Dette tema handler om flugten fra Østpreussen under 2. Verdenskrig og hvordan det førte til, at så mange tyske flygtninge endte i Danmark. Kildebankstemaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
Flugten fra Østpreussen
Ved nytår 1945 var de fleste klar over, at 2. Verdenskrig snart ville slutte – og at Hitlers nazistiske Tyskland ville tabe. Alligevel hævdede Hitler, at Tyskland ville sejre.
På østfronten havde der været nogenlunde ro siden oktober 1944, hvor tyskerne have haft held til at fordrive de russiske tropper, der var trængt ind i Østpreussen.
Men den 12. januar 1945 indledte den sovjetiske Røde Hær en offensiv mod Østpreussen, Danzig-området og Pommern. Målet var med alle midler at erobre Tysklands hovedstad, Berlin.
Den tyske civilbefolkning var skrækslagen, da Den Røde Hær nærmede sig. Og de havde grund til at være bange.
I 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen med en uhørt brutalitet, der kostede millioner af russere livet. Nu fik russerne mulighed for at hævne sig, og soldaterne i Den Røde Hær fór særdeles hårdhændet frem. Mord, plyndringer, mishandlinger og voldtægt hørte til dagens orden. Tilfangetagne tyske soldater blev sendt til arbejdslejre i det nordlige Rusland og ved Uralbjergene, hvor de fleste omkom.
Mange tyskere i den østlige del af riget ønskede at flygte til en vestlige del af Tyskland for at bringe sig i sikkerhed for Den Røde Hær. Men det tillod de tyske myndigheder ikke. Først i begyndelsen af februar gav Hitler ordre til at evakuere befolkningen fra den østlige del af landet til mere sikre områder.
Men det var for sent.
Den Røde Hær væltede frem. Folk flygtede over hals og hoved. En uge efter den sovjetiske offensiv var begyndt, var en række byer i Østpreussen erobret eller belejret. De sovjetiske kampvogne nærmede sig Danzig. Det betød, at Østpreussen blev afskåret fra det øvrige Tyskland. Mange hundrede tusinde flygtninge var omringet.
Vejene fyldtes af endeløse rækker af frysende og sultne mennesker, der søgte mod Østersøen. Den eneste måde at komme væk var med skib. Ellers endte man i russisk fangenskab.
Skibe og både var overfyldt med desperate flygtninge. Men i Østersøen var de heller ikke sikre. Mange flygtningeskibe blev sænket af sovjetiske ubåde og britiske jagerfly. I hundredetusinde vis flygtede tyskere fra den østlige del af riget. De fleste kom til den vestlige del af Tyskland, men ca. 240.000 kom til Danmark.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Dræb!
Under overskriften ”Dræb” blev en af hans artikler udgivet den 24. juli 1942. I den skrev han:
”[…] Hvis du ikke hver dag dræber mindst én tysker, er dagen spildt. Hvis du tror, at din kammerat dræber tyskere for dig, har du ikke forstået faren. Hvis du ikke dræber tyskeren, dræber han dig. Han bortfører dine nærmeste og mishandler dem i hans forbandede Tyskland.
Hvis du ikke kan dræbe tyskere med kugler, så dræb dem med bajonetter. […] Hvis du lader en tysker leve, hænger han dine russiske landsmænd og skænder de russiske kvinder.
Når du har dræbt en tysker, så dræb endnu én – intet gør os mere lykkeligere end tyske lig. […]”
(Kilde: Eveline Passet: Der Feind im Bild im Spiegel – Die Detuschen und Ilja Ehrenburg. 1995)
Kilde 2: Nemmersdorf
I slutningen af oktober 1944 trængte den sovjetiske tropper ind i Østpreussen og erobrede flere byer tæt på grænsen, bl.a. Nemmersdorf. Efter en uges tid lykkedes det tyske soldater at trænge den sovjetiske hær tilbage. Mens Nemmersdorf var erobret af sovjetiske soldater var der åbenbart sket forfærdelige ting.
Kilde a)
I sin dagbog noterede den tyske soldat, Günther Koschorrek:
”En ældre mand var hængt op på en ladeport med en fork, der var hamret gennem hans hals. […] Det er ikke muligt for mig at beskrive alt det forfærdelige, vi så i Nemmersdorf”
I 1953 fortalte Karl Potrek, der som tysk soldat deltog i tilbageerobringen af Nemmersdorf:
”På gårdspladsen stod en vogn. Flere kvinder var nøgne korsfæstet til vognen med søm gennem deres hænder. […] I nærheden af en stor kro, ”Roter Krug”, var der en lade på hver af dens to porte var en nøgen kvinde med søm. […] I bygningerne fandt vi ligene af 72 kvinder, børn og en ældre mand. […] Nogle småbørn hvor hovedet var smadret.”
(Kilde: https://military.wikia.org/)
Kilde b) (på tysk)
I den tyske nyhedsfilm (Die Deutsche Wochenshau Nr. 739) fra den 2. november 1944 blev massakren i Nemmersdorf også fremstillet. Se 11:28 min. inde i filmen. https://archive.org/details/1944-11-02-Die-Deutsche-Wochenschau-739
Kilde c)
I 2003 udgav den tyske historiker Bernard Fisch bogen Nemmersdorf, October 1944. What actually happened in East Prussia. I den dokumenterer han, 23 af de myrdede var fra Nemmersdorf, 38 fra nærliggende landsbyer, og 10 kunne han ikke identificere. En del af fotografierne massakrens ofre er ændret. Billeder af kvinder, der var korsfæstet på ladeporte, er ikke fra Nemmersdorf.
(Kilde: Bernard Fisch: Nemmersdorf, October 1944. What actually happened in East Prussia. 2003)
Kilde 3: Russerne er her!
Manfred Gratz fortalte sin historie i 2015.
”Et skrig rystede den lille landsby i Østpreussen: ”Russerne er her!” Det var om morgenen den 20. januar 1945, at jeg så de russiske kampvogne nærme sig over markerne. Selv om jeg var 7 år forstod jeg, hvorfor så mange voksne var panisk bange. […]
Jeg smed den store køkkenkniv, som jeg ville kæmpe mod russerne med. Foran skolen ventede en af de sidste lastbiler fra værnemagten (tyske hær) på os. Chaufføren gav os to minutter. Uden for var det en hård østpreussisk vinter, meget sne og minus 20 grader. […]
Vi klatrede op på lastbilens lad, hvor der var flere kvinder og børn. Vi nåede kun at køre 500 m, da lavtflyvende fly angreb os. Vi sprang ud af bilen og ned i grøften. Flyene kredsede langsomt over os og skød med maskingeværer.
En 15-årig dreng havde søgt dækning bag et træ tæt ved mig. Rædselsslagen så jeg en salve fra et maskingevær ramme ham. Langsomt gled han ned i grøften ved mine fødder. Den hvide sne blev blodrød. Da forstod jeg, hvad krig betød.”
(kilde: Lebendiges Museum Online. https://www.dhm.de/lemo)
Kilde 4: Førerens befaling
”For straks at aflaste transportsystemet i Riget, beordrer jeg:
Statsborgere, som midlertidigt føres tilbage fra østlige del af Riget, ud over i Riget (den vestlige del) skal anbringes i Danmark såvel. Det gælder de statsborgere, som
1) flåden kan transportere ad søvejen uden at forringe den igangværende troppetransport og forsyningstransport
2) er landet i de vestlige havne i Østersøen, herunder Stettin og Swinemünde, og som skal transporteres herfra med jernbane.
Den rigsbefuldmægtigede*) organiserer i samarbejde med de lokale danske myndigheder en passende indkvartering for de evakuerede landsmænd. Værnemagten gør alt, hvad den kan for at hjælpe.”.
*) Werner Best var den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark (1942-1945).
(Kilde: https://www.bundesarchiv.de/)
Kilde 5: Fra Königsberg til Sassnitz
”[…] Vi gik på en grusvej i et snedækket landskab. Til højre var marker og derover i det fjerne skoven. Til venstre var et industriområde. Et fly kom ind fra højre foran os. En bombe faldt på en fabrik omkring to eller tre kilometer til venstre for os. Et par meter fra os ramte et fragment fra en bombe eller en sten sneen.
Vi krøb sammen, men det hele var slut. Vi gik videre. I det fjerne hørte vi ind imellem skud fra maskingeværer og ind imellem eksplosioner fra den fjerne skov. Vi følte os meget nedtrykte og bange, selvom larmen fra kampene var langt nok væk. […]
Vores første mål var et fiskerhus. Her plejede vores bedstemor at få kartofler. […] Huset var stråtækt næsten til jorden. […] Den næste morgen kom en nabo for at advare os. Der er russiske soldater i området. Vi skulle bestemt ikke forlade huset. Nyhederne om russerne i byen gjorde os naturligvis skrækslagne. Vi blev i huset og ventede. Så vidt jeg kan huske, varede det to-tre dage. En morgen fik nyheden om, at russerne var draget videre. […]
Samme dag blev det besluttet, at vi skulle rejse til Pillau. Vi måtte ikke spilde tiden. Man var bange for, at der ville komme flere russiske soldater. […] En ældre mand ville ledsage os til Pillau. […] Han transporterede os ad en small kanal i en lille båd. […] På den anden side var skov, hvor vi kunne skjule os. […] Vi nåede endelig en slags hytte, der var helt åben på tre sider. […]
Vi lagde os til hvile for natten. […] Vi havde vinterfrakker, hatte, handsker og lange uldstrømper. Det var den eneste beskyttelse mod den isende kulde. På det tidspunkt var nætterne i Østpreussen meget kolde, sandsynligvis under minus tyve grader, mere som tredive grader eller mere. Vi anede ikke, om vi ville overleve natten under disse forhold. Vi lå så tæt som muligt på gulvet for at varme hinanden op.
Før vi faldt i søvn, sagde vores ledsager pludselig, at der var russiske soldater i nærheden. Vi turde næsten ikke kigge. Men vi bemærkede nogle soldater i træerne i ukendte uniformer. De kunne tydeligvis kun være russere. […]
Russerne så os, men de bevægede sig meget roligt længere væk, til vi ikke længere kunne se dem. Vi var selvfølgelig meget lettet. Vi så dem heller ikke senere.
(Kilde: Lebendiges Museum Online. https://www.dhm.de/lemo)
Kilde 6: Flugten
View the mass migration of German refugees, as the Soviet army advances into East Prussia, January 12, 1945 (eng. 4:49 min.)
https://www.britannica.com/video/180243/Soviet-army-hundreds-Europe-Germans-thousands
Kilde 7: Skibet var fyldt
”Og der ventede vi på skibslejlighed. Og der kom et skib. Vi stillede os i kø. Da vi var næsten fremme, fik vi at vide, at vi ikke kunne komme med. Skibet var fyldt. Vi var så ulykkelige. En soldat kom til os som en frelser. Vi kunne komme med en minestryger.
Men situationen med afvisning var forfærdelig. For første gang græd jeg. Jeg havde mistet mit hjem. Jeg tænkte på min mand, som jeg ikke vidste hvor var, og om han stadig var i live.”
(Kilde: https://www.deutschlandfunk.de/)
Kilde 8: Sænkningen af Karlsruhe
Læreren Otto Fritsch, hans datter og to børnebørn var ombord. Otto Fritsch skrev senere, hvad der skete.
[…] Straks derefter kom en anden bølge af fjendtlige fly. Dette fik vores skib til at synke. En bombe
ramte nemlig maskinrummet […] En torpedo ramte skibets side, så det brækkede over og sank på 3-4 minutter. Det var forfærdeligt at høre de druknende og de såredes skrig.
Min datter med sine to børn og jeg stod på dækket af skibet. Da det brækkede over, faldt jeg ned i det iskolde tidevand. Da jeg kom op, fik jeg med den ene hånd fat i en bjælke, der flød i vandet. Det reddede mig fra at synke.
Efter kort tid kom jeg tæt på en firkantet kasse, som et reb var fastgjort rundt om. Det fik jeg fat i og holdt fast i, til jeg blev samlet op af en minestryger. 243 blev reddet. Jeg vidste ikke, om min datter og hendes to børn var blandt dem.
Først efter 4-5 timer fandt jeg i en kahyt på skibet mit barnebarn på 2½ år, der også var reddet. hytte
af skibet til mit 2 1/2 år gamle barnebarn, der også reddet. […]
Min datter og det andet barnebarn druknede […]. Antallet af dem, der blev reddet på mit skib var
72, mens det andet redningsskib havde samlet omkring 80. Så af de 1.000 mennesker, der var ombord på ”Karlsruhe” blev 150 reddet og 850 druknede.
Vores redningsskib transporterede os til Danmark. Her blev jeg og mit lille barnebarn til den 30. oktober 1947. ”
(Kilde: Christof Beitz m.fl.: Flüchtlinge. Pädagogische Handreichung mit Arbitsblättern. 2013)