Tema 1: Oprettelsen af kolonierne

Dette tema handler om hvordan – og hvorfor – slavekolonierne blev oprettet. Hvem havde ansvaret og hvorfor blev det lige netop Vestindien?
Kildebankstemaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.

I temaet kan du finde kilder til, hvordan og hvorfor Danmark skaffede sig kolonier i Vestindien. Her er kilder der kan give dig oplysninger om, hvilke øer Danmark gjorde til kolonier i Vestindien og hvor de ligger henne. Du kan også finde oplysninger om, hvem de første mennesker, der arbejdede på øerne, var.

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Kongelig tilladelse til at lave en koloni

I 1671 blev Vestindisk Kompagni oprettet af kong Christian den femte. Kongemagten ønskede at få del i den indbringende handel mellem de caribiske øer og Europa. Derfor gav kongen sin tilladelse til at oprettelsen af Vestindisk Kompagni.

Kompagniet skulle oprette kolonier og drive handel på kongens vegne i Vestindien. Kompagniet fik derfor lov til og særligt gode vilkår til at sejle til Vestindien og oprette en koloni på øen Sankt Thomas. I det nedenstående ses nogle af afsnittene i det kongelige privilegiebrev, tilladelsesbrev, til kompagniet.

a) “Vi Christian den femte konge af Guds nåde (…) gør vitterligt, at (…) [oprette] et Vestindisk Kompagni her i vores kongelige residensby København (…) med efterfølgende privilegier, som i denne kongelige oktrøj [privilegiebrev] (…) som på ingen måder kan overtrædes for førnævnte Kompagni og dets medlemmer og deres arvinger, skal have, bruge, nyde og beholde, på den måde at både øen Skt. Thomas i de caribiske lande og på andre øer eller på fastlandet Amerika… at oprette kolonier på enten ubeboede lande eller besætte og bebygge beboede steder.(…)
§ 1. Vi har allernådigst tilladt Kompagniet og de som repræsenterer dette at oprette regeringer i vores navn i Vestindien (…).
§ 4. Eftersom at Kompagniet ikke kan have så mange skibe at sejle i her i begyndelsen, da vil vi allernådigst låne dem et af vores[kongemagtens] skibe i de første 3 år, som allernådigst er lastet med alle nødvendigheder, uden at Kompagniet selv skal betale noget [dog på den betingelse, at kompagniet skulle give kongemagten halvdelen af alt det træ og salt og betale fragt på andre varer som blev indført i landet] (…).
§ 9.
Vi har også allernådigst bevilget, at alt det, som de behøver til deres skibsmandskab og varer til rejsen, skal være fri for told [skat, som lægges på varer der indføres i landet] (…).”

Kilden er er en bearbejdet udgave af et uddrag af en bearbejdet udgave af Octroye for det Vestindiske Kompagnie.
Kilden er lånt fra: http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm

Den lette udgave:

“Vi Christian den femte konge af Guds nåde (…) gør vitterligt, at (…) [oprette] et Vestindisk Kompagni her i vores kongelige residensby København (…) med efterfølgende privilegier, som i denne kongelige oktrøj [privilegiebrev] (…) på den måde at både øen Skt. Thomas i de caribiske lande og på andre øer eller på fastlandet Amerika… at oprette kolonier (…).
§ 4. Eftersom at kompagniet ikke kan have så mange skibe at sejle i her i begyndelsen, da vil vi allernådigst låne dem et af vores[kongens] skibe i de første 3 år, som allernådigst er lastet med alle nødvendigheder, uden at kompagniet selv skal betale noget [dog på den betingelse, at kompagniet skulle give kongemagten halvdelen af alt det træ og salt og betale fragt på andre varer som blev indført i landet] (…).
§ 9.Vi har også allernådigst bevilget, at alt det, som de behøver til deres skibsmandskab og varer til rejsen, skal være fri for told [skat, som lægges på varer der indføres i landet] (…).”

Kilde 2: Trekantshandel

Her ses et kort, der viser trekantshandelen. Trekantshandelen var det man kaldte den rute, som de danske skibe, der sejlede mellem København, Afrika og de Vestindiske øer, tog.

Ruten danner en trekant mellem Danmark-Afrika-Vestindien-Danmark. Fra Danmark havde skibene varer, fx våben, som handelsfolkene kunne sælge i Afrika. Fra Afrika sejlede skibene med slaver til Vestindien. Herfra sejlede skibene sukker, rom, bomuld og andre varer med hjem til Danmark.

Kortet er fra Encyclopedia Britanica 2012.
Ruten er tegnet ind af HistorieLab.

Kilde 3: Kort over øerne

Her er et kort over De Vestindiske Øer. På kortet ses de 3 danske øer i Carabien, og hvordan de var placeret i forhold til hinanden.

Kort fra wikipedia.

Link: https://en.wikipedia.org/wiki/Danish_West_Indies#/media/File:Dansk_Vestindia.png

Kilde 4: Mangel på arbejdskraft på øerne

Handelskompagniet Vestindisk Kompagni, som blev grundlagt i 1671, fik privilegier, dvs. lov til og særligt gode vilkår til at sejle til Vestindien for at oprette kolonier. Men i starten manglede man folk, der kunne arbejde på øerne.

I den kongelige oktrøj [privilegiebrev] fra 1671 ses det, at man i Danmark var opmærksom på, at de nye kolonier kunne komme til at manglede arbejdskraft. Derfor åbnede man op for, at mænd og kvinder, som sad i fængsel i Danmark, kunne blive fri efter nogle år, hvis de rejste til Vestindien og arbejdede for kompagniet og aldrig rejste hjem til Danmark igen.

Fangerne der valgte at rejse til Vestindien arbejdede som slaver.

Nedenfor ses privilegiebrevets paragraf 14

Kildetekst:

“§ 14
Og eftersom Kompagniet mangler folk for at bygge og forsvare de pladser og logier, som de behøver for deres sikkerheds skyld, og der er behov for folk til at befolke kolonierne og dyrke landet, da har Vi [kongen] allernådigst tilladt hvert kompagni (…) [at hverve] mænd, som kan være gode og stærke og dygtige folk, af dem, som er gift og kan et håndværk, og (…) saa mange af de som i Vores Jern [folk som var fængslede]) (…) og af kvinder så mange, som der behøves af dem, der er i fængsel.”

Kilden er er en bearbejdet udgave af et uddrag af en bearbejdet udgave af Octroye for det Vestindiske Kompagni, 1671. Kilden er lånt fra:
http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm

Kilde 5: Arbejdskontrakt for arbejdere på øen

Her ses en arbejdskontrakt, kaldet servingekontrakt, fra 1682. Kontrakten er underskrevet af Jørgen Iversen, som var guvernør på øen Skt. Thomas. Den er også underskrevet af kontraktarbejderen Mads Jensen, der skulle arbejde på øen.

Servinger var kontraktarbejdere, som blev sendt til de vestindiske øer for at arbejde. Dengang kunne man risikere fængsel og tvangsarbejde, hvis man var fattig i Danmark. Nogle valgte at skrive kontrakt med Dansk Vestindisk Kompagni for at undgå fattigdom i Danmark.

I Vestindien skulle man arbejde i for eksempel tre eller fire år for Kompagniet. Herefter var arbejderne frie og fik en portion tobak og en lille jordlod, som de kunne dyrke. I teksten nedenfor kan man se, hvad der stod i en servingekontrakt.

“I den hellige treenigheds navn har vi underskrevet således som følger for accorderic [kontrakt, aftale], nemlig, at jeg Mads Jensen bekender, at jeg med fri vilje har givet mig ud i det octroyerede[af kongen privilegerede] Vestindiske Kompagnis tjeneste til at tjene dette i tre år, i de Caribiske øer, på øen Skt. Thomas eller i de lande hvor kompagniet behøver min tjeneste, hvilken tid skal begynde og så snart at Gud vil at skibet ligger for anker i landet, og ud i førnævnte tre år lover og forpligter jeg mig til at tjene kompagniet ærligt, troligt og godt, til at søge deres gavn og bedst, så vidt som det er muligt, jeg lover og med al troskab og flid godvilligt at gøre alt det som kompagniets fuldmægtige i landet befaler mig at gøre på kompagniets vegne, som det hører sig til for en flittig tjener.

For hans tro og flittige tjeneste lover jeg [guvernøren] ham (…) på kompagniets vegne for hans tre års tjeneste en løn på fire hundrede pund god tobak eller dets værdi i de lande som han skal betales efter førnævnte tids forløb i landet [tre år], og så længe som hans tjeneste varer lover jeg at kompagniet skal holde ham med mad, drikke, klæder og andet som han har bug for i de lande og når han i sin tid har tjent troligt og godt, da skal han ligesom andre frie personer gives en plantage at beplante på landet til egen arv og ejendom, hvis han har lyst til at blive. Vi har i sandhed underskrevet to ens kontrakter med ens indhold, hvoraf hver beholder sin [kopi].

København, 20. september, Året 1682.
Mads Jensen
Jørgen Ifersen xxxxx egen Hånd.”

Kilden er en bearbejdet udgave af teksten fra en servingekontrakt.
Kilden findes i Rigsarkivets samling.
Billedet er lånt fra Gribskov Gymnasium.

Kilde 6: Produkter fra øerne

Her fortæller handelsmanden, Ludewig Ferdinand Rømer om, hvad det var, europæerne hentede hjem til Europa fra Vestindien – varer, som man ikke kunne dyrke i Europa i 1600-1700-tallet.

Ludewig Rømer var handelsmand på Guineas kyst i Vestafrika omkring 1750.

a) “Efter at America blev opdaget, søgte alle nationer [europæiske lande] at indtage en del land i dette klima, (…) derhen transportere folk [især slaver], og ved deres arbejde bekomme [producere] produkter, som de behøvede i Europa (…).

(…) De [europæiske lande] fik da i Vestindien sukker, indigo, kaffe, bomuld, etc. i abondance [overflod] (…).”

Ordforklaring: Indigo er en farve, udvundet fra en plante, som man brugte til at farve stoffer med.

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Billede af forsiden af den originale bog. Billedet er lånt fra Rigsarkivet.

Kilden er et bearbejdet uddrag af: Rømer, Ludewig Ferdinand, ”Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea, Af hvilke Nationer den drives, og paa hvilken Maade den er indretted af enhver Nation især, tilligemed Uforgribelige Betænkninger, Hvorledes vor Negotie derhen og til Vestindien, bedre kunde indrettes”, Kiøbenhavn, 1756.

Kilde 7: Kort over Skt. Croix

Kort over øen Skt. Coix, 1754, som var den sidste ø, som Danmark købt i Vestindien.

På kortet ses det, hvordan øen, som er på størrelse med Møn, blev inddelt i plantagegrunde. Grundene på Skt. Croix blev sat til salg, i modsætning til de to andre øer, Skt. Thomas og Skt. Jan, hvor grundene blev givet væk.

Landmåler Jens Mikkelsen Becks kort over Skt. Croix fra 1754, ”Tilforladeligt Kort over Eyelandet St. Croix udi Amerika”.
Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Vestindien#/media/File:St_Croix_map.jpg

Kilde 8: Handelshavn på Skt. Croix

Akvarelbillede af havnepladsen i Christianssted på Skt. Croix, ca. 1790. Byen Christianssted blev bygget op omkring fortet Christiansværn (øverst til højre i billedet) og havnen, hvor Vestindisk-Guinesisk kompagni gjorde forretninger.

Den brune bygning i baggrunden er kompagniets pakhus, hvor der blev holdt slaveauktioner over de sorte, der kom med slaveskibene fra Afrika. Billedet er fra slutningen af 1700-tallet.

Akvarel af H.G. Beenfeldt, fra ca. 1788-1794.

Billede udlånt fra M/S Museet for Søfart.

Kilde 9: Hvid slave

Maleri fra 1807. Fanger, der var indsat i danske tugthuse, datidige fængsler, arbejdede i lænker og blev kaldt slaver.

På billedet fra 1807 ses fangen, “slave” og slavefogeden, der med stokken viser, hvor slaven skal feje. Til venstre står en københavnsk politibetjent og til højre to vægtere.

Maleri fra 1807. Københavns Bymuseum, “Væggen”.

Kilde 10: Stop for hvide slaver på øen

Selvom det var blevet muligt at sende danske straffefanger som hvide slaverarbejdere til de vestindiske øer i 1671, blev det aldrig nogen stor succes.

Vestindisk-Guineisk Kompagni lavede i 1746 en liste med argumenter for, hvorfor man ikke kunne bruge straffefangerne i kolonierne.

a) ” 1. De er ganske ubrugelige [til] at arbejde som slaver i plantagerne; eftersom ingen blanck [hvid] kan klare at arbejde i den hede, som de sorte kan, de kan heller ikke betros dette som fanger, og de er tilmed alt for kostbare at underholde [holde med tøj og mad], da en neger så godt som kan underholde sig selv.

2. Den blanke kan ej heller behandles som en sort slave i de lande; for man må altid sørge for, at de sorte frygter de kristne og blanke, hvilken frygt vil forvinde, når de så, at de blanke, som skulle være kristne blev behandlet på samme måde som de sorte.

4. Ingen af beboerne [på øerne] enten ville eller kunne antage dem i deres tjeneste for deres sikkerheds skyld, da de ikke kunne bruge dem som ærlige folk og langt mindre betro dem et gevær eller opsyn med deres plantager og slaver.
5. Langt mindre kunne kompagniet antage dem som soldater og betro dem gevær og vagt på forterne, da ingen af de andre soldater ville gøre tjeneste sammen med dem.

6. At lade dem gå som frie folk på landet vil være endnu skadeligere; for da kunne de bedst finde lejlighed til at lave sammenrottelser og revolter [oprør] (…).”

Kilden er en bearbejdet udgave af en transskriberingen af listen, udfærdiget af Vestindisk Kompagnis direktion. Originalkilden findes på Rigsarkivet.

Kilden er lånt fra bogen ”Danske handelskompagnier 1616-1848 – Oktrojer og interne Ledelsesregler. København 1986, af Ole Feldbæk (red.), s. 372 f.

Kilde 11: Fra hvid til sort slaveri

Ludewig Ferdinand Rømer, som var handelsmand på Guineas kyst i Vestafrika o. 1750, fortæller her om den danske handel med afrikanske slaver.

a) ”…. Europæerne tænkte i begyndelsen, at de folk, de sendte til Vestindien, skulle være der, ligesom bønder her, for at dyrke jorden. Men de fandt, at europæerne ved forandring af klima, også havde forandret deres natur, og at de ved hårdt arbejde i det varme klima døde som fluer, og dermed ville al deres umage og alle udgifter være forgæves (…)

Slaverne på Guineas kyst var på den tid et godt køb. Europæerne kunne for en kniv, et spejl, og andre små ligegyldigheder, købe en slave af de sorte, som i de tider var misdædere [grove forbrydere] og dømte fra livet [dødsdømte].

Plantageejerne i Vestindien fik lidt efter lidt smag for, at det var bedre at lade de sorte arbejde for sig, end selv at gøre det, og at de mennesker, som var fødte i det varme klima, kunne holde det bedre ud end dem selv.

Dette blev da anledningen til den store (…) [slavehandel]….”

Billede af forsiden af den originale bog. Billedet er lånt fra Rigsarkivet.