Bønderne var meget imod at skulle sælge deres korn til maksimalpriser. Axel Thiess har her karikeret modstanden ved at fremstille bønderne som en af de stridende parter i krigen. Tegning i Blæksprutten, 1917.

Korn og især brødkorn, rug og hvede, fik en helt central plads i de mange indgreb fra regeringen, som kendetegner verdenskrigen. Det blev en meget vigtig opgave at sikre befolkningen det daglige brød.

For bønderne betød det først og fremmest, at de fik besked på at aflevere en større eller mindre andel af deres høst. De fik betaling for kornet, men det blev ret hurtigt regeringen, der fastlagde prisen.

Landbruget: Et frit erhverv i spændetrøje

Landmændene var vant til at bestemme selv. Nu skulle regeringen have indsigt i, hvad landmændene dyrkede på markerne og hvad de brugte afgrøderne til.

Dertil kom indskrænkningerne. I lange perioder måtte bønderne f.eks. ikke give deres husdyr brødkorn at spise.

At bruge rug og hvede som foder til køer, heste eller endda høns og grise er ikke indbringende. Prisen på brødkorn er som regel højere end prisen på foder – så det er alt andet lige imod landmandens egen interesse at kaste brødkorn for svin. Men krigen kunne godt ændre på det forhold.

Mange foderstoffer som majs og soyakager skulle importeres og indføres ad søvejen med de risici, som krigen indebar. Foderstoffer blev både dyrere og sværere at skaffe. Og på den anden side var det regeringen (og ikke efterspørgslen), der fastlagde (maksimal-) prisen på brødkorn.

Brødkorn var ikke bare brødkorn

Det var især “brødkorn i gråzonen”, der skabte problemer. Kornet kunne være angrebet af en plantesygdom kaldet brand, i forbindelse med tærskningen fremkom såkaldt frarensning – og til sidst fejede karlen laden og hældte affaldet i sækken med foder. Alle de tre nævnte typer var foder i bondens forstand – men principielt set brødkorn i regeringens.

Korn, der ikke var tjenligt til brød, skulle selvfølgelig ikke males til mel. Men regeringen mente, at det ikke gik an at fodre med f.eks. sygdomsangrebet korn, før bonden havde indhentet tilladelse. Bonden skulle altså have fat i den lokale prisreguleringskommission og have denne til at godkende, at dette korn virkelig ikke var tjenligt til brød.

Kom en inspektion forbi og fandt brødkorn blandet i foderet, så vankede der en bøde, hvis der ikke på forhånd var indhentet tilladelse.

Fodringsforbudet er blot ét, men et vigtigt, eksempel på indskrænkninger og kontrol.

Snyd og bedrag

Landmændenes svar på kontrol og indskrænkninger kunne være snyd. Der findes mange kriminelle sager om hvordan landmændene forsøgte at omgå reglerne. Men allerede i de talrige indskærpelser af fodringsforbuddet kan man næsten aflæse, hvor fantasifulde bønderne kunne være. F.eks. blev det på et tidspunkt udtrykkeligt forbudt at bage brødkorn til brød – for derefter at bruge brødene til foder…

Kornnævn og Ernæringsråd

Først i september 1917 fandt regeringen ud af en holdbar måde at organisere ligninger og afleveringer af korn, kontrollere formalingen til mel, kontrollere bagningen til brød – med andre ord hele processen fra kornet blev puttet i jorden som såsæd til det kom på bordet i form af brød. Til at støtte kontrollen over processen blev der oprettet kornnævn i kommuner og amter. Til at varetage den overordnede styring blev Ernæringsrådet oprettet i København. De kommunale kornnævn skulle bl.a. kontrollere den formaling af rug og hvede, der skete ude hos bønderne selv. De skulle også fordele byg til foder og sikre, at der på hver enkelt ejendom var den fornødne mængde såsæd.

Et lidt mere overordnet kornnævn på regionalt niveau fungerede dels som en ankeinstans og dels som administrator af de statslagre, der blev oprettet rundt omkring i regionen. Fra september 1917 foregik al handel med korn gennem disse lagre, der var oprettet hos udvalgte møllere, brugsforeninger og andre handlende.  Til gengæld for retten til at handle med korn, skulle disse udvalgte handlende månedlig afgive beretning om handelen og var underlagt et vist opsyn.

Den overordnede styring og fordeling hen over landet lå hos Ernæringsrådet. Ernæringsrådet tog sig også af den endelige afgørelse i tvivlssager.