I dette tema kan eleverne blive klogere på vandprøven, der blev brugt til at tjekke, om kvinder var hekse. Eleverne kan desuden få et kendskab til heksemærker, tortur og bødlens mange opgaver.
De fleste, der blev dømt som heks, var fattige og ældre kvinder. Ofte var det folk, fra landbyen eller området, hvor kvinden levede, der anklagede hende for trolddom. De anmeldte kvinden til den adelsmand eller byens råd, der havde myndigheden i området.
Nogle godsejere var ivrige heksejægere. En af den var adelsmanden Jørgen Arenfeldt til Rugaard på Djursland. I sidste del af 1600-tallet fik han adskillige kvinder anklaget. Flere blev brændt og andre døde
Det var ofte præster, der afhørte kvinderne. Bødlen og hans medhjælpere udøvede torturen.
Heks skal brændes. Billedet er fra 1540’erne.
Christian 4. og heksene
Christian 4. var konge i Danmark-Norge fra 1588 til 1648. I 1617 indførte Christian 4. en lov, som gav dødsstraf for mennesker, der udførte trolddom. Loven betød, at mange blev anklaget som hekse. Faktisk blev over halvdelen af alle hekseprocesser i Danmark gennemført fra 1617 og ind til midt i 1620’erne.
Flere gange var Christian 4. selv aktiv i jagten på hekse. Det gjaldt fx Maren Splids fra Ribe. I 1630’erne blev hun anklaget som heks, men blev frifundet. Christian 4. fik sagen taget op igen. Denne gang blev hun dømt, og i 1641 blev hun brændt på bålet.
Christian 4. (Billedet er hentet fra Wikimedia Commons)
Louise Nyholm Kallestrup forsker i hekseprocesser. Hun mener, at der især er tre grunde til, at Christian 4. satte gang i jagten på hekse:
- Pest og ulykker hærgede landet. Og i Tyskland udbrød der i 1618 en krig, der senere blev kendt som 30-års-krigen. Mange mente, at Dommedag nærmede sig. Det var den dag, hvor Gud ville ødelægge alt liv på Jorden. For Gud var vred. For at formilde Gud måtte man søge for, at hekse og andre troldfolk blev slået ned.
- Christian 4. var selv overbevist om, at der fandtes hekse. Da han var 12 år, skulle hans storesøster til Skotland for at blive gift. Men en heks fremkaldte uvejr, så skibene med storesøsteren og hendes følge ikke kom til Skotland. Man fandt heksen, der tilstod, hvad hun havde gjort.
- Christian 4. mente selv, at han havde ansvaret for landet og dets befolkningen. Derfor var det hans pligt at sørge for folks sikkerhed, bl.a. ved at få fjernet heksene.
Hvorfor indrømmede de anklagede?
Før den mistænkte blev overdraget til myndighederne, var hun ofte blevet udsat for mishandling og tortur. Hun sad mange dage i fængslet, og hun blev udsat for lange og hårde forhør. Til sidst brød hun måske sammen og indrømmede. Den anklagede mente selv, at der var hekse. Måske fik den hårde behandling hende til at tro, at hun faktisk var en heks.
Man mente, at heksene gjorde det modsatte af, hvad kristne gjorde. Og de opførte sig på måder, som samfundet mente var unormalt, umoralsk og forkasteligt. Var den anklagede brudt sammen, var det ”let” for hende at give eksempler på, hvad hun og andre hekse havde gjort.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Bødlen
Bødlen torturerede den anklagede. Og det var ham, der til sidst henrettede hende, hvis hun blev dømt.
I sidste del af 1600-tallet skrev bøddelen i Aarhus sådan:
”Før påske sendte ridefogeden i Ebeltoft, Hans Jacobsen, bud efter mig. Der pinte jeg en kvinde, som var beskyldt for trolddom. Hun døde i fængslet. Jeg pinte hende to gange med benskruer og en på fingeren. Men hun indrømmede ikke noget. Det gjorde hun til gengæld frivilligt i retten.
Efter påskedag sendte Jørgen Arenfeldt bud efter mig. Der pinte og forhørte jeg Gye Koch. En mand, Peder Kjær, kastede jeg i vandet, og han svømmede som en gås*).
I foråret rejste jeg igen til Jørgen Arenfeldt**) og brændte Gye Koch.”
(Kilde: J. R. Hübertz: Aktstykker vedkommende staden og stiftet Aarhus, bind 2. 1845)
*) Peder Kjær blev udsat for vandprøven. Personen, der var mistænkt for at være en heks, blev bagbundet og kastet i vandet. Hvis man flød, var det tegn på, at man var i pagt med Djævelen – og derfor en heks. Hvis man sank, blev man frikendt.
**) Godsejeren og adelsmanden Jørgen Arenfeldt var en ivrig heksejæger.
Kilde 2: Vandprøven
Man døbes med vand. Mange mente derfor, at vand var helligt, og ville ”skubbe” det onde fra sig. I 1600-tallet brugte man ofte vandprøven for at undersøge om en anklaget kunne være en heks. Den anklagede blev bundet på hænder og fødder. Flød hun oven på vandet, var hun sikkert en heks. Sank hun til bunds var ikke en heks og blev sat fri.
Officielt var vandprøven ikke anerkendt i Danmark. Men bl.a. Jørgen Arenfeldt anvendte den.
Billedet af vandprøven er fra ca. 1550.
Billedet af vandprøven er fra 1613.
(Billedet er hentet fra Creative Commons)
Kilde 3: Heksemærker
I 1618 blev en svensk kvinde, Ingeborg Bogesdatter, arresteret og anklaget for at være en heks. En bog fra slutningen af 1800-tallet fortalte, hvad der skete med hende, da hun blev stillet for retten.
”Er hun en rigtig heks, sagde bødlen, så har hun et mærke på brystet eller skulderen. Det kommer af, at Satan har diet hos hende (hun har givet Satan mælk fra sit bryst). Desuden kan hun ikke synke i vand.
Ingeborg blev straks klædt af. Det viste sig ganske rigtigt, at der mellem hendes skuldre fandtes en rød patte så stor som en sos patte.Bagefter blev hun smidt i vandet. Hun flød lettere end nogen gås. Bødlen trykkede hende ned to gange. Men hun flød straks ovenpå. Hun fik hverken vand i munden, næsen eller ørerne, og var helt tør, da hun blev trukket op.
Ingeborg indrømmede, at hun en gang havde været på Blåkulla (sted hvor de svenske hekse mødtes). Hun red derhen på en kalv, som hun havde forhekset.”
(Kilde: Troels-Lund, Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede, 1879-1901)
Kilde 4: Vægtprøven
I Holland brugte man brugte man en vægt for at afgøre om en anklaget var heks. Først vurderede nogle mænd, hvor meget den anklagede vejede. Vejede hun mindre, tydede det på, at hun var en heks. Vejede hun det samme eller mere, blev hun frifundet.
Kilde 5: Tortur
Når den anklagede havde indrømmet, at hun var en heks, måtte man torturere hende. Det kunne få hende til at fortælle, hvem der ellers var hekse.
Kilde a)
Heks malker bondens kreaturer gennem en økse. Billedet er fra o. 1600.
Kilde b)
Billedet af flyvende hekse er fra 1790’erne (Billedet er hentet fra Creative Commons)
Kilde 6: Heksebrænding
Mange der var dømt som hekse blev brændt på bålet. Andre blev hængt. Nogle gange halshuggede man heksen, før man brændte hende. Andre gange blev hun brændt levende.
Kilde a)
Billedet af heks, der brændes er fra 1800-tallet (Billedet er hentet fra Creative Commons)
Kilde b)
Heks brændes på bålet. Billedet er fra 1555.
Kilde c)
Heks brændes på bålet. Billedet er fra 1893.
