Historier om Danmark – Reformation og renæssance

I undervisningen indgår reformation og renæssance ofte i samme forløb. Reelt er der tale om to begivenhedsforløb, der med hensyn til årsager og konsekvenser kun i begrænset omfang har noget med hinanden at gøre.

Martin Luther og hans kritik af pavekirken, bl.a. udtrykt i hans 95 teser fra 1517, betragtes som ophavsmand og den udløsende årsag til reformationen. Hans navn indgår da også i den officielle betegnelse på den nordeuropæiske protestantisme, nemlig den evangeliske-lutherske tro. Luther var dog ikke den første, der fremførte kritik mod pavekirken. Den havde været i krise og udsat for kritik fra især gejstlig side i mere end 100 år.

Når Luthers tanker vandt genklang hos især hos nordeuropæiske fyrster skyldtes det blandt andet, at Luther fjernede pavekirken som magtfaktor i de respektive riger og legitimerede, at fyrsten i det enkelte land blev kirkens overhoved. I sine senere år på tronen var Christian 2. tilhænger af Luther, men det blev Frederik 1. (1523-1533), der, på trods af at han i sin håndfæstning havde forpligtiget sig til at bekæmpe lutheranerne, for alvor banede vejen for reformationen i Danmark. Efter borgerkrigen Grevens Fejde blev den evangeliske-lutherske kirke i 1536 den eneste legale og kongeligt styrede religion i Danmark. Samtidig overtog kongemagten kirkens enorme rigdomme, som gjorde de følgende danske konger til Nordeuropas mest velhavende.

Mens den nye kirkeordning, der fulgte i kølvandet på reformationen, fik betydning for hele befolkningen, forholdt det sig anderledes med renæssancen, som kun spillede en rolle for de mest velhavende, de adelige og kongelige – dvs. omkring 1 % af befolkningen. Renæssancen er en kulturel og idehistorisk betegnelse, der omfatter kunst, litteratur og videnskab, og som bruges om perioden fra 1300-tallet til omkring 1650. I Danmark findes træk fra renæssancen i første halvdel af 1500-tallet. Men især efter reformationen, hvor kongemagten politisk og økonomisk var styrket, ses der i de kongelige byggerier, valg af billedmæssige udtryk, hofkultur og påklædning, tydelige spor af renæssancen.

Især Christian 4., konge i 1588 til 1648, førte i arkitekturen, musikken og billedkunsten renæssancen til Danmark. Et særligt træk ved renæssancekulturen var, at man som kongelig, adelig eller blot velhavende gennem adfærd, påklædning, byggeri osv. var bevidst om synligt at iscenesætte sig selv og dermed skabe en distance til såkaldte almindelige mennesker, hvor hovedparten levede på sultegrænsen, og dermed demonstrerede sit særlige værd over ligesindede. F.eks. iklædte man sig modetøj, der i sin udformning tydeligt viste, at ejermanden ikke udførte fysisk arbejde. Christian 4.s byggerier, malerier, kostbare fester, generelle ødselhed osv. er konkrete udtryk for kongens ønske om at iscenesætte sig selv som en magtfuld konge.

I Christian 4.’s regeringsførelse kan der findes visse sammenhænge til reformationen. Således overvågede han nidkært, at folk levede et fromt liv i overensstemmelse med Luthers lære. Et eksempel er trolddomsforordningen fra 1617. Hans katastrofale indblanding i 30-årskrigen, hvor hans intention var at stille sig i spidsen for de protestantiske fyrsters kamp mod den katolske tyske kejser, er et andet eksempel.

Ved at arbejde med kanonpunktet reformationen får eleverne et dansk perspektiv på en dramatisk periode i europæisk historie, hvor den kristne kirke blev splittet i en katolsk og en protestantisk retning. Det giver også muligheder for i undervisningen at relatere til nutidige religiøst baserede konflikter. Især i lidt ældre læremidler fremstilles reformationen ofte som et opbrud med, hvad der blev set som en mørk middelalder, hvor den katolske kirke undertrykte al nytænkning. Det er oplagt, at man i undervisningen drøfter, om reformationen og den lutheranske tro i sig selv var frigørende.

Arbejdet med renæssancen giver eleverne mulighed for at få indblik i et overvejende kulturelt, men også magtpolitisk emne. Med afsæt i Christian 4. og hvad han gør for at fremstå som en betydningsfuld regent, er det relevant, at eleverne drager sammenligninger til, om og i givet fald hvordan nutidige politiske magthavere, søger at præsentere sig – og ikke mindst hvordan de som elever, f.eks. med brug af sociale medier, iscenesætter sig selv. Endelig er Christian 4. også et kanonpunkt.

Forløbet er udarbejdet med udgangspunkt i DR’s serie Historien om Danmark.

Udarbejdet af:
Jens Aage Poulsen
Marie Bonde Olesen
Steen Chr. Steensen

Foto: “Christian IV på “Trefoldigheden” i Søslaget på Kolberger-Heide”, Wilhelm Marstrand. Wikimedia Commons.