Dette kildebanksemne handler om slægt og hævn. Til emnet knytter sig fem kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 4.-6. klassetrin.
Slægt og hævn
I dag har vi politiet til at opklare forbrydelser. Vi har også en kriminalforsorg. Det er dem, der sørger for, at forbrydere bliver straffet, efter de er blevet dømt af domstolene. Det er orden, som de fleste finder retfærdig.
I vikingetiden var der en anden samfundsorden og et andet syn på, hvad der var rigtigt og forkert, og hvordan der skulle straffes. I dette tema kan du læse kilder om forbrydelse og straf i vikingetiden. Du kan for eksempel læse om, hvordan man afgjorde uenigheder, og hvem der havde ansvaret for at udføre tingets domme.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Man skulle selv hævne forbrydelser
I denne saga fra Island hævner bonden Sam mordet på sin fætter Einar.
I vikingetiden var slægten meget vigtig. Hvis nogen blev udsat for en forbrydelse, var det slægtens opgave at hævne sig. På den måde beskyttede man slægtens ære. Det syntes vikingerne var meget vigtigt.
Kildeteksten er en del af en islandsk saga. Sagaerne er fortællinger, der handler om vikingetiden og ofte om, hvordan nogle rejste fra Norge til Island for at bo der. Vi kan ikke bare tro, at det der sker i fortællingerne, er sket i virkeligheden. De blander nemlig rigtige oplysninger med opdigtede historier. Men sagaerne kan give et indblik i vikingetidens traditioner, regler og måder at tænke på.
Det er kun en del af sagaen, du kan læse nedenfor. Inden det, du skal læse, er der sket følgende i fortællingen: En høvding ved navn Ravnkel slog sin fårehyrde Einer ihjel. Det var fordi, Einer havde redet på en af Ravnkels yndlingsheste, selvom det var forbudt. Einers fætter var bonden Sam, og han ville hævne mordet på sin fætter. Det var svært for en bonde at hævne sig på en høvding, men Sam fik hjælp af Torgeir, der var høvding et andet sted i Island. Sammen fik de dømt Ravnkel fredløs på tinget. Det ville sige, at alle og enhver havde ret til at tage Ravnkels ting og slå ham ihjel, hvis man ønskede det.
Kilde
Ravnkel går til sin bod[1], lader sine heste føre frem og rider bort fra tinget[2]. Han var utilfreds med sagens udfald. Aldrig havde han oplevet noget lignende. Han rider østpå […] og gør ikke holdt, før han er hjemme i Ravnkelsdal, og han sætter sig på Adelbol[3] og lader som om intet er sket.
Torgeir spurgte Sam: ”synes du, at du er nået videre end før?” Sam svarede: ”Jeg synes, der er overgået Ravnkel en skam, der vil blive husket længe. Det er mange penge værd.” Torgeir sagde: ”Ravnkel er ikke fredløs, før der er gennemført en inddragelsesdom[4]. Det skal ske på hans hjemsted fjorten dage efter tinget slutter.”
Torgeir valgte 40 af sine mænd til at følge sig. Sam havde også 40 mand. Denne flok var veludstyret med våben og heste. Dette var den morgen, hvor dommen om inddragelsen skulle udføres.
De skyndte sig til Ravnkels gård. Det var omkring den tid, hvor folk plejer at stå op, men på gården havde de endnu ikke rejst sig. De slog døren op med en træstamme og løb ind. Ravnkel lå i sin seng. De greb ham og alle våbenføre mænd. Kvinder og børn blev ført ind i et andet hus.
Sam sagde: ”Jeg giver dig to muligheder at vælge imellem, Ravnkel. Du kan vælge mellem at blive ført bort fra gården og dræbt sammen med dine mænd. Eller siden du har mange at forsørge, vil jeg unde dig at sørge for dem. Men hvis du vil beholde dit liv, skal du drage bort fra Adelbol … og jeg vil overtage din gård og din myndighed. Denne dag drog Ravnkel og hans folk bort fra Adelbol.
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Ravnkel Frøjsgodes Saga, oversat af Frederik Winkel Holm, C.A. Reitzels Forlag, 1871-1876.
[1] (Ordforklaring) Bod: der hvor man boede, mens man var på tinget.
[2] (Ordforklaring) Tinget: er der, hvor man mødtes og afgjorde sager i fællesskab. Vi kender også ordet ting fra fx folketinget.
[3] (Ordforklaring) Adelbol: er Ravnkels gård.
[4] (Ordforklaring) Inddragelsesdom: Der var ikke noget politi til at sikre, at en dom blev udført. Derfor skulle anklageren selv sørge for, at det skete.
Kilde 2: Ære, fejde og holmgang
En mands ære var meget vigtig i vikingetiden. Nogle gange så vigtig, at folk var parate til at risikere livet for at forsvare æren.
Ordet ære betyder respekt eller anseelse. Det handler altså om, hvordan andre mennesker opfatter en. I vikingetiden skulle man beskytte sin egen og sin slægts ære. Der var mange forskellige måder, en ære kunne blive krænket på. Hvis man fx ikke hævnede drabet på ens slægtninge, ville ens ære være krænket. Det var også en ærekrænkelse, hvis man blev fornærmet af en anden mand. Hvis der opstod uenigheder eller konflikter mellem folk, var der forskellige måder at løse dem på. Det var fx ved en duel, som man kaldte holmgang. Den, der vandt duellen, fik ret og forsvarede dermed sin ære.
Kildeteksten er en del af en islandsk saga. Sagaerne er fortællinger, der handler om vikingetiden og ofte om, hvordan nogle rejste fra Norge til Island for at bo der. Vi kan ikke bare tro, at det der sker i fortællingerne, er sket i virkeligheden. De blander nemlig rigtige oplysninger med opdigtede historier. Og de er skrevet 200-300 år efter den tid, som de handler om. Men sagaerne giver et indblik i vikingetidens traditioner, regler og måder at tænke på.
Det er kun en del af sagaen, du kan læse nedenfor. Inden det, du skal læse, er der sket følgende i fortællingen: Gunløg er en ung mand, der vil ud og rejse for at opleve verden, men inden han rejser, møder han den smukke Helga. Gunløg aftaler med Helgas far, at han kan gifte sig med Helga, hvis han kommer hjem inden tre år. Da Gunløg ikke kommer hjem i tide, bliver Helga gift med en anden mand, der hedder Ravn. Men Gunløg føler, at hans ære er blevet krænket ved, at en anden mand har fået Helga som kone.
Kilde
En dag da tinget[1] var afholdt, tog Gunløg ordet og sagde: ”Er Ravn Ønundsen her til stede?”
Ravn svarede: ”ja.”
Da sagde Gunløg: ”du ved, at du har taget den kvinde, der var mig lovet, og derved gjort os til fjender. Derfor udfordrer jeg dig til holmgang her på tinget efter tre nætters frist.”
Ravn svarede: ”Det er et godt tilbud, som man kunne vente det af dig. Jeg er rede, så snart du vil.”
Det behagede ikke deres frænder[2] på begge sider, men dengang var det lov, at man kunne udfordre en anden mand til holmgang, hvis man følte sig uretfærdigt behandlet.
[…]
Den, der blev først såret, havde tabt og skulle betale tre mark sølv for at forlade holmen. Ravn havde det første hug, da han var blevet udfordret. Han huggede i Gunløgs skjold, men hugget var så stærkt, at sværdet gik itu under håndgrebet. Spidsen af sværdet sprang op og ramte Gunløg på kinden, så han fik et mindre sår. Da løb deres frænder og andre mænd i mellem dem.
Gunløg sagde: ”Jeg mener, du er overvundet, Ravn, da du nu er våbenløs.”
Ravn svarede: ”Og jeg mener, at du er besejret, da du er blevet såret.”
Gunløg var nu meget ophidset og vred og sagde, at striden ikke var afgjort. Men hans fader Illunge sagde, at de for denne gang ikke skulle fortsætte. ”Jeg ønsker”, svarede Gunløg, ”at Ravn og jeg skal mødes en anden gang, hvor du, min fader, ikke kan nå at skille os ad. Hermed var det forbi, og mændene gik til deres boder. Næste dag blev det ved vedtaget ved lov, at holmgang skulle være forbudt i Island.
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af Grundtvig, N.F.S. (1880): ”Gunlaugs og Rafns saga” i N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, Bind 1, København.
[1] Tinget: er der, hvor man mødtes og afgjorde sager i fællesskab.
[2] (Ordforklaring) Frænde: slægtning
Kilde 3: Våben og selvforsvar
I vikingetiden var der ikke noget politi, så man måtte beskytte sig selv, sine ting og sin familie.
I de to kildetekster har arabiske rejsende beskrevet, hvordan de oplevede de nordiske vikinger ved Volgafloden i det nuværende Rusland. De mennesker, vi kalder vikinger, boede i de nordiske lande Island, Norge, Sverige og Danmark. Men nogle af dem slog sig ned andre steder, som for eksempel ved floden Volga, hvor der kom mange forskellige folk for at handle. Det var også derfor, at de arabiske rejsende var ved Volgafloden. Ibn Fadlans rejse var i 921-922, og han skrev sin rejsebeskrivelse, efter han kom hjem. Ibn Rustahs beskrivelse blev skrevet på nogenlunde samme tid. Araberne var ikke vant til at møde nordboere. Det har nok været svært at forstå deres skikke. Derfor er deres beskrivelser fulde af ting, som de syntes var mærkelige og anderledes, end det de kendte. I de to kildetekster får vi at se, at vikingerne beskyttede sig selv.
Kilde 1
Deres mænd bærer tøj, som dækker den ene halvdel af kroppen, mens den anden arm stikker frit ud. Hver af dem har en økse og et sværd og en kniv, som han altid har på sig. Deres sværd er som de frankiske[1], brede, flade og rillede. Fra fingerspids til hals har hver af dem tatoveret træer, figurer og lignende.
Hver af deres kvinder har på sit bryst en beholder, som er bundet fast og er af jern, sølv, kobber eller guld, alt efter størrelsen, og hvor rig deres mand manden er. På hver beholder er der en ring, i hvilken der er en kniv, som også er bundet fast på brystet.
Når de pågriber en tyv eller en røver, tager de ham hen til et højt og tykt træ. De binder et solidt reb rundt om halsen på ham og hænger ham i det. De lader ham hænge, indtil vind og vejr får ham til at falde ned.
Kilde 2
De bærer brede benklæder. Til hvert par går der cirka 100 alen tøj. Når man tager dem på, tuller man dem omkring knæene og fæster dem der. Ingen af dem går ud for at forrette sin nødtørft alene, kun ifølge med tre kammerater, som passer på ham. Hver af dem har sit sværd med sig, fordi der er så ringe sikkerhed og så meget forræderi hos dem. Og når en mand ejer blot en smule, så stræber hans broder og hans kammerat kun efter at kunne komme til at dræbe og plyndre ham.
Begge kilder er pædagogisk bearbejdede uddrag af Harris Birkeland (1954): Nordens historie i middelalderen efter arabiske kilder, Det norske videnskabsakademi i Oslo.
[1] (Ordforklaring) Frankisk: det vil sige, at sværdene lignede de frankiske sværd. Dengang var der andre lande og grænser i Europa end i dag. Frankerriget lå i det nuværende Frankrig i årene 493-843 og i perioder også landene rundt om.
Kilde 4: Gav Gud tegn i retssager?
Når man skulle afgøre stridigheder førte man ikke bevis på samme måde som i dag. Man havde bestemte prøvelser, som skulle give guddommelige tegn på, om man talte sandt.
Kildeteksten er skrevet i ca. 967 af en munk ved navn Widukind, der boede i det nordlige Tyskland. På det tidspunkt var det almindeligt i de nordiske lande at se den kristne Gud som én blandt andre guder, fx Odin, Thor og Freja. Men den danske konge, Harald Blåtand, besluttede, at alle i hans land skulle være kristne.
I kildeteksten fortæller Widukind en historie om, at Harald Blåtand var blevet overbevist af en præst ved navn Poppo. I dag mener de fleste, at der var en anden grund til, at Harald Blåtand gik over til kristendommen. Det var nemlig en fordel for ham. I det store tyske rige syd for Danmark, var Otto den Store Kejser. Han havde planer om at erobre Danmark og gøre danskerne kristne, men hvis danskerne allerede var kristne, havde Otto ikke længere en undskyldning for at erobre Danmark. Vi ved ikke, om Widukinds historie om Poppo og Harald Blåtand er sand, men til gengæld kan den måske fortælle os noget om, hvilke metoder man brugte til at overbevise hinanden på den tid.
Kilde
Danerne var fra gammel tid kristne, men de dyrkede også afguder[1] ligesom hedninge[2].
En gang ved en fest, hvor kongen var med, opstod der skænderi om, hvordan man skal dyrke guderne. Danerne påstod, at Jesus nok var en gud, men at der også var andre guder. De var større end Jesus, fordi de viste langt større tegn og undere[3] for menneskene.
En præst ved navn Poppo sagde derimod, at der kun var en eneste sand Gud og hans søn Jesus og Helligånden. Afguderne var dæmoner og ikke guder.
Kong Harald spurgte nu Poppo, om han var villig til at bevise sin tro. Poppo svarede med det samme ja. Kongen sørgede for, at præsten var under opsyn indtil dagen efter. Da det blev morgen, lod han et stort, tungt stykke jern opvarme. Han befalede så Poppo at bære det glødende jern for at bevise den katolske tro. Præsten tog uden at tøve jernet og bar det så længe, som kongen bestemte. Så viste han sin hånd, der var uskadt. Dermed overbeviste han alle om den kristne tros sandhed.
Kilden er et pædagogisk bearbejdet uddrag af I.P. Jacobsen (1910): Widukinds Sachserkrønike, S.t.h.K.O.
[1] (Ordforklaring) Ordet afgud betyder en falsk gud, der dyrkes i stedet for den eller de sande guder.
[2] (Ordforklaring) Hedning er et ord, som særligt kristne, muslimer og jøder bruger om mennesker, der ikke tror på det samme som dem selv.
[3] (Ordforklaring) Et under er noget, man ikke kan forklare og derfor må være skabt eller gjort af en overnaturlig kraft, fx Gud.
Kilde 5: Selvtægt i dag
I dag findes der grupper, der ikke synes, at politiet kan sikre ro og orden. Derfor patruljerer de selv i gaderne.
Det er politiets opgave at sikre ro og orden i gaderne. Det er kun i nødstilfælde, at den almindelige borger må bruge fysisk magt for at forhindre en forbrydelse. Men det er ikke alle, der synes, at politiet skaber nok sikkerhed.
I 2015 opstod der en gruppe i Finland, der kalder sig Soldiers of Odin (Odins soldater). De er altså opkaldt efter Odin, den øverste af vikingernes guder. De siger, at deres mål er at skabe sikkerhed og orden på gaderne, fordi politiet ikke gør det. Siden 2015 er der opstået afdelinger af Soldiers of Odin i mange andre lande. I Danmark var gruppen aktiv i en periode i 2016, men er sidenhen lukket. Til gengæld er der en gruppe, som kalder sig Brotherhood of Asgaard (Asgaards broderskab), der kalder sig et borgerværn.
I kilderne kan du få flere oplysninger om grupperne. Kilde 1 er et billede af fem medlemmer af Soldiers of Odin i Danmark. Kilde 2 er et YouTube klip fra 2016, hvor man følger medlemmer af Soldiers of Odin i Norge på patrulje i gaderne. Kilde 3 er et indslag fra TV Kalundborg fra 2016, hvor den daværende leder af Soldiers of Odin Danmark bliver interviewet. Kilde 4 er Brotherhood of Asgaards beskrivelse af sig selv på Facebook, hentet i 2018.
Kilde 1
Kreditering: Wikimedia Commons
Kilde 2
https://www.youtube.com/watch?v=c5xE1Ut1pVE
Kilde 3
https://tv-kalundborg.dk/xxx-4334
Kilde 4
Brotherhood Of Asgaard har til formål at samle alle nordens frihedskæmpere. Samt at debattere verdens spændte situation. Alle er velkomne.
Vi er et borgerværn.
Vi passer på dem der vil demonstrere.
Vi fremstår som et borgerværn til demonstrationer, og vi forbliver dette.
Dette er vores formål.
Dette er vores eksistens grundlag.
Vores mening er kun, at der er brug for vagter til demonstrationer, samt at vi bør hjælpe vort eget folk, og bevare den danske fred, og orden.
Vi er ikke nazister. specielt jer der kæmper for at bevare vores kultur, lande, og vores familie .. og her menes der også folk af anden hudfarve. Så ingen racisme i gruppen. Og for at skære det ud i pap. racisme her i gruppen er No Go, Så skulle en fanatisk muslim forvilde sig herind. Er angreb mod islam ikke racistisk. God fornøjelse brødre og søstre af Norden.. og kvinder og mænd er lige her 😎
et angreb eller trussel, mod et medlem af gruppen. er en trussel eller angreb mod os alle.
Kilden er hentet fra facebook.com
Kilde 6: Knud Kristensen
I december 1946 talte statsminister Knud Kristensen (V) på et møde arrangeret af Sønderjysk Forening i Birkerød.
”Er det forkert at arbejde for de principper, der er angivet i noten*)? Efter min overbevisning er det ikke. Det land dernede er et gammelt dansk land. Det er taget fra os med vold. Og siden 1864 har man med tvang undertrykt danskheden. Er det da uret at føre landet tilbage – ikke med vold og tvang med ad frivillighedens vej til Danmark? […]”
*) De britiske besættelsesmyndigheders krav om, at den danske regering skulle klargøre sin Sydslesvig-politik.
(Kilde: Flensborg Avis 11. december 1946)
Kilde 7: Tyske flygtninge
I 1946 udsendte Slesvig-Ligaen pjecen Kendsgerninger om Sydslesvig.
I den stod der om flygtningene fra den østlige del af Tyskland:
”338.000 flygtninge er der i Sydslesvig.
Det er omtrent lige så mange som hele den hjemmehørende befolkning. Det ville svare til, at vi i Danmark havde ca. 4.000.000 flygtninge. Enhver kan forstå, at det er uudholdeligt. […]
Det er klart, at Danmark ingen interesse har i, at Sydslesvig forbliver overfyldt med østprøjsere og sudetertysker, der ville betyde en fremtidige fare for den nuværende grænse. Det burde være lige så indlysende, at Danmark absolut må være interesseret i, at landsdelen udskilles fra Tyskland, så den hjemmehørende befolkning uden tryk kan udøve selvbestemmelsesretten. […]
Hvis Danmark intet foretager sig, vil det svigte 300.000 landsmænd og udlevere dem til et folk, der har ansvaret for, at der alene i Polen blev myrdet 10.000.000 mennesker.
Når den engelske besættelse hører op, kan den skæbne, der under krigen blev Polens, let blive Sydslesvigs. De ledende mænd i den danske bevægelse vil blive kastet i fængsel som landsforrædere. Den hjemmehørende befolkning vil blive gjort hjemløse af flygtninge og holstenerne. Allerede nu truer tyskerne med hævn og gengældelse. Sydslesvigerne vil derfor, hvis Sydslesvig forbliver under Tyskland, blive nødt til at udvandre fra deres hjemstavn, hvor de har boet i mere end 1000 år.”
(Kilde: P. Kragelund: Kendsgerninger om Sydslesvig. Slesvig-Ligaen 1946)
Kilde 8: Medlemmer af Sydslesvigsk Forening
Antal medlemmer af Sydslesvigsk forening
(Kilde: Johan Peter Noack. Det sydslesvigske grænsespørgsmål 1945-1947, bd. 1. Aabenraa: Institut for grænseregionsforskning, 1991, s. 175)
Kilde 9: For mange medlemmer?
Frants Thygesen sad i Grænseforeningens forretningsudvalg.
Han var betænkelig ved, at så mange sydslesvigere meldte sig ind i de danske foreninger, og skrev til Grænseforeningens formand:
”[…] navnlig i Flensborg mærker man tydeligt, at maden hos mange er af afgørende betydning. Ja, for adskillige den eneste grund for indmeldelsen. Menneskelig set er der ikke noget at sige til det, når folk sulter. […] Resultatet er, at vi har fået en del uønskede personer. […]
Gamle gode medlemmer er fortvivlede over udviklingen og siger, at de hellere selv vil sulte end at se det fortsætte (hvad de måske dog ikke vil stå ved, hvis det blev alvor). Brave mennesker, som vi gerne vil have med, vægrer sig, fordi de ikke vil melde sig ind, mens det kan se ud, som om de kom for pakkernes skyld. Andre udtaler ved indmeldelsen, at de frabeder sig pakker, hvad der jo er urimeligt, når alle andre får.”
(Kilde: Johan Peter Noack. Det sydslesvigske grænsespørgsmål 1945-1947, bd. 1. Aabenraa: Institut for grænseregionsforskning, 1991, s. 206-207)
