Written by 11:16 Aargang 0, Aargang 0 – Historiske temaer

Første verdenskrig

Danmark var neutral under første verdenskrig 1914-1918. Landet blev dog blev i høj grad også berørt af krigen. Vareknaphed og prisstigninger satte dagsordenen for befolkningen i byerne, og på landet greb regeringens regulerende hånd ind overalt.

Sønderjylland mellem dansk og tysk
Især blev Sønderjylland påvirket af verdenskrigen. Sønderjylland var nemlig siden 1864 tysk, og sønderjyder måtte som tyske soldater deltage i krigen. I hele perioden indtil 1920, hvor Sønderjylland blev genforenet med Danmark, spillede kampen mellem dansk og tysk kultur en vigtig rolle i hverdagen.

Første verdenskrig

Aargang 0 – Historiske temaer

Første verdenskrig

Den 1. august 1914 erklærer Tyskland Rusland krig. På det tidspunkt har der allerede gennem flere år været nationale spændinger mellem stormagterne i Europa. Mordet på Østrig-Ungarns tronarving den 28. juni 1914 bliver gnisten, der antænder bålet. Krigen bliver ført mellem Ententemagterne (Frankrig, Rusland, Storbritannien og deres allierede bl.a. Japan og USA) og centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller). Alle lande går i krig med en tro på en hurtig krig, men i fire år kæmper soldaterne i blodige slag og lever i våde og mudrede skyttegrave. Omkring ni millioner soldater dør på slagmarken.

Sønderjylland er på dette tidspunkt en del af Det Tyske Rige og må derfor som alle andre tyske områder deltage aktivt i verdenskrigen.

Danmark forholder sig gennem hele krigen neutral, og derfor bliver virkningerne af verdenskrigen vidt forskellige, om man bor nord eller syd for Kongeåen.

Til trods for at Danmark var neutral og ikke deltog i kamphandlinger, var befolkningens interesse for krigens udvikling stor. Her står folk i Aarhus i kø for at kunne læse det seneste krigstelegram, der fortalte om krigens gang. Foto i Aarhus Kommune Biblioteker. Lokalhistorisk Samling.

Til trods for at Danmark var neutral og ikke deltog i kamphandlinger, var befolkningens interesse for krigens udvikling stor. Her står folk i Aarhus i kø for at kunne læse det seneste krigstelegram, der fortalte om krigens gang. Foto i Aarhus Kommune Biblioteker. Lokalhistorisk Samling.

Vareknaphed og prisstigninger

Manglen på varer betød, at tilstrømningen til Hjælpekassens Bespisningsanstalt på Frederiksberg var stor, her i november 1916. Foto i Lokalhistorisk Billedsamling, Frederiksberg Bibliotek.

Manglen på varer betød, at tilstrømningen til Hjælpekassens Bespisningsanstalt på Frederiksberg var stor, her i november 1916. Foto i Lokalhistorisk Billedsamling, Frederiksberg Bibliotek.

Danmark var neutral under 1. verdenskrig. Alligevel mærkede danskerne også verdenskrigens følger: Der var vareknaphed og dyrtid.

Byens gullashbaroner

Nogle forstod at udnytte vareknaphed og dyrtid til deres egen fordel. Når priserne blev højere og højere, var det en fordel at være sælger. I byerne dukkede såkaldte gullashbaroner op. Navnet stammede fra de grosserer, der solgte dåsemad til krigsførende lande. Hvad der egentlig kom i dåserne, var det efter sigende bedst ikke at vide. Gullash i egentlig forstand var det nok ikke.

Hurtige gevinster på landet

Også på landet var der mennesker, som forstod at udnytte hastige prisstigninger på fødevarer, jord og ejendom. Nogle landmænd var f.eks. bedre end andre til at dyrke de afgrøder, der var størst prisstigning på – og fik dermed god fortjeneste.

Fordi det fra statens side blev nødvendigt at gribe regulerende ind, blev der uddelt forskellige former for privilegier. Det betød, at en møller kunne få eneret i sit område på at male det rug, der blev afleveret til staten, eller en købmand kunne få eneret til at sælge petroleum og andre former for varer.

Forskelle på rig og fattig

Verdenskrigens danske samfund er ikke mindst kendetegnet ved sociale opbrud: Det var sælgers marked, men nogle havde kun deres arbejdskraft at sælge. Og lønnen for en almindelig land- eller byarbejder fulgte ikke med prisstigningerne. Så mens nogle – f.eks. grosserer – blev meget rige meget pludseligt, blev andre fattigere, end de før havde været. Og det havde såmænd været slemt nok.

Der blev kort sagt på relativ kort tid langt større forskel på rig og fattig. Fra regeringens side søgte man at udligne forskellene. Man gjorde det ved at fastsætte maksimumpriser på mælk, brød og kul, og man gjorde det ved at bevilge penge til kommunerne, der fik mulighed for at foretage dyrtidsregulerende foranstaltninger som at uddele kartofler eller kul til de fattigste i kommunen. Efterhånden blev der også indført rationering – altså begrænsning på, hvor mange varer af forskellig karakter en person kunne købe – af en lang række varer.

Prisstigninger i tal

Herunder er en tabel, der viser, hvordan prisudviklingen var fra år 1900 til år 1925. Den mængde varer man kunne købe for 100 kr. i 1900 kostede i 1925 244 kr. I 1920 var prisen helt oppe på 315 kr. for de samme varer.

Kilde http://www.statistikbanken.dk/PRIS8 På denne side kan man også se, hvad den samme mængde varer ville koste i dag.

Forbrugerprisindeks, årsgennemsnit

1900

100

1901

100

1902

101

1903

101

1904

102

1905

102

1906

103

1907

106

1908

107

1909

108

1910

109

1911

109

1912

113

1913

116

1914

119

1915

140

1916

165

1917

191

1918

223

1919

264

1920

315

1921

268

1922

228

1923

237

1924

251

1925

244

Landbefolkningens vilkår i Danmark

Bønderne var meget imod at skulle sælge deres korn til maksimalpriser. Axel Thiess har her karikeret modstanden ved at fremstille bønderne som en af de stridende parter i krigen. Tegning i Blæksprutten, 1917.

Bønderne var meget imod at skulle sælge deres korn til maksimalpriser. Axel Thiess har her karikeret modstanden ved at fremstille bønderne som en af de stridende parter i krigen. Tegning i Blæksprutten, 1917.

Korn og især brødkorn, rug og hvede, fik en helt central plads i de mange indgreb fra regeringen, som kendetegner verdenskrigen. Det blev en meget vigtig opgave at sikre befolkningen det daglige brød.

For bønderne betød det først og fremmest, at de fik besked på at aflevere en større eller mindre andel af deres høst. De fik betaling for kornet, men det blev ret hurtigt regeringen, der fastlagde prisen.

Landbruget: Et frit erhverv i spændetrøje

Landmændene var vant til at bestemme selv. Nu skulle regeringen have indsigt i, hvad landmændene dyrkede på markerne og hvad de brugte afgrøderne til.

Dertil kom indskrænkningerne. I lange perioder måtte bønderne f.eks. ikke give deres husdyr brødkorn at spise.

At bruge rug og hvede som foder til køer, heste eller endda høns og grise er ikke indbringende. Prisen på brødkorn er som regel højere end prisen på foder – så det er alt andet lige imod landmandens egen interesse at kaste brødkorn for svin. Men krigen kunne godt ændre på det forhold.

Mange foderstoffer som majs og soyakager skulle importeres og indføres ad søvejen med de risici, som krigen indebar. Foderstoffer blev både dyrere og sværere at skaffe. Og på den anden side var det regeringen (og ikke efterspørgslen), der fastlagde (maksimal-) prisen på brødkorn.

Brødkorn var ikke bare brødkorn

Det var især “brødkorn i gråzonen”, der skabte problemer. Kornet kunne være angrebet af en plantesygdom kaldet brand, i forbindelse med tærskningen fremkom såkaldt frarensning – og til sidst fejede karlen laden og hældte affaldet i sækken med foder. Alle de tre nævnte typer var foder i bondens forstand – men principielt set brødkorn i regeringens.

Korn, der ikke var tjenligt til brød, skulle selvfølgelig ikke males til mel. Men regeringen mente, at det ikke gik an at fodre med f.eks. sygdomsangrebet korn, før bonden havde indhentet tilladelse. Bonden skulle altså have fat i den lokale prisreguleringskommission og have denne til at godkende, at dette korn virkelig ikke var tjenligt til brød.

Kom en inspektion forbi og fandt brødkorn blandet i foderet, så vankede der en bøde, hvis der ikke på forhånd var indhentet tilladelse.

Fodringsforbudet er blot ét, men et vigtigt, eksempel på indskrænkninger og kontrol.

Snyd og bedrag

Landmændenes svar på kontrol og indskrænkninger kunne være snyd. Der findes mange kriminelle sager om hvordan landmændene forsøgte at omgå reglerne. Men allerede i de talrige indskærpelser af fodringsforbuddet kan man næsten aflæse, hvor fantasifulde bønderne kunne være. F.eks. blev det på et tidspunkt udtrykkeligt forbudt at bage brødkorn til brød – for derefter at bruge brødene til foder…

Kornnævn og Ernæringsråd

Først i september 1917 fandt regeringen ud af en holdbar måde at organisere ligninger og afleveringer af korn, kontrollere formalingen til mel, kontrollere bagningen til brød – med andre ord hele processen fra kornet blev puttet i jorden som såsæd til det kom på bordet i form af brød. Til at støtte kontrollen over processen blev der oprettet kornnævn i kommuner og amter. Til at varetage den overordnede styring blev Ernæringsrådet oprettet i København. De kommunale kornnævn skulle bl.a. kontrollere den formaling af rug og hvede, der skete ude hos bønderne selv. De skulle også fordele byg til foder og sikre, at der på hver enkelt ejendom var den fornødne mængde såsæd.

Et lidt mere overordnet kornnævn på regionalt niveau fungerede dels som en ankeinstans og dels som administrator af de statslagre, der blev oprettet rundt omkring i regionen. Fra september 1917 foregik al handel med korn gennem disse lagre, der var oprettet hos udvalgte møllere, brugsforeninger og andre handlende.  Til gengæld for retten til at handle med korn, skulle disse udvalgte handlende månedlig afgive beretning om handelen og var underlagt et vist opsyn.

Den overordnede styring og fordeling hen over landet lå hos Ernæringsrådet. Ernæringsrådet tog sig også af den endelige afgørelse i tvivlssager.

Befolkningens vilkår i Sønderjylland

For befolkningen i Sønderjylland var hverdagen præget af maksimalpriser og rationeringsmærker. På billedet ses rationeringsmærker, der gav ret til at købe 40 gram brød per mærke.

For befolkningen i Sønderjylland var hverdagen præget af maksimalpriser og rationeringsmærker. På billedet ses rationeringsmærker, der gav ret til at købe 40 gram brød per mærke.

I Sønderjylland ændrede 1. verdenskrig livet radikalt. Eftersom mændene var i krig, havde kvinderne alene ansvaret for hjemmet og måtte også til at forsørge familien økonomisk. Hertil kom, at kvinderne gik i frygt for deres mands, sønners og brødres liv.

Læs mere om Befolkningen i Sønderjylland under temaet ”Sønderjylland mellem dansk og tysk”.

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg giver samtykke til, at mine personoplysninger behandles i overensstemmelse med denne oplysningserklæring og er indforstået med, at mine oplysninger behandles sikkert og fortroligt og slettes efter endt anvendelse. Jeg er indforstået med, at jeg kan trække mit samtykke tilbage ved at skrive til denne mailadresse historielab@ucl.dk, hvorefter behandlingen af mine personoplysninger stopper og slettes.

Close