Dette kildebanksemne handler om Færøsk fremgang efter 1945. Til emnet knytter sig otte kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Selvstændighed eller ej
Fra 1940 til 1945 var Danmark besat af Tyskland, og Færøerne var besat af Storbritannien. Under den britiske besættelse fik færingerne større selvbestemmelse. Det betød, at ønsket om, at Færøerne skulle frigøre sig fra Danmark, voksede.
Fra 1816 til 1948 var Færøerne et dansk amt, der blev ledet af en dansk amtmand.
Kilde 1
Under valgkampen på Færøerne i 1943 udtalte lederen af selvstyrepartiet Thorstein Petersen til Politiken:
”På Færøerne skal færingerne råde, ingen anden. […] Jeg vil kæmpe mod amtmandsvældet på Færøerne. Det er et standpunkt, som jeg har holdt fast ved, og som jeg fremdeles vil holde fast ved. Dette standpunkt skyldes, at jeg ikke tror, at der kan komme noget godt for os færinger, før vi gør os løs fra den mindreværdsfølelse, som har været til stor skade for vort folk.”
Kilde 2
Sambandspartiet, der ønskede at bevare tilknytningen til Danmark, havde under valgkampen i 1943 en anden opfattelse:
”Tror man virkelig, at det vil lykkes Færøerne i al fremtid at passe sine egne sager uden før eller senere at komme i afhængighedsforhold til fremmede? […] I den tid, Færøerne har hørt sammen med Danmark, har vi kunne pleje og udvikle vort eget sprog og kultur. Ingen vil kunne benægte det. Når krigen er forbi, har vi mere end nogensinde brug for at stå sammen med et Danmark, der i kraft af sin position som et af frihedens og demokratiets mønsterlande har vundet anderkendelse og respekt.”
Kilde 3
Nationaltidende, hvis synspunkter passede med Det Konservative Folkepartis, skrev sådan om det færøske parti Folkeflokkens ønske om selvstændighed:
”Færøerne er et dansk amt. Og overfor den færøske befolkning står det moderne, folkestyrende Danmark med god samvittighed – uanset hvad der kan have været at klage over i længst forsvundne dage.
Dansk styre har ikke blot på enhver måde søgt at tage hensyn til Færøernes egenart og gamle kultur. […] – overalt vil det kunne konstateres, at den danske stat har søgt at være den færøske befolknings hjælper og ofret Færøerne en lige så stor, ja måske en større opmærksomhed end noget andet dansk amt.”
Kilde 1 er et bearbejdet uddrag fra Politiken 11. juni 1943
Kilde 2 er et bearbejdet uddrag fra Børsen 14. august 1943
Kilde 3 er et bearbejdet uddrag fra Nationaltidende 11. juni 1943
Kilde 2: Færøernes flag
Færøernes flag Merkið (Mærket) er fra 1919. Men det officielle flag var Dannebrog. Under den britiske besættelse blev det færøske flag øernes officielle. I 1945 gik partiet Folkeflokken til valg på, at Færøerne skulle løsrive sig fra Danmark.
Det krævede også, at det færøske sprog skulle ligestilles med dansk, og at Merkið skulle være det officielle flag på Færøerne fremover. Det havde den danske indenrigsminister Knud Kristensen denne kommentar til:
”Hvis vi skal ydmyges så meget, at vi skal have hvert sit flag, og at det danske sprog ikke skal have større ret på Færøerne end et hvilket som helst andet sprog, så er vi inde på noget som intet andet land, der ikke er i opløsning, kan finde sig i. Er der ikke noget, der binder os til hinanden, må vi hellere skilles, og så senere knytte bånd som to selvstændige lande.”
Bearbejdet uddrag af Vestkysten 31. oktober 1945
Kilde 3: Løsrivelse eller ej
Under besættelsen (1940-1945) var Færøerne afskåret fra Danmark og i 1946 blev der holdt en afstemning på Færøerne. Færingerne kunne stemme om, om de ønskede, at Færøerne fortsat skulle høre til det danske rige, eller om øerne skulle løsrive sig.
Kilde
Der var et lille flertal for løsrivelse. Men da kun 67 % af de stemmeberettigede havde afgivet deres stemme, besluttede Lagtinget, at man ikke ville følge resultatet. Avisen Information skrev bl.a. følgende om afstemningen og dens konsekvenser:
”Den 21. ds. (september 1946) træder Lagtinget sammen, og det ventes omgående udskrivelse af lagtingsvalg. Måske dog i stedet valg af en nationalforsamling*. […]
De yderliggående kredse på Færøerne er i dag rede til straks at overtag alt og lade bruddet komme med det samme. Men karakteristisk nok spores her ingen begejstring på øerne. Kun bitterhed over den kategoriske og tvungne afgørelse. Man ser ingen flag. […]
Valgets resultat er uklart, og det må åbne vej for nye forhandlinger mellem Lagtinget og regeringen. […]
Men statsminister Knud Kristensen, som fra første færd har erklæret, at hvis færingerne ikke ville antage regeringens tilbud, måtte de løsrive sig, fastholder dette standpunkt i sine kommentarer til afstemningstallene: Det må blev en adskillelse mellem Færøerne og Danmark, siger han.”
Bearbejdet uddrag fra Information 16. september 1946, s. 3
*Hvis Færøerne rev sig løs, skulle der vælges et parlament (nationalforsamling), der vedtog landets love.
Kilde 4: Fare, fare, færing
Tegningen af de to mænd er en satiretegning fra 1946. Tegning var fra hæftet ”Svikmøllen”, som lavede satiriske tegninger.
Kilde
Billedtekst: “Hvis du ikke slipper mig, din danske Satan, skærer jeg Tovet over!”
Kilde 5: Klaksvig-sagen
I begyndelsen af 1950’erne var Olaf Halvorsen en afholdt læge på Klaksvíks sygehus. Men i 1953 anklagede Den danske Lægeforening ham for under krigen at have tilbudt sig som læge for de tyske tropper på Østfronten.
Sagen endte med, at Halvorsen fik en ”alvorlig misbilligelse”. Desuden blev han pålagt at betale sagens omkostninger på ca. 600 kr. Det nægtede Halvorsen.
I 1955 besluttede de færøske og danske myndigheder i Torshavn at fyre Halvorsen*. Det skabte vrede i lokalbefolkningen. Myndighederne sendte et skib til Klaksvík for med magt at fjerne Halvorsen. I Klaksvík blev myndighederne mødt af ca. 100 vrede færinger, der jog myndighederne på flugt.
De lokale myndigheder anmodede om hjælp fra Danmark. 120 bevæbnede politibetjente blev sendt af sted. Men i Klaksvíg havde man forberedt sig. På havnen gik bevæbnede mænd, og havneindsejlingen var blokeret med et gammelt skib, der var fyldt med sprængstof.
Den danske finansminister rejste til Færøerne for at mægle i striden. Det lykkedes at nå frem til en aftale om, at Halvorsen i en periode skulle rejse tilbage til Danmark. Da der blev rejst sigtelse mod de færøske ”uromagere”, og flere blev idømt fængselstraf, tog konflikten til igen. Der var bombesprængninger og skudepisoder – uden at nogen kom alvorligt til skade.
*Olaf Halvorsen (1913-1993) var dansk læge. I 1938 meldte han sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Efter uenighed med partiets ledelse meldte han sig ud i 1940. Han forlod Færøerne i 1955 og blev læge på Sjælland.
Kilde 1
”[…] afsendelsen af politiforstærkning fra Danmark har vakt den største opsigt på Færøerne. Man frygter for blodsudgydelser i Klaksvig, hvor mange af byens 4.000 indbyggere står på læge Halvorsens side. […]
Den færøske republikaner Erlandur Patursson* […] har tidligere, bl.a. under fiskerstrejken for et år siden, optrådt som korrespondent til udenlandske telegrambureauer og kombineret denne virksomhed med sit eget politiske spil. […]
Formodningen om, at det skulle komme til blodsudgydelser i Klaksvig er sikkert en ønskedrøm hos Elendur Patursson. Fra dansk side venter man ikke, at politistyrkens ankomst bliver særlig dramatisk. Tværtimod er der grund til at tro, at alt er tilrettelagt på en sådan måde, at gennemførelsen af fogedforretningen (tilbageholdelsen af Halvorsen) kan ske uden de helt store bataljer.”
*Erlendur Pætur Patursson (1913 – 1986) var færøsk politiker og medstifter af løsrivelsespartiet Tjóðveldi (republikanerne).
Kilde 2
Under overskriften ”En gal mand har nu magten i Klaksvik” skrev Information den 25. april 1955:
“Klaksvik befæster sig. De færøske løsrivelsesfolk med Erlendur Patursson i spidsen udfolder energiske bestræbelser for at få en generalstrejke i gang. […]
Trods alle ”stormvarsler” har man indtrykket af, at hovedparten af den færøske befolkning deler landsstyret synspunkt, at Halvorsen skal væk.
Men færingerne er letbevægelige, og Erlendur Patursson har erfaring for – bl.a. fra den store fiskerstrejke for at par år siden – at en stemning kan vende fra den ene dag til den anden og en tilsyneladende håbløs kamp kan føres til sejr. Dengang sejrede han dog på trusler om vold. Det bliver ikke så let denne gang, da landsstyret har en virkelig politistyrke til at beskytte sig.”
Kilderne er bearbejdede uddrag fra Information fra henholdsvis 22. og den 25. april 1955.
Kilde 6: Grindedrab
Fangst eller drab af grindehvaler er en tradition på Færøerne, der går helt tilbage til vikingetiden. Grindehvalerne lever i havet i store flokke. Når en flok kommer tæt på land, bliver der sendt besked til alle, der deltager.
Færingerne sejler rundt om flokken og driver hvalerne ind mod land og helt op på stranden. Her dræbes de med et hug mod rygmarven. Det meste af kødet fordeles mellem færingerne. Resten sælges. I gennemsnit dræbes der ca. 800 grindehvaler om året på Færøerne.
Organisationer, der arbejder for dyrevelfærd, er stærkt kritiske over for færingernes grindefangst. De kalder den grusom, blodig og unødvendig. En af disse organisationer er Sea Shepherd, som gennemfører aktioner, hvor de prøver at forhindre jagten på grindehvaler.
De fleste færinger afviser kritikken. De sammenligner jagten med slagtning af grise og andre husdyr. Det foregår på slagterier, hvor ingen udefra ser det. Men det er lige så blodigt.
Kilde 1
Høgni Hoydal (f. 1966) er en færøsk politiker. Han har været formand for partiet Tjóðveldi (Republikanerne), der arbejder for, at Færøerne skal være en selvstændig republik. I år 2000 udgav han bogen “Myten om rigsfællesskabet”. I den bliver Færøernes historie gennemgået. Om grindedrab kan man læse:
”Herudover organiseredes grindedrabet, hvor flokke af grindehvaler blev drevet ind på de jævne strande, der findes på øerne, og aflivet. Det var en af de eneste vigtige livsforhold som ikke var helt afhængigt af jordejendommen. Flere bygder blev nødt til at arbejde sammen for at gennemføre drabet. Hovedparten af kødet og spækket blev ligeligt fordelt til alle deltagerne og til alle beboerne i distriktet – og således fungerer det stadigvæk.”
Kilde 2
I forbindelse med dyre-organisationen Sea Shepherds aktion mod grindedrab på Færøerne blev biolog med speciale i hvaler, Carl Kinze, interviewet. Han sagde blandt andet:
”Det foregår for det meste ganske hurtigt og reguleret på Færøerne. Det ser voldsomt ud. Men det er også store dyr, og der er masser af blod i dem. Færingerne har gjort meget for at gøre deres fangstpladser egnede til den slags drivfangst. På slagterier i Danmark er der sandelig også blod – vi har bare pakket vores ting væk. […] Det rette sted med den rette kniv – så dræber man faktisk dyrene så hurtigt, man kan.” […]
”Grindehvalerne er ikke truet. Til gengæld dræber vi torsken i Østersøen og silden forskellige steder, som er stærkt truede – men det er de såkaldt dumme dyr, så det må vi åbenbart godt. Der tager vi vanvittige hensyn til en industri, som kommer til at udrydde de fisk. Hvad grindehvalerne angår, er det en forholdsvis lille udnyttelse af et lille land.”
I sommeren 2000 gennemførte Sea Sheherd en aktion for at forhindre grindefangst på Færøerne. I den anledning skrev kunsthistorikeren Julia Berenson under overskriften ”Blodritual” et læserbrev i avisen Information. Her er et uddrag:
”Vi er vældig mange danskere, der støtter Paul Watsons (leder af Sea Shepherd) kamp mod færingernes brutale grindedrab. Vi, der har oplevet disse uhyrligheder i virkeligheden, ved, at de såkaldte eksperter, som pressen har trukket frem, og som påstår, at grindehvalerne ikke føler smerte, når de bliver dræbt, enten er totalt afstumpede eller fulde af løgn […].
Kilde 3
Rune Asmussen svarede Julia Berenson således i et læserbrev, hvor han sammenligner grinderne med svin- og fjerkræproduktion i Danmark:
”(Grinderne) lever deres naturlige liv i de store oceaner, indtil de bliver dræbt af færinger eller måske af en af havets andre smukke hvaler, spækhuggerne, der garanteret ikke afliver på to minutter ved at skære halspulsåren over. […]
Hvis grinden undgår færinger, og spækhuggere, er det mere sandsynligt, at det gamle syge dyr strander ved en øde kyst, hvor de lider i ensomhed, inden det udtørrer og udånder på en dag eller to. […]
Det er føleri og proportionsforvrængning at fare sådan frem imod færingernes årlige grindefest. Det vigtige må da i første omgang være at diskutere, hvordan dyrene tilbringer deres lange liv.”
Kilde 4
Billedfortælling om grindedrab (3:39 min.).
Kilde 1 er et bearbejdet uddrag fra Høgni Hoydal (2000), “Myten om rigsfællesskabet: vejen til en selvstændig færøsk stat”, Danmark: Lindhardt og Ringhof, side 14
Kilde 2 er en video fra YouTube, “The Grind: Whaling in the Faroe Islands”, https://www.youtube.com/watch?v=HYOTkwFhe-w
Kilde 3 er et bearbejdet uddrag fra Information den 29. juli 2000
Kilde 4 er et bearbejdet uddrag fra Information den 31. juli 2000
Kilde 7: Hvordan er færinger?
Vi bruger nationale stereotyper – og har ofte fordomme – om befolkninger i forskellige lande. Dvs. vi mener, at der er særlige træk, som kendetegner befolkningen. Fx mener mange danskere, at sydeuropæerne er dovne, franskmænd er arrogante, mens vi opfatter os selv som ”hyggelige”.
Kilde 1
Omkring 2010 lavede det færøske parti Javndarflokkurin (minder om det danske Socialdemokrati) en undersøgelse af danskeres opfattelse af Færøerne og færinger. I et af spørgsmålene blev danskerne spurgt:
Kilde 2
Den færøske politiker og medlem af Tjódveldisflokurin (Republikanerne) Høgni Hoydal skrev i 2000 bogen “Myten om rigsfællesskabet”. Her skrev han bl.a. om færøsk identitet og selvforståelse:
“En mand, som ikke havde ”pisset i saltvand” eller som ikke kunne håndtere fisk, får, fugl og grind, nød ikke meget respekt, selv om hans officielle position i systemet var nok så høj. En kvinde, som ikke kunne tilberede de traditionelle produkter, strikke eller vaske en fåremave, manglede noget, selv om det gik fint med karrieren i det moderne samfundet – og dette er ikke meget ændret siden.”
Kilde 3
Den færøske politiker og medlem af Tjódveldisflokurin (Republikanerne) Høgni Hoydal beskrev i 2007 danskerne syn på færingerne sådan:
”(Når danskere) skal forholde sig til Færøernes selvstændighed og til færøsk kultur osv., så bliver man enorm fordomsfuld. Enten ser man færingerne som en homogen klump af gammeldags mennesker, der stadigvæk lever som bjergbønder og grindedræbere og kædedansere, den her romantiserende del. Og på den anden side siger man: ”Nå, men I er egentlig for små til at være en selvstændig stat.”
Kilde 1: Fra partiet Javndarflokkurin, 2019
Kilde 2 er fra Høgni Hoydal, “Myten om rigsfællesskabet”, Lindhardt og Ringhof, 2000, s. 53
Kilde 3 er et bearbejdet uddrag fra Tina Adele Hoff, “Danmark og Færøerne. En historisk undersøgelse af udviklingen i relationen mellem Danmark og Færøerne 1850-2010”. Viborg, Museum Tusculanums Forlag, 2012 s. 135-136
Kilde 8: Færingernes fremtid som selvstændigt land
De fleste færinger mener, at Færøerne skal have mere selvbestemmelse. Men der er delte meninger om, om Færøerne skal rive sig løs, og hvad konsekvenserne vil blive.
Færøerne får ca. 640 mio. kr om året i bloktilskud fra Danmark. Det er 3-4 % af det færøske bruttonationalprodukt.
I 2015 interviewede avisen Information færøske politikere om deres holdning til, om Færøerne skulle løsrive sig fra det danske rige. Her er nogle udsagn.
Kilde 1
Jóannes Patursson fra partiet Sjálvstýrisflokkurin (Selvstyrepartiet):
”Et lands indbyggere er dem, som bedst kender landets muligheder og udfordringer. De systemer, der er velegnede i for eksempel Danmark, Tyskland eller andre steder, er muligvis ikke velegnede her – og omvendt. Og selvfølgelig kan vi klare os. Det er bare et spørgsmål om tilpasning.”
Kilde 2
Høgni Hoydal fra partiet Tjodveldi (Republikanerne):
”Blokstøtten fra Danmark har samlet set en negativ effekt på vores økonomi. Den gør, at vi fører en ansvarsløs politik. Vi bruger de færøske penge til vores i forvejen mest velbjærgede borgere, og så må Danmark tage sig af resten.
Vi lægger med andre ord ansvaret fra os og bilder det færøske folk ind, at det er Danmark, som skal sikre det færøske velfærdssamfundet. Det mener jeg er grunden til, at Færøerne historisk set har befundet sig i konstante kriser. […]
Danmark fører det, jeg vil kalde en blød kolonipolitik. Man siger ikke direkte nej til, at Grønland og Færøerne kan blive selvstændige. Men uanset om der er en borgerlig eller en socialdemokratisk regering, støtter den altid dem, som vil bibeholde status quo. Danmark påtager sig rollen som den store hjælper, der skal rage kastanjerne ud af ilden for Færøerne og Grønland. Sådan har dagsordenen været de seneste år.”
Kilde 3
Beate Samuelsen fra partiet Sambandsflokkurin:
”For mig er det ligeså naturligt, at Færøerne hører med til Danmark, som at Bornholm gør det. […]
Vi er et meget lille samfund, men har stor strategisk betydning ved at ligge her i midten af Nordatlanten. Jeg er bange for, at Færøerne ikke kan tage vare på sig selv, hvis det kommer til en konfrontation mellem Øst og Vest. […] Rigsfællesskabet skal være med til at passe på os. Jeg synes derfor, at det er ærgerligt, at Danmark har lukket sine baser her på Færøerne.”
Kilde 4
Edmund Joensen fra partiet Sambandsflokkurin:
”Mange løsrivelsesfolk har store armbevægelser og fylder uforholdsvis meget i den offentlige debat. […] Dele af færøsk presse arbejder til fordel for løsrivelsespartierne. Der er for lidt plads til den store del af færingerne, der faktisk går varmt ind for Rigsfællesskabet. […]
Der er for både Færøerne, Danmark og Grønland langt flere fordele end ulemper ved Rigsfællesskabet. Færingerne har – i godt samarbejde inden for Rigsfællesskabet – udbygget og udviklet Færøerne erhvervsmæssigt, kulturelt og på andre måder. Fællesskabet bidrager også til at sikre økonomisk stabilitet og velfærd på Færøerne. Hertil kommer, at der bor rigtig mange, veluddannede færinger i Danmark, og at vi historisk har stærke bånd landene imellem.”
Information, 8. juni 2015, side 10-11
