Dette tema er en del af kildebanken om ”Danmarks kolonihistorie – herunder Grønland” som er finansieret gennem en bevilling fra Børne- og Undervisningsministeriet og er udarbejdet af Astrid Danielsen (lektor ved CFU) og Jens Aage Poulsen (lektor emeritus ved HistorieLab).
Temaet består af både skriftlige kilder og historiske billeder. De skriftlige kilder er pædagogisk bearbejdet, så de er tilgængelige for de ældste elever i grundskolen. Ved hver kilde er angivet, hvor den originale kilde kan findes. Der er medfølger opgaver til temaet, hvor nogle lægger op til elevernes refleksion, andre til at styrke elevernes kildekritiske kompetencer, og der er aktivitetsforslag, hvor eleverne skal bruge deres fantasi og kreative evner.
Opgaver og aktiviteter til tema 1
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Forslag om kolonisering af Grønland
Historikeren og juristen Peder Hansen Resen (1625-1688) forslog i 1687 at kolonisere Grønland.
”Grønland kan genvindes, hvilket ville være en særdeles god ide. For det første fordi vi ville få del i de meget nyttige og værdifulde ting, som dette område frembringer. Dernæst fordi det danske rige ville blive større. Og det mistede område, som de indfødte (grønlænderne) med urette bor, ville komme tilbage til dets tidligere og retmæssige besidder kongen og herskeren over Danmark.
Endelig fordi den kristne tro kunne blev mere udbredt, og de ulykkelige indfødte […] kunne blive udrevet af den afskyelige formørkede afgrund, som de befinder sig i.”
(Kilde Peder Hansen Resen: Groenlandia. 1687)
Kilde 2: Hans Egede om grønlændernes familieliv
Præsten og missionæren Hans Egede (1686-1758) var forarget over grønlændernes syn på ægteskabet og moral.
”I begyndelsen lagde vi ikke mærke til, at mænd og kvinder havde kærester eller forhold uden for deres ægteskab. Men efter noget tid opdagede vi, at det ikke blev set som et stort problem.
Der fandtes en særlig fest, hvor mange gifte mænd og kvinder samledes. Først spiste de sammen, og bagefter sang og dansede de. Under festen gik nogle mænd og kvinder sammen bag et skindforhæng for at være alene. Det blev betragtet som noget positivt, hvis man var villig til at dele sin ægtefælle med andre.
Kun gifte personer deltog i disse fester. Mange mente, at det var en ære, hvis en angakkoq (en åndemaner eller shaman) valgte at være sammen med en kvinde. Nogle mænd ønskede endda dette, især hvis de ikke selv kunne få børn. De troede nemlig, at børn af en angakkoq ville blive dygtige og heldige.
(Kilde: Hans Egede: Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie. 1741)
Kilde 3: Kampen mod åndemanerne
Hans Egede var imod åndemanerne*) og den gamle tro. Han gik meget håndfast til værks i sin mission. Amuletter, fuglenæb og andet, som befolkningen hængte om halsen som værn mod farer og ulykker, rev han af. Han anvendte trusler, tvang og straf for at få grønlænderne til at tage afstand for deres gamle tro og leve som kristne.
“Hvorfor er I så tossede, at I tror på de løgnagtige angakkut (åndemanere), når I ved, at de ikke duer til noget? Hvorfor hekser de om aftenen, og ikke når det er lyst, så vi kan se det? Hvis I ikke lader være med at hekse, så skal vi til sidst slå jer ihjel og udrydder jer fra Jorden, for Gud har befalet os at slå sådanne nogle ihjel. […]
Helvedes ild gør meget ondt og udslukkes aldrig. Der skal de, som ikke vil tro, altid brænde. Ilden skal gå dem ud igennem deres øjne, mund, ører og næsen. Djævelen skal rive dem med sine Kløer, og de aldrig dø. […]
Deroppe i Himlen er meget skønt, der fryser og sulter vi ikke, der trættes og ældes vi ikke, der dø vi ikke, der skal vi altid være lystige, ja skinne som Solen.”
*) En person med evner til at tilkalde ånder under en seance for at få hjælp mod dårlig fangst, sygdom eller dårligt vejr og herefter få genoprettet ordnede forhold.
(Kilde: Erik Erngaard: Grønland i tusinde år. 1982)
Kilde 4: Niels Egede og forholdet til grønlænderne
Niels Egede (1710-1782) var Hans Egedes søn. Han kom i 1721 med sine forældre til Grønland. Han fik i 1734 ansvar for handel og regnskab med kolonien ved Nuuk. Senere blev han kolonibestyrer i Aasiaat (dengang Egedesminde). I hans dagbog fra 1759 til 1761 står der om hans møde med grønlænderne.
”Den 10. [november] kom en grønlænder til os nordfra fra de vilde øer. Han fortalte, at de næsten ikke havde fanget noget mad, fordi det dårlige vejr blev ved. […]
Vejret var også meget voldsomt ved kolonien på samme tid. Senere fortalte folk, at stormen havde lavet skader mange steder, og det føltes næsten som et jordskælv.
Jeg bad ham sige til de andre, at Gud var vred på dem, fordi de i så mange år ikke havde lyttet til Guds ord eller levet efter det. Han indrømmede, at mange af dem ikke troede, men sagde også, at hvis de havde en person hos sig hver dag til at lære dem, så skulle de nok blive bedre.
Den 22. [november] kom der endnu en grønlænder på besøg.
Han klagede, som de plejer, over at de sultede og manglede mad. De kom derfor ofte til kolonien for at bede om noget at spise.
Jeg havde det svært med det. Jeg turde ikke give dem for meget af vores mad, fordi det var dyrt, og vi selv kunne komme til at mangle. Men jeg kunne heller ikke bare lade de stakkels mennesker dø af sult.
Så jeg prøvede at finde en mellemvej og gav dem lidt. Det blev de glade for, og de sagde, at hvis de en dag blev rige, ville de betale os tilbage.
Den 3. [februar] kom tre kvinder gående over isen hen til os, fordi de sultede. De var fattige og arbejdede for andre.
De bad om lidt gryn til deres små børn. En af kvinderne var enke. Hun græd og sagde, at hendes børn ikke længere kunne holde ud at spise gamle kogte sko og skind fra både, som de ellers havde levet af i lang tid.
Det var så sørgeligt, at jeg til sidst gav dem lidt mad. Det gjorde jeg med god samvittighed […] når nøden var så stor blandt de fattige mennesker.”
(Kilde: Niels Egedes Dagbog 1759–61.1942)
Kilde 5: Niels Egede om grønlændernes tro
Niels Egede (1710-1782) var Hans Egedes søn. Han kom i 1721 med sine forældre til Grønland. Han fik i 1734 ansvar for handel og regnskab med kolonien ved Nuuk. Senere blev han kolonibestyrer i Aasiaat (dengang Egedesminde). I hans dagbog fra 1759 til 1761 står der om hans møde med grønlænderne.
”Den 15. rejste jeg nordpå i en lille båd for at finde ud af, hvor grønlænderne opholdt sig mest. Om aftenen lagde jeg til omkring fire mil*) længere mod nord ved nogle øer, hvor folkene var i gang med at reparere deres huse.
De fortalte mig, at de om natten havde hørt en meget kraftig susen i luften. Det lød som en stor, brusende flod. De blev forskrækkede og stod op for at se, hvad det var. Så hørte de tydeligt, at lyden kom flyvende fra nord mod syd. Det lød næsten som en kamp mellem mennesker, blandet med lyden af en brusende elv.
De spurgte mig, hvad det kunne betyde. Jeg svarede, at Gud, som har skabt alting, godt vidste, at de ikke rigtig troede på ham og ikke tog hans ord alvorligt. Derfor ville han vise dem sin magt, hvis de ikke begyndte at lære om ham.
De svarede alle sammen, at de faktisk troede på Gud og ikke gjorde noget ondt. Men de sagde også, at de havde svært ved at huske det, der blev læst for dem. De bad mig om at bede til Gud for dem, så han ikke ville være vred. De lovede, at de fremover ville prøve at lytte bedre efter.”
*) En mil = ca. 7,5 kilometer
(Kilde: Niels Egedes Dagbog 1759-61. 1942)
Kilde 6: Det er forbudt
KGH udarbejdede en instruks (regler) for, hvordan grønlænderne skulle behandles, og hvad de ikke måtte. I den stod der:
”Det er strafbart at give grønlænderne for meget øl eller stærk alkohol. De må heller ikke vænne sig til kaffe, te og andre ting fra Europa, fordi det kan skade deres sundhed, ødelægge deres måde at leve på og få dem til at opholde sig for meget hos europæerne. Især må der ikke gives brændevin til grønlændere.”
(Kilde: Instruks for Grønland. 1782)
Kilde 7: Kongens fødselsdag
Nordmanden Immanuel Arøe (1758-1834) arbejdede i kolonien Holsteinsborg (nu Sisimiut), og han førte dagbog. I den skrev han blandt andet om, hvordan Christian 7.s fødselsdag blev markeret i 1788:
”Fordi det i dag var kongens fødselsdag, fik grønlænderne uddelt brød, gryn og kasserede hvide ærter. Fangere og styrmænd fik også lidt brændevin.
Bagefter blev alle mindet om, at de skulle være lydige og arbejde flittigt, især når det gjaldt fangst, fordi det skyldte de kongen og de øverste ledere i kolonien. For at fejre kongens fødselsdag blev flaget hejst, og der blev skudt med kanoner.”
(Kilde: Søren Rud og Søren Ivarsson: Globale og postkoloniale perspektiver på dansk kolonihistorie. 2021)
Kilde 8: To vurderinger af dansk kolonipolitik
A: Mads Lidegaard: Det gælder Grønland. 1968
”Da Hans Egede forlod Grønland […] havde han dog nået ét resultat: Det værk han havde begyndt, Grønlands kolonisation kunne ikke standses. Andre tog fat, hvor han slap, og i de følgende år blev en række af kolonier anlagt. […]
(Kilden mener, at KGH’s instruks fra 1782 ”beskyttede befolkningen (grønlænderne) mod overgreb”) […]
Det var en tid med høje tanker om menneskers værd og ret, og specielt forestillede man sig de såkaldte naturfolk som gode og ufordærvede skabninger, for hvem den såkaldte civilisation let kunne betyde ødelæggelse […].
Instruksen forkyndte som sit første mål at hjælpe netop grønlænderne, og det faldt naturligt at gøre det ved at skærme dem mod civilisationens farer. […]
Kolonistyret […] havde sine gode sider. Ikke mindst en menneskelig og tillidsfuld omgangsform, som mange grønlændere og gamle grønlandsdanskere i dag savner.”
B: Jørgen Viemose: Dansk Kolonipolitik i Grønland. 1968
”Kolonierne blev oprettet af kolonimagten Danmark. De var nødvendige for at sikre en effektiv og varig besættelse af de koloniserede område. […]
De, der besatte og koloniserede, var altid parat til at bruge vold. Det var de, der besatte Grønland også.
Som regel var er det for at udnytte de koloniserede lands rigdomme (at et land erhverver sig kolonier). Som vi har set, var det også et af motiverne bag koloniseringen af Grønland […].
Man fik gennemført besættelsen af den del af landet, man først og fremmest var interesseret i. Her fik man også oprettet en forholdsvis effektiv kontrol og administration.”
Kilde 9: To syn på grønlændere
A: Fridtjof Nansen
Nordmanden Fridtjof Nansen (1861-1930) opdagelsesrejsende og videnskabsmand. Ordet ”eskimo” om en grønlænder var almindeligt langt op i 1900-tallet.
”Eskimoerne hører mere til ved havet og kysten end noget andet sted. Havet betyder rigtig meget i deres liv, og derfor påvirker det også deres følelser og måde at være på.
Deres humør skifter ligesom havet: Når det stormer, kan de være alvorlige, og når solen skinner og havet er roligt, kan de være glade og frie.
De bliver beskrevet som havets børn – nogle gange lette og glade som bølger, der leger, og andre gange mørke og vrede som en storm.
Men deres følelser går også hurtigt over igen, ligesom når en storm stopper, og havet bliver stille, så man næsten glemmer, at den var der.”
(Kilde: Fridtjof Nansen: Eskimoliv. 1891)
B: Knud Rasmussen
Knud Rasmussen (1879-1933) var en dansk-grønlandsk polarforsker og forfatter. I 1920 skrev han under overskriften ”Tanker om Grønlænderne i Fortid og Fremtid” til Danmarksposten. Det var en dansksproget avis, der blev udgivet i Grønland i første halvdel af 1900-tallet.
”Man har ikke noget valg: Naturfolks liv i fremtiden afhænger af, hvordan de kan udvikle sig under nye forhold. Vejen frem betyder, at deres egen race (deres gamle måde at være på) må forsvinde.
Det, der derfor er vigtigt, er at lade deres tanker og følelser ændre sig så skånsomt og forsigtigt som muligt. Først da er de klar til en verden, hvor mennesker bliver mere ens.
Vi må tage de særlige ting fra dem, som ikke passer til civilisationen, og prøve at få dem til at ligne os selv.
Vi må give dem den hvide mands vilje til at kæmpe, hans rolige energi, hans evne til at tænke fremad og hans mod.
Kun gennem en sådan forandring vil de kunne komme ind i den nye tid.
(Kilde: Knud Rasmussen: Tanker om Grønlænderne i Fortid og Fremtid. 1920)
Kilde 10: Billeder om Grønland omkring 1900
Billede 1:
Anskuelsestavle fra omkring 1900. Det blev brugt i skolerne, når eleverne lærte om Grønland.
Billede 2:
Tegning fra 1880 af det indre af et grønlandsk hus.
Billede 3:
Foto af et tørvehus fra 1907. Mange grønlændere boede dengang i huse af tørv.
