Aargang 0 – Historiske temaer
Befolkningens sammenhæng
Den danske befolkning 1900-1925
Ved folketællingen i 1901 var der knap 2½ mio. danskere. I 1925 var antallet på knap 3½ mio. Af disse var 176.433 sønderjyder, der ikke var talt med i 1901, for dengang hørte Sønderjylland ikke til Danmark.
I 1901 boede 61 % af befolkningen i landdistrikterne, resten var nogenlunde ligelig fordelt på København og købstæderne til sammen. I 1925 boede 57 % på landet. Det er tydeligt, at byernes befolkning voksede mere end landdistrikternes, men urbaniseringen – vandringen fra land til by – havde nået et mere roligt leje end i 1800-tallets sidste årtier. Det var gået hurtigt under den første industrialiseringsbølge fra 1850 – og igen især i perioden fra 1880 til 1900. I 1880 havde 72 % af befolkningen levet på landet.
Socialklasser i byerne
Byernes befolkning bestod i hovedsagen af fire hovedgrupper: Arbejdsgivernes familier, funktionærernes familier, arbejdernes familier og offentligt ansattes familier.
Arbejdsgiverne
Gruppen af arbejdsgivere omfattede alt fra den lille håndværksmester eller handlende til den store fabriksejer, grossereren og skibsrederen. Den ene kunne sommetider leve en trist og grå tilværelse, mens den anden levede i sus og dus.
I perioden 1901-1921 faldt antallet af arbejdsgivere i håndværk og industri. Til gengæld steg antallet af arbejdere til næsten det dobbelte og antallet af funktionærer til det tredobbelte. Det var et udtryk for industrialiseringen: Der blev færre små håndsværksmestre, mens fabriksejerne fik større fabrikker med mange arbejdere – og mange mellemledere eller ”funktionærer”.
Funktionærerne
Generelt var funktionærerne den hurtigst voksende gruppe i samfundet. De større virksomheder gav ikke alene plads til arbejdsledere, men også til bogholdere og sekretærer.
Arbejderne
Arbejderklassen bestod af faglærte og ufaglærte arbejdere. De faglærte arbejdere var håndværkeren på byggepladsen, mureren, tømreren, snedkeren osv., og det var smeden og maskinarbejderen på fabrikken. De faglærte arbejdere havde været de første til at organisere sig i fagforeninger og været de første til at oprette arbejdsløshedskasser og sygekasser. I perioder, hvor arbejdsløsheden var lav, kunne de stille krav til arbejdsgiverne om højere løn og bedre arbejdsvilkår – ikke mindst fordi deres fagforeninger var blevet stærke og fasttømrede. Efterhånden kunne en arbejdsgiver ikke bare afskedige faglærte arbejdere, der stillede krav, og regne med at finde nye, mindre krævende arbejdere i stedet.
Anderledes så de ud for de ufaglærte. De var nemmere at erstatte – både fordi deres kunnen ikke var helt så speciel som de faglærtes, og fordi de ikke var så godt organiserede. De havde ikke samme tradition for organisering, havde ikke i samme omfang et fag at samles om, og vandringen fra land til by gjorde organiseringen endnu vanskeligere. Omkring år 1900 var et liv som ufaglært langt mere usikkert og sårbart end et liv som faglært. Lønnen var også en del mindre. De ufaglærte var f.eks. arbejdsmænd på byggepladser, havnearbejdere og fabriksarbejdere.
Offentligt ansatte m.fl.
Den offentlige administration voksede kraftigt under Første Verdenskrig som følge af kriselovgivningen. I 1911 levede 142.000 personer i en familie, hvor en offentligt ansat var forsørgeren. I 1921, hvor kriselovgivningen igen var under afvikling, var det antal steget med 30 % til 184.000.
De offentligt ansatte, var en voksende – men samtidig en meget ujævn – gruppe, lidt ligesom arbejdsgiverne. Den kvindelige kontorist på Sukkerkontoret under Statistisk Departement havde ikke en løn, der kunne hamle op med en faglært arbejders, mens departementschefen havde særdeles gode økonomiske forhold.
Det sociale hierarki
Økonomi alene er ikke bestemmende for, hvor et menneske befinder sig i det sociale hierarki. Kontoristen kunne i nogle sammenhænge godt føle sig “finere” end arbejderen – mens det for arbejderne (principielt) set slet ikke handlede om at være fin, men om at have og bevare sin faglige stolthed. Med andre ord afhang det også af synsvinklen og om at have noget, der stivede ens selvfølelse af.
Alligevel kan man ikke diskutere, at nederst i hierarkiet befandt fattighjælpsmodtagerne sig. Navnlig dem som opholdt sig på en fattiggård eller på en forsørgelsesanstalt. Alle kunne i princippet havne der. Arbejdsløshed og sygdom var alle mands herre, og syge- og arbejdsløshedsforsikring var først under opbygning.
Socialklasser på landet
I landbruget var der tre grupper af jordejere (godsejere, gårdejere og småbrugere) og tre grupper af arbejdere (landarbejdere, daglejere og tyende).
Godsejere og proprietærer
Godsejere og proprietærer havde meget mere jord, end de selv kunne dyrke. Derfor kunne et gods være en stor arbejdsplads med mange ansatte både inde og ude. I travle perioder måtte godsejeren også betjene sig af daglejere, der fik arbejde for én dag ad gangen. Faktisk var godsejeren tit optaget af andre ting end jordbrug. Traditionelt havde godsejerne stor indflydelse i lokalsamfundet, både økonomisk og politisk.
Gårdejerne
Gårdejerne eller gårdmændene havde familielandbrug, der ofte gik i arv fra generation til generation. Gårdejeren havde som regel også for meget jord til, at han helt selv kunne drive bruget. Han fik typisk hjælp af store sønner og tjenestekarle. Indendøre blev konen i huset, madmor, assisteret af en tjenestepige eller en halvvoksen datter, når der skulle laves mad til gårdens ansatte. En god dansk gård gav normalt familien en økonomisk tryg tilværelse. I Danmark var gårdmændene i kraft af deres antal og selvforståelse en meget vigtig politisk gruppe både lokalt og på landsplan.
De små jordejere
Den største gruppe af jordejere var dog dem, som kun ejede noget eller en smule jord. Bolsmanden ejede noget jord, og de mest “velstående” kunne undertiden gå for at være en gårdmand. Parcellisten og afbyggeren havde lidt jord. Husmanden havde sit hus – og så kun en lille smule jord.
Fra 1899 begyndte staten dog at støtte opkøb af jord, og de såkaldte statshusmandsbrug opstod. Et statshusmandsbrug skulle næsten pr. definition være et jordbrug, der lige præcis var stor nok til at brødføde en familie. Ofte måtte husmanden dog supplere sin indtægt ved en gang imellem at tage arbejde hos f.eks. godsejeren.
Hvor penge gav både godsejeren og gårdejeren muligheder for såvel luksus som bedre landbrugsredskaber etc., var de små jordejeres økonomi i hovedtræk baseret på selvforsyning. Der var ingen luksus og yderst ringe muligheder for at forbedre sin sociale status.
Arbejderne
Som nævnt var der også tre typer arbejdere. Der var landarbejderne, daglejerne og tyendet. Landarbejderne boede ofte til leje i et lille hus med en køkkenhave til, somme tider med en lidt større køkkenhave og så kunne de også kaldes indsiddere. Deres liv var ikke meget anderledes end daglejernes, som blot fik arbejde for én dag ad gangen. Fagforeninger fandt kun meget langsomt fodfæste på landet, og landarbejdernes tilværelse afhang meget af godsejerens nåde og barmhjertighed.
Der kunne være andre beskæftigelsesmuligheder end hos den store gårdejer og godsejeren, for der foregik også anden virksomhed på landet end lige traditionel landbrugsdrift. I nogle egne var der f.eks. mulighed for tørvedrift, hvor man udvandt tørv til brændsel. I andre egne – med lerjord – var der basis for teglværksdrift, dvs. produktion af teglsten/mursten.
Den sidste gruppe af arbejdere på landet var tyendet. Tyendet var som regel sikret mad og sultede vel ikke sådan som landarbejderfamilien utvivlsomt gjorde af og til. Men deres værelse hos arbejdsgiveren, kammeret, måtte de ofte dele med en anden og undertiden var det ude i stalden. Værst stod det dog til med deres rettigheder. Husbonden kunne stort set gøre, hvad han ville. Han kunne også “revse” sit tyende, altså slå uden at det fik konsekvenser. Revselsesretten over tyende bortfaldt først i 1921.
