Hans Egede statuen
Undersøg historie og monumenter kritisk
Hvordan husker vi historiske personer, og hvilke fortællinger bliver fremhævet i monumenter? Undervisningsforløbet Hans Egede – Contested Histories, Monumental Challenges (MONCHAL) giver eleverne mulighed for at dykke ned i historien om Hans Egede og de forskellige måder, hans liv og virke bliver fortolket og markeret i monumenter.
I forløbet arbejder eleverne med centrale spørgsmål som: Hvem skriver historien? Hvilke perspektiver bliver inkluderet, og hvilke overses? Hvordan kan monumenter både oplyse og udfordre vores forståelse af fortiden?
Gennem kildeanalyse, diskussioner og kreative opgaver får eleverne mulighed for at udvikle kritisk historisk tænkning og reflektere over, hvordan historien formidles i det offentlige rum. Forløbet sætter fokus på både historie, identitet og magt og giver eleverne en aktiv rolle som historiske undersøgere.
Målgruppe
Indholdet retter sig mod indskoling og/eller mellemtrinnet.
Varighed
Varigheden på dette undervisningsforløb er 2-3 undervisningslektioner.
Udover selve aktiviteterne indeholder undervisningsforløbene også baggrundsinformationer og kildemateriale.
Rettelser til forløbet
Vi gør opmærksom på, at materialet er udgivet som pilotversioner. Det vil sige, at du gerne må kommentere på indholdet.
Det kan enten gøres direkte til EuroClio via Euroclio-linket her eller på mail til historielab@ucl.dk, så sørger vi for at formidle dine kommentarer videre.
Andre forløb om monument(ale) udfordringer
29. september 2025• Monchal
Hans Egede statuen – omstridte eller ej?
29. september 2025• Monchal
I am Queen Mary – Helt, skurk eller offer?
Forfattere
Baggrundsinformation
På denne side finder du undervisningsmaterialer, der tager udgangspunkt i monument(ale) udfordringer eller ej. Materialet er udarbejdet af Heidi Eskelund Knudsen, ph.d. og faglig leder, og Jens Aage Poulsen, lektor emeritus, som en del af projektet Contested Histories – Monument(al) challenges Monchal.
EuroClio
EuroClio – European Association of History Educators, blev etableret i 1992 på opfordring fra Europarådet for at bygge bro mellem undervisere, lærere og andre fagfolk med historiefaglig baggrund fra alle dele af det dengang nyligt genforenede Europa. EuroClio startede som en paraplyorganisation, der samlede 17 stiftende historielærerforeninger fra 14 lande, og er siden vokset som NGO til at blive et vidtrækkende netværk med 83 fuldgyldige og associerede medlemsforeninger, der repræsenterer 47 lande.
EuroClio-projekter fokuserer på at skabe transnationale læremidler til undervisning og formidling, samt fremme samarbejdet mellem landene gennem ambitiøse partnerprojekter. Arbejdet har gennem årene bragt hundredvis af historikere, undervisere og historielærere sammen mhp. at dele erfaringer, udveksle og implementere innovative undervisningsideer og diskutere følsomme og kontroversielle emner.
Projektet Monument(al) Challenges, der gennemføres i samarbejde med projektet Contested Histories Initiative, har til formål at imødekomme nogle af de udfordringer, som europæiske lærere står over for i historieundervisningen. Specifikt sigter projektet mod at imødekomme lærernes behov for læremidler og kurser, der giver dem færdigheder i at diskutere følsomme og omstridte historiske emner, herunder fx kolonialisme og slaveri, med elever i undervisningen. Publicering af lektionsplaner med aktiviteter der retter sig mod omstridte historiske monumenter og statuer udgør en del af dette arbejde.