Tema 5: Forbrydelse og straf på øerne

I dette tema kan du finde kilder til, hvad der skete, når nogle af slaverne på øerne nægtede at adlyde de hvide, eller løb væk deres ejere.

Kildebankstemaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Behandling af slaverne på øerne

Brev fra lægen Paul Isert om slavernes forhold på øerne.

Lægen Paul Edmann Isert besøgte i 1780´erne både de danske forter i Afrika og sejlede med et slaveskib til Vestindien. I brevet nedenfor fortæller han om forholdene for slaverne på øen Skt. Croix.

Når der står (…) betyder det at en del af den oprindelige tekst ikke er taget med.

Kilde:

”(…) Jorden hakkes til dyrkning i den ulykkelige negers sved, og da prisen for negre stiger hvert år, presser planterne [plantageejerne] så meget arbejde af dem som muligt uden at dræbe dem.

Den almindelige behandling af disse stakler, især dem som arbejder ved markarbejde, er udenfor al menneskelighed. Jeg så det. Åh, havde jeg dog aldrig set det. Jeg så, hvordan man for små, ofte indbildte overtrædelser bandt dem til pælen og offentlig med slavepisken flænsede deres kød. De flestes ryg bærer for livstid blodige beviser på mishandling med pisken. Men det er ikke altid nok, at man blot hugger deres hud af; nej! Det ville være en for kortvarig smerte. Også bagefter skal de føle! Man smører derfor sårene ind med spansk peber og salt! Og hvad var det så for en forbrydelse, hvorfor den arme synder fortjente sådanne dødspinsler? Løbet maron (løbet bort) er den hund! (…)

(…) De fleste af negrenes overtrædelser er de hvide selv skyld i. De forlanger, at negrene skal være dem tro, ikke løbe bort, og dog giver de dem selv grund dertil, idet de dels giver dem for dårlig føde, del ikke engang giver dem nok. (…).

Det er sørgeligt at se disse ulykkelige blive dreven til arbejdet, der begynder allerede før solopgang og først ender sent om natten. (…). De vedholdende strabadser og pisk i forbindelse med en en elendig kost, dræber eller ødelægger snart den virkelig velskabte neger.(…)”

Kilden er en bearbejdet udgave af et uddrag af Ingeborg Raunkjærs oversættelse af Lægen Paul Iserts Breve, 11. brev, s. 178-181.
Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87, Ingeborg Raunkjær, København, 1917.

Let udgave:

”(…) Jorden hakkes til dyrkning i den ulykkelige negers sved, og da prisen for negre stiger hvert år, presser planterne [plantageejerne] så meget arbejde af dem som muligt uden at dræbe dem.

Den almindelige behandling af disse stakler, især dem ved markarbejde, er udenfor al menneskelighed. Jeg så det. Åh, havde jeg dog aldrig set det. Jeg så, hvordan man for små, ofte indbildte overttrædelser bandt dem til pælen og offentlig med slavepisken sønderflængede deres kød. De flestes ryg bærer for livstid blodige beviser på mishandling med pisken. (…)

(…) De fleste af negrenes forseelser er de hvide selv skyld i. De forlanger, at negrene skal være dem tro, ikke løbe bort, og dog giver de dem selv grund dertil, idet de dels giver dem for dårlig føde, del ikke engang giver dem nok. (…).

Det er sørgeligt at se disse ulykkelige blive tvunget til arbejdet, der begynder allerede før solopgang og først ender sent om natten. (…).”

Kilde 2: Regler for slaverne

Uddrag af det slavereglement fra 1733, som den daværende generalguvernør over de Dansk-Vestindiske øer indførte.

Omkring år 1730 var der efterhånden blevet bragt så mange slaver til øerne Skt. Thomas og Skt. Jan, at næsten 9 ud af 10 var sorte på øerne. Mange slaver forsøgte at løbe bort fra deres ejere og det rygtedes, at slaverne ville rejse sig i et oprør mod de hvide på øerne.

Kilde:

Jeg, Philip Gardelin, gør vitterligt for alle negrene på denne ø: Da det desværre er kommet mig for øre, at vore negre, som af Gud selv er gjort til slaver, ikke alene vover at tilsidesætte deres slavepligter mod de blanke [hvide] i almindelighed, men også opfører sig ulydigt overfor deres mestre og mesterinder [ejere], hvis penge de dog er, og derfor er endnu mere forpligtede til lydighed (…) så er det i Rådet besluttet at offentliggøre følgende artikler(…)

1. Alle slaver som tilstår det eller gribes i gerningen i at løbe væk eller opfordrer andre slaver til at løbe væk, hvis de er hovedmændene skal som straf knibes 3 gange med gloende jern og hænges.

2. Alle negre der tilstår eller bliver afsløret i et maronkomplot skal som straf have et ben hugget af, med mindre deres mester [slaveejer] vil benåde dem 150 slag og afskæring af et øre i stedet.

3. Den som (…) ikke straks melder det [maronkomplot] til de blanke skal brændes på panden af bødlen og piske med 100 slag.

9. Hvis en neger slår en blank eller overfuser ham med trusler og skældsord, skal slaven uden nåde overgives til retten og på 3 steder i byen knibes med gloende tænger og hænges, hvis den hvide forlanger det. Hvis ikke, skal han højre hånd afhugges som straf.

11. Når slaverne møder en blank til hest eller til fods, skal negeren gå af vejen og i underdanighed stå stille, indtil den blanke er gået forbi, hvis han ikke vil risikere nogle slag fra den blanke. (…)

Kilden er en bearbejdet uddrag af en bearbejdet udgave af Guvernør Gardelins reglement af 5. september 1733.
Et uddrag af reglementet kan bl.a. tilgås i ”Danskernes slaver. Kolonisation og slavehandel ca. 1650-1850” af Calundan et. Al., 1. udgave, 1. oplag, 2003. Forlaget Pantheon, s. 94-95.

Kilde 3: Efterlysning af bortløben slave

Efterlysning af en slave, der var løbet væk fra deres ejere. I de vestindiske aviser var der faste rubrikker med overskriften ”Runaway”, som betyder bortløben.

I rubrikkerne blev slaver efterlyst af deres ejere.

Kilde:

Oversat kildetekst:

”Bortløben slavedreng, der er kendt under navnet John Lewis, en tømrer, er løbet bort fra abonnenten. Det er forbudt for alle personer at give ham husly under lovens strengeste straf. En belønning på fire dollars gives til enhver, der indgiver ham til fortet. Jane Fletcher. St. Thomas, 24. august 1830.”

Billede og tekst er en bearbejdet udgave af en annonce bragt i avisen Sanct Thomæ Tidende, som blev udgivet på Skt. Thomas fra 1828-1917. Annoncen blev bragt d. 30. august. 1830.

Kilde 4: Forbudt at skjule slaver

Avisannonce fra Skt. Croix. Det var forbudt at hjælpe slaver ved at skjule dem eller f.eks at ansætte slaver, der var stukket af fra deres ejere.

Til gengæld var der ofte en god belønning til dem, der hjalp med at fange de bortløbne slaver.

Kilde:

Oversat kildetekst:

”Bortløben fra underskriveren. En negerkvinde, kendt under navnet Mary Kerr. Det er hermed forbudt for alle personer at skjule hende under lovens strengeste straf. En findeløn på 16 dollars vil blive givet for hendes tilfangetagelse. ”

Kildeteksten er en bearbejdet udgave af en avisannonce fra avisen Royal Danish Gazette, 03.09.1828. Avisen udkom på Skt. Croix fra 1770-1801.

Kilde 5: De bortløbne slaver

Uddrag af en beskrivelse af jagt på maronslaver [bortløbne slaver] af Johan Lorenz Carstens fra 1740.

Carstens var en af de største danske plantageejere på de Dansk-vestindiske øer i første halvdel 1700-tallet.

”Der holdes vel klapjagt 3 gange om året efter disse gaster [onde omstrejfere], men der udrettes ikke meget dermed, for de kan ikke komme ned til dem, og derfor kan de aldrig udryddes ad Landet; for de avler og formerer sig år efter år. (…)

Engang blev en maronslave fanget, som i 30 år havde været løbet bort fra hans mester og mesterinde [ejere], som begge imidlertid var døde, og [han] kunne næppe huske, hvem hans mester var. Hans liv blev skånet, og Kompagniet [Vestindisk-Guinesisk Kompagni] tog ham siden til sig som andet hittegods [ting som er blevet væk fra deres ejer], eftersom der var ingen, som kendtes ved ham.

Denne maron- eller klapjagt, som består af beboerne selv, af landets unge mænd, af fortets soldater med frislaverne, nogle til hest og andre til fods, bliver opstillet af guvernøren selv, som deler dem i 2 grupper alle med geværer (…).”

Kilden er en bearbejdet uddrag af udgave af bogen: ”En almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Amerikanske eller Westindiske Eijlande ca. 1740”, af Johan Lorenz Carstens, 1740, København, s.90 + 86.

Kilde 6: Jagt på slaver

Tegning der forestiller jagten på en slave, der var løbet maron [løbet bort] fra sin ejer.

Tegningen er fra 1840´erne.

Stik, “A slave-hunt” af Edmund Ollier, fra Cassell´s History of the United States (London 1874-77), vol. 3, s.91.

Kilde 7: Straffen for flygte

Tegningen fra 1690´erne, der forestiller forskellige afstraffelsesmetoder af slaver.

Straffen for at flygte fra slaveejeren kunne være pisk, afhugning af et ben eller måske endda døden. Andre steder fandt man på at binde et af slavens ben op som straf – på denne måde forhindrede man slaven i at flygte og samtidig behøvede slaven ikke at miste et ben.

Kilde:

Oversat billedtekst:

Øverste billede: ”Hvordan portugiserne pisker deres slaver, når de er stukket af.”
Nederst til venstre: ”En franskmand fra Martiniques [fransk koloni i Vestindien] opfindelse”
Nederst til højre: ”Slave som har fået sin ben amputeret for at stikke af.”

Illustration fra bogen ”Ralition d´un Voyage fait en 1695, 1696 & 1697 aux Cotes d´Afrique..,Brezil, Cayenne & Isles Antilles, af Francois Froger, Paris, 1698, s. 150.

Kilde 8: Slavehalsring

En halsring af jern.

Hvis en slave ”løb maron”, løb væk fra sin ejer, fik slaven nogle gange en jernring med lange pigge om halsen. Piggene ville sidde fast i sukkerrør, buske og træer og skulle forhindre slaven i løbe væk.

Kilde:

Billedet er et fotografi af en jernring, brugt i Dansk Vestindien. Jernringen findes på M/S Museet for Søfart. Billedet er lånt fra M/S Museet for Søfarts billedarkiv. Fotograf Peter C. Normann. Rettigheder M/S Museet for Søfart.

Kilde 9: Retssager mod slaven Daniel

Mange slaver løb maron, altså løb bort, fra deres ejere. Teksten her handler om slaven Daniel.

Daniel tilhørte en plantage, kaldet Hope på St. Croix. Selvom der gang på gang blev ført sager i retten mod Daniel, og han blev straffet med halsjern og pisk, løb han bort igen og igen. Teksten nedenfor er kun et uddrag af alle de mange, mange gange, Daniel brød loven og blev straffet.

Kilde:

1837:

den 22. marts
Daniel, neger tilhørende plantagen Hope, der blev den 16. marts denne arresteret af en slavejæger fra samme plantage, er nu igen pålagt halsjern [skulle forhindre flugt] som erstatning for det, han har brudt op. Han er herefter frigivet uden omkostninger. Han har været på gadearbejde.

den 14. juni
Daniel, neger tilhørende plantagen Hope, blev den 9. juni indbragt fra plantagen for at løbe maron samt igen at have afbrækket jern, som var blevet ham pålagt. Han er herefter frigivet uden omkostninger. Han har været på gadearbejde.

den 17. juni
Daniel, neger tilhørende plantagen Hope, er indbragt sidste måned fra plantagen for at have nægtet at gøre sit arbejde, hvorfor han den 8. juni blev afstraffet med 50 slag [slået med rebende] (…). Han er nu frigivet uden omkostninger, da han har været på gadearbejde.

den 21 juni
Daniel, neger tilhørende plantagen Hope, er indbragt fra plantagen for at have nægtet at gøre sit arbejde.

den 4. september.
Daniel, neger tilhørende plantagen Hope, blev den 31. august indbragt fra plantagen for at løbe maron, er nu afstraffet med 50 slag(…).

den 10 oktober
Daniel, neger tilhørende plantagen Hope, er indbragt fra plantagen for tyveri af en kalkun og afstraffet med 50 slag(…).

1838

onsdagen d. 10. januar
Daniel, tilhørende plantagen Hope, skal ifølge politimesterens kendelse for ved gentagne lejligheder at have løbet maroon afstraffes med 30 slag tamp og derefter pålægges én måneds arbejde.

torsdagen den 11. januar
Daniel, tilhørende plantagen Hope, afstraffes med 30 slag tamp og pålagt arbejde.

mandagen den 12te febr.
Daniel, tilhørende plantagen Hope, er frigivet og hjemsendt idet hans straffetid er udløbet.

fredagen d. 16de novbr.
Daniel, tilhørende plantagen Hope, er arresteret den 15. november og ifølge politimesterens kendelse afstraffet for at have løbet maron med 30 slag tamp og pålagt arbejde i én måned.
Daniel, tilhørende plantagen Hope, er frigivet efter udstået straf.

1839

mandagen d. 12te august
Daniel, tilhørende plantagen Hope, afstraffes ifølge politimesterens ordre med 30 slag tamp.

søndagen d. 10de novbr.
Daniel tilhørende plantagen Hope, er arresteret som maron i Frederikssted, men er derfra flygtet og her anholdt som maron.

1840

onsdagen d. 4de marts

Daniel, tilhørende plantagen Hope, er efter politimesterens ordre straffet med 30 slag tamp for at have undveget fra sit arbejde.

onsdagen d. 22de april
Daniel, tilhørende plantagen Hope, er efter politimesterens ordre afstraffet med 30 slag tamp og derefter frigivet.

mandagen d. 24de juli
Daniel, tilhørende plantagen Hope, der er arresteret 14. juni for at løbe maron og for tyveri, er efter politimesterens ordre afstraffet med 25 slag tamp og derefter frigivet.

tirsdagen d. 17de octbr.
Daniel, tilhørende plantagen Hope, der er arresteret for gentagne at løbe maron m.m., er efter politimesterens ordre sendt hertil og pålagt arbejde.

Kilden er et bearbejdet uddrag af et bearbejdet uddrag politijournaler fra Christiansteds retskreds. Retssagen er tilgængelig i forskellige udgaver på www.emu.dk. Originalkilden findes på Rigsarkivet.
Rigsarkivet, West Indian Local Archives, General Government #2.28.99, Nr. 466/1843 Daniel of Estate Hope 1843

Kilde 10: Afstraffelse af slaver

Strafferedskaber der kommer fra De Dansk Vestindiske Øer.

På billedet ses blandt andet to skarpretterøkser. En skarpretterøkse var en økse, som blev brugt til halshugning. Hvis en slave blev dømt til døden, kunne henrettelsen foregå ved halshugning.

Kilde:

Strafferedskaberne findes på M/S Museet for Søfart. Billedet lånt fra M/S Museet for Søfarts billedarkiv. Rettigheder M/S Museet for Søfart.

Kilde 11: Spændinger mellem de sorte og hvide

Diagram der viser hvor mange sorte der var på den danske ø Skt. Jan i forhold til de hvide i 1733.

I 1733 gjorde den sorte befolkning på øen Skt. Jan oprør mod de hvide. Det tog næsten et halvt år at nedkæmpe oprøret, og det danske militær måtte have hjælp af franske soldater. Den sorte befolkning udgjorde mere 84 % af det samlede befolkningstal på øen i 1733.

Kilde:

Regi til kilden:
Der boede 1295 mennesker på øen Skt. Jan i 1733. 1295 i alt, hvoraf de 1087 var sorte og kun 208 var hvide.

Kildens diagram er udarbejdet af statistik lånt fra Rigsarkivet.

Kilde 12: Slaveoprør på øen Skt. Jan

Uddrag af en dansk bog fra 1946, der fortæller om et slaveoprør på den danske ø Skt. Jan i 1733, hvor de sorte gjorde oprør mod de hvide slaveejere på øen.

Sophie Petersen var geograf og pædagog, som udgav flere bøger og hun rejste en del, bl.a. til de gamle danske tropekolonier. Hendes hovedværk, Danmarks Gamle Tropekolonier fra 1946, betød meget for synet på Danmarks kolonihistorie i mange år. Sophie Petersen skrev bl.a. om Vestindien og det slaveoprør, der fandt sted på på Skt. Jan i 1733.

Kilde:

”St. Jan var taget under kultur [opdyrkning] i 1717; men negerslaverne her tilhørte den særligt vilde og krigeriske Elminastamme, og en novemberdag i 1733 rejste de sig i et blodigt oprør mod de hvide.

Øen var dengang beboet af omkring 200 hvide og 1000 Neger-slaver. En lille flok negre listede sig en tidlig morgen op til ‘Frederiksværnfortet’ på øens østside ved Coral Bay bærende brændeknipper, hvori de havde skjult deres macheter [knive]. De overmandede besætningen, og kun én soldat undslap og kom over til St. Thomas, hvor man straks satte sig i bevægelse for at sende hjælp.

Men forbindelsen mellem de to øer var langsom i de tider; det tog tid for et sejlskib at krydse op mod passaten [vinden], og imens rasede oprøret videre på St. Jan. Så snart negrene var blevet herrer på fortet, affyrede de tre skud med kanonerne på bastionen, hvilket meldte de sammensvorne ud over øen, at den første sejr var vundet. Så begyndte angrebet på plantagerne, de rasende slaver trængte ind i hjemmene, dræbte beboerne og ødelagde møbler, spejle, glas og i det hele taget alt, hvad der kom inden for deres rækkevidde.

Oprøret var begyndt på østsiden og bredte sig nu videre mod nordvest. Sydkystens plantageejere flygtede over til St. Thomas, mens nordkystens i tide forskansede sig på Peter Duurloos plantage, da de så røgskæret fra østkystens flammende plantager. Det lykkedes dem at holde oprørerne stangen, til hjælpen fra St. Thomas var nået frem, og militæret kunne tage kampen op mod slaverne. Dækket af soldaternes geværer slap de hvide ned til kysten og indskibede sig til St. Thomas. Men af en hvid befolkning på 200 var de 76 blevet mishandlet og myrdet af de sorte.

Nu stod der tilbage at bekæmpe resterne af den vilde negerflok, som havde opgivet fortet, da de ikke længer havde ammunition, og var søgt op i bjergene, hvor de gemte sig i det uigennemtrængelige junglekrat. Da denne guerrillakrig (…) trak i langdrag, måtte man bede englænderne om hjælp. De kunne dog heller ikke klare situationen, ikke én negerslave faldt for de engelske kugler, og først da franskmændene, som vi altid stod på god fod med, efter opfordring sendte en styrke på omkring 400 Mand til St. Jan, lykkedes det endelig i maj 1734, altså efter et halvt års kamp, at få ende på oprøret. Men øen var ødelagt, næsten alle plantager var brændt, og mange af de hvide dræbt.

Negerfangerne fik meget hårde straffe, fire blev således dømt til at arbejde sig ihjel ved fæstningsarbejde på Christiansværnfortet på St. Croix.”

Ordforklaring:

Guerillakrig: en krigsform. Ofte en krig mellem en f.eks. en regering og en modstandsgruppe af civile, der gør oprør.

Kilden er et bearbejdet uddrag fra Sophie Petersen: Danmarks Gamle Tropekolonier. H. Hagerup, København 1946, side 310-313.