Aargang 0 – Historiske temaer
Tidslinje: Danmark 1900-1925
Tidslinjen giver et kronologisk overblik over temaerne og perioden. Linjen er fortrinsvis bestemt af politiske begivenheder.
Hemmelig afstemning, systemskifte og ny fabrikslov (1901)
Hemmelig afstemning
Indtil 1901 foregik valg til Folketinget ved håndsoprækning eller ved, at den som stemte simpelthen blev spurgt, hvem han stemte på. Og det blev så ført til protokols. En arbejdsgiver kunne med andre ord holde øje med, hvem hans ansatte stemte på. Det kunne i sig selv få en fattig landarbejder til at tænke sig om en ekstra gang, før han stemte.
Den hemmelige afstemning, hvor man sætter et kryds i en afskærmet valgboks, blev indført i forbindelse med valget i april 1901. Det var en gevinst for de partier, som havde tilslutning blandt arbejdere i by og på land, navnlig Socialdemokratiet og venstrefløjen af Venstre (fra 1905 Det radikale Venstre).
Ved valget den 3. april 1901 blev regeringspartiet Højre halveret. Det moderate Venstre, som havde samarbejdet med Højre, fik en næsten lige så stor tilbagegang. Højres faldende popularitet i befolkningen og indførelsen af hemmelig afstemning var to væsentlige årsager til nederlaget.
Systemskifte
Efter valget i 1901 havde Højre og Det moderate Venstre tilsammen 24 mandater i Folketinget. Socialdemokratiet og Folketingets Venstre havde til sammenligning 90 mandater.
Selv om grundloven i 1849 havde givet magten til folket, var (og er) det stadig kongen, der pegede på en leder af regeringen. Den magt havde især betydning i årene 1877-1894, hvor et lille, men kongetro mindretal dannede regering og kun regerede med støtte fra det ene af Rigsdagens to kamre, Landstinget. Stemte Folketinget imod et lovforslag, mente regeringen at kunne gennemføre forslaget som et “provisorium” – en foreløbig lov.
I 1901 var udsigten til endnu en Højre-regering blevet absurd – selv for nogle Højrefolk. Det lykkedes omsider at få overtalt kongen til at pege på venstremanden Deuntzer som regeringsleder, og mange års godsejerstyre blev afløst af et mere folkeligt styre.
Med systemskiftet i 1901 blev parlamentarismen anerkendt. Det betød, at en regering nu aldrig kunne have et folketingsflertal imod sig. Princippet blev dog først skrevet ind i grundloven i 1953.
Ny lov om tilsyn med børns og kvinders arbejde
Efter pres fra Socialdemokratiet og fra fagbevægelsen blev den gamle fabrikslov fra 1873 taget op til revision. Nu fik kvinder i industrien ret og pligt til 1 måneds barselsorlov. I den måned fik de ingen løn, men måtte de søge om offentlig hjælp under deres “barselsorlov”, blev det ikke regnet som fattighjælp.
Børn skulle nu være mindst 12 år gamle, før de måtte arbejde på fabrik. De måtte ikke arbejde i skoletiden, og de måtte højst arbejde i 6 timer.
I 1913 blev loven revideret igen, og denne gang blev det helt forbudt at ansætte børn i industrien, hvis de stadig gik i skole.
Børneloven (1905)
Børnelovens officielle titel var “Lov om behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge personer”. Og der var da også et dobbelt formål med loven. Og der var da også et dobbelt formål med loven. På den ene side ønskede man at dæmme op for den småkriminalitet, som til dels var en følge af, at mange børn var overladt til sig selv. På den anden side ville man give børnene mulighed for en sundere opvækst, ikke kun i fysisk forstand, men også i moralsk
Kvindelig valgret til menighedsråd og kommunalbestyrelser (1904/1908)
Kunne kvinder udtrykke en selvstændig mening og forstå sig på emner, der ikke kun handlede om deres eget hjem, børn og familie? Det var et stort diskussionsemne omkring 1900 – og ikke kun i Danmark. I 1904 fik kvinderne mulighed for at vise, at de havde en mening om kirkelige spørgsmål, da de ved menighedsrådenes oprettelse fik stemmeret til dem. Fire år senere, i 1908 fik de også andel i andre, stadig lokale, spørgsmål. Her fik de nemlig stemmeret ved valgene til sogneråd og kommunalbestyrelser (byråd).
Ophævelse af den reglementerede prostitution (1906)
Efter en periode på 32 år, hvor “faldne kvinder” kunne drive en form for lovlig og kontrolleret prostitution, blev ordningen ophævet, og det blev igen entydigt kriminelt at være prostitueret.
Albertiskandalen (1908)
Justitsministeren bag f.eks. børneloven og ophævelsen af den reglementerede prostitution hed P.A. Alberti. Han havde været minister siden 1901 og systemskiftet. I 1908 blev det afsløret, at han havde begået underslæb for et stort millionbeløb, og selv om han længe nægtede hårdnakket, gav han til sidst op og meldte sig til politiet. Han kom til at sidde i fængsel fra 1910 til 1917, hvor han blev benådet.
Statsministeren, J.C. Christensen, havde stolet på sin justitsminister og ydet ham et lån på 1½ million kr. af statskassen. Efter Albertis arrestation blev der rejst rigsretssag mod bl.a. statsministeren, som måtte gå af.
Det radikale Venstres første regering (1909)
Da statsminister J.C. Christensen måtte gå af efter Albertiskandalen i 1908 blev en anden venstremand, Niels Neergaard, statsminister. Men efter valget i 1909 dannede Det radikale Venstre for første gang regering med støtte fra Socialdemokratiet. Statsministeren var C.Th. Zahle. Regeringen blev allerede i 1910 afløst af en ny venstreregering. Men også efter valget i 1913 blev Zahle statsminister og Det radikale Venstre regeringsparti. Det vedblev det at være frem til 1920.
Det radikale Venstre kom således til at spille en væsentlig rolle i 1910’erne. Partiet stod for en klar antimilitaristisk linje og for en udjævning af sociale forskelle samt ophævelse af privilegier, bl.a. den privilegerede valgret til Landstinget, der tilgodeså de velstående. En anden mærkesag for Det radikale Venstre var kvinders og tjenestefolks stemmeret.
Første verdenskrig. Værdisammenbrud. Begyndende velfærdsstat (1914)
Det radikale Venstre havde regeringsmagten, da Første verdenskrig brød ud. Danmark formåede at holde sig neutral gennem hele krigen, mens Sønderjylland, som var tysk indtil 1920, i høj grad blev involveret i krigen.
Udjævning af sociale forskelle blev en væsentlig opgave under verdenskrigen. Man gjorde det ved at bryde med “natvægterstaten”, hvor regeringsmagten – staten – regulerer betingelserne for handel og erhverv mindst muligt. Den radikale regering lod derimod ikke kræfternes frie spil klare de forsyningsproblemer, som verdenskrigen affødte. I stedet udfoldede der sig et kæmpemæssigt administrativt apparat, der havde til opgave at fordele brød, kartofler, foderstoffer osv. ligeligt. Denne indgriben er blevet set som begyndelsen på den moderne velfærdsstat. Ikke fordi befolkningen var sikret velfærd, men fordi regeringen forsøgte at sikre befolkningens velfærd.
Første verdenskrig havde længe ligget og luret – for mange internationale spændinger gjorde Europa til en krudttønde, som kunne antændes med en tilfældig gnist. Alligevel herskede der en fremskridtstro uden lige og en tillid til fornuften og rationalet – og ikke mindst til de tekniske fremskridt.
For de europæiske arbejderbevægelsers vedkommende hvilede tilliden til fremtiden og fremskridtet ikke mindst på tilliden til hinanden: Hvis arbejderne i Europa – ja, i hele verden – stod sammen og ikke gik i krig, så ville krig være en umulighed.
Første verdenskrig betød, at mange værdier og megen tillid brød sammen. Den viste, at fornuft og rationale alligevel ikke herskede. For syngende og begejstrede drog arbejdere i krig for deres fædreland. Den internationale arbejdersolidaritet havde været en illusion. Værdisammenbruddet kan aflæses i litteraturen fra tiden omkring Første verdenskrig. Og det kan aflæses i den danske fagbevægelses kursændring fra internationalt orienteret til nationalt orienteret.
Ny grundlov (1915)
Demokratiseringsprocessen stod ikke stille under verdenskrigen, og en grundlovsændring havde længe været undervejes. I 1915 lykkedes det partierne at blive enige om en ophævelse af den privilegerede valgret til Landstinget – og samtidig fik kvinder og tjenestefolk stemmeret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget.
Borgfred og salg af Dansk Vestindien (1916)
Navnlig under krigens første år var fagforeningerne tilbageholdende med at stille lønkrav, og der var ikke mange strejker. Denne tilbageholdenhed var et udtryk for den “borgfred”, der rådede i Danmark, såvel som i mange andre lande under krigen. I 1916 blev regeringen udvidet med tre såkaldte kontrolministre, Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet, J.C. Christensen fra Venste og Chr.M. Rottbøll fra Det konservative Folkeparti (tidligere Højre). Hermed var alle partier medansvarlige for landets styrelse.
Danmark manglede penge og det lykkedes efter flere forsøg at få solgt Dansk Vestindien, som efter slaveriets ophævelse i 1848 ikke gav noget økonomisk afkast for Danmark, og som var præget af stor fattigdom blandt den sorte del af befolkningen.
Våbenhvile og revolution (1918)
Verdenskrigen blev ikke den lynkrig, som tyske generaler havde regnet med. Allerede fra efteråret 1914 var fronterne stivnet i en trøstesløs skyttegravskrig. Selv ikke da amerikanerne i 1917 gik ind i krigen, kom der en afgørelse. Var vestfronten styrket for de allierede (Rusland, England, Frankrig, USA), blev østfronten svækket med den russiske revoluton i oktober 1917. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde dog tillid til, at de allierede magter ville vinde. I januar 1918 udsendte han en erklæring om det grundlag, som freden til sin tid skulle hvile på. Et af hans 14 punkter var, at landegrænser skulle hvile på princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Det gav nyt liv til håbet for de dansksindede sønderjyder, der ønskede at stemme sig “hjem til Danmark”.
Freden kom langt fra med det samme. Først i november 1918 overgav Tyskland sig som den sidste af centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn og det senere Tyrkiet samt Bulgarien), og den 11. november blev våbenstilstanden underskrevet.
På det tidspunkt var der udbrudt oprør blandt de tyske marinesoldater i de tyske havnebyer. Snart bredte uroen sig til byernes arbejderklasse, og i mange byer blev der oprettet arbejder- og soldaterråd. Også i Danmark ulmede en social uro. Tættest på en dansk revolution kom man med grønttorvsspektaklerne den 13. og 14. november 1918.
Genforening, "statskup" og generalstrejketrussel (1920)
Med verdenskrigens afslutning begyndte bestræbelserne på at få gennemført en afstemning om Slesvigs nationale tilhørsforhold. Den 10. februar 1920 blev der afholdt en samlet afstemning for Nordslesvig (Sønderjylland). Her var der et dansk flertal på 75 %. Derefter blev der stemt i hvert enkelt sogn syd for den nuværende grænse. I samtlige sogne var der tysk flertal.
Afstemningen betød, at Sønderjylland blev dansk igen, men at Flensborg kom til at høre til Tyskland. I borgerligt, nationale kredse i Danmark rejste der sig en bevægelse for på en eller anden måde at få gjort Flensborg dansk alligevel, den såkaldte Flensborg-bevægelse.
Uroen var formentlig den udløsende faktor bag påskekrisen i 1920, hvor kongen helt uhørt afskedigede den radikale regering. En dybere årsag til krisen var det pres, som kongen var underlagt fra erhvervsfolk, der var lede og kede af den radikale regerings reguleringspolitik.
Arbejderbevægelsen reagerede på kongens “statskup” med trusler om generalstrejke. Fra bevægelsens side blev der nu stillet både faglige og politiske krav. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses krav blev stort set imødekommet – men derudover havde syndikalisterne stillet nogle krav, og de blev ikke indfriet. Enkelte fag, hvor syndikalisterne havde stor indflydelse, gik derfor i “generalstrejke”. Men strejken havde ikke støtte andre steder i fagbevægelsen, og de strejkende fik ingen økonomisk støtte fra de andre fag. Desuden havde arbejdsgiverne held til at indsætte strejkebrydere, så strejken ikke fik tilstrækkelig effekt. Syndikalisterne led et stort nederlag, og deres rolle var herefter stort set udspillet.
Første socialdemokratiske regering. Første kvindelige minister (1924)
Blandt de politiske krav, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik indfriet efter “statskuppet” i 1920, var indførelsen af en ny valglov. Siden 1913 havde Socialdemokratiet været det parti, der fik flest stemmer ved valg til Folketinget, men Venstre fik alligevel flest mandater. Baggrunden for denne skævhed var valgsystemet, som man kalder “flertalsvalg i enkeltmandskredse”, hvor den kandidat i en valgkreds, der får flest stemmer, bliver valgt, mens alle andre stemmer går til spilde. Det er et system, man stadig har i f.eks. England og USA.
Efter den nye valglov indførtes i Danmark forholdstalsvalget. Herefter blev mandaterne fordelt i forhold til antallet af stemmer på de enkelte partier. Og ved valget i 1924 fik Socialdemokratiet både flest stemmer og flest mandater. Cigarsorterer Thorvald Stauning blev statsminister i den første socialdemokratiske regering.
Socialdemokratiet havde været en stor fortaler for kvindelig stemmeret, og det var vigtigt at få udnævnt en kvindelig minister. Det blev historikeren Nina Bang, som fik posten som undervisningsminister. Hun blev dermed den første kvindelige minister. På verdensplan var én kvinde blevet minister før Nina Bang. Det var Aleksandra Kollontaj, som blev minister i den russiske regering efter revolutionen i oktober 1917.
Nina Bang var kun minister i to år, indtil den socialdemokratiske regering i 1926 blev afløst af en Venstreregering. Først i 1947 fik Danmark igen en kvindelig minister.
