Historier om Danmark – Enevælde og oplysningstid

Karl Gustav-krigene 1657-1660 blev en katastrofe for dobbelt-monarkiet Danmark-Norge. Ved freden i København måtte man afgive Skåne, Halland og Blekinge og Bohuslän til Sverige. I forvejen var det dårlige tider for landbruget. Christian 4.’s krige og epidemier betød, at landet produktionsmæssigt og økonomisk var i knæ. Dertil kom, at staten havde lånt enorme summer af velhavende københavnske købmænd og udenlandske pengeudlånere.

I sensommeren 1660 indkaldte Rigsrådet og kongen repræsentanter fra gejstligheden, adelen og borgerne til et stændermøde i København for at finde en løsning på rigets elendige økonomi. Den største stand, bønderne, var ikke repræsenteret. Efter nogle ugers forhandlinger blev repræsentanterne præsenteret for et forslag, der betød, at alle skulle betale skat, så der kunne komme penge i statskassen. De gejstlige og borgerne accepterede forslaget, men adelen var imod. De påberåbte sig standens hævdvundne skattefrihed.

Hen på efteråret foreslog borgerne og de gejstlige, at der blev indført arvekongedømme i riget. Rigsrådet, som hovedsageligt bestod af adelsmænd, var imod. At kongens ældste søn automatisk efterfulgte sin far ville svække Rigsrådets muligheder for alene at bestemme, hvad der skulle stå i håndfæstningen. Men borgerne og gejstligheden ville have deres ønske realiseret. De fik kongen, Frederik 3., til at lukke Københavns byporte, så repræsentanterne fra adelen ikke kunne forlade byen. Så bøjede de sig. De måtte også gå med til, at Rigsrådet blev nedlagt, og kongen blev enevældig ligesom den franske konge.

I europæisk historie betegnes perioden fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet Oplysningstiden. Perioden forbindes med en række filosoffer, der trods uenighed om meget, var enige om, at samfundene burde indrettes efter den menneskelige fornuft. Alle skulle have del i oplysningen. Det ville både gøre det enkelte menneske fri af fordomme og overtro og skabe vækst og fremgang i samfundene. Selv om flere enevældige fyrster støttede og brugte oplysningsfilosoffer som rådgivere, skabte oplysningstankerne også modsætninger til kongen og kirken. Der er sammenhænge mellem revolutionerne (bl.a. den engelske i 1688 og den franske 100 år senere) og oplysningsfilosoffernes ideer om den gode styreform. Historikerne er dog ikke enige om hvorvidt oplysningsfilosofferne skabte det idemæssige grundlag for revolutionen – eller om det var omvendt: Revolutionerne skabte grobunden for oplysningstankerne. I Danmark-Norge slog oplysningstidens ideer først rigtigt an i sidste halvdel af 1700-tallet, hvor de bl.a. inspirerede det enevældige styre til landboreformerne.

I løbet af 1600-tallet blev Danmark – noget senere end andre europæiske stater – en kolonimagt. I begyndelsen af århundredet fik danske kompagnier handelsstationen Trankebar, og i 1665 blev den caribiske ø Skt. Thomas erhvervet og senere de nærliggende Skt. Jan og Skt. Croix. Her blev der anlagt plantager, hvor man bl.a. dyrkede sukkerrør og tobak. Arbejdskraften var slavegjorte mennesker, der mod deres vilje var transporteret over Atlanten fra Afrika. I næsten 200 år hørte Danmark til i rækken af europæiske slavenationer.

Perioden rummer flere tematikker, som er vigtige for eleverne at reflektere over. F.eks. mener de fleste elever, at lige rettigheder er noget naturligt, som altid har eksisteret. Ved at arbejde med standssamfundet og kolonitiden kan denne opfattelse udfordres, og ligeledes elevernes bevidsthed om at lighed og demokrati er noget, de aktivt må arbejde for at bevare og udvikle – og hvor tankerne om, at dette er vigtigt, kommer fra. I relation til læreplanen indgår tre kanonpunkter i forløbet: Statskuppet 1660, Stavnsbåndets ophævelse og Ophævelse af slavehandlen.

Forløbet er udarbejdet med udgangspunkt i DR’s serie Historien om Danmark.

Udarbejdet af:
Jens Aage Poulsen
Marie Bonde Olesen
Steen Chr. Steensen