Industri
Aargang 0 – Historiske temaer
Industri
Industrialiseringen skabte økonomisk vækst – og havde en lang række positive og negative følgevirkninger. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke kildetyper man kan bruge i forhold til at undersøge industrialiseringen og dens konsekvenser. På Aargang 0 er kun medtaget Erhvervstællingen 1935 som kildetype. Fra Københavns Politi findes f.eks. “Journalsager vedr. overbefolkede lejligheder 1863-1870” og “Skadelige næringsbrug ang. røg- og lugtgener 1863-1933”.
En lang række virksomheder og arbejdsgiverorganisationer har også afleveret arkivalier til Rigsarkivet, men de er kun i ringe omfang digitaliserede. Arkivalier fra arbejderorganisationer (fagforeninger) findes på Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek i København.
Erhvervstællinger
En erhvervstælling er en tilbagevendende registrering af de enkelte virksomheders produktionsforhold, herunder omsætning, maskiner, energiforbrug og arbejdskraft.
Historisk grundlag
I 1897 indledte Danmarks Statistik en række håndværks- og industritællinger. I begyndelsen af det 20. århundrede blev der afholdt tællinger i 1906, 1914, 1925 og 1935. 1925 og 1935 tællingerne var egentlige erhvervstællinger, da de ligeledes omfattede handels- og transportvirksomheder m.m.
Anvendelse og troværdighed
De tusindvis af skemaer for virksomheder overalt i Danmark er et vigtigt kildemateriale til beskrivelse af dansk erhvervsliv i det 20. århundrede.
Virksomhederne var pligtige til at besvare de stillede spørgsmål, og både udeladelse samt bevidst fejlaktive oplysninger blev straffet med bøde. Dette forhold er naturligvis med til at styrke troværdigheden af oplysningerne.
Inspiration til at arbejde videre med erhvervstællinger
En enkelt arkivpakke ud af de 336 med Erhvervstællingen 1935 er digitaliseret og tilgængelig på Arkivalieronline. Den findes på Kildepakken Dansk Byhistorie 1750-1950, hvor man også kan læse mere om baggrund for erhvervstællingerne og deres indhold.
Alle øvrige erhvervstællinger skal bruges på Rigsarkivets læsesale i København, Odense, Aabenraa eller Viborg.
De bearbejdede resultater af tællingerne er offentliggjort i publikationer udgivet af Danmarks Statistik.