Written by 12:49 Vikingernes dagligdag

Aktivitet 1: Fletteværksted

Aktivitet med fokus på at flette.

I Fletteværkstedet arbejder eleverne med hænderne og kroppen som indgang til vikingernes hverdag. Gennem fælles fletteopgaver med hår, tov og snore får eleverne en sanselig og praksisnær oplevelse af vikingetidens håndværk og samarbejdskultur. Aktiviteten styrker både finmotorik, fællesskab og historisk forståelse og giver plads til, at alle elever kan deltage på forskellige niveauer.

Aktiviteten er en del af teamet Vikingernes dagligdag udarbejdet af Jan Lund Sørensen, Birgitte Poulsen, Viktoria Hylleborg Gørges Jensen, Sumia Zaghmout, lærerstuderende på Læreruddannelsen i Jelling.

Fletteværksted

Beskrivelse

I dette fletteværksted vil eleverne arbejde praktisk og samarbejde om forskellige former for fletning, inspireret af vikingetiden. Eleverne vil lære at flette hinandens hår, flette tov og øve sig i at flette flere snore på et flettebræt. Dette vil give eleverne en sanselig og konkret oplevelse af, hvordan man i vikingetiden brugte håndværk til at fremstille brugsgenstande og personlig udsmykning.

Aktiviteten er designet til at styrke samarbejdet mellem eleverne, da de skal hjælpe hinanden med de forskellige fletteopgaver og reflektere over de teknikker, som blev brugt i fortiden.

Fletteværkstedet understøtter en helhedsorienteret læring med afsæt i embodimentteorien, der fokuserer på kroppens rolle som brobygger mellem hjernen og omverdenen. Ved at engagere eleverne i praktisk arbejde med deres hænder og krop i fællesskab, fremmes både mental og social udvikling.

Materialer

  • Reb til tovfletning
  • Flettebrædder (billeder af flettebrædderne)
  • Eksempler på vikingeinspirerede fletninger (se henvisning nedenfor)
  • Elastikker, hårnåle, børster
  • Snor eller blomster, der skal flettes med.

Find inspiration til fletteteknikker og forskellige fletteguides i afsnittet om vikingetiden i bogen ‘Oldnordisk flet på en ny måde’ af Annette Colin. Bogen er udgivet på forlaget Thiele og Co.

Variation

En variation kunne være at inkludere en konkurrence eller en opgave, hvor eleverne skal samarbejde om at flette den længste eller mest holdbare fletning. Eleverne kunne også udfordre

hinanden i at flette efter en bestemt vikinge-inspireret opskrift, hvor de skal bruge historiske teknikker og materialer. Det kunne afsluttes med en præsentation, hvor de viser deres færdige fletninger og forklarer, hvordan de har samarbejdet.

Bag om aktiviteten (formål)

  1. Forståelse af hverdagens liv i vikingetiden. Det giver eleverne indsigt i, hvordan man skabte nødvendige redskaber og ting uden moderne hjælpemidler.
  1. Kulturforståelse og identitet. Eleverne kan reflektere over, hvordan opgaver var fordelt i vikingesamfundet, og hvilke færdigheder der var nødvendige for at kunne udføre dem. Det giver en praktisk forståelse af, at alle i vikingesamfundet havde vigtige roller og opgaver, som sikrede overlevelse og trivsel.
  1. Forståelsen af samfundets udvikling. Eleverne kan reflektere over, hvordan vikingernes samarbejdskultur og fælles indsats var afgørende for deres overlevelse og succes som samfund.

Ved at lade eleverne samarbejde to og to eller i mindre grupper, skabes der mulighed for sociale interaktioner, der kan styrke elevernes trivsel. Det praktiske arbejde kan være med til at inkludere elever, der ellers kan have svært ved at udtrykke sig i mere boglige opgaver.

Fletteopgaverne kan varieres i sværhedsgrad, så både elever, der er hurtige til at lære nye teknikker, og elever, der har brug for mere tid, kan være med. For de elever, der har særlige udfordringer med finmotorik, kan der være mere enkle opgaver, som at flette to tråde sammen i stedet for tre eller flere.

Før- og efteraktiviteter

Eleverne skal lave en live-demonstration af, hvordan man fletter hår eller laver tovfletning, mens de forklarer processen og teknikkerne. Dette kan være en interaktiv del, hvor de inviterer elever fra de andre værksteder til at prøve at flette, enten hår eller snore, men det kan også blot være en fremvisning foran bålet eller aftensmaden.

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg giver samtykke til, at mine personoplysninger behandles i overensstemmelse med denne oplysningserklæring og er indforstået med, at mine oplysninger behandles sikkert og fortroligt og slettes efter endt anvendelse. Jeg er indforstået med, at jeg kan trække mit samtykke tilbage ved at skrive til denne mailadresse historielab@ucl.dk, hvorefter behandlingen af mine personoplysninger stopper og slettes.

Close