev ledt ind i render af træ, der kunne være meget råddent. Vandet kom op enten som springvand eller pumpevand. Det var klogt at hænge en lærredspose omkring pumpe-munden. Ellers kunne der svømme meget forskelligt i vandet.
Renovationen foregik ved hjælp af rendesten, hvis fald normalt ikke var i orden. Alt spildevand, slagteri- og garveriaffald blev hældt ned i den. Også natpotternes indhold. Latrinerne var gruber. Man havde gravet et dybt hul, foret det med ler og beklædt med træbrædder. Derpå var det lille hus med hjerte blevet sat. Op til 60 mennesker skulle deles om det. Mænd og børn satte sig som regel ved siden af. Grube-tømningen skete kun sjældent til rette tid. Overskuddet løb ned i grundvandet, ud i rendestenen eller ind i de porøse (utætte) vandrør.”
(Kilde: Gerda Bonderup: Kolera i 1800-tallet – med særlig henblik på Danmark. 2008)
Kilde 3: Råd mod kolera
London blev i 1830’erne og 1840’erne ramt af voldsomme koleraepidemier. Man vidste ikke, hvordan man kunne behandle sygdommen. Mange forsøgte sig med forskellige midler. Det fik Robert Cruikshank (1789-1856) til at tegne disse billeder omkring 1832.
Øverst: Robert Cruikshanks tilfældige midler (nummer 1.)
På sværdet: Lancet: en kniv til operationer
Gule krukke: Patients’ pounded: Afblankning af patienter (dvs. betaling fra patienter)
Grønne pose: Guld piller
Flasken på gulvet: Et træk på lommen
Røde krukke: Patenteret brændevin
Bordet: Velstandens bestyrelse
Nederst: En kolera-læge
Øverst: Robert Cruikshanks tilfældige midler (nummer 2.)
Grønne flaske: Brækmiddel
På det røde bånd: Doseringen gentages
Bordet: Velstandens bestyrelse
Væsenet under bordet: ”Fee Fo Fum” er den første linje i eventyr-digtet ”Jack og bønnestagen” De følgende linjer er sådan: Jeg lugter en englænders blod, lad han være levende eller død.
På stolen: Sult
Kilde 4: Kong koleras domstol
Illustration fra bladet Punch (1852). Under billedet står der ”Kong Koleras torv”.
Wikimedia Commons.
(Kilde: Stephen J. Lee: Aspects of British Political History, 1815–1914. 1994)
Kilde 5: Kolera-lejr
Mange i København måtte leve i usunde boliger. Den syge kom på lazaret. De raske i familien og i boligblokken blev flyttet til andre bygninger eller teltlejre. Lejlighederne blev renset med røgning og klor.
Koleraen hærgede hårdest i de dårlige lejekaserner, hvor folk boede tæt. ”Lægeforeningen mod Koleraens udbredelse” fik i 1853 etableret en teltlejr for de mest udsatte. Den var placeret mellem Vester- og Østerport, som dengang var marker.
Kilde b:
Præsten Bloch Suhr skrev om livet i en kolera-lejr.
”Teltene have dobbelt beklædning, der er trægulv i alle, og enhver åbning tilstoppes med halm. De større familier har to telte. Det ene til sovekammer. Det andet til dagligstue.
Du kan tro, det er et livligt syn om middagen, når familierne sidder udenfor deres telte og nyder en god, kraftig kødsuppe med kød til. Alle er muntre og tilfredse. Jeg besøger dem alle en gang dagligt til forskellige tider. Altid finder jeg den største orden, takket være den dygtige inspektør.
Teltgaderne er forsynede med lygter. Klokken ti er alle til sengs. En natvægter er ansat i lejren for at overholde orden. En dagvagt tager sig af ordenen i ’kolonien’. Sådan kaldes den lille improviserede by med fem lange gader.”
(Kilde: Gerda Bonderup: Kolera i 1800-tallt – med særligt henblik på Danmark. 2008)
Kilde 6: Vilhelm Bergsøe om koleraen
Den danske forfatter Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev i bogen ”Krigen og Koleraen”, hvordan han som barn oplevede koleraepidemien i København i 1853. En aften er han og faren på vej hjem fra tivoli. Ved Vesterport er stanken forfærdeligt. Derfor går de op på volden, der dengang omgav byen.
”Her var luften renere. Men der var ravende mørkt. Midt i dette mørke syntes jeg at høre summende stemmer, hæse råb og skarpe skrig oppe i luften. […] Så hørte vi atter jamrende skrig tæt ved os. Pludselig stødte vi på en skare mennesker, der stod så tæt, at det ikke var muligt at komme videre. Som en sort, uigennemtrængelig mur stod denne menneskemasse over hele volden. Alles øjne var rettede på et højt, stærkt oplyst hus, hvis vinduer stod på vid gab, så at man kunne se alt, hvad der foregik derinde.
Da det ikke var os muligt at trænge gennem sværmen, steg far og jeg op på bastionen. Over et hav af mørke hoveder så vi et syn, der har præget sig uudsletteligt i min erindring.
Alle etager var stærkt oplyste. Læger, vågekoner og portører ilede frem og tilbage. De sidste slæbte blege, udtærede skikkelser, som de anbragte i de lange rækker af senge på værelserne. Nede på gaden holdt en række drosker. Andre kom rullende i skarpt trav. Uafladelig hørtes der råb og skrig, snart fra gaden, snart fra de patienter, som jamrede sig i de smerteligste krampetrækninger.
Midt i al denne tummel hørtes af og til en rå stemme, som råbte: ”Jeg gi’er koleraen Døden og Djævelen! Når bare I gør som jeg, kan I få den til at rejse ad Helvede til. For, ser I, jeg drikker brændevin, bare brændevin – det går den altid af vejen for.”
(Kilde: Paul G. Ørberg: Øjenvidner til Danmarks historie fra Blodbadet i Stockholm til Stormen på Dybbøl. 1960)
Kilde 7: Tordenskyen
Vilhelm Bergsøe (1835-1911) udgav i 1866 romanen Fra Piazza del Popolo. I kapitlet “Tordenskyen” beskrives, hvordan koleraen hærgede i København.
”Men København er dog en renlig by,” indvendte jeg.
Min far stirrede på mig med et udtryk af stum forbavselses og rystede på hovedet. […]
”Renlig, siger du?” […] Død og forrådnelse. Gå ud i Adel- eller Borgergade, Poul, og fortæl mig, hvad du ser der! Gå ned i de sumpede kældre, i de faldefærdige baghuse på Christianshavn. Kommer du tilbage med blot en kubiktomme*) ren luft i dine lunger, så vil jeg forgylde dig.
Kendte du ”Lille København”, ”Hvide Ros”, ”Jollen”, ”Tordenskyen” eller ”Skibet”, så ville du ikke tale, som du gør.
Havde du været fattiglæge så længe som jeg, havde du set disse boliger. Her kender man kun kender mørke, stank og uterlighed. Hver plads, ja hver tomme lige til bjælkerne under husets tag er optaget. […] Her har man halm i stedet for madrasser, og klude i stedet for tæpper. Kridtstreger (på gulvet) er de eneste vægge, der skiller mænd, koner, halvvoksne piger og nøgne børn fra hinanden.”
(Kilde: Det kongelige Bibliotek)
*) en tomme var en måleenhed. En tomme er 2,54 cm.
Kilde 8: Kolera i Viborg
Koleraepidemien ramte især København. Men den nåede også til andre steder i landet. Blandt andet til Viborg.
”Den 27. juli (1853) ankom hertil (Kærby uden for Viborg) en ung kvinde fra København […] Hun kom til at bo i en lille stue sammen med sine forældre, bror, søster og eget barn. Forældrene var husmandsfolk. Men hverken fattigdom eller urenlighed var der i huset.
Den 29. juli blev den hjemkomne datter angrebet af kolera og døde den 31. Den 1. august blev broren syg og døde efter 10 timers forløb. Den 3. august blev også begge forældre og søsteren angrebet. Broren blev rask, men både faren og søsteren døde.
Af familiens 6 medlemmer slap kun det lille 5-årige barn for sygdommen. Og af de 5 angrebne blev kun moren helbredt. Huset blev holdt strengt afspærret. Sygdommen bredte sig ikke videre. I øvrigt gav disse sygdomstilfælde anledningen til, at dampskibsfarten på Limfjorden blev midlertidig indstillet.”
(Kilde: Cholera-Epidemien i Kongeriget Danmark i Aaret 1853. Efter de til det Kongelige Sundhedscollegium indsendte Lægeberetninger. 1855)
