Tema 5: Kold Krig - 2. halvleg

Written by 9:56 Kildebank, Kildebankstema om atomfrygten

Tema 5: Kold krig – 2. halvleg

Hvorfor var det lige ved at gå galt?

I 1959 foreslog Sovjetunionen USA, at de to supermagter skulle sætte i gang i et arbejde, der i løbet af få år afskaffede alle atomvåben. Det blev ikke til noget. USA troede ikke på, at det Sovjetunionen mente det seriøst. Forslaget betød dog, at de to supermagter begyndte at forhandle om nedrustning.

Trods forhandlingerne blev begge supermagter ved med at udvikle flere og bedre atomvåben. Efter Cubakrisen i 1962 blev USA og Sovjetunionen enige om at oprette en direkte forbindelse mellem deres ledere, så en atomkrig kunne stoppes. Aftalen betød, at forholdet mellem USA og Sovjetunionen blev lidt mindre ”kold” i 1960’erne og 1970’erne.

Våbenkapløbet mellem supermagterne fortsatte dog. I dag kan man undre sig over, at både USA og Sovjetunionen udviklede så mange og kraftige våben, at en krig reelt kunne betyde Jordens undergang. Der er flere forklaringer på, at kaprustningen fortsatte. Her er fire blandt flere:

Mistillid. Der var en grundlæggende mistillid mellem Øst og Vest. I Sovjetunionen mente mange, at USA stræbte efter militær overlegenhed – og så knuse Sovjetunionen. I Vesten troede mange, at Sovjetunionen ønskede at indføre et kommunistisk system i hele verden.

Magtbegær. Nogle mener, at det er en naturlov, at mennesket altid har søgt at være den stærkeste. For det er den stærkeste, som har magt og vil kunne overleve. Med en tilsvarende begrundelse søger landene at have et så effektivt forsvar som muligt. For kun gennem styrke får et land magt og kan overleve.

Militærets behov. De fleste virksomheder ønsker at gøre produktionen så effektiv som muligt. Derfor anskaffer de sig avancerede maskiner. Med en tilsvarende begrundelse har militært behov for nye våben. Og ingen indflydelsesrig militærperson vil tale for nedrustning. Så risikerende han måske at blive arbejdsløs.

Våbenindustrien. Som alle virksomheder ønsker våbenindustrien at afsætte sine produkter. Men våbnene bliver ikke slidt op eller ødelagte – hvis der da ikke er krig. For fortsat at kunne sælge våben, må våbenindustrien hele tiden udvikle nye og mere effektive våbensystemer, der gør de gamle forældede.

Både USA og Sovjetunionen havde en meget stor våbenindustri. En stor del af våbnene blev eksporteret. 75 % af samlede våbeneksport kom fra de to supermagter.

Da den kolde krig blev koldere

I slutningen af 1970’erne øgedes spændingen mellem Sovjetunionen og USA igen. Nogle taler om den Kolde Krigs 2. halvleg. Baggrunden for konflikten var bl.a., at USA havde planer om at udvikle en neutronbombe. Når den eksploderede, ville den frigive radioaktiv stråling i form af hurtige neutroner. De ville kunne trænge igennem næsten alt. En sådan bombe ville dræbe levende organismer, mens bygninger og broer ikke ville blive ødelagte, som ved angreb med traditionelle atombomber.

I 1979 meddelte NATO, at i løbet af få år skulle der opstilles næsten 500 krydsermissiler og 100 mellemdistanceraketter i Vesteuropa – alle skulle forsynes med atomsprænghoveder. Ifølge NATO var beslutningen en reaktion på, at Sovjetunionen havde placeret flere af deres avancerede SS-20 missiler i Østeuropa. Beslutningen om placering af flere atomvåben i Europa skabte modstand. I første halvdel af 1980’erne blev der gennemført store fredsmarcher i Vesteuropa, men også i Sovjetunionen.

Men forholdet mellem Sovjetunionen og USA var isnende koldt. Begge parter rådede over så mange atomvåben, at de kunne ødelægge alt liv på Jorden adskillige gange. Måske var det visheden om, at en atomkrig ville være altødelæggende, der afholdt parterne fra at indlede en krig. Man taler om terrorbalancen.

Først da Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen i 1985 blev forholdet bedre. Det blev begyndelsen til en periode med afspænding.

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Derfor SS-20
Kildebankstema om Kold Krig - 2. halvleg
Under overskriften ”Sovjets nye a-raketter skal sikre gengældelsen” forklarede den kommunistiske avis Land og Folk i 1984, hvorfor Sovjetunionen fremstillede og opstillede flere SS-20 missiler.
 

Se videoen her (3:30 min.)

”Målet med de amerikanske oprustnings-programmer (opstilling af krydsermissiler og Pershing II-raketter i Europa) er at skabe forudsætninger for at gennemføre et afvæbnende førsteslag. Det berører Sovjetunionens evne til at svare igen. Og dermed giver det USA en mulighed for at ”sejre” i en atomkrig.

Opgaven for de sovjetiske modforanstaltninger er derfor at opretholde evnen til gengældelse, […] så landet kan påføre modparten ødelæggelser i et omfang, der er ”uacceptabelt”. Derfor vil det være afskrækkende at udløse en atomkrig.”

(Kilde: Land og Folk, 15. maj 1984)

Kilde 2: Fredsmarch '81
Kildebankstema om Kold Krig - 2. halvleg
I protest mod våbenkapløbet arrangerede nordiske kvindebevægelser en freds-march fra København til Paris i sommeren 1981. Den 21. juni startede omkring 1.000 deltagere fra Rådhuspladsen. Forrest trak man en vogn med en model af jordkloden med en stor fredsdue. Som planlagt nåede marchen Paris den 6. august. Det var årsdagen for amerikanernes nedkastning af den første atombombe over den japanske by Hiroshima.
 

a)

Under overskriften ”Nyttige idioter” havde Niels E. Borges Olsen et læserbrev i avisen Bornholmeren.

[…] Sidste skud på stammen er en fredsmarch København-Paris med kravet om et atomfrit Europa minus den europæiske del af Sovjet. Ville det ikke være rimeligere at arrangere en marchdemonstration Warszawa-Paris, da kravet er et atomfrit Europa fra Polen til Portugal? På den måde ville både øst og vest blive berørt. […]

Langt den overvejende del af ”freds-komiteerne” er DKP*) dækorganisationer. De hetzer uafbrudt mod vesten. Det gælder fx Samarbejdskomiteen for fred og sikkerhed, som ikke fordømmer SS-20 missilerne […], men udelukkende neutron-bomben, krydsermissilet og NATO-”imperialismen” […]

 

DKP = Danmarks Kommunistiske Parti

(Kilde: Bornholmeren, 3. juli 1981)

 

b)

Avisen Land og Folk blev udgivet af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Avisen bragte flere meget positive artikler om freds-marchen. Deltagerne havde angiveligt rettet henvendelse til præsidenterne i både Sovjetunionen og USA om at begrænse antallet af atomvåben. I Land og Folks leder stod der.

”Det mindste, der kunne forventes, var en eller anden reaktion på så alvorlige spørgsmål […].

Sovjetunionen har svaret. Har taget sagen alvorlig. ”Jeres initiativ er et konkret udtryk for de europæiske folks voksende protest …”, hedder det i Leonid Bresjnevs*) brev til fredsmarchen. Sovjetunionen tager ikke kun problemerne, men også ”almindelige” menneskers reaktioner alvorligt.

USA har ikke svaret. […] (Lederen oplyser, at USA foretog en atomprøvesprængning den 5. august. Det tolker lederen sådan)

Et symbolsk udtryk for USA’s militaristers foragt for almindelige menneskers følelser. Et symbolsk udtryk for Reagans**) og medsammensvornes ringeagt […]

 

*) Leonid Bresjnev = Generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti (1964-1982), dvs. den øverste leder i Sovjetunionen.

**) Ronald Reagan = Præsident i USA (1981-1989)

Kilde 3: USAs narrespil
Kildebankstema om Kold Krig - 2. halvleg
I 1979 foreslog USA Sovjetunionen, at man ikke ville opstille krydsermissiler og Pershing II-raketter i Vesteuropa. Til gengæld skulle Sovjetunionen skrotte sine mellemdistance-raketter. Dvs. atom-missiler, der kunne nå Vesteuropa.
 

I 1983 fremsatte den amerikanske præsident Ronald Reagan det samme tilbud. Under overskriften ”Reagans narrespil” havde Land og Folk denne kommentar til Reagans forslag.

”Den amerikanske præsident har præsenteret et forslag om mellemdistance-missilerne i Europa. Det hilses og hyldes af de borgerlige regeringschefer i bl.a. Vesttyskland, Storbritannien og Europa. […]

Men hvad er det Reagan har lagt på bordet?

Det startede med den såkaldte nul-løsning (fra 1979), hvor Reagan tilbød at undlade at opstille 572 nye missiler, hvis Sovjetunionen skrottede alle sine mellemdistance-raketter. Sovjetunionen har afvist dette, fordi forslaget ikke omfatter de amerikanske kernevåben i og omkring Europa, der ikke er landbaserede. […] Nul-løsningen er således kun et nul for Sovjetunionen, og derfor afvist.

Det nye udspil (fra 1983) bygger på den samme tanke. Hvis Sovjetunionen skrotter en del af sine mellemdistance-våben, vil USA undlade at opstille et tilsvarende antal af de nye missiler. […]

USA lader med andre ord stadig som om der ikke findes andre kernevåben i Europa end de sovjetiske. Udspillet er derfor ikke det mindste nyt, men blot en propagandistisk variant […]”

(Kilde: Land og Folk, 2. april 1983)

Kilde 4: Greenham Common
Kildebankstema om Kold Krig - 2. halvleg
Greenham Common var en militærbase ca. 100 km vest for London. På denne base skulle de første amerikanske krydsermissiler placeret. I 1981 oprettede en gruppe britiske kvinder en fredslejr ved basen. Kvinder fra det meste af verden sluttede sig til aktionen.
 

I december 1982 iværksatte kvinderne en stor aktion mod lejren. Under mottoet: ”Omfavn basen om søndagen. – Luk basen om mandagen!” omringede de basen. Mandag morgen blokerede kvinderne portene til basen. Politiet blev tilkaldt for at bryde blokaden.

Se videoen her (2:08 min. – eng.)

Kilde 5: Atomvinteren
Kildebankstema om Kold Krig - 2. halvleg
I 1983 udgav fysikeren Carl Sagan (1934-1996) og andre forskere artiklen Nuclear Winter: Global Consequences of Multiple Nuclear Explosions. I den gjorde forskerne rede for konsekvenserne af en atomkrig. De nåede frem til, at selv om kun en mindre del af de ca. 70.000 sprænghoveder blev anvendt, ville udrydde livet på Jorden.
 

25 år senere var antallet af atomvåben meget mindre. Ifølge Sagans kollegaer ville en atomkrig stadig være altødelæggende.

”Et angreb med atomvåben har to konsekvenser. Et stort antal direkte døde og tilskadekomne på grund af stråling og brande, og de efterfølgende miljømæssige konsekvenser af den sod, som vil blive udsendt i atmosfæren. Dødsfald skal måles i millioner eller hundrede millioner. […]

En global konflikt, hvor der samlet set udløses 2.000 atomvåben hver med en sprængkraft på 100 kiloton TNT*) […]. Den globale konflikt vil tilføre atmosfæren 180 teragram sod (180 milliarder kilogram). Det vil nedsætte solenergien, der rammer Jorden, og medføre et globalt temperaturfald på otte grader. Klimaet på Jorden vil blive koldere end under sidste istid. […]

I USA har visse kredse argumenteret for, at USA kunne ødelægge Rusland i et overraskelsesangreb, som ikke ville give russerne mulighed for at svare igen. Men et sådant ensidigt angreb vil alene tilføre atmosfæren 85 teragram sod og føre til massehungersnød over hele Jorden.”

*) TNT = et mål for en bombes sprængkraft. Atombomben, der blev kastet over Hiroshima i 1945, havde en sprængkraft på 15 kiloton TNT.

(Kilde: Ingeniøren, 5. december 2008)

 
Kilde 6: På kanten af atomkrig
Kildebankstema om Kold Krig - 2. halvleg
I 1983 var forholdet mellem Sovjetunionen og USA så anspændt, at risikoen for en atomkrig var stor. To episoder var lige ved at udløse krigen.
 

a) Den sovjetiske officer, der forsømte sin pligt

Den 26. september 1983 var Stanislav Petrov vagthavende officer på den centrale sovjetiske varslingsstation ved Moskva. Herfra overvågende Sovjetunionen fjendtlige missilangreb, så man hurtigt kunne iværksætte et modangreb. Den nat skete der noget. Det kan man læse i Øjvind Kyrøs bog Manden der reddede verden fra 2013:

”Klokken var et kvarter over midnat, og med et stod tiden stille. Alarmskiltet lyste kontrolrummet op, sirenen skar gennem luften med sin skingre, øredøvende lyd. »START« stod der på det kæmpemæssige skilt over storskærmene i kontrolrummet – USA havde affyret en raket mod USSR. Stanislav Petrov var i chok. Det var, som om et usynligt slag havde ramt ham. Han stirrede på computerens instrumentbræt, der viste ”1” – det betød, at pålideligheden af meldingen var i top.”

Det sovjetiske militær havde beregnet, at USA rådede over 1.000 missiler, der på under et minut kunne affyres mod Sovjetunionen. Med en hastighed på 24.000 km i timen ville de ramme Sovjetunionen i løbet af en halv time. Hvis ikke alle de sovjetiske missiler skulle ødelægges, måtte de sendes afsted mod USA, før den halve time var gået.

Petrov så på skærmen. Der så ud til kun at være et enkelt missil. Det kunne ikke passe. Det måtte var en fejl i computersystemet. Han ringede til overkommandoen og meldte falsk alarm.

Endnu engang gik alarmen. Petrov gjorde ingenting. Tredje gang hørtes alarmen. Denne gang viste computeren ”Raketangreb”, og at fem langdistance-missiler var på vej mod Sovjetunionen. Petrov havde under ti minutter til at afgøre, om computerens melding var rigtig. Petrov ventede. Hvis der var tale om et angreb, ville der komme besked fra sovjetiske overvågningsposter, der lå tættere på USA. Der kom ingen besked.

Men Petrov havde undladt at give oplysningerne videre til overkommandoen, så man her kunne tage stilling til et modangreb. Petrov blev afskediget og mistede sin rettigheder. I 1998 fik verden viden om, hvad han havde gjort, og han blev hyldet som manden, der havde reddet verden.

b) ”Able Archer”

I november 1983 afholdt NATO en stor øvelse i Vesteuropa under navnet Able Archer. Scenen for øvelsen var et sovjetisk angreb på Jugoslavien, som udløste et modangreb fra NATO. Kommunikationen og tilrettelæggelsen af øvelsen var så gennemført, at den sovjetiske militære ledelse var overbevist om, at et egentligt angreb på Sovjetunionen var under forberedelse.

Sovjetiske bombefly i Østtyskland blev forsynet med atombomber, SS-20-missiler blev gjort klar og tropper blev samlet for at modstå angrebet fra NATO. I NATO-landene troede man, at Sovjetunionen afholdt sin egen øvelse. Man undrede sig dog over, at den foregik så tæt ved NATO-landenes.

Kilde 7: Stid om freden
Kildebankstema om Kold Krig - 2. halvleg
I løbet af 1980’erne voksede tilslutningen til de forskellige fredsarrangementer. Samtidig opstod der uenighed mellem fredsorganisationerne. Skulle man kun demonstrere mod NATO’s atom-missiler i Europa? Eller skulle man også demonstrere mod Sovjetunionen og bl.a. landets krigsførelse i Afghanistan?
 

Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed var dannet i 1974 og var en sammenslutning af forskellige fredsorganisationer. Komitéen mente, at det var vigtigst at få folk til at slutte op om modstanden USA’s og NATOs opstilling af krydsermissiler og Pershing II-missiler i Europa. Derfor skulle aktionerne først og fremmest rettes mod USA og NATO.

Nej til Atomvåben (NtA) var stiftet i 1980. Organisationen arbejdede for, at atomvåben i hele verden skulle fjernes. Derfor måtte man også være kritisk over for Sovjetunionen og andre lande i Warszawa-pagten.

Under planlægningen af påskemarchen i 1986 brød samarbejdet mellem organisationerne sammen.

a)

Organisationen Nej til Atomvåben (NtA) forlod i februar 1986 samarbejdet om påskemarchen. NtA udsendte denne pressemeddelelse:

”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed” har gennem forhandlingsforløbet forsøgt at underlægge teatergrupperne censur og tilstræbt at forhindre den polske gruppe ”Om”s deltagelse. Endvidere har man modsat sig, at der i påskemarchens politiske grundlag indgår krav om frihed til fredsarbejde i øst og vest, ligesom man ikke vil acceptere, at der udtrykkeligt protesteres mod Sovjetunionens tilstedeværelse i Afghanistan.

(Kilde: Pressemeddelelse fra Nej til Atomvåben, 16. februar 1986)

b)

Efter organisationen Nej til Atomkraft (NtA) havde forladt samarbejdet om påskemarchen 1986, holdt de øvrige landsdækkende organisationer og lokale fredsgrupper møde. Mødet blev refereret sådan i Danmarks Kommunistiske Partis avis Land og Folk.

”Mødet var imødeset med en vis spænding efter Nej til Atomvåben (NtA) i København i weekenden besluttede at forlade samarbejdet grundet uenighed om et teater-stykke.

Mens Samarbejdskomiteen tirsdag havde tilbudt at imødekomme NtAs krav – hvilket allerede er afvist af NtA – udtrykte repræsentanterne for de lokale fredsgrupper alle stærk bitterhed over NtAs ”ultimative optræden”. Teatergruppen Ildfolkets planlagte projekt blev betegnet som værende i strid med fredsbevægelsens holdninger og ønske om at samarbejde med Folketingets flertal.”

(Kilde: Land og Folk, 20. februar 1986)

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg giver samtykke til, at mine personoplysninger behandles i overensstemmelse med denne oplysningserklæring og er indforstået med, at mine oplysninger behandles sikkert og fortroligt og slettes efter endt anvendelse. Jeg er indforstået med, at jeg kan trække mit samtykke tilbage ved at skrive til denne mailadresse historielab@ucl.dk, hvorefter behandlingen af mine personoplysninger stopper og slettes.

Close