Dette undervisningsforløb handler om de stridigheder der kan forekomme mellem tro og videnskab, og hvilke konsekvenser forskellige opfattelser kan have på samfundet.
Forløbet henvender sig til 7.-9. klassetrin, og lektionsplanen kan downloades nederst på siden.
Præsentation og begrundelse
Darwins teorier om evolution er et afgørende brud i historien. Før midten af 1800-tallet stillede stort set ingen i den kristne verden spørgsmål ved menneskets skabelse, som den kan læses i 1. Mosebog i Det Gamle Testamente – én gud skabte verden for ca. 6.000 år siden. Siden da har der været bitter strid mellem kreationister og videnskabsfolk. I Europa – og i særlig grad Danmark – har evolutionsteorien slået rod som alment gældende teori. Anderledes ser det ud i USA, hvor mange målinger viser flertal for troen på Guds skabelse som den fremstår i Bibelen. Forløbet tager fat på disse ejendommeligheder ved at behandle spørgsmålene: I hvilken historisk kontekst fremkom evolutionsteorien? Hvorfor er der så stor forskel mellem Europa og USA?
Forløbet er udarbejdet af Michael G. Andersen.

Undervisningsforløb


Problemstilling
Indtil Charles Darwin fremkom med sine teorier om evolution, havde kristendommen monopol på sandheden i hele den kristne verden. Harmoni mellem tro og viden er siden da afløst af bitter strid, men hvorfor?
Kompetenceområde/-mål
Historie
Kronologi og sammenhæng
Eleven kan på baggrund af et kronologisk overblik forklare, hvorledes et samfund har udviklet sig under forskellige forudsætninger
- Eleven kan forklare historiske forandringers påvirkning af samfund lokalt, regionalt og globalt
- Eleven har viden om forandringer af samfund lokalt, regionalt og globalt
Kildearbejde
Eleven kan vurdere løsningsforslag på historiske problemstillinger
- Eleven kan formulere historiske problemstillinger
- Eleven har viden om udarbejdelse af historiske problemstillinger
Religion
Livsfilosofi og etik
Eleven kan forholde sig til den religiøse dimension i grundlæggende tilværelsesspørgsmål og etiske principper
- Eleven kan reflektere over sammenhænge mellem forskellige værdigrundlag og deres tydning af tilværelsen
- Eleven har viden om sammenhæng mellem værdigrundlag og tydninger af tilværelsen
Download materialer
Herunder finder du en oversigt over materialelisten og bilag. OBS! Bilagene ligger i den redigérbare wordfil.
Materialer
- Poulsen, Jens Aage: Det Historiske Overblik, Gyldendal 2007 – ISBN 978-87-02-05665-5 forkortes JP
- Peter C. Kjærgaard: ”Charles Darwin (1809-1882)”
- Casper Andersen: ”Videnskab og religion”
- Conspiracy Road Trip – Kreationisme: Dokumentarfilm 55. min., oprindelig BBC-udsendelse under instruktion af Andrew Maxwell 2012 (kan streames via CFU ved søgning på filmens titel og sendt på DR3 d. 31. juli 2014)
- Kristeligt Dagblad. Danskere tror på Darwin. (17. maj 2009)