Dette kildebanksemne handler om Vejen mod islandsk selvstændighed, 1800-1944. Til emnet knytter sig fem kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Grundtvig om Island
I 1800-tallet var ideen om nationen og det nationale vigtigt. Et folk, der havde et fælles sprog, historie og kultur blev set som en nation. Mange mente, at det var bedst, at hver nation havde sin egen stat, dvs. en nationalstat.
Islandsk blev set som det oprindelige nordiske sprog, der senere var delt i svensk, norsk og dansk. Derfor måtte Island også være stedet, hvor nordisk kultur var opstået, syntes mange.
Kilde
I 1841 skrev digteren og præsten N.F.S. Grundtvig om islændingene:
”At selv på den golde ø i Ishavet, hvor ploven aldrig går, hvor ingen skove grønnes, og ingen nattergal slår, hvor vinteren er lang og mørk, og det daglige liv fattigt. Selv der kunne en sådan rig, naturlig og levende dannelse af menneskelivet en indvortes fylde og udbrede en glans derover, som tit fattes ikke blot i de dejligste lande, men ved de prægtigste hoffet og på de berømte højskoler.”
Søren Mentz: Den islandske revolution. Aarhus Universitetsforlag. Danmark 2017, s. 22
Kilde 2: Sønderjylland i bytte for Island
I 1864 kom Danmark i krig med Preussen og Østrig om hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Danmark tabte og måtte afgive hertugdømmerne. Gehejmestatsrådet var en forsamling, hvor den danske konseilspræsident (statsminister) og de vigtigste ministre mødtes med kongen. Her drøftede man, om man kunne overtale Preussen til at afgive Sønderjylland, dvs. den nordlige del af Slesvig. Til gengæld skulle Preussen have Island.
Kilde
Det følgende er et uddrag af Gehejmestatrådets drøftelser.
”De allierede magter (Østrig og Preussen) vil måske lade Danmarks grænse følge en linje syd for Flensborg-Tønder, give Slesvig til Danmark, hvis de får Island til fri disposition.
Der kan fremføres tungtvejende indvendinger mod et sådant tilbud. For uanset hvor grundigt man sørger for at sikre islændinge deres nationalitet og egne institutioner, vil en afståelse til Tyskland af denne ø, der indtager en så betydningsfuld plads i Nordens historiske liv, også smertelig ramme den danske nationalfølelse. Ikke mindre vil den ramme den almindelige nordiske og navnlig den norske, til hvilken Island med så mange århundredes bånd er stærkt knyttet.”
Bearbejdet uddrag fra B. Thorsteinsson: Island. København 1985, side 224.
Kilde 3: Vejen mod selvstændighed
I 1903 fik Island hjemmestyre. Det betød, at islændingene selv måtte bestemme flere ting. Det blev også bestemt, at islændingene altid skulle have et medlem af den danske regering. Vedkommende blev udpeget af det islandske Alting. Islændingene ønskede dog ret til at bestemme mere over egne forhold.
Kilde
I 1913 fremsatte islændingene ønsket om at få eget flag. Det fik den nationale og konservative skribent Harald Nielsen til at skrive:
”Hvad er det, der er sket? I hundreder af år har Island hørt med til dansk statsområde. Hvilke mangler vort styre end har haft, har de dog ikke været værre, end at Islænderne under det har bevaret den særegenhed og det sprog, hvorpå de nu grunder deres krav. […]
De kan frit tale og lære deres sprog. De kan i videste udstrækning bestemme over deres egne anliggender. Vi har blot tilladt os at være dem til hjælp […] Vor flåde har vogtet deres kyster. Vore officerer har opmålt deres land. Vort universitet har uddannet deres lærde. Vi har ikke undertrykt deres Flag, for de har ikke haft et. Ikke desto mindre forlanger de ret til at opfinde et sådant og flage med det. Der er grund til at standse et øjeblik og se på realiteterne: Når en dreng forlanger at ryge cigar, så træffer man ikke afgørelsen med ham ud fra en almindelig overvejelse af et menneskes rettigheder. Men man siger til ham: ”Du må først lære at knappe dine bukser!”
Bearbejdet uddrag fra Harald Nielsen: Typiske Tilfælde. Gyldendal 1917, side 148
Kilde 4: Island bliver en republik
I Forbundsloven fra 1918 var det aftalt mellem Altinget og den danske regering, at loven kunne genforhandles i 1940. I den forbindelse havde Island mulighed for at opsige forbundet med Danmark fra 1943.
I 1944 gennemførtes en folkeafstemning i Island, om landet skulle være uafhængigt. 97,4 % stemte ja. På det tidspunkt var Danmark besat af Tyskland og Island af amerikanske og britiske tropper. Danmark havde samarbejdet tæt med den tyske besættelsesmagt. I Island var man derfor i tvivl, om Danmark ville blive regnet som Tysklands allierede.
I 1944 var det tydeligt, at Tyskland inden for kort tid ville tabe krigen. Men det var usikkert, om det var USA og Storbritannien eller Sovjetunionen, der ville befri Danmark. USA lagde pres på styret i Island for at opsige forbundet. Der var således flere grunde til, at Island, før krigen var afsluttet, valgte at erklære sig som en uafhængig republik den 17. juni 1944.
Kilde 1
Jens Sørensen Vanggaard (1875-1945) var folketingsmand for Venstre. Da det stod klart, at Island ville opsige forbundet med Danmark, udtalte han:
”Dette, at islændere nu vil opsige forbundstraktaten og erklære republik er jo en revolution, idet kongefællesskabet efter den bestående lov slet ikke kan opsiges. Men det er et resultat af en lang udvikling. England slipper aldrig godvillig det, det har lagt hånden på. […]
Jeg har for adskillige år siden holdt frem og udtalt til mange betydningsfulde folk, at vi skulle kolonisere Island. Vandfaldene og det store gode landbrugsland mod syd på størrelse med Fyn lå uudnyttede. […] Men alt forgæves. I stedet rejste vore folk til Canada og førte en gennemgående kummerlig tilværelse som skovhuggere og landbrugere. […]
Da vi begyndte at vige los på statsforbindelsen, opstod den færøske separatisme, som kredse herhjemme ligefrem blev begunstiget […]
Nu glider Færøerne formodentlig sammen med eller efter Island […] fra Danmark.”
Kilde 2
Den danske konge Christian 10. var bitter over, at Island rev sig løs. Han sendte alligevel et telegram, hvor han lykønskede islændingene:
”Idet jeg beklager, at adskillelsen mellem mig og det islandske folk er blevet gennemført under de rådende forhold, vil jeg udtale de bedste ønsker for den islandske nations fremtid og håbet om styrkelse af de bånd, der binder Island til de øvrige nordiske lande.”
Kilde 3
Under overskriften Farvel, Island! bragte Aarhus Stifttidende den 30. maj 1944 denne artikel.
”En ting må vi takke Islændingene for. Vi har fået klar besked. Nu er der intet at tage fejl af. Længslen efter at løse det sidste bånd, der knyttede Island og Danmark sammen, deles af næsten hele det islandske folk, og den er så overvældende, at det var nødvendigt at bryde trufne aftaler og givne ord. Skilsmissen måtte fuldbyrdes over hals og hoved og under en skæbne, som udelukkede en venskabelig drøftelse.
Fra dansk side er der intet andet at gøre end at tage denne besked til efterretning. Men i sandhedens navn må det tilføjes, at kun få i Danmark fatter dette hastværk og denne hensynsløshed. Nogen nødvendighed er ikke til at finde. Alle i Island vidste dog, at ingen i Danmark ville modsætte sig ønsket om fuldstændig adskillelse. Gennem fyrre år er de bånd, som knyttede Island til Danmark, blevet løst, et efter et. Nu var der intet bånd tilbage, som ikke var gensidigt, og som ikke bandt Danmark såvel som Island. Ligestillingen var fuldstændig. […]
Fra dansk side er der i mands minde ikke grebet ind i Islands frie selvstyre. Og ingen i Danmark har et øjeblik tænkt på at blande sig i, hvad Islændingene måtte tale, skrive eller læse. Således skal forholdet være mellem folk, som agter hinandens ret og frihed, og som ønsker at befæste et sundt og varigt venskab. Vi i Danmark har aldrig haft anden tanke over for Island end at knytte det til os med venskabs bånd.
Ved afskeden tør det hævdes, at man skal langt tilbage for at finde minder om dansk tvang, indblanding, overgreb eller retskrænkelser i Island. Som et folk, der selv elsker friheden og sætter retstanken højt, har vi agtet Islændingenes frihed og selvstændighed.
Men det er ikke lykkedes at knytte noget venskabsbånd med Island. […] Måske kan det lykkes nu, da alle bånd er bristet, at binde nye, som spindes af nordisk ånd. Men begyndelsen er ikke lovende. Alt virksomt samliv må hvile på respekt for givne ord og trufne aftaler. Tillidsbrud forgifter og hindrer gensidig forståelse.
Sandsynligvis vil de fleste danske tage sig adskillelsen let. Men det er svært at forsone sig med den hensynsløshed, der er vist vor kære gamle Konge. Til alle de hjertesorger, han må bære, føjes nu denne bratte og brutale afsked. […]”
Kilde 1 er et bearbejdet uddrag fra Mikkel Venborg Pedersen (red.). Danmark en kolonimagt. Gads Forlag 2017, s. 184.
Kilde 2 er fra Knud J. V. Jespersen: Christian X og Island. Christian X’s optegnelser vedrørende Island 1912 – 1932, 2018, side 44
Kilde 3 er et bearbejdet uddrag fra Aarhus Stiftstidende den 30. maj 1944
Kilde 5: Den lille islandske hest
Sven Brasch (1886-1970) tegnede mange plakater og var også en kendt vittighedstegner. I 1944, mens Danmark var besat, brød Island ud af personalunionen med Danmark. Det syntes mange danskere var forkert. Til Svikmøllen 1944 tegnede Brasch denne tegning og forsynede den med en fortælling.
Kilde
“Der var engang en lille hest. En meget lille hest. Ja, den var fuldstændig voksen, men det kunne man ikke se på den. Derfor var der heller ikke ret mange, der regnede med den. Men sagen var, at den repræsentererede en ganske særlig hesterace, de såkaldte islændere. (Betegnelsen bruges også om uldtrøjer og mennesker, men her er det altså hesten, vi taler om).
Den var en udmærket hest på mange måder. Nøjsom og udholdende og stædig ad helvede til. Man kunne se på den, og man kunne også høre det, når den vrinskede. Den vrinskede gerne og tit og højlydt.
Den havde græsgang fælles med en anden hest, en stor, skikkelig, langsom en, og det var samme mand, der passede dem. Han sørgede godt for dem begge to, og det havde han gjort i mange år.
Så en dag satte den lille islænder sig pludselig i hovedet, at den ville ud på egen hånd. ”Jeg er voksen, jeg er stor,” vrinskede den. ”Jeg går, hvorhen det passer mig!”
”Ja hov,” sagde manden. ”du må selvfølgelig gerne gå, men skal det absolut være nu?”
Og hvad svarede islænderen? Den vendte sig om og slog op og sparkede ud efter manden. Så var den væk, borte på egen hånd i den store urolige verden. Og tilbage lå der kun en lille, gul, appetitlig hestepærer og dampede.
Manden så på hestepæren og fik tårer i øjnene. ”Gud velsigne dig, lille hest,” sagde han.”
Svikmøllen er et satirisk vittighedsblad, der udkommer én gang om året. Her fra årgang 1944.
