Dilemmaspillet “Emancipationens Helt(e)” er oplagt at bruge i forbindelse med kanonpunktet Ophævelsen af slavehandlen. Kanonpunktet belyser, hvordan Danmark forbød slavehandlen på De Dansk Vestindiske Øer, og spillet kan bidrage til at uddybe denne historiske kontekst.
Spillet er velegnet til elever i udskolingen og har fokus på historisk tænkning og empati. Gennem spillet arbejder eleverne med at forstå, hvad det vil sige at være en del af en kolonimagt eller at leve som koloniseret. Eleverne bliver desuden præsenteret for kulturforskelle og levevilkår fra begge perspektiver – kolonimagten og de koloniserede.
Dette dilemmaspil er udarbejdet af Louise Haldrup Riske, lærer, kandidatstuderende i historie med specialisering i kulturarv ved Aalborg Universitet.
Hvad lærer eleverne af dilemmaspillet?
Dilemmaspillets hovedformål er at vise, hvordan emancipation var resultatet af mange samtidige faktorer. Eleverne får indsigt i det sociale hierarki, levevilkårene og de årsager, der kunne føre til oprør – også selvom der var indført en 12-års overgangsperiode.
Eleverne præsenteres for komplekse dilemmaer, der spænder fra spørgsmålet om frihed kontra fangenskab til modsætninger mellem menneskerettigheder og økonomiske interesser.
Spillet udforsker desuden, hvordan historien kan fortolkes forskelligt afhængigt af fortælleren. Eleverne lærer om to mulige heltefigurer – General Buddhoe og Peter von Scholten – og hvordan valget af kilder og perspektiver påvirker fremstillingen af historien. Dette gør dem bevidste om, hvordan historiske begivenheder kan opfattes og formidles forskelligt inden for forskellige erindringsfællesskaber.
Indhold i dilemmaspillet
Spillet bruger visuelle elementer som billeder og artefakter til at skabe en ramme for elevernes historiske empati. Eleverne påtager sig roller og skal agere ud fra deres rollekarakterers perspektiv. Selvom rollerne er fiktive, illustrerer de, hvordan mennesker kunne have oplevet denne historiske tid.
Gennem arbejdet med rollerne får eleverne mulighed for at fordybe sig i historien og reflektere over, hvordan personlige fortællinger kan formidle komplekse historiske begivenheder.