Aargang 0 – Historiske temaer
Børns vilkår under forandring
I år 1900 udgav den svenske forfatter Ellen Key sit store værk “Barnets Aarhundrede”. Hun så for sig et århundrede, hvor børn blev anerkendt som selvstændige mennesker med individuelle muligheder og rettigheder fremfor ”ufærdige voksne” uden rettigheder overhovedet. Det syn på børn satte præg på debatten blandt pædagoger og skolefolk, også i Danmark. Da værket i 1902 blev oversat til dansk, indgik det omgående i en igangværende pædagogisk debat omkring børns indlæring og om hvordan undervisning skulle foregå i landets folkeskoler.
Skoleelever eller arbejdskraft?
Foruden pædagogiske debatter var der kamp om børnene mellem skolerne, forældrene og arbejdsgiverne. Forældrene så også deres børn som arbejdskraft, der skulle bidrage til familiens forsørgelse. Over for forældrene stod lærerne, som skulle håndhæve en 7-årig skolepligt og sørge for, at børnene lærte noget. Det kunne være svært i forhold til trætte børn, der havde været oppe siden klokken fire om morgenen, fordi de først skulle arbejde.
Børnearbejde i byerne og på landet
Børns billige arbejdskraft var eftertragtet. I Århus i 1872 var op til hver 10. arbejder på fabrikkerne et barn under 13 år. På tobaksfabrikkerne var børnene endda i overtal. Ude på landet havde 37 % af børnene i 1899 et arbejde uden for hjemmet.
I 1873 kom den første lov, der begrænsede børns arbejde på fabrikkerne, og den lov blev fulgt op flere gange i løbet af de første årtier af 1900-tallet. Det gik noget langsommere med at indskrænke børnearbejdet på landet.
Større opmærksomhed på børns vilkår
Den større opmærksomhed på børnelivet, som afspejlede sig bl.a. i pædagogiske kredse, fandt også andre veje. Nye råd og nævn blev oprettet, som skulle varetage børns tarv. Der blev arrangeret store landsdækkende indsamlingsdage, hvor især kvinder samlede ind til fordel for humanitært arbejde blandt børn og unge (se billedet til højre).
Om Ellen Key fik helt ret i sin vision om det 20. århundrede som “barnet århundrede” kan diskuteres, men en ting er sikkert – der skete store forandringer i løbet af århundredet. Synet på børn ændredes radikalt og sideløbende ændredes barndommen også.
Børnedødelighed og børnefødsler
Familier med otte børn var mere almindelige i starten af 1900-tallet end i dag. Her er det familien Prytz fra Gentofte, der er fotograferet i haven. Foto i Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte.
“Dødsårsag: Barndom”. Denne konstatering er ikke sjælden at finde i lægernes dødsattester fra både 1700- og 1800-tallet. Den er dels et udtryk for synet på barndommen, at barndommen var noget, man skulle overleve, og dels at børnedødeligheden på denne tid var høj.
Børnedødelighed
I 1700-tallet døde 20-25 % af børnene, inden de fyldte 1 år. Yderligere 10 % døde, inden de blev 10 år. Kombinationen af dårlige hygiejniske forhold, dårlig kost og en yderst mangelfuld lægevidenskab betød, at dødeligheden for visse grupper af børn var på hele 50 %.
Begyndende forandringer
Helt tilbage til de gamle grækere havde begrebet “miasma” været anvendt, når smittekilder skulle identificeres. Begrebet dækkede over en tro på, at der ved forrådnelse og i sumpagtige landområder opstod “dårlig luft”, og at mennesker blev syge, når denne luft blev indåndet. I midten af 1800-tallet begyndte der at ske store forandringer. Koleraepidemier havde hærget landet i flere omgange, og på baggrund af miasma-teorien kom der kloakker i byerne. Herved fjernede man, uden at vide det, i virkeligheden en af de største smittekilder i bysamfundene. Baggrunden var forkert, men resultatet var det rigtige. Rendestenene, der hidtil havde fungeret som mødding for dyrene, afløb for indholdet af natpotten og køkkenspildevand, men også som legeplads for byens børn, blev fjernet og dermed forsvandt én af byens store smittekilder.
Hygiejnens opdagelse
Skelsættende var opdagelsen af god hygiejnes indflydelse på sygdomme. Hidtil havde læger båret smitte fra patient til patient, men noget simpelt og i dag ganske naturligt – at vaske hænder – ændrede på det. Fødselslægers håndhygiejne havde således en stor indflydelse på antallet af infektioner blandt både de fødende og deres nyfødte børn. Nok var børnedødeligheden stadig høj omkring år 1900 sammenlignet med i dag, men der var allerede sket et stort fald. Middellevetiden viser dette fald ganske tydeligt: 1840 – 42 år, 1900 – 54 år og 2000 – 77 år.
Dødelighedens indflydelse på antallet af børnefødsler
Omkring år 1900 fødte hver dansk kvinde i gennemsnit lige over 4 børn. Til sammenligning var tallet i 2009 lige under 2. Denne store forskel har mange grunde, og én af dem er netop dødeligheden blandt børn. Til trods for de forbedrede forhold for børn i 1900-tallet, hvor færre børn døde, var familiernes mentalitet endnu ikke fulgt med. Det tog tid at erkende, at langt flere børn overlevede barndommen, og kvinderne derfor ikke behøvede at gennemgå så mange graviditeter for at se deres børn blive voksne.
Ældrepleje
Det var vigtigt for ens egen situation, at have børn der overlevede barndommen og blev voksne med egen indtægt og familie. Det var simpelthen en nødvendighed i en tid, hvor der ikke fandtes plejehjem og understøttelse med gode vilkår.
I 1891 kom det første tiltag hen imod, hvad vi i dag kender som folkepensionen. Hidtil havde den eneste form for understøttelse af ældre været i form af fattigunderstøttelse. Fattigunderstøttelse var forbundet med at blive set ned på og at blive frataget rettigheder. F. eks. kunne en fattighjælpsmodtager ikke stemme. Den nye lov betød, at alle over 60 år, der ikke selv var skyld i deres situation, og som ikke havde modtaget understøttelse de foregående 10 år, kunne modtage fattigunderstøttelse, uden at de mistede rettigheder.
Danmark var måske nok med denne lovgivning et foregangsland, men at ældre kunne modtage understøttelse betød ikke, at de kunne klare sig selv. Var pleje nødvendigt, var eneste mulighed omkring år 1900, at der var nær familie, der kunne tage sig af dem. Efterhånden som alderdomsforsorgen blev udvidet op igennem 1900-tallet, forsvandt behovet for, at voksne børn tog sig af de svage og gamle.
Børneloven 1905
Socialdemokraten Peter Sabroe (1867-1913) var vokset op under fattige kår i Aarhus. Både som politiker og som journalist forsøgte Sabroe at sætte fokus på børns vilkår. Han afslørede f.eks., hvordan børnehjemsbørn blev dårligt behandlet. Foto i “Borgere i byens råd – Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd” af Ole Degn og Vagn Dybdahl, Universitetsforlaget i Århus, 1968.
I 1905 vedtog folketinget “Lov om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge Personer”. Som navnet antyder, havde loven et dobbelt formål: Det ene var at beskytte samfundet mod forbryderspirer uden ligefrem at sende dem i fængsel sammen med mordere og voldtægtsforbrydere. Det andet var at tage hånd om børn, som ikke fik en ordentlig opvækst – hvad enten det var hos deres forældre, hos plejeforældre eller på børnehjem.
Værgerådenes tilsyn med udsatte børn
Med børneloven blev også oprettet kommunale værgeråd og et Overværgeråd. Det var deres opgave at gribe ind, når børn blev forsømt, misrøgtet eller mishandlet eller var i fare for at blive kriminelle. Ofte var det politiet der anmeldte familier til værgerådet, men det kunne også være en læge eller skolelærer, der bad rådet om at undersøge en familie nærmere.
Værgerådet havde mulighed for at give advarsler – eller på visse betingelser fjerne barnet fra hjemmet. I sådanne tilfælde skulle overværgerådet godkende fjernelsen.
De fjernede børn
Når børnene – med eller uden tvang – blev fjernet fra hjemmet, blev de enten anbragt hos en plejefamilie, på en opdragelsesanstalt eller på et børnehjem, alt efter omstændighederne. Forældremyndigheden blev frataget forældrene, og børnene var nu under overværgerådets myndighed.
Når børnene var blevet fjernet
Plejefamilierne kunne være helt almindelige familier, der havde et ønske om at tage vare på et barn, men som oftest var det nok familier, der enten havde brug for de penge, man fik i plejeløn eller for børnenes arbejdskraft – eller begge dele.
Opdragelsesanstalterne var en mulighed for samfundet for at få uopdragne og ulydige drenge og piger tilbage på den rette vej. Når man fjernede dem fra deres vante omgivelser, mente man, at man kunne genopdrage dem væk fra den vej, de havde slået sig ind på – ofte den kriminelle. Livet på en opdragelsesanstalt indebar hårdt arbejde, en hård tone samt en hård opdragelse der fulgte tidens standard – med tæsk, spanskrør og isolering i små rum eller celler. Mange opfattede derfor opdragelsesanstalterne som ungdomsfængsler.
Børnehjemmene var oprettet af private mennesker, og var rettet mod børn, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem. Børnehjemmene skulle helst være små med 15-30 børn, og have en forstanderinde eller et forstanderpar, der dannede et rigtigt hjem for børnene og gjorde dem til en familie. I realiteten var det ofte ikke sådan.
Tilsyn med børnehjem
Efter loven i 1905 kunne børnehjem søge om statsanerkendelse. Det betød, at de fik tilskud men også blev underlagt tilsyn af en overinspektør. For politikeren og børnevennen Peter Sabroe var vedtagelsen af ‘Børneloven’ efter sigende den lykkeligste dag i hans liv. Peter Sabroe havde utrætteligt afsløret skandaler på børnehjem, hvor børnene blev sultet eller banket – eller begge dele. Børneloven satte dog ikke en stopper for skandalerne.
Et værgerådsmedlem fortæller
I 1915 fortalte et værgerådsmedlem til bladet “Kvinden og Samfundet”, at hun havde været medlem af det lokale værgeråd siden 1905. Og videre bl.a. om to typer plejefamilier:
“Enkelte af Plejehjemmene er barnløse og har modtaget et lilleVærgeraadsbarn, som saa har faaet fuld Barneret; men de fleste er Smaakaarshjem, som af Mangel paa Arbejdskraft søger at faa et Plejebarn af en ældre Alder, for derved at skaffe sig billig Hjælp. Børn, der anbringes i saadanne Hjem, faar ikke der nogen Far og Mor; men naar de, der sætter Børnene ind i Verden, ikke selv vil være Far og Mor for dem, kan man heller ikke forlange, at den offentlige Forsorg skal skaffe dem Forældrekærlighed. Børnene faar i disse Hjem lært at arbejde, de faar Føde og Klæder og Hvile som Smaafolksbørn, de er i et Hjem og lærer et Familieliv at kende, og som Regel viser de sig ogsaa i Skolen kvikke og veltilfredse. Ganske vist kan Arbejdet undertiden være svært nok, og der kan ogsaa være en Del tilbage at ønske i Retning af Kærlighed og Omhu for dem, men alligevel – naar man tænker paa de Forhold, disse Børn kommer fra, maa det sikkert betragtes som et stort Gode for dem at komme ind i saadanne Hjem, og være med i det trofaste, ihærdige, retskafne Arbejde for det daglige Brød.”
Børns rettigheder
Den polsk-jødiske læge og børnehjemsleder, Janusz Korczak, var meget forud sin tid, da han i de første årtier af 1900-tallet gjorde sig tanker om børns opdragelse. Korczak blev af nazisterne deporteret til udryddelseslejren Treblinka i 1942, hvor han blev slået ihjel. Foto i Wikimedia Commons.
At børn ikke blot skal beskyttes, men ligefrem har selvstændige rettigheder, er en forholdsvis moderne opfattelse. Først i 1960 fik Danmark en lov, som udtrykkeligt udtalte sig om “børns retsstilling”. Loven omhandlede dog ikke andre forhold, end hvad der tidligere var lovgivet om ud fra praktiske hensyn.
Praktiske hensyn og beskyttelse er med andre ord bestemmende for den lovgivning, som danner rammen for børns opvækst helt op til vor tid – og er det måske stadig.
1960: “Børns retsstilling”
Loven om børns retsstilling fra 1960 omhandlede rettighederne for børn, der var født uden for ægteskab. Endnu i 1960 var det ikke en ret for barnet at få oplyst navnet på sin far. Faderens identitet skulle myndighederne først og fremmest bruge for at kunne indkræve faderskabsbidrag, men moderen kunne få lov at blive fritaget for at oplyse myndighederne om navnet. Altså var det fortrinsvis en praktisk-økonomisk begrundet lovgivning.
For barnets opvækst kunne den økonomiske begrundelse være vigtig nok. Det kunne måske give lidt mere pålæg på brødet eller en lidt større chance for at få en cykel, der ikke stod i alt for stor kontrast til de andre børns.
1888-1908: Faderskabsbidrag til flere
At faderen skulle betale et bidrag til et barn, der var født uden for ægteskab, var som nævnt ikke noget nyt. Det havde fædre skullet siden 1763. Fra 1888 skulle bidraget betales, indtil barnet fyldte 18 år (og ikke som indtil da kun 14 år). Ved konfirmationsalderen kom mange børn “ud at tjene”, dvs. fik et arbejde på f.eks. en gård. Derfor blev bidragets størrelse ofte reguleret i 14 års alderen.
Kun børn, der var født uden for ægteskab – de uægte børn – modtog bidrag. Var barnet født i ægteskab, men moderen skilt eller separeret, slap faderen for at betale bidrag til barnet. Først i 1908 blev også skilsmissebørn omfattet.
I 1913 kom en enkebørnslov. Den sikrede, at forældre, hvis enten mand eller kone var død og som ikke selv tjente meget, også fik et økonomisk bidrag til deres børns opvækst.
Beskyttelse af børn
To af de steder i lovgivningen, hvor beskyttelse af børn var omtalt, var i straffeloven og i loven om børns arbejde på fabrikker.
Beskyttelse mod mishandling
Straffeloven fra 1866 forbød forældre at mishandle deres børn. Det var ikke det samme som, at de ikke måtte slå deres børn. Det måtte både de og lærerne nemlig gerne. Se videre i temaet om revselsesretten.
Beskyttelse mod farligt og langvarigt arbejde
Loven om børns arbejde på fabrikker fra 1873 forbød, at børn under 10 år arbejdede på fabrikker, og de 10-14-årige måtte højst arbejde 6 timer i døgnet. Loven blev strammet både i 1901 og i 1913. Fra 1901 skulle barnet være mindst 12 år gammelt, før det kunne få ansættelse på en fabrik. Fra 1913 skulle børn være udskrevet af skolen, før de måtte arbejde på fabrik (altså typisk i 14-årsalderen). Børn under 16 år måtte ikke arbejde ved farlige maskiner.
Beskyttelse mod arbejde ved landbrugsmaskiner
Det var også først i 1913, at børns arbejde på landet blev reguleret en smule: Børn under 10 år måtte ikke anvendes ved landbrugsmaskiner (f.eks. dampdrevne tærskeværker). Hvis de var mellem 10 og 12 år skulle deres arbejde ved maskiner ske under opsyn af voksne. Denne meget begrænsede beskyttelse af børn i omfanget og typen af arbejde på landet var stort set gældende frem til 1960.
Børn har ret!
I 1989 tilsluttede Danmark sig, som stort alle andre lande, FN’s Konvention om Barnets Rettigheder. I fire hovedafsnit behandler konventionen børns:
- grundlæggende rettigheder, herunder mad, bolig og sundhed
- rettigheder til udvikling, herunder skolegang, uddannelse, leg, fritid og information
- rettigheder til beskyttelse mod krig, vold, narkotika og seksuel udnyttelse
- rettigheder til medbestemmelse, herunder ytringsfrihed, indflydelse, selvstændig deltagelse, medbestemmelse og selvbestemmelse
Beskyttelse og basale livsfornødenheder er stadig i højsædet, naturligvis. Men som noget nyt bliver børn betragtet som noget ud over det at have krav på beskyttelse og livsfornødenheder. De er noget i sig selv. Deres mening tæller også.
Janus Korczaks ideer fra begyndelsen af 1900-tallet
Men så ny er tanken heller ikke. En del af tankegodset bag børnekonventionen er fra 1900-tallets første årtier. Tankerne stammer fra en polsk-jødisk børnelæge og børnehjemsleder, Janusz Korczak, og han var i høj grad inspireret af Ellen Key (se indledningen til Børns vilkår under forandring).
Hovedelementerne i Korczaks idéer om opdragelse var:
- afvisningen af vold – både fysisk og mundtlig – begået af personer i kraft af deres højere alder eller funktion
- overbevisningen om, at børn er mennesker på samme måde som voksne
- princippet om, at der skal tages hensyn til barnets individualitet i opdragelsesprocessen
- troen på, at barnet selv kender sine egne behov, ønsker og følelser bedst og derfor bør have ret til at blive inddraget og hørt af de voksne
- barnets ret til respekt, uvidenhed og fejltagelser, privatliv, egne holdninger og ejendom
- opfattelsen af barnets udviklingsproces som hårdt arbejde
Børns økonomiske betydning
Bødkersvend og arbejdsdrenge, der fremstiller i gården ved en virksomhed i Herning, 1915. Foto i Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning.
Frem til begyndelsen af 1900-tallet anså ikke mindst fattige familier det for afgørende at få børn. Bevæggrundene var anderledes end i dag. Den tids børn blev mødt af en helt anden virkelighed og andre krav end nutidens børn. Der skulle arbejdes for føden.
Børn i byerne
Børn blev anset for at være en værdifuld ressource, når det gjaldt en families økonomi omkring år 1900. En undersøgelse fra slutningen af 1800-tallet viser, at ca. 40 % drenge over 9-10 år i byerne havde et reelt arbejde ved siden af deres skolegang.
Børnene havde job som bybude, bryggeriarbejdere og sågar decideret fabriksarbejde. De udførte de samme opgaver som voksne i den spirende industri.
I slutningen af 1800-tallet begyndte der fra lovgivernes side at komme restriktioner på børnearbejde, men først i 1913 blev det endelig forbudt for børn at arbejde i industrien – dette betød blot, at børnene i byerne fik andre job, ikke at de holdt op med at arbejde.
Børn på landet
Børn født på landet gik mindre i skole og arbejdede fra en tidligere alder, end børn i byerne. Undersøgelsen fra slutningen af 1800-tallet viste, at ca. 50 % af drengene over 9-10 år på landet havde et arbejde.
Til forskel fra børn i byerne blev børnene på landet ikke blot sat i arbejde, de blev ligefrem sendt hjemmefra. At komme ud at tjene på en gård i nærområdet i en ganske ung alder var almindeligt for både drenge og piger. De skulle skaffe en indtægt til familien, og på samme tid var der en mund mindre at mætte i hjemmet.
Ikke alle familiens børn blev sendt til andre for at tjene, et par stykker blev ofte holdt hjemme, hvor de så hjalp til på familiens egen gård.
For både land og by gjaldt det, at såfremt alle i hjemmet skulle brødfødes, måtte alle også hjælpe til med at tjene penge.
Revselsesretten
Blandt den socialdemokratiske politiker Peter Sabroes (1867-1913) mærkesager var børns velfærd. En dag tog han en dreng med i Folketinget og fremviste ham for partiernes ordførere. Drengen var blevet pryglet i skolen. Sabroes kritik førte bl.a. til, at nogle af de værste lærere blev fyret. Tegning af Sven Brasch i Blæksprutten, 1912.
Revselsesretten var en ret for forældre, lærere og arbejdsgivere til at straffe deres “underordnede” med fysisk vold. Retten til at revse eksisterede siden 1683, hvor den blev nedskrevet i Danske Lov. Kun lidt efter lidt og først langt senere blev revselsesretten ophævet. Dens lange levetid hang sammen med den mindst lige så sejlivede opfattelse af , at fysisk afstraffelse havde en opdragende funktion.
Tjenestefolk og lærlinge
I dag virker det mærkeligt, at man havde en lov, der udtrykkeligt sagde, at det var i orden at slå andre: Håndværksmesteren kunne slå sin lærling, fruen i huset sin tjenestepige og gårdmanden sin landbrugsmedhjælper. Helt frem til 1921 var det i orden at slå tjenestepigen eller gårdskarlen. Først i 1937 kunne en mester ikke længere med loven i ryggen slå sin lærling.
Skoleelever
Lærere havde ret til at straffe elever fysisk, hvis de ikke kunne deres lektier, hvis de faldt i søvn i timen (mange børn arbejdede ved siden af skolen), eller hvis de på andre måder opførte sig “uartigt”. Lærernes ret til at slå skoleelever eksisterede frem til 1967. Dog var de københavnske børn lidt heldigere stillet. Her blev lærernes ret til at afstraffe eleverne fysisk afskaffet i 1951.
Børn og deres forældre
Næsten helt frem til årtusindeskiftet har det været lovligt for forældre at slå deres børn. Først i 1997 blev det strafbart for en forælder at slå sine børn. Loven blev vedtaget med én stemmes flertal i Folketinget. Mange partier var imod loven, bl.a. fordi de mente, at staten ikke skulle blande sig i forældres opdragelse af deres børn. I nyere tid er der til gengæld bred politisk enighed om, at forbuddet mod at slå sine børn er vigtig.
Mishandling var ikke tilladt
Der var en grænse for volden. I borgerlig straffelov fra 1866 hed det i § 202:
“Den, som mishandler sin Ægtefælle, med hvem han lever i Samliv, bliver, om Mishandlingen end ikke efterlader Saar eller anden Skade, at straffe med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Forbedringshusarbeide i indtil 2 Aar.
På samme Maade straffes den, der mishandler sine egne eller Andres til hans Omsorg betroede Børn.”
Spørgsmålet er: Hvor gik grænsen mellem (lovlig) revselse og (ulovlig) mishandling? I lovgivningen var der ikke nogen klar anvisning på, hvornår det at slå (med et opdragende formål) blev til mishandling. Det måtte tilsyneladende være op til dommerens vurdering i hver enkelt sag. Det var ikke afgørende, om volden efterlod sår eller anden skade.
Skolegang
Elever og lærer i Kasted Skole ved Aarhus omkring 1912. Cirka sådan har mange skolelokaler set ud – skolepulte til eleverne og undervisningsplakater på væggene. Foto i Aarhus Kommune Biblioteker. Lokalhistorisk Samling
Almenskolen/ Folkeskolen
Grundlaget for skolegangen omkring 1900 byggede på formålsparagraffer (bestemmelser der klarlægger lovens formål), som var blevet skrevet helt tilbage i 1814. I anordningen (loven) af 29. juli 1814 hedder det om almenskolen, det vi i dag kalder folkeskolen:
Der var dens opgave, at “danne sine Elever til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-kristelige Religion samt at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der er dem nødvendige for at kunne vorde nyttige Borgere i Staten”.
Man kom i skole, når man var 7 år, og der var undervisningspligt frem til det skolehalvår, hvor barnet fyldte 14 år.
Der var stor forskel i almenskolerne på landet og i byerne, hvilket bl.a. afspejlede sig i at der var mindre undervisning på landet end i byerne. Men vigtigst var, at børn på landet skulle ind til en by for at få en længere skoleuddannelse end de 7 år.
Mellemskolen
Mellemskolen blev indført i byerne med skoleloven af 1903 som et forsøg på at bygge bro mellem folkeskole og gymnasium. Skolen var kun et tilbud i byerne. Ønskede man som landboer at sende sit barn i mellemskole, måtte de tage turen ind til byen.
Børnene kom i mellemskolen, når de blev 12-13 år og de var færdige efter 4 år. Mellemskolen kunne dog udvides med et ekstra år og herefter afsluttes med en realeksamen.
Gymnasiet
Gymnasiet var en overbygning på mellemskolens realeksamen, men absolut kun for de få og sigtede mod at danne grundlaget for videregående studier på universitetet o.lign. Undervisningen var delt i tre delvis forskellige linjer nemlig den klassisk-sproglige, den nysproglige og den matematisk-naturvidenskabelige linje.
Fagene
I almenskolerne kunne der også undervises i naturvidenskab, sundhedslære, sløjd og husgerning (for pigerne). Nogle byskoler tilbød matematik og sprog. Det var ofte de skoler der stræbte efter, at deres elever skulle have en højere uddannelse.
I mellemskolerne kunne eleverne – foruden de obligatoriske fag – til vælge latin og fransk.
Gymnasiet var som tidligere nævnt inddelt i 3 forskellige linjer. Den ny-sproglige, den klassisk-sporglige og den matematisk-naturvidenskabelige. Alle elever havde de obligatoriske fag uanset hvilken linje de tilhørte. Alt efter hvilken linje der blev valgt, kunne der være forskel i sværhedsgraden i pensum for nogle fag. Hørte man til en af de sproglige linjer skulle man også have latin, og var man klassisk-sproglig var græsk en del af skolegangen.
De forskellige skoler
Såvel mellemskolen som gymnasiet kunne omfatte både drengeskoler, pigeskoler og fælleskoler for drenge og piger. Foruden det offentlige skolesystem var der en lang række af fri- og privatskoler. De var underlagt offentligt tilsyn og skulle leve op til de samme faglige krav som de offentlige skoler for at opnå tilskud og eksamensret.
Og hvad førte skolegangen så til?
Skoleloven af 1903 bidrog til, at en stadig stigende procentdel af de unge fik en højere skoleuddannelse, og skolesystemet dannede grundlaget for fagskoler såsom seminarier, landbrugs-, håndværks- og handelsskoler, tekniske skoler, sygeplejeskoler, bibliotekarskoler m.fl.
Fra gymnasiet kunne man læse videre på universitetet, polyteknisk læreanstalt (nu Danmarks tekniske universitet) og andre højere læreanstalter.
Når det er sagt, var det stadig således, at langt de fleste unge i de første årtier af 1900-tallet forlod skolen efter 7 års undervisning uden nogen eksamen. Forude ventede den umiddelbare fremtid som husmor, tjenestepige, landbrugsmedhjælper, arbejdsmand o.lign.
I 1918 blev 2017 unge danskere (nord for Kongeåen) studenter. Antallet af studenter 1918 udgjorde ca. 3 % af årgang 1900 (hvor 72.141 børn blev født). 76 % af studenterne var drenge, 24 % af studenterne var piger.
