Kildebankstema om Afståelsen af Norge i 1814

I store dele af Europa hærgede Napoleonskrigene, der varede fa 1792-1815. Selvom Danmark-Norge ikke var direkte indblandet, fik krigene alligvel enorm betydning. I dette tema kan du fnde kilder til nogle af de konflikter, der endte med at Danmark måtte afstå Norge i 1814.

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: I krig igen

I 1792 udbrød Napoleonskrigene i Europa. Den danske konge troede, at han kunne holde sig ude af krigene.

Efter at der i 1720 var blevet indgået et fredaftale efter Den Store Nordiske Krig forsøgte Danmark at holde sig ude af de krige og konflikter, der foregik mellem andre lande i Europa. Ved at være neutrale, altså ikke at vælge side i andre kriges, kunne Danmark undgå at betale for at være i krig – og samtidig kunne Danmark blive ved med at sejle med varer og handle med de andre lande. Det tjente Danmark mange penge på. Denne strategi lykkedes Danmark med i næsten 80 år.

I 1792 udbrød Napoleonskrigene. De var opkaldt efter den franske general og senere kejser, Napoleon. Flere af de europæiske stormagter kæmpede i krigen. Især England og Frankrig var de 2 førende krigslande der kæmpede på hver sin side, men mange andre lande blev trukket ind i krigen. Igen tænkte den danske konge, at Danmark kunne undgå at vælge side. Men der tog han fejl. For Danmark havde nemlig Europas andenstørste flåde. Englænderne, der havde den største flåde, frygtede at danskerne skulle gå ind i krigen og kæmpe sammen med fransmændene mod englænderne og deres allierede. Så i 1800 krævede englænderne, at Danmark skulle melde sig ud af det væbnede neutralitetsforbund, som Danmark havde underskrevet med Rusland og Sverige. Det væbnede neutralitetsforbund handlede om, at landene ikke ville vælge side i krigen og ville have ret til at sejle med deres varer. Forbundet eller aftalen var væbnet, det vil sige, at hvis ét af de tre lande blev angrebet, blev det set som en krigserklæring mod alle tre lande, og man ville gribe til våben, altså gå i krig. Englænderne syntes at aftalen om at kæmpe for deres ret lød som en trussel mod englænderne og deres magt på havet. Så englænderne prøvede at presse danskerne ud af aftalen. Det nægtede den danske kronpris Frederik dog.

Kildebillede

Kildebilledet nedenfor er en fransk vittighedstegning satiretryk fra 1800. Billedet forestiller forbundet, som blev indgået mellem Danmark, Sverige og Rusland.

I midten ses den engelske konge. Længst til venstre ses den russiske zar (kejser). Ved siden af ham står den danske konge, Christian 7. I den sorte dragt ses den engelske finansminister. Længst til højre ses den preussiske konge. Ved siden af ham ses Sveriges konge.

På båndet som de fire konge holder i hænderne står der: ”Sådan binder Vi hænderne på havets ødelæggende tyran.”

Yderst til venstre i billedet holder en engel et skrift med ordene: ”Havets frihed”. Nedenunder står fire personer. I teksten forklares det, at de er verdens fire folkeslag, der klapper.

Den danske konge siger: ”Vi vil respektere neutraliteten.”

Kildebilledet er et fransk tryk fra 1800. Billedet er lånt fra Det Kongelige Bibliotek, Billedsamlingen.

Kilde 2: Slaget på Reden i 1801

Den 2. april 1801 lå den engelske flåde udenfor Københavns havn, kaldet Reden. De engelske krigsskibe angreb og beskød de danske skibe. Angrebet på den danske flåde kaldes Slaget på Reden.

Efter at der var blevet indgået et fredaftale efter Den Store Nordiske Krig forsøgte Danmark at holde sig ude af de krige og konflikter, der foregik mellem andre lande i Europa. Ved at være neutrale, altså ikke at vælge side i andre kriges, kunne Danmark undgå at betale for at være i krig – og samtidig kunne Danmark blive ved med at sejle med varer og handle med de andre lande. Det tjente Danmark mange penge på. Denne strategi lykkedes Danmark med i næsten 80 år.

Den 2. april 1801 lå den engelske flåde udenfor Københavns havn. Flåden var ledet af de engelske admiraler Parker og Nelson. Den danske flåde lå derimod for anker i en ring, kaldet Reden. De engelske krigsskibe angreb og beskød de danske skibe. Angrebet på den danske flåde kaldes Slaget på Reden. Slaget var kort, men blodigt. Mere end 1.000 danske soldater blev dræbt eller såret.

Danmark blev altså trukket ind i Napoleonskrigene i 1801. Danmark-Norges deltagelse i krigene kaldes ofte for Englandskrigene i Danmark.

Kildebillede 1

Kildebilledet er et maleri af Slaget på Reden i 1801. Maleriet er lavet af maleren Christian Mølsted i 1901, altså 100 år efter Slaget på Reden fandt sted. Til venstre for masten ses søofficeren Peter Willemoes. Han ser ud til at opmuntre sine mænd til at kæmpe videre under de voldsomme kampe. Willemoes var kun 17 år, da Slaget på reden fandt sted. Willemoes blev senere dræbt i kamp mod englænderne ved Sjællands Odde i 1808. Willemoes er i dag kendt som en af Danmarks største søhelte, og mange gader i Danmark er opkaldt efter ham.

Kildebillede 2

Selvom englænderne havde flere skibe, så havde de svært ved at få afgjort kampen. De havde kun erobret nogle få danske skibe. Den engelske admiral Nelson sendte så en besked til danskerne.

Kildebilledet er et fotografi af Nelsons besked. Nedenfor er en oversættelse af beskeden fra admiral Nelson.

Kildetekst til kildebillede 2

”Lord Nelson har ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand. Men hvis skydningen fra dansk side bliver ved, vil Lord Nelson være nødt til at sætte ild på alle de flådebatterier, som han har erobret, men uden at redde de tapre danske sømænd, som har forsvaret dem.

Ombord på Hans britiske Majestæts skib Elephant, Københavns Red 2. April 1801.

Nelson ……”

Kildebillede 1 er et malerie af Otto Mølsted, 1901. Fotografiet er lånt fra Wikimedia Commons.

Kildebillede 2 er lånt fra bogen Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Kilde 3: Københavns Bomberdement

Om aftenen den 2. september 1807 begyndte et voldsomt angreb på København.

Den engelske flådes angreb på den danske flåde i 1801, kaldet Slaget på Reden, tvang Danmark til at gå ud af det neutralitetsforbund, som Danmark havde indgået sammen med Rusland og Sverige i 1800. Selvom der i 1802 var blevet indgået fred mellem England og Frankrig, havde den franske kejser, Napoleon, stadig ikke opgivet at erobre England. Så i 1805 gik han i krig igen – denne gang sammen med blandt andet Rusland mod England.

Englænderne frygtede stadig, at Danmark ville slutte sig til Frankrig i krigen mod England. Danmark havde nemlig den andenstørste flåde i Europa – kun overgået af den stærke engelske flåde. I 1807 krævede englænderne derfor at overtage den danske flåde indtil krigen med Frankrig var slut.

Den danske kronprins stod nu fanget med et problem, han ikke kunne løse. Hvis Danmark sagde ja til englændernes krav, ville Frankrig og Sverige angribe. Hvis de ikke lod englænderne bestemme, ville englænderne angribe.

Men englænderne gav ikke danskerne megen tid at tænke over dilemmaet. En stor engelsk flåde sejlede ned i Øresund. 30.000 soldater blev sat i land nord og syd for København. Snart var byen omringet.

Den danske kronprins nægtede dog at gå ind på englændernes krav.

Om aftenen den 2. september begyndte et voldsomt angreb på København. I 3 nætter skød englænderne omkring 14.000 kanonkugler og brandbomberne ind over byen. Omkring 300 bygninger blev ødelagt og 1.500 fik skader. Man mener at omkring 400 danskere døde under bombardementet – andre sætter dog tallet en del højere.

Kildebillede 1

Kildebilledet er malet af C.W. Eckersberg. Billedet hedder ”Det frygtlige bombardement af København”. Billedet er malet i 1807. I baggrunden ses Vor Frue Kirke som brænder. Eckersberg var selv i København under bombardementet.

Kildetekst

Kildeteksten nedenfor er uddrag af en erindring om Københavns Bombardement. Teksten er fra en bog, der er skrevet af en person, der gik igennem Københavns gader efter bombardementet. Bogen er skrevet som en erindring i 1876.

”Inden for Nørreport så byen us som efter et jordskælv, og det var næsten ikke muligt at komme igennem frederiksborggade og over Kultorvet, da alle bygninger i nærheden var forvandlede til en hob rygende ruiner. Brandlugten, som si allerede havde kunnet spore ude ved Peblingsøen, var i gaderne meget stærk og overalt, hvor man vendte øjet hen, så man kun vaklende mure, fritstående skorstene eller forte, forbrændte bjælker. …..
Mens vi krøb over ruinerne, virkede det som om mine skosåler blev varme ved at kome i brøring med murstenene, der vel altså endnu ikke havde været helt kolde. Af menneskerne å vi kun få, der enten gravede mellem ruinerne eller var i gang ed at nedrive de tilbagestående mure og skorstene. ……
Synet af den frygtelige ødelæggelse gjorde et meget stort nedslående indtryk, og jeg ønskede kun at vi var hjemme i sikkerhed igen. ”

Kildebilledet er er fotografi af ”Det frygtelige Bombardement af København”, af C. W. Eckersberg, 1807. Original findes på Det Kongelige Bibliotek. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons.

Kildeteksten er et pædagogisk bearbejdet uddrag af ”Et Maanedsskrift for populære Skildringer af historiske Personer og Begivenheder”, af F.C. Granzow. Andet Bind. 1876. Kjøbenhavn. Fr. Wøldikes Forlag, 1876.

Kilde 4: Endnu en dansk-svensk krig

I 1808 var Danmark-Norge igen i krig mod Sverige.

Efter Købehavns Bombardement i 1807 foreslog englænderne en dansk-engelsk alliance. Det ville den danske kronprins dog ikke være med til. Han valgte i stedet at indgå en alliance med Frankrigs kejser Napoleon. Danmark-Norge var nu i krig mod England.

I 1808 gik Sverige i alliance med Storbritannien. Napoleon sendte 25.000 franske og spanske soldater til Danmark for at tvinge Sverige til ikke at støtte Storbritannien. Rusland, der også var i alliance med Frankrig gik nu i krig mod Sverige. Så nu var Danmark-Norge også i krig med Sverige.

Den danske konge, Frederik 6., der nu var blevet konge efter sin fars død, så nu en chance for det, som konger før ham havde drømt om; at få de tidligere danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge tilbage fra Sverige, som Danmark havde mistet i Karl Gustav-krigene i 1600-tallet. Kongen mente, at han med hjælp fra de mange udenlandske soldater endelig ville kunne erobre Skånelandene tilbage.

Kongens taktik virkede dog ikke. Danmark havde kun et enkelt større skib, der kunne sejlede soldater til Skåne. Det skib blev sænket af britiske skibe på vejen. De spanske soldater rejste hjem før de kunne bruges i kamp. Kongen prøvede så at sende en hær over isen til Sverige, men isen brød op, og så kunne soldaterne ikke komme til Sverige.
Den svenske hær angreb til gengæld Norge. Den danske hær, der forsvarede Norge, var ikke særligt stor, så nordmændene måtte forsvare sig selv. Og den norske hær var dårligt udrustet til kamp. I april, da krigen begyndte, lå der stadig dyb sne og omkring 25 graders frost i Norge.

Kildetekst 1

I kildetekst 1 fortæller en soldat om sine oplevelser under krigen. Teksten er en slags dagbog eller rejsebeskrivelse, der blev skrevet af en soldat ved navn Jacob Vasbotn, der deltog i forsvaret af Norge. I 1808 var han 25 år gammel. Teksten blev udgivet i 1828.

”Jeg kom fra posten en morgen. Da krøb jeg ind i hytten, og skulle til at lægge mig til hvile. Da jeg vågnede var jeg så stivfrossen, at jeg næsten ikke kunne røre mig. Min støvle var så fastfrossen, at jeg måtte tage min bajonet af mit gevær og en sten og støde af, før jeg fik den løst. Jeg tog min feltkeddel og varmede brød og vand sammen og spiste det. Da begyndte mit legeme at blive opkvikket, og jeg gik ud på min post igen. …”

Og det var ikke kun kulden, som den norske hær måtte udholde. Hæren var afhængig af, at det der kom forsyninger, mad og våben, medicin og tøj, til Norge. Men fordi Danmark var i krig med England, så blokerede England de danske farvande. Når skibe forsøgte at sejle med forsyninger til Norge, blev de sænket af den engelske flåde. Kun få skibe nåede frem.

Kildetekst 2

Den danske prins Christian August, som havde kommandoen over hæren i Norge, skrev mange gange til den danske konge om at få forsyninger til Norge. Kildeteksten nedenfor er et uddrag af hans beskeder til kongen.

2. juli 1808.

”… Får vi ikke tilstrækkelig forsyninger, så dør vi alle af sult og Norge er tabt. Deres majestæt tilgiver mit direkte sprog.”

24. august 1808.

” … For alting beder jeg Deres Majestæt. For Guds skyld, befal ved deres nåde, at vi får forsyninger i næste måned, for i enden af oktober er vores magasiner sikker tømte, og ressourcer findes ikke. Vi mangler efterhånden alt: proviant, krudt m.m. I de næste ti uger må hvert øjeblik udnyttes eller vi sulter ihjel.”

14. oktober

”Kun enkelte skibe fra Danmark er i disse dage ankommet. Stillingen er nu sådan, at uden mange forsyninger kan hæren ikke klare sig mere end fire til seks uger, alle magasiner er tømte og hungersnød vil være uundgåeligt. ….”

Kilde 1 er et bearbejdet uddrag af bogen ”Erindringer fra krisgsaarene 1808-1814 af Jacob R. Vasbotn, 1927.

Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af Rapporter og breve fra Prins Chr. August August 1807-09. Teksten er lånt fra: ”De så det ske. Enlandskrigene 1801-14 af Lars Lindeberg, Kbh. 1974. Kildebilledet er lånt fra bogen.

Kilde 5: Norsk sult

Det var ikke kun den dansk-norske hær, som sultede under krigen mellem Danmark og Sverige i 1808-09. I dele af Norge udbrød der der hungersnød.

Det var ikke kun den dansk-norske hær, som sultede under krigen mellem Danmark og Sverige i 1808-09. I Norge bestod en stor del af kosten af korn. For at have korn nok til at brødføde befolkningen, var Norge afhængig af korn fra Danmark. Omkring 75 % af Norges korn kom fra Danmark.

I 1808 var Danmark i krig med England, og englænderne blokerede de danske farvande. Når skibe forsøgte at sejle med forsyninger til Norge, blev de sænket af den engelske flåde. Kun få skibe nåede frem. Og i Østnorge slog kornhøsten fejl. Vinteren 1808-09 var den strengeste vinter i mands minde, og det frøs op til minus 45 grader.

Havnene frøs til og der udbrød hungersnød i Norge. Hungersnød er når en større gruppe ikke får mad nok og risikerer at dø af sult.

Kildeteksten nedenfor er et uddrag af en artikel på den norske hjemmeside www.norgeshistorie.no. Her fortælles om den norske hungersnød.

Kildetekst

”…Hungersnøden ramte Norge værst i 1808–1809 og 1812–1813. Grusomme scener udspillede sig, specielt i Østlandet. Udsultede mennesker – ofte hele familier – blev fundet døde både hjemme, langs landevejen og i skoven.

Dødstallene var betragteligt højere i 1808–1809 end i 1812–1813 ‒ mellem to og tre gange højere end i sædvanlige år ‒ selv om madmanglen var større. Det skyldtes sikkert færre sygdomme, siden den norske hæren ikke var mobiliseret i 1812–1813. Sygdomme spreder sig raskere når mange levede tæt på hverandre, som i militæret. ….”

Kildebillede

Snart begyndte der at dukke artikler op i aviserne, som gav gode råd til, hvordan man kunne få sin mad til at strække længere. I områderne længst fra kysten, hvor man eksempelvis ikke kunne fange fisk, var hungersnøden værst. Som ved tidligere hungersnødsperioder begyndte nordmændene at bage barkbrød. Barkbrød er brød bagt med mel af korn sammen med bark fra træer. Næringsindholdet i bark er meget lavt, det vil sige, at man faktisk ikke kan leve af det i længere tid. Men det kunne bruges som fyld i brød, så man følte sig mere mæt.

Kildebilledet nedenfor er et fotografi af en rest barkbrød fra Norge. Brødstykket er fra 1798, men brødet der blev bagt i hungersnødsårene i starten af 1800-tallet har lignet dette brød.

Kildeteksten er et oversat og bearbejdet uddrag af en artikel fra www.norgeshistrie.no. Artiklen er set d. 03.04.2018.

Kildebilledet er lånt fra Norsk Folkemuseum/ Digitalt Museum. Foto: Anne-Lise reinsfelt.

Kilde 6: Freden i Kiel

Denne kilde er et bearbejdet uddrag af den fredsaftale, der blev indgået mellem Danmark og Sverige og England i 1814, kaldet Freden i Kiel.

Den danske konge, Frederik 6.s plan om at generobre Skånelandene tilbage fra Sverige lykkedes ikke. Der blev aftalt fred i 1809 uden, at Danmark havde fået noget af sit gamle territorium tilbage.

Det gik også dårligere og dårligere for den franske kejser Napoleon. Én efter én begyndte Frankrigs allierede at vende sig imod ham. Men den danske konge, Frederik 6. blev ved at støtte Napoleon.

Samtidig var krigen mod Storbritannien dyr for Danmark. Flåden var tabt, København var blevet bombet, og den korte krig mod Sverige i 1808-09 havde været en fiasko. Staten gik også glip af de penge, som skibe ellers normalt skulle betale for at sejle gennem Øresund. Den engelske flåde blokerede nemlig Øresund. I 1813 gik den danske stat bankerot, eller fallit. Den danske stat kunne nemlig ikke længere betale sine regninger eller betale lån tilbage.

I 1813 drog en stor hær ledet af den svenske kronprins, Karl Johan mod Danmark. Den danske hær kunne intet stille op mod den store hær. Den danske konge blev nødt til at bede om fred. I 1814 blev der indgået en fredsaftale med Sverige og England. Den bliver kaldt Freden i Kiel.

Kildetekst

”Fredstraktat imellem Danmark og Sverige.
Sluttet i Kiel den 14. januar 1814

Deres majestæter kongerne af Danmark og Sverige beseglede af lige ønske efter at ende den krig, som uheldigvis har fundet sted mellem dem, og igen at skaffe enighed og god forståelse mellem deres gensidige stater på et grundlag, som for altid kan sikre dens beståen….. er blevet enige om følgende punkter:

1.) Der skal for fremtiden være fred, venskab og god forståelse mellem kongen af Danmark og kongen af Sverige. ….

2.) Kongen af Danmark….. lover og forpligter sig herved på den rigtigste og mest forpligtende måde at gøre mest muligt for en hurtig fredsslutning mellem ham og den russiske kejser og kongen af Preussen. ….

3.) Kongen af Danmark, for at give en tydelig prøve på, at det er hans ønske igen at skaffe den tætteste forbindelse med konge af Sveriges høje allierede ….. lover rigtigt og arbejdsomt at gå ind i den fælles sag mod den franske kejser, at erklære krig mod denne monark, og til den hensigt at forene et bestemt antal tropper med den forende Nordtyske hær under kronprinsen af Sveriges befaling, alt på den måde og ifølge de bestemmelser, som nøjere er fastsat i den fredstraktat, der i der er blevet underskrevet mellem kongen af Danmark og kongen af Storbritannien og Irland. ….

4.) Kongen af Danmark frasiger sig, både for sig selv, og for sine efterfølgere til tronen og til kongeriget Danmark, endeligt og for evigt alle sine rettigheder til og krav på kongeriget Norge til fordel for kongen af Sverige og for hans efterfølgere til tronen. …. – Grønland, Færøerne og Island ikke deriblandt. …..

5.) Kongen af Sverige forpligter sig på den mest effektive og mest forpligtende den mest virkelige og mest forpligtende måde, at lade indbyggerne af kongeriget Norge og dets tilhørende dele beholde deres love, fritagelser, rettigheder, friheder og privilegier, sådan som de er nu. ….

…..

7.) Kongen af Sverige frasiger sig endeligt og for evigt alle sine rettigheder og krav til hertugdømmet Svensk Pommern og fyrstedømmet Rügen for såvel sig selv som for sine efterfølgere til Sveriges trone. ….

…..

14.) Straks efter at denne traktat er underskrevet, skal man umiddelbart og med urtighed give besked derom til generalerne og hærene, og så skal krigshandlinger ophøre fra begge sider, såvel til lands og til vands. De krigshandlinger, som kan ske i mellemtiden, skal betragtes som ikke skete, og skal ikke betyde noget brud på denne traktat.

Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Schou’s Udtog af Forordninger Deel 17 (1814-1817), s. 24-37.

Kilde 7: Kongens brev til folket

Kildeteksten er et uddrag af et brev, som kongen skrev til befolkningerne i Danmark-Norge efter Freden i Kiel i 1814.

I 1814 indgik Danmark en fredsaftale med Sverige og England som afslutning på Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene 1807-1814. Den bliver kaldt Freden i Kiel. Ifølge fredsaftalen skulle Danmark afstå Norge til Sverige.

Den danske konge, Frederik 6., udsendte et brev til befolkningen i Danmark-Norge efter fredsaftalen. Her meddelte han befolkningerne om fredsaftalen. Som en del af fredsaftalen havde kongen nemlig lovet, at han skulle meddele befolkningerne i de to lande om, at Danmark skulle afstå Norge. I brevet skulle han bede befolkningerne om, at overdragelse af Norge til Sverige skulle foregå i ro og orden.

Kildeteksten nedenfor er et bearbejdet uddrag af kongens brev til de 2 lande.

Kildetekst

”Vi Frederik den sjette af Guds nåde ….. gør det kendt for alle, at vi under mange hårde og sammenstødende omstændigheder for vort monarki har, ved fredsaftalen af 14. januar 1814, frasagt os alle vores rettigheder og krav til kongeriget Norge, både for os selv, og for vores efterfølgere til Danmarks trone og kongerige, til fordel for hans majestæt kongen af Sverige og hans efterfølgere, for at genoprette fred i Norden, og for at afværge en overhængende hungersnød i kongeriget Norge.

Vi har ved samme fredstraktat løst, ligesom vi og ved dette åbne brev også løser, alle Norges indbyggere fra den troskabs- og hyldningsed ….. som de har aflagt til os. …. Vi beder dem alle om at gå over til den nye regering i ro og orden ….”

Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Aabent Brev om Norges Afstaaelse til Sverrig, Collegial Tidende no. 7, 12. feb. 1814, s. 106 – 107.

Kildebilledet forestiler Frederik 6. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons.

Kildebilledet er et fotografi af mindesmærket for Slaget ved Lund i Skåne, Sverige. Billedet er lånt fra Wikimedia Commons, licensholder: Jorchr.

Let udgave

1.
Jeg vil synge om en helt
vidt berømt ved Øresund og Storebælt,
om en herre kæk og modig,
om den tapre Tordenskiold.

2.
Mens i han lå i vuggen,
Peder Wessel blev han døbt,
senere på krigsskibet
fik han navnet Tordenskiold.

3.
Atten børn gik frem på rad
hos hans far i Trondhjem stad,
døtre seks og sønner tolv,
men kun én blev Tordenskiold.

4.
Lidt ustyrlig, som det går
Var han mens han var barn
Han gjorde ikke meget ud af skolen
”hellere slås” sa´ Tordenskiold

5.
Nål i hånd han havde fået,
men det våben var for småt,
på kanoner fik han hold.
De går an, sagde Tordenskiold.

6.
Engang på den svenske strand
gik han med sin flok i land,
da red en flok soldater frem,
de ville fange Tordenskiold.

7.
En soldat stak hånden frem,
men han trak den aldrig hjem,
han troede at han havde styr ham
ikke denne gang, sagde Tordenskiold.

8.
Tordenskiold sprang i havet,
kuglerne omkring ham sang,
gennem bølgen dyb og kold
svømmede Peder Tordenskiold.

9.
Tordenskiold han var snedig,
gik omkring og solgte fisk,
fjenden blev narret bag sine egne bymure
af Tordenskiold.

10.
Dynekilden og Gøteborg
huskede ham længe med sorg
Svenske børn sagde han var en trold,
de blev skræmt med Tordenskiold

11.
Hurtigt voksede han op på slagmarken
fra matros til admiral.
Ingen æres glimmer gold
dog fordærved Tordenskiold.

12.
Hvis flaget Dannebrog skal i kamp på havets bølger
gid der bag flagets røde fold
vil stå en helt som Tordenskiold!

Kilde 8: Forskellige syn på unionen mellem Danmark og Norge

I 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige efter at have været i union med Norge i mere end 400 år. Der er forskel på, hvordan man har set på unionen i Danmark og Norge.

Kildeteksterne nedenfor er forskellige uddrag af tekster, der fortæller om forholdet mellem Danmark og Norge.

Kildetekst 1

Den 15. marts 1814 bragte en dansk avis en reportage. Reportagen var en længere artikel, som fortalte meget detaljeret om et arrangement i byen Thisted, hvor der var blevet afholdt et arrangement i forbindelse med den danske konges fødselsdag. Her blev kongen hyldet og der blev sunget en sang om kongen.

Neden ses et par af de sidste strofer i sangen, der handler om, at Danmark måtte afstå Norge til Sverige.

”Har døden da for snævert rum
kan smertens dæmon, vild og grum
ej mættes på de marker.
hvor hele hære mejes ned for sjov,
for tom grådighed
af kæmpende konger?
Hvorfor rase?
Hvorfor tørster
stolte konger i deres storhed?
Efter Nordens blod og fjelde

Her hersker ej en vild tyran
med grusomhed i et røvet land;
men på sin faders trone –
Den rare Frederik, folkets ven,
dets kærlige fader pryder den,
og hædrede Norges krone.
Visdom, retfærdighed,
Er de dyder,
som ham pryder.
Og hans ære
elsket af sit folk at være.

….
Trofaste Norge! Elskede Land!
Modtag fra Danmarks fjerne strand
vores kærlige afskedsminde.
Velsignelser omringe Dig!
Bliv stor i held, i dyd og krig;
Men bliv aldrig Danmarks fjende!
Held! Held! Farvel!
Tårer fælde
dine fjelde.
Danmark sukker.
Skæbnen tavs sin rolle lukker.”

Kildetekst 2

Kilde 2 er et uddrag af et digt fra 1867. Digtet er skrevet af den berømte norske forfatter, Henrik Ibsen. Ibsen skrev sine digte og skuespil på dansk, som i 1800-tallet var det fælles dansk-norske sprog. Fra senmiddelalderen var skriftsproget dansk, på grund af unionen med Danmark.
I et af sine kendte digte, Peer Gynt, skriver Ibsen om unionen med Danmark. Her kalder han de mere end 400 år i union med Danmark for ”Firehundredeårsnatten”. Udtrykket blev en populær måde at omtale unionen med Danmark.

” ….
Ak, men så kom det fremmede åg
Og ødelagde urskovssproget
Firehundredeårsnatten
Rugede over abekatten:
Og man ved, at så lange nætter
sætter landet folks i stå
skovens urlyd er blevet stille
ikke længere bliver der brummet
skal vi vore tanke male
må det ske ved hjælp af tale.
….”

Kildetekst 3

Kilde 3 er et uddrag af en artikel fra den norske hjemmeside, www.allverdenshistorie.no. I tekstuddraget nedenfor svares der på, hvad firehundredeårsnatten er.

”Norge kom først i personalunion med Danmark i 1380, og derefter i en realunionen fra 1536.
….
Begrebet 400-årsnatten opstod fordi Norge var den svage part i unionen. Historikerne er dog ikke enige om nordmændene var så dårligt stillet. De peger på at handel med Europa fik norsk økonomi til at blomstre i denne periode.
400-årsnatten varede til 1814, da kong Frederik 6. måtte give Norge fra sig til Sverige på grund af sin alliance med Napoleon under Napoleonskrigene. Dermed kunne Rigsforsamlingen samles og give Norge sin egen grundlov.”

Kilde 1 er et pædagogisk bearbejdet uddrag af en artikel bragt i avisen ”Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis (1810-1834)”, fra d. 15. marts 1814.

Kilde 2 er en pædagogisk bearbejdet uddrag af Peer Gynt, af Henrik Ibsen, 1867. Kildebilledet forestiller Henrik Ibsen.

Kilde 3 er et oversat og pædagogisk bearbejdet uddrag af en artikel fra siden www.alverdenshistorie.no, set 04.04.2018. Læs hele artiklen her

Kilde 9: Kort over Danmark 1814

Her ses et kort over Danmark, eller Helstaten, som det så ud efter Freden i Kiel i 1814. Her måtte Danmark afstå Norge til Sverige.

Herefter bestod den danske helstat af det samlede danske monarki. Det omfattede kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Til Helstaten hørte også bilandene Grønland, Island og Færøerne. Desuden havde Danmark også en række besiddelser i Vestindien, Afrika, og Indien.

Helstaten var en personalunion. Det vil sige, at de lande, at landene havde et tilhørsforhold med Danmark fordi man havde én person til fælles, nemlig kongen.

I 1864 måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg.