Dette kildebanksemne handler om emnet “Til skræk og advarsel”. Til emnet knytter sig 12 kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 4.-6. klassetrin.
Til skræk og advarsel
Omkring reformationen i 1500-tallet begyndte man at se ulovligheder som forbrydelser, ikke kun mod samfundet, men mod Gud. Derfor blev straffene hårdere – og mere blodige. Samtidig med de blodige straffe begyndte der at opstå en ny type straf: fængslet, hvor man skulle arbejde meget hårdt.
I dette tema kan du læse kilder om forbrydere, blodige straffe og de nye arbejdsfængsler i årene 1500-1700.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Voldelige straffe
I denne kilde kan man se, hvordan man skulle straffe forskellige forbrydelser. Det var ofte blodige straffe.
I det gamle testamente i Biblen står der: ”Når nogen skader sin næste, skal der gøres mod ham, som han har gjort: øje for øje, tand for tand. Samme skade, han tilføjer en anden, skal gøres mod ham.” I 1500-tallet og de næste århundreder var lovene og straffene hentet i Biblen. Straffen var ikke helt den samme som forbrydelsen. Men ideen var, at man gjorde gengæld på Guds vegne. En forbrydelse var nemlig en forbrydelse mod Gud, og det var kongens opgave at sørge for at straffe forbryderne.
Kilden er et uddrag af straffene, som de er skrevet ned i Danske Lov fra 1683. Danske Lov var den første store samling af love, der gjaldt for hele landet. En del af lovene og straffene var nye, men det meste byggede på de love, der allerede havde eksisteret i mange år.
Kilde
Drab
Hvis man dræber en anden, skal man bøde med sit liv. Drabsmandens ejendele og formue skal deles mellem den dræbtes arvinger og drabsmandens herskab.
Almindelig vold
Hvis en mand sårer en anden med et sår, der ikke går ind til knoglen, skal han betale tre lod sølv.
Mindre tyveri
For mindre tyveri første gang, skal tyven piskes indenfor.
For mindre tyveri anden gang, skal tyven kagstryges[1] og tyvemærkes[2] på ryggen.
For mindre tyveri tredje gang, skal tyven kagstryges og tyvemærkes i panden
For mindre tyveri fjerde gang, skal tyven kagstryges, brændemærkes og sættes i arbejdslejr resten af livet.
Større tyveri
For større tyveri såsom af hest eller ko eller andet med en værdi af 20 lod sølv skal tyven:
Første gang straffes med kagstrygning og tyvemærke i panden
Anden gang straffes med kagstrygning, tyvemærke og sættes i arbejdslejr resten af livet.
Hvis tyv nogen bryder ud af arbejdslejren og siden bliver opdaget i tyveri, skal han hænges.
Røveri
Den, som ligger i skjul og overfalder en rejsende mand skal straffes med hjul og stejle[3].
Indbrud i kirken
Den som stjæler noget, der er låst inde i kirken, skal straffes med hjul og stejle.
Sex før ægteskab
Hvis en ugift mand beligger[4] en ugift kvinde, skal manden betale 24 lod sølv til sit herreskab. Kvinden skal betale 12 lod sølv. De skal begge skrifte offentligt.[5] Har de ikke råd til bøderne, straffes de efter deres formue og med fængsel. Hvis de gifter sig, skal manden betale 4,5 lod sølv og kvinden halvdelen. Og de behøver ikke at skrifte.
Sex uden for ægteskabet
Hvis en gift mand eller en gift kvinde har sex med en ugift:
Første gang er straffen en bøde efter deres formue.
Anden gang er straffen en bøde og landsforvisning.
Tredje gang skal en mand halshugges og en kvinde druknes.
Hvis en gift mand og en gift kvinde horer[6] med hinanden, skal han halshugges, og hun skal kommes i en sæk og druknes.
Majestætsfornærmelse
Hvis man fornærmer kongen, dronningen eller deres børn eller planlægger at slå dem ihjel:
Skal højre hånd hugges af, mens han er levende. Kroppen sættes på hjul og stejle. Hoved og hånden sættes på en stang.
Fornærmelse af Gud
Hvis nogen taler dårligt om Gud, skal hans tunge skæres ud af hans mund. Efterfølgende skal han halshugges. Både tunge og hoved skal sættes på en stang, så alle kan se.
Reference
Pædagogisk bearbejdet uddrag af O.A Borum (red.): Kong Christian den Femtis Danske Lov, Gads Forlag, 1921.
[1] Ordforklaring: En kag er en stolpe, man kan bindes til. Kagstrygning er, når man binder nogen til kagen og pisker dem. Det foregik udenfor, så alle kunne se det.
[2] Ordforklaring: Tyvemærkes vil sige, at man brændemærker tyven.
[3] Ordforklaring: hjul og stejle var en særlig hård form for henrettelse. Her blev den dødsdømtes lemmer flettet ind i et hjul og stillet op på henrettelsespladsen, så alle kunne se det.
[4] Ordforklaring: det var ulovligt at have sex, hvis man ikke var gift. I realiteten blev der oftest ført retssager, hvis kvinden blev gravid.
[5] Ordforklaring: de skal bekende deres synd i kirken, så alle kan høre det.
[6] (Ordforklaring) Hor: sex mellem en mand og kvinde, selvom de begge er gift.
Kilde 2: Forbrydelse – Gud bliver vred
Når der sker en forbrydelse, er der som regel et offer og en gerningsmand. Sådan var det også i 1500-tallet, men Gud blev også blandet ind i sagerne.
Kilderne er uddrag af de love som kong Christian 3. lavede i 1537. Kongen var sur over, at for mange vidner fortalte løgne i retten. Men det var ikke kun for at sikre en retfærdig rettergang. Forholdet til Gud var også på spil.
Kilde 1:
Efter Vi af den almægtigste Guds milde og nåde skikkelse og forsyn har fået magten i Danmark, og Vi bestandigt vil beholde magten i dette gamle kongerige. Derfor må onde sædvaner, som Gud er fortørnet over, afskaffes. Derfor har Vi med vort elskede Rigsråd, der er forsamlet i København, besluttet at vedtage love og ordninger som alle skal følge.
Der sker ofte, at folk sværger falsk i retten. Derfor bliver Gud fortørnet og straffer hele riget med strid, krig og mangel på varer. Sådan som det er sket i den seneste tid. Derfor skal alle dommere være meget opmærksomme. Når et vidne træder frem for dem og beviseligt sværger falsk, skal de hugge to fingre af dem, som sværger falsk.
Kilde 2:
Manddrab
Da bødes liv for liv. Og manddræberen skal miste sine ejendele. Det halve til os [kongen] og halvt til den dødes nærmeste arving. Dermed skal manddræberens slægtninge være kvit og uden fejde af den dødes slægt og venner, og de skal ikke besværes med yderligere bod.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Christian 3.s Københavnske Reces, 1537. Fra Paul G. Ørberg (1962): Fra jernbyrd til retsplejelov, J.H. Schultz Forlag.
Kilde 1
Der er omtrent midt i Jylland et meget berømt sted. Dér samles med mellemrum mange mennesker fra hele Jylland. Dels drøfter de fælles anliggender. Dels drøfter de, om lovene er retfærdige, og om de stadig skal gælde. Desuden aftaler de at overholde de love, som stadig er gyldige. Og hvad der er blevet besluttet i enighed af den forsamlede mængde, kan ikke ustraffet sættes ud af kraft i nogen egn af Jylland.
Kilde 2
Referencer:
Kilde 1: Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Hans Olrik (1894): Danske helgeners levned, Selskabet til historiske kilders oversættelse.
Kilde 2: Kort over landstingene i det danske rige i middelalderen. Wikimedia Commons. CC BY-SA 4.0.
Kilde 3: At miste sin hud ved kagen
I kilden ser man én af de almindelige former for straf: kagstrygning.
For nogle forbrydelser – for eksempel sex uden for ægteskab – skulle man kagstryges. Det vil sige, at man blev bundet til en pæl, som man kalder en kag. Den stod som regel på byens torv eller ved kirken. Så blev man pisket, så huden blev revet op. Derfor kalder man det også ”at miste sin hud”. Piskningen skete uden for, så alle kunne se det. Det var meget skamfuldt, og der var mange, der ikke ville have noget at gøre med en, der var blevet kagstrøget.
Kilden er et billede af en kvinde, der bliver kagstrøget. Man ser kvinder i fire forskellige situationer: før, under og efter straffen.
Kilde
Reference:
Kagstrøgen kvinde. Fra C.G. Salzmann.: Carl von Carlsberg eller om den menneskelige Elendighed, bind 1, P. M. Liunge og J. H. Schubothe, 1797.
Kilde 4: Tilskuere til straffen
De blodige straffe blev udført udenfor, så alle kunne se det. Der var ofte et stort publikum.
Når man begik noget ulovligt, var det en forbrydelse mod Gud. For at gøre op for forbrydelsen, skulle forbryderen straffes. Straffene blev udført offentligt. Det var der især to grunde til. For det første var det en måde at vise, at Gud havde fået sin gengæld. For det andet var det for at advare folk mod at lave forbrydelser. Derfor ville kongen gerne have, at folk kom og så, at straffene blev udført.
Kilde 1 viser halshugningen af J.F. Struensee og hans hjælper Enevold Brandt i 1772.
Kilde 2 viser J.F. Struensee og Enevold Brandt efter de er blevet halshugget. Der blev de lagt på hjul og stejle, så alle kunne se deres grusomme skæbne.
Kilde 1
Kilde 2
Referencer:
Kilde 1: Samtidigt stik Fra Julius Clausen & P. Fr. Rist (red.): En kjøbenhavnsk Embedsmand, Memoirer og Breve, bind XXVII (1918). Hentet fra danmarkshistorien.dk
Kilde 2: Samtidigt kobberstik af Struensee og Brandt på hjul og stejle. Det Kongelige Bibliotek. CC BY NC ND.
Kilde 5: Tyven Christian Slagter
I denne kilde kan du læse historien om tyven Christian Slagter fra København.
Kilden er et uddrag af islændingen Jon Olafssons fortælling om sit liv. Jon Olafsson boede i København, mens Christian 4. var konge (1596-1648), og han skrev om sit liv omkring år 1660. I kilden fortæller han historien om en tyv, der blev dømt til døden af Christian 4. I historien hører vi om de to mest almindelige måder at henrette folk på. Det var hængning og halshugning. Når man blev hængt, blev man som regel også begravet på galgebakken eller et andet sted uden for kirkegården. Hvis man blev halshugget, var begravelsen på kirkegården.
Kilde
Der boede i København en slagter, som hed Christian. En velhavende mand. På djævlens indskydelse begyndte han at bryde ind i de fleste af Københavns kramboder[1]. Han fik en mand, der hed Didrik, til at lave et instrument, der kunne bruges til indbruddene. Men da krambodssvendene opdagede, at der manglede varer i kramboderne, fortalte de det til hinanden. Det blev besluttet, at to mænd skulle holde vagt om natten i hver krambod. På den måde opdagede de, hvem der var tyven.
Christian blev sat i fængsel sammen ni andre personer, der havde hjulpet ham. Det var blandt andet hans kone, to døtre og ene søn.
Christian havde en broder i byen. Han blev kaldt Jens Færgemand. Han boede i Vingaardsstræde i huset ved siden af, hvor jeg boede. Denne Jens Færgemand gik hen på den vej, Kongen plejede at bruge. Det var ved stranden ved Højbro. Da kongen kom forbi, kastede Jens sig på knæ for kongen. Kongen spurgte ham, hvad han ville. Han sagde, at han bad, om hans broder måtte undgå at blive hængt og i stedet blive halshugget.
Kongen spurgte, hvor meget han ville give for, at broderen blev halshugget. Jens svarede 300 daler. Kongen lovede, at det skulle blive sådan, og at pengene skulle gå til kirkerne.
Reference
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Julius Clausen og P. Fr. Rist (red.): Memoirer og Breve, 1905, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, s. 42f.
[1] (Ordforklaring) Krambod: Lille købmandsbutik
Kilde 6: Dom for utroskab
I denne kilde kan du læse dommen over Blasius Isfelder og Anne Hansdatter, som havde levet sammen, selvom de ikke var gift.
I 1537 blev der afsagt dom i en horesag på rettertinget i Aalborg. Det var Jens Vognfører, der beskyldte sin kone (Anne Hansdatter) og Blasius Isfelder for hor. Under retssagen kommer det frem, at Blasius Isfelder var flyttet ind i Jens Vognførers hus, mens han var rejst bort. Da han kom tilbage, blev Jens Vognfører truet til at skrive under på, at han ville holde sig væk, men rejste alligevel sagen ved retten. I kilden kan du læse dommen.
Kilde
Rettens dom: Blasius Isfelder er flyttet ind i Jens Vognførers hus, og har lokket og ligget med hans hustru, Anne Hansdatter. Han har tilmed taget Jens Vognførers hus og ejendele. Derfor skal Blasius miste sin hals. Ligeledes har Anne Hansdatter skændigt og uærligt ligget i hor og på den måde foragtet og forhånet sin mand. Hun skal derfor også dø. Hun skal puttes i en sæk og drukne. Dette gøres, så andre herefter kender straffen for sådanne gerninger.
Reference
Pædagogisk bearbejdet uddrag af Reitzel-Nielsen, Erik (red.): Danske domme 1375-1662, bd. 1, C.A. Reitzels Boghandel, (1978), s. 192-197.
Kilde 7: Barnet i brønden
Hvis en kvinde fik et barn uden for ægteskab, risikerede hun at blive straffet hårdt. Nogle gange forsøgte kvinderne at skjule, at de havde fået et barn.
Det var ulovligt at have sex, hvis man ikke var gift, og straffen var hård, hvis det blev opdaget. Det var dog svært at bevise, hvis ikke kvinden blev gravid, men gjorde hun det, stod hun til at blive straffet. I de to kilder nedenfor kan du læse om, hvad der kunne ske, hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab.
Kilde 1 her kan du læse en historie, som er fortalt af islændingen Jon Olafsson. Han boede i København, mens Christian 4. var konge (1596-1648), og han skrev om sit liv omkring 1660.
Kilde 2 er en del af Danske Lov fra 1683. Her kan du læse om straffen for at skjule, at man har fået et barn uden for ægteskab.
Kilde 1
Kort efter, at jeg var blevet ansat som bøsseskytte i kongens tjeneste, skete der noget. En tidlig morgen gik jeg gik ved Vor Frue Kirkes kirkegård. Da så jeg en mand og en kvinde gå hen til den brønd, der står de. De skulle hente vand, men da de så ned i brønden, gav de et stort skrig fra sig. De sagde, at der lå et lig af et lille pigebarn i brønden. Jeg gik hurtigt derhen, for at se, hvad der var sket. Det blev hurtigt udbredt over hele byen, og der blev startet undersøgelser. Næste morgen blev der indkaldt 500 tjenestepiger fra sognet til rådhuset. De skulle undersøges, om der var mælk i brysterne på nogen af dem. Men det var der ikke.
Kilde 2
Letfærdige[1] kvinder, som slår deres ufødte eller nyfødte barn ihjel, skal halshugges og deres hoved sættes på en stang.
Letfærdige kvinder, som føder i det skjulte uden at bede om hjælp, og deres barn dør, skal straffes på samme måde. Det samme gælder, hvis kvinden påstår, at barnet var dødfødt.
Hvis nogen lægger et nyfødt barn et sted, hvor det ikke let kan findes, skal denne miste livet. Men hvis et nyfødt barn lægges et sted, hvor det hurtigt bliver fundet, skal denne straffes ved kagen[2].
Referencer:
Kilde 1: er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Julius Clausen og P. Fr. Rist (red.): Memoirer og Breve, 1905, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, s. 29.
Kilde 2: er et pædagogisk bearbejdet uddrag af O.A Borum (red.): Kong Christian den Femtis Danske Lov, Gads Forlag, 1921.
[1] (Ordforklaring) letfærdige: betyder her, at kvinden som er blevet gravid uden at være gift.
[2] (Ordforklaring): En kag er en stolpe, man kan bindes til. Kagstrygning er, når man binder nogen til kagen og pisker dem. Det foregik udenfor, så alle kunne se det.
Kilde 8: Hekse skal dømmes
Fra gammel tid troede folk på trolddom og magi.
Mange mente, at der fandtes god trolddom og dårlig trolddom. Kirken mente dog, at den, der udøvede trolddom og magi var i pagt med djævlen. I 1500-tallet og 1600-tallet blev kirkens holdning skrevet ind i lovene. Det gik især ud over mange kvinder, der blev dømt som hekse. Nogle gange brugte man vandprøven til at finde ud af, om en kvinde var heks. Man kastede hende i vandet i en sæk eller med hænderne bundet. Hvis hun kunne flyde, måtte det være djævlen, der hjalp hende. Men sank hun, var det tegn på, at hun ikke var heks.
Kilde 1 er en del af Danske Lov fra 1683, der handler om trolddom og hekse. Faktisk blev der ikke dømt ret mange hekse i slutningen af 1600-tallet, men loven havde været den samme i lang tid.
Kilde 2 og 3 er tegninger af kvinder, der bliver udsat for vandprøven.
Kilde 1:
En troldmand eller troldkvinde, der har afvist Gud, sin dåb og kristendommen samt givet sig hen til djævlen, skal kastes levende på bålet og brændes.
Kilde 2:
Kilde 3
Referencer:
Kilde 1: Pædagogisk bearbejdet uddrag af O.A Borum (red.): Kong Christian den Femtis Danske Lov, Gads Forlag, 1921.
Kilde 2: Wikimedia Commons.
Kilde 3: Troels Troels-Lund (1929-1931): Dagligt Liv i Norden, bind 4, Gyldendalske Boghandel, Nordiske Forlag, s. 106.
Kilde 9: Bødlen og heksen
I disse to kilder møder du to mennesker i 1686. Den ene er bøddel, og brænder hekse på bålet. Den anden er en kvinde, der bliver dømt som heks.
Det var især i 1600-tallet, at der blev brændt mange hekse på bålet i Danmark. Man troede, at de var i pagt med djævlen, og derfor skulle de brændes. Kvinderne skulle dog dømmes to gange. Først ved herredstinget og siden ved landstinget. Det betød, at en del kvinder blev frikendt. En anden lov var, at kvinderne ikke måtte udsættes for tortur, før de var blevet dømt. Efter de var dømt, måtte man torturere dem. På den måde kunne man få dem til at fortælle om andre mulige hekse. Bagefter kunne man bruge tortur for at få dem til at indrømme. Men en ting af loven. Den beskriver ikke altid, hvordan det virkelig gik til.
I kilde 1 fortæller en bøddel fra Aarhus om, hvordan han har udført arbejde for myndighederne på Djursland i årene omkring 1686.
I kilde 2 kan du læse om en kvinde, der hed Karen Madsdatter. Hun blev dømt som heks i 1686. Inden dommen, blev hun afhørt flere gange. I kilden hører vi om den sidste afhøring og om dommen.
Kilde 1:
Før påske skrev ridefogeden i Ebeltoft, Hans Jacobsen, til mig om at komme til ham. Der pinte jeg en kvinde som var beskyldt for trolddom. Hun døde siden i fængslet. Jeg pinte hende to gange med benskruer og en på fingeren. Men hun indrømmede ikke noget. Det gjorde hun til gengæld senere af fri vilje for retten.
Efter påskedag kaldte Jørgen Arenfeldt[1] mig til sig. Der pinte og forhørte jeg Gye Koch. En mand, Peder Kjær, kastede jeg på vandet[2], og han svømmede som en gås.
I foråret rejste jeg igen til Jørgen Arenfeldt og brændte Gye Koch.
Kilde 2:
Den 22. juli var der igen forhør. Da bekendte Karen Madsdatter det samme som tidligere: at hun havde været med til at bruge et voksbarn[3] til at slå Jens Lauritzen ihjel. Hun udpegede til dels nogle andre deltagere i forbrydelsen. Snart anklagede hun nogle kvinder. Snart sagde hun, at det var løgn. Til sidst blev hun stående ved, at hun selv var en troldkvinde. Og at Else i Møllestien og Dorthe Skolemesters havde været i ledtog med hende.
Dommen faldt således:
Karen Madsdatter har både i bytinget og på rådstuen erkendt, at hun har afvist Gud, sin dåb og kristendommen. Og hun har givet sig hen til djævlen. Derfor skal hun efter loven kastes levende på bålet og brændes.
Referencer:
Kilde 1: Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af J.R. Hübertz (1845): Aktstykker vedkommende staden og stiftet Aarhus, bind 2, J.H. Schubothes Boghandel, s. 255.
Kilde 2: er et pædagogisk bearbejdet uddrag af J.R. Hübertz (1845): Aktstykker vedkommende staden og stiftet Aarhus, bind 2, J.H. Schubothes Boghandel, s. 253f.
[1] (Ordforklaring): Jørgen Arenfeldt var godsejer på Djursland.
[2] (Ordforklaring): det vil sige, at han blev udsat for vandprøven. Det gik ud på, at man blev kastet i vandet. Hvis man flød, var det tegn på, at man var i pagt med djævlen. Hvis man sank, blev man frikendt.
[3] (Ordforklaring): et voksbarn er en dukke, som kunne bruges til at lave trolddom med.
Kilde 10: Forbrydere sættes i arbejdslejr
Indtil omkring år 1600 brugte man ikke fængsler som straf for forbrydelser. Man holdt folk indespærret, mens de ventede på deres dom. Men det var først, da Christian 4. var konge i 1600-tallet, at selve straffen kunne være at komme i fængsel.
De første fængsler var arbejdslejre. De indsatte skulle arbejde hårdt hele dagen. På Bremerholm i København arbejdede de indsatte med at lave skibe til flåden. Én af grundene til, at Christian 4. begyndte at bruge fængselsstraf var, at han manglede arbejdskraft. Forbrydere var billig arbejdskraft, og når de arbejdede, var de mere nyttige, end hvis de blev henrettet.
Kilde 1 er et brev, som Christian 4. i 1620 sendte til sine folk rundt om i landet.
Kilde 2 er et uddrag af islændingen Jon Olafssons fortælling om sit liv. Jon Olafsson boede i København, mens Christian 4. var konge (1596-1648), og han skrev om sit liv omkring år 1660. I kilden fortæller han om fængslet på Bremerholm i København.
I kilde 3 kan du læse om nogle af de mænd, der blev sat til at arbejde på Bremerholm. Efter de var blevet dømt i det område, hvor de boede, blev de sendt til København. Her bestemte kongen, hvor lang tid de skulle arbejde på Bremerholm. Kongens beslutning står med skrå skrift (kursiv) i kilden.
Kilde 1
Vi har hørt, at mindre tyveri ofte straffes med hængning. Lovens strengeste straf for mindre tyveri. På det punkt mener Vi, at det vil være godt at formilde dommene. De personers liv skal herefter skånes, og de skal sendes herover til København for at arbejde i nogle år. Alt efter, hvor slem deres forbrydelse var. Dog skal ingen sendes over uden dom. Heller ikke nogen, der er dømt for at fornærme Gud eller andre sådanne grove forbrydelser. De skal stadig hænges.
Kilde 2
Der (i København) blev henrettet mange forbrydere i galger, stejler og vipper[1]. På et tidspunkt indså kongen, at det ikke hjalp. Der blev ikke færre forbrydelser. Derfor blev det bestemt, at ingen skulle henrettes i 12 år, uanset hvor stor en forbryder, han var. Undtagen hvis han havde begået en særdeles stor og sjælden forbrydelse.
Derfor blev der indrettet et fængsel på Bremerholm. Det blev kaldt Trunken. Der blev indsat mænd, der havde begået både små og store forbrydelser. Forbryderen havde en jernring om maven. Den var så stor, at han kunne skifte tøj. Der var også en jernring om højre knæ, der var forbundet med en stor lænke af jern.
Fire mænd blev sat til at vogte forbryderne. De skulle hver dag drive dem til slid og hårdt arbejde.
Det var mænd fra alle samfundsklasser, der blev sat derind. Og de var der så længe, som de var dømt til. Alt efter deres forbrydelse. Nogle var der en måned. Andre 3-4 måneder. Andre i 1 år, 3 år og 20 år. Og de største forbrydere var der på livstid.
Kilde 3
Guldbrand Sivertsen og Niels Jonssen er kommet hertil fra Aggerhus len i Norge. De har en nat stjålet flere køkkenredskaber, uld, tøj og andet fra en kvinde deroppe fra. Og bagefter satte de ild til kvindens hus. De er dømt til hængning. Kom hertil 15. september 1621. 20 år i arbejdslejr på Bremerholm.
Peder Lauritzen er kommet hertil fra Malmø. Han har ligget med en gift kvinde, selvom han også selv er gift. Han er dømt til arbejde og fængsel, så længe kongen finder det nødvendigt. Kom hertil 18. april 1622. 8 år i arbejdslejr i Bremerholm.
Lars Jensen, Rasmus Pedersen Skomager, Hans Jørgensen og Søren Mortensen er kommet hertil fra Halstedkloster len. De har hjulpet en troldkvinde af en vogn, da hun skulle føres til Landstinget. Bagefter hjalp de hende med at skjule sig. De er dømt til at blive hængt. Kom hertil 2. august 1623. 4 år i arbejdslejr i Bremerholm.
Referencer
Kilde 1: Pædagogisk bearbejdet uddrag af V.A. Secher (red.): Forordninger, recesser og andre kongelige breve 1558-1660, bind 3., Selskabet til udgivelse af kilder til Danmarks historie, G.E.C. Gad, 1891-1894.
Kilde 2: er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Julius Clausen og P. Fr. Rist (red.): Memoirer og Breve, 1905, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, s. 32f.
Kilde 3: er et pædagogisk bearbejdet uddrag af C.F. Bricka og J.A. Frederica (red.): Kong Christian den fjerdes egenhændige breve, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Forlagt af Rudolph Klein, 1887-1889, s. 249ff og 335ff.
[1] (Ordforklaring): Galger er der, hvor man hænger folk. En stejle er en stang. Man hængte de døde op i hjul og stejle, så de kunne ses af alle. På den måde ville man afskrække folk fra at lave forbrydelser. Vipper var et instrument, der blev brugt i forbindelse med henrettelser. De rev for eksempel folks arme af led.
Kilde 11: Tugt- og Børnehuset
I 1605 åbnede Tugt- og børnehuset i København. Kongen ville undgå, at der var for mange fattige og tiggere, der boede rundt om i landet.
I tugt- og børnehuset var de indsatte kvinder og børn. Man samlede fattige og småkriminelle og satte dem til at spinde stoffer, som for eksempel kunne bruges til at lave tøj. Mellem 1605 og 1648 var der 6000 indsatte. De fleste var børn. Man boede tæt og mange døde af sygdomme. Meningen var, at de fattige skulle arbejde for kongen, men børnene lærte også at spinde, så de kunne klare sig selv, når de blev voksne og kom ud.
Kilde 1 er et brev, som Christian 4. i 1609 sendte til sine folk rundt om i landet. Her kan du læse om, hvem kongen ville have til at arbejde i sit tugt- og børnehus.
Kilde 2 er nogle af de regler, som gjaldt for børnene og forstanderen. Her kan du læse noget om, hvordan det var at bo i tugt- og børnehuset.
I kilde 3 kan du læse om nogle af de kvinder, der blev indsat. Kvinderne var blevet dømt for en forbrydelse, der hvor de boede. Nu blev de sendt til København, hvor Christian 4. bestemte, hvor lang tid, de skulle arbejde i tugt- og børnehuset. Kongens beslutning står med skrå skrift (kursiv).
Kilde 1
Vi har hørt, at der rundt om i landet findes mange arbejdsløse, løse kvinder og drenge, som ikke gør gavn. De løber omkring og tigger, og de er til besvær for Vores undersåtter. Vi beder dig at sende disse unyttige folk her til København. Vi vil bruge dem til at arbejde i tugthuset her i byen. Men vær opmærksom på, at du kun sender dem, der er stærke.
Kilde 2
Fogeden skal holde øje med, at alle i tugt og børnehuset møder til tiden og er flittige i deres arbejde.
Han skal holde portene i god stand. De skal altid være lukkede, så ingen kan gå ud uden tilladelse.
Pigehuset og de andre huse skal altid være aflukkede, undtagen når noget skal bæres ind og ud.
Hver søndag kl. 7 skal præsten prædike i børnehuset og kl. 9 i tugthuset. Om onsdagen og lørdagen skal han undervise alle i deres børnelærdom.[1] Dog skal ingen holdes fra deres arbejde mere end en halv time. I ugens andre dage skal præsten på skift undervise børnene i skrivning, læsning og regning. Også højst i en halv time. Det er nok, at pigerne lærer deres børnelærdom og at læse. Det samme med de drenge, der lærer langsomt.
Bartskæreren[2] skal hver morgen besøge huset og kurere de syge på den måde, lægen har sagt. Han skal sørge for klipning, vaskning og badning nogle gange om måneden.
Fogeden skal sørge for at børnene og fangerne har varmt tøj på. At de har tøj nok, og deres senge holdes rene. De skal være to eller tre i hver seng, og om vinteren skal de have dobbelt sengetøj. Alle steder skal der røges[3] med enebærtræ, bær, eddike eller andet.
Børnene skal alle holdes til deres håndværk, indtil de er helt udlærte. Når de er det, og de er blevet gamle nok, kan de komme ud af huset.
Madplanen for børne-tugthuset:
Søndag til middag: flæsk og kål. Til aften: kød og grød
Mandag til middag: islandsfisk og kål. Til aften: sild og grød.
Tirsdag til middag: kød og kål. Til aften: smør, ost og grød.
Onsdag til middag: bergfisk[4] og kål. Til aften: smør, ost og grød.
Torsdag til middag: kød og kål. Til aften: sild og grød.
Fredag til middag: sild og kål. Til aften: smør, ost og grød.
Lørdag til middag: islandsfisk og kål. Til aften: smør, ost og grød.
Kilde 3
Karen Hartvigsdatter. Hendes forbrydelse er, at hun har stjålet nogle småting. Har været her 3 måneder.
Skal blive i endnu 1 år.
Karen Nielsdatter. Hendes forbrydelse er, at hun har ligget i løsagtighed og fået et barn med en mand, hun ikke var gift med. Har været indsat i 2 år.
Skal blive i endnu 1 år.
Ingeborg Pedersdatter fra Asendrup. Hendes forbrydelse er, at hun har fået et barn med Albert Andersen. Hun siger, at de er forlovet. Har været indsat i 2 måneder.
Skal slippes løs til sin forlovede.
Karen Lauritzdatter fra Malmø. Hendes forbrydelse er, at hun har ligget med en gift mand. Hun har endda selv en husbond. Hun har været her 4 måneder.
Skal blive der i 5 år.
Referencer
Kilde 1: er et Pædagogisk bearbejdet uddrag af V.A. Secher (red.): Forordninger, recesser og andre kongelige breve 1558-1660, bind 3., Selskabet til udgivelse af kilder til Danmarks historie, G.E.C. Gad, 1891-1894, s. 260.
Kilde 2: er et Pædagogisk bearbejdet uddrag af V.A. Secher (red.): Forordninger, recesser og andre kongelige breve 1558-1660, bind 3., Selskabet til udgivelse af kilder til Danmarks historie, G.E.C. Gad, 1891-1894, s. 713ff. Hentet via danmarkshistorien.dk.
Kilde 3: er et pædagogisk bearbejdet uddrag af C.F. Bricka og J.A. Frederica (red.): Kong Christian den fjerdes egenhændige breve, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, Forlagt af Rudolph Klein, 1887-1889, s. 263ff.
[1] Ordforklaring: viden om kristendommen. Alle skulle kunne sige nogle remser om kristendommen udenad.
[2] Ordforklaring: en håndværker, der arbejdede som barber, men også havde at gøre med at læge sår og operationer.
[3] Ordforklaring: røgningen var et forsøg på at skabe sund luft. De indsatte boede tæt, så der har både lugtet dårligt og været risiko for, at man smittede hinanden med sygdomme.
[4] Ordforklaring: tørret torsk, der er blevet opblødt.
Kilde 12: På besøg i Stokhuset
I 1670 blev straffeanstalten Stokhuset oprettet. Først var det kun for soldater, der havde gjort noget ulovligt eller ikke udført deres arbejde ordentligt.
I 1741 begyndte man også at bruge Stokhuset til folk, der ikke var soldater. De blev kaldt slaverne, fordi de var dømt til tvangsarbejde. I Stokhuset var der også et særligt forhørsrum, hvor man afhørte folk, der var mistænkte for tyveri. Det blev oprettet i 1686. Målet var, at man ville bekæmpe tyveri i København. I kilderne kan du læse to fortællinger fra udlændinge, der havde besøgt Stokhuset i slutningen af 1700-tallet.
I kilde 1 fortæller englænderen William Coxe om sit besøg i Stokhuset i 1784. William Coxe var historiker og præst. Han rejste rundt i mange lande i Europa og skrev sine oplevelser ned.
I kilde 2 fortæller Francisco de Miranda om sit besøg i Stokhuset. Miranda var fra Venezuela, men rejste rundt i både USA og Europa. I vinteren 1787-1788 besøgte han København. Han skrev dagbog på sine rejser. I den beskrev han blandt andet et besøg i Stokhuset i København.
Kilde 1
Stokhuset ligger i udkanten af byen. De indsatte er slaverne og de varetægtsfængslede. De er indsat i hver sin side af fængselsgården. I arresten med de varetægtsfængslede er der ni celler. To i stueetagen og syv i underjordiske fangekældre. De to celler i stueetagen måler 5,5 m gange 3,5 m. De var til kvinderne. I en af cellerne var fem kvinder indsat for tyveri. Rummene var rene og med udmærket luft. Der var vinduer og brændeovn.
Fangekældrene nedenunder måler 6 m gange 5,5 m. De har jerngitre uden vinduer, der vender ud mod fængselsgården. To af fangekældrene er til straf for soldater. Det vi kalder det sorte hul. En er til soldater, der er dødsdømt. En anden er til forbrydere, der er under en retssag. Jeg fik ikke lov til at gå ind i fangekældrene. (Jeg ser det som et dårligt tegn, når fangevogteren ikke vil lade mig gå ind i cellerne. Eller når de fraråder mig det på grund af stank). Jeg fik kun lov til at se igennem tremmerne. De virkede klamme og beskidte. I en var der fjorten fanger, ingen var lænkede. De kom ud i fængselsgården to gange om dagen. Et kvarter af gangen. Soldaterne blev holdt i Stokhuset indtil henrettelsen. Andre dømte blev sendt til et andet fængsel, hvor de ventede på henrettelsen.
Afhøringerne blev holdt i et rum i stueetagen. Her blev fangerne udspurgt. Selv om tortur er afskaffet, bliver fangerne pisket. Det er for at få dem til at tilstå. Der hænger en nihalet kat[1] i rummet, som bruges til at piske fangerne med.
De indsatte får 2 styver[2] om dagen. I fængselsgården er der en lille bod. 1 pund[3] ost koster 2 styver. 1 pund smør koster 7 eller 8 styver. 4 unser[4] hvidt brød koster 1 styver. 1 pund rugbrød koster 1 styver.
Slaverne er dem, der er dømt til arbejdslejr. De holdes i to rum på den anden side af fængselsgården. De slaver, der skal være der på livstid er adskilt fra de andre, der kun skal være der i en periode. Livstidsfangerne blev kaldt æreløse. Der var 84 livstidsfanger og 51 af de andre slaver. Begge rum er i stueetagen.
De æreløse slaver er dømt for unaturlige forbrydelser: dokumentfalsk, flere tilfælde af tyveri, stikke af fra hæren og så videre. De har kæder rundt om benet. De, som har forsøgt at flygte, har kæder om begge ben. En mand har forsøgt at stikke af flere gange. Han er lænket til en trillebør, og kæden bliver aldrig taget af. Ikke en gang om natten.
Slaverne arbejder med at holde byen ren og på fæstningerne. De arbejder alle dage undtagen søndag. Om sommeren arbejder de fra 5 til 23. om vinteren fra 7 til 23.
Alle slaverne er klædt i en grov, grå uldjakke med røde ærmer. Bukserne er røde og hvide. De får nye jakker og bukser hvert tredje år. Hvert år får de en skjorte, strømper og uldne sko.
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af William Coxe (1781): Accounts of the Prisons and Hospitals in Russia, Sweden and Denmark, London: Printet for T. Cadell. Oversat af Historielab.
Kilde 2
Fangevogteren viste os piske og torturinstrumenter af jern, med hvilke den stakkels anklagede bliver truet til at sige det, de ønsker, han skal tilstå. Muren var dækket med blod fra de stakkels ofre for barbariet.
Derefter gik vi til de underjordiske fangehuller for mænd, hvor der var 44 fanger i 3 små lokaler med den rædselsfuldeste luft og ikke engang halm til at lægge sig på. Kun nogle træbrædder.
Derefter kom vi igennem nogle store sale, der er meget forsømte og med tung luft. Her er der brædder i to rækker, den ene over den anden, hvor tvangsarbejderne, eller slaverne, som de kalder dem her, skal sove. De har hverken madras, halm eller tæppe. For tiden er der 273 mand.
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Harvard Rostrup (1985): Miranda i Danmark, Rhodos.
[1] (Ordforklaring): En nihalet kat er en pisk med ni ender.
[2] (Ordforklaring) En styver er en mønt.
[3] (Ordforklaring) Et pund svarede til ca. 500 gram.
[4] (Ordforklaring) En unse er omkring 30 gram.
