Undervisningsforløb om krigen i 1864

Written by 15:23 Uv-forløb 7.-9. klasse

Krigen i 1864

Hvad var baggrunden for krigen i 1864?

Dette undervisningsforløb dykker ned i krigen i 1864. Hvordan adskiller den sig fra andre danske krige og hvorfor endte den som den gjorde? Kunne den være undgået – og ville vi gerne undgå den?
Forløbet henvender sig til 7.-9. klassetrin, og lektionsplanen kan downloades nederst på siden.

Præsentation og begrundelse

Da engelske Dronning Victoria bad sin statsminister forklare baggrunden for det slesvigske problem, skulle han have svaret: ”Der er kun tre mennesker, der forstår det slesvig-holstenske problem. Den første er Prins Albert, Dronning Victorias mand, men han er død. Den anden er en tysk professor, men han er blevet sindssyg, og den tredje er mig selv – og jeg har glemt det!”

Om fortællingen er sandt kan betvivles, men det er meget rammende for den kompleksitet, der ligger til grund for, at Danmark i 1864 blev drevet ud i en krig, som de havde ringe chancer for at vinde.

Kompleksiteten og den dybereliggende forklaring på de omstændigheder, der ledte til krigen i 1864, er ikke prioriteret i dette forløb. Derimod er der lagt væk på, at eleverne får en indgående forståelse for og viden om krigens umiddelbare forudsætninger, forløb og følger. Der er med andre ord tale om et forløb, der i høj grad beskæftiger sig med kompetenceområdet ”Kronologi og sammenhæng”. I andre forløb, fx ”Danskhed til debat” og ”Mindretal” kan eleverne arbejde med tematisk med konsekvenserne af krigen i 1864.

Der knytter sig en del tekstmateriale til forløbet, men dette opvejes af variation i form af fysiske aktiviteter og lærerens faglige oplæg. Sidstnævnte afhænger naturligvis af lærerens forudsætninger og kan derfor have betydning for forløbets varighed, såfremt læreren ønsker at arbejde mere i dybden med krigens forudsætninger.

Forløbet er udarbejdet af Tanja Andersen.

Undervisningsforløb

Undervisningsforløb: 7.-9. klassetrin
Undervisningsforløb: Omfang af forløbet er længere (9-14 lektioner)

Problemstilling

Var krigen i 1864 uundgåelig?

Kompetenceområde/-mål

Kronologi og sammenhæng

Eleven kan sammenligne væsentlige træk ved historiske perioder

  • Eleven kan sætte begivenheders forudsætninger, forløb og følger i kronologisk sammenhæng
  • Eleven har viden om begivenheders forudsætninger, forløb og følger
  • Eleven kan forklare historiske forandringers påvirkning af samfund lokalt, regionalt og globalt
  • Eleven har viden om forandringer af samfund lokalt, regionalt og globalt
  • Eleven kan bruge kanonpunkter til at skabe historisk overblik og sammenhængsforståelse
  • Eleven har viden om kanonpunkter

Kildearbejde

Eleven kan vurdere løsningsforslag på historiske problemstillinger

  • Eleven kan formulere historiske problemstillinger
  • Eleven har viden om udarbejdelse af historiske problemstillinger

Historiebrug

Eleven kan perspektivere egne og andres historiske fortællinger i tid og rum

  • Eleven kan udlede forklaringer på historiske forhold og forløb ud fra historiske scenarier
  • Eleven har viden om historiske scenariers funktion

Materialer

  • Historiecenter Dybbøl Banke
  • Bornedal, Ole: 1864, 2014. afsnit 7:8
  • Andersen, Tanja: Tip en 10´er, 2017 (bilag 1)
  • Andersen, Tanja: Det historiske overblik, 2017 (bilag 2)
  • Andersen, Tanja: Sandt eller falsk, 2017 (bilag 3)
  • Andersen, Tanja: Ordbog til tekstmaterialet på www.1864.dk, 2017 (bilag 4)
  • Kjær, Sidse: Stormen på Dybbøl 1864 & Genforeningen, projektM.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg giver samtykke til, at mine personoplysninger behandles i overensstemmelse med denne oplysningserklæring og er indforstået med, at mine oplysninger behandles sikkert og fortroligt og slettes efter endt anvendelse. Jeg er indforstået med, at jeg kan trække mit samtykke tilbage ved at skrive til denne mailadresse historielab@ucl.dk, hvorefter behandlingen af mine personoplysninger stopper og slettes.

Close