Dette kildebanksemne handler om Koloniseringen af Grønland, 1600-1850. Til emnet knytter sig fem kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Hvalfangst og monopol
Der var et stort behov for spæk og tran i 1600 og 1700-tallet. Det fik man fra bl.a. hvaler, som derfor blev populære at fange. England, Holland og Danmark/Norge kæmpede om retten til at fiske i havet omkring Grønland og om retten til at handle med grønlandske varer.
For at den dansk-norske konge kunne kræve og forsvare handelsretten var det nødvendigt, at danskere og nordmænd bosatte sig på Grønland. Man havde ikke hørt fra nordboernes tidligere bosættelser siden 1400-tallet. Derfor sendte kong Christian 4. i første omgang en ekspedition derop i 1605. Det viste sig, at de tidligere nordboere for længst var døde. Flere ekspeditioner fulgte og fra 1700-tallet gik man mere målrettet til værks for at tilkæmpe sig eneretten til landet og handlen.
Kilde 1
Kortet herunder er fra 1558, og var for de dansk-norske konger helt ind i 1600-tallet et bevis for, at Grønland hørte til under kongedømmet, da Grønland syntes at være landfast med Norge og Danmark. Kongen mente derfor, at indlandshavet og fiskeriet i området tilhørte det dansk-norske rige. Senere krævede kongen retten til Grønland af historiske grunde.
Kilde 2
Sådan foregik grønlændernes ikke helt ufarlige hvalfangst ved Grønlands kyster i 1700-tallet.
Kilde 3
Danskerne og især hollænderne anvendte store sejlskibe til hvalfangst.
Kilde 4
Der var kamp om hvalfangsten og om at få kontrol med den grønlandske handel, især fra hollænderne, som havde handlet med grønlænderne i flere hundrede år. Den dansk-norske konge gjorde, hvad han kunne for at få monopol på al handlen. Hollænderne blev dog ved med at fange hvaler og handle direkte med grønlænderne i lang tid, og det var en af grundene til, at det dansk/norske handelskompagni* ikke tjente nok.
”De varer, man kunne få fra Grønland, var rensdyr- og sælskind, hvalrostænder, hvalkød og spæk samt tran** til lamper. Selv om grønlænderne ikke måtte handle med fremmede som fx. Hollandske hvalfangere, gik handelskompagniet på Grønland fallit i 1772. Det blev afløst af Den kgl. Grønlandske Handel (KGH), der fik eneret på handelen i 1776 og lige siden [indtil 1950] varetog al handel på øen, men også KGH gav underskud. KGH skulle også styre kolonien og stå for kristningen af de indfødte.”
*En forsamling af rige købmænd eller handelsselskaber, som har fået ret til at handle med bestemte lande. I det 17. og 18. århundrede drev handelskompagnierne handel med lande, som lå på den anden side af verdenshavene.
**Et fedtstof, der kommer fra hvaler eller andre havdyr. Det blev brugt som brændstof i lamper, bl.a. i den første gadebelysning i Danmark fra slutningen af 1600-tallet. Derudover blev tran brugt til sæbefremstilling, smøremiddel, maling og til imprægnering (beskytte mod snavs og gøre vandtæt) af læder og tekstiler.
Kilde 1:
Carta da navegar de Nicolo et Antonio Zeni, udgivet i Venedig i 1558. Det Kgl. Bibliotek, http://www.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object66610/da/
Kilde 2:
Grønlandske hvalfangere ved Thule. Billedet lavet af Hans Egede i 1700-tallet, fra Wikimedia Commons, https://commons.wikimedia.org/wiki/Hans_Egede?uselang=da#/media/File:ThuleGreenlandersWhaling.png
Kilde 3:
The Zaandam shipping company Claes Tan en Zn’s Greenland-farer ‘Zaandam’, whaling, maleri af Jochem de Vries, 1772, hænger på Rijksmuseum Amsterdam, https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Jochem_de_Vries_-_De_Groenlandvaarder_%27Zaandam%27.jpg
Kilde 4:
Døygaard, Heino: Danmarks fjerne kolonier i syd og nord. Gyldendal 2002, s. 77
Kilde 2: Hans Egede og missionen
Med støtte fra kong Frederik 4. rejste præsten Hans Egede med sin familie og tre handelsskibe i 1721 fra Bergen til Grønland for at grundlægge handels- og missionsstationer.
Købmændene, som rejste derop, havde fået eneret fra den dansk-norske konge til at lave handel i Grønland. Hans Egede skulle omvende de hedenske* grønlændere, men det var ikke nogen nem opgave at få dem til at forlade deres gamle religion og deres tro på ånder. Grønlændernes gamle åndemanererhverv blev dog efterhånden fortrængt.
Hans Egede var den første kristne missionær på Grønland og blev kendt som Grønlands apostel**. Efter en alvorlig koppeepidemi, hvor mange døde, rejste Hans Egede til København i 1736, men hans sønner fortsatte missionsgerningen, ligesom andre europæiske missionærer, som var kommet til udefra. Således opstod flere missionsstationer rundt om. I København blev Hans Egede leder af et seminarium, som uddannede missionærer og kateketer til Grønland.
*Ordet bruges (nedsættende) om folk, som ikke tror på én gud, men har en religion, som dyrker flere guder.
**En som lærer andre om kristendommen og f.eks. grundlægger kristne menigheder. De første apostle var de 12 disciple, som Jesus udvalgte som sine særlig nære hjælpere til at udbrede det kristne budskab efter sin død.
Kilde 1
Da Hans Egede ankom til Grønland, kunne han ikke grønlandsk og anvendte derfor i begyndelsen billeder til at kommunikere. Her vises han i færd med at forsøge og omvende de lokale inuitter til den kristne tro.
Kilde 2
De første missionsmetoder gik ud på at lokke til kristendom via personlige møder. Hans Egede og sønnerne boede i en periode hos nogle grønlændere og derefter kom børn og unge hjem og boede hos ham. Herefter fandt Hans Egede på at bruge kateketer. Det var grønlandske missionsmedhjælpere, som havde tilegnet sig dansk og var blevet kristne, skulle tage rundt i landet og undervise folk i kristendom på grønlandsk. En af katekterne, som havde boet hos Hans Egede, var drengen Pápa, som blev døbt Friderich Christian. Hans Egede skrev om hans dåb i 1725:
”Den lille vildmandsdreng” har fået ”sådant begreb om Gud og sin salighed, så han er blevet meddelt den hellige dåb, hvilken han også med stor andagt, ja tåreflydende øjne, tog imod til alle tilstedeværendes største glæde og fornøjelse.”
I 1733 døde Friderich Christian af kopper* og Hans Egede mistede, med egne ord, sin ”bedste og nytteligste grønlænderdreng”.
*Smitsom virussygdom med udslæt i form af blærer, som efterlader vansirende ar over hele kroppen, og som kan være dødelig. I 1600-1700-tallet, hvor man ikke kendte til behandling, var dødeligheden 20-60 %. Vaccinen mod kopper blev først opfundet i 1798.
Kilde 3
Efter at have fået mere styr på det grønlandske sprog, kunne Hans Egede bedre udfordre åndemanerne* og den gamle tro og gik mere håndfast til værks i sin mission. Amuletter, fuglenæb og andet, som befolkningen hængte om halsen som værn mod farer og ulykker, rev han af. Han anvendte trusler, tvang og tugt af grønlænderne for at få dem til at vende sig mod kristendommen.
“Hvorfor er I så tossede, at I tror på de løgnagtige angakkut (åndemanere), når I ved, at de ikke duer til noget? Hvorfor hekser de om aftenen, og ikke når det er lyst, så vi kan se det? Hvis I ikke lader være med at hekse, så skal vi til sidst slå jer ihjel og udrydder jer fra Jorden, for Gud har befalet os at slå sådanne nogle ihjel.” […]
“Helvedes ild gør meget ondt og udslukkes aldrig. Der skal de, som ikke vil tro, altid brænde. Ilden skal gå dem ud igennem deres øjne, mund, ører og næsen. Djævelen skal rive dem med sine Kløer, og de aldrig dø.” […]
“Deroppe i Himlen er meget skønt, der fryser og sulter vi ikke, der trættes og ældes vi ikke, der dø vi ikke, der skal vi altid være lystige, ja skinne som Solen.”
*En person med evner til at tilkalde ånder under en seance for at få hjælp mod dårlig fangst, sygdom eller dårligt vejr og herefter få genoprettet ordnede forhold.
Kilde 3
Idylliseret billede af Hans Egede, der plejer grønlændere ved sygeleje i Grønland. Kobberstikket* er lavet i 1780’erne. Grønlænderne boede ikke på denne måde i 1700-tallet.
*Teknik til fremstilling af et billede, hvor man ridser motivet i en kobberplade, sværter og aftørrer den, så der kun sidder sværte (farve) i ridserne, og derpå ved hjælp af en trykpresse trykker den mod stykker af fugtigt papir.
Kilde 1
Moe, Louis, ”Hans Egede på Grønland”, 1898, https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Hans_Egede_p%C3%A5_Gr%C3%B8nland_-_Louis_Moe_(17042)_-_cropped.png?uselang=da
Kilde 2
Danmark og kolonierne: Grønland. Den arktiske koloni, red. Hans Christian Gulløv, Gads Forlag, 2017, s. 62-63
Kilde 3
Erngaard, Erik, Grønland i tusinde år, forlaget Sesam, 1982, s. 53
Kilde 4
Kobberstik af Clemens, Johann Frederik (1748-1831) kobberstikker, ca. 1780. Billede fra Det Kongelige Bibliotek, http://kb-images.kb.dk/DAMJP2/DAM/Samlingsbilleder/0000/450/454/DP007147/full/full/0/native.jpg
Kilde 3: Hans Egedes syn på grønlænderne
Hans Egede mente, at grønlænderne levede et uartigt liv. Ifølge tidens kristne lære, måtte en mand og en kvinde kun gå i seng sammen, hvis de var gift. Loven havde strenge straffe for utroskab. Derfor var Hans Egede fortørnet over, at grønlænderne så mere frit på den slags.
Egede skrev, at kvinderne anså det for en lykke og en ære at gå i seng med en åndemaner. Mange mænd betalte endda åndemanerne for at gå i seng med deres koner. Og når grønlænderne havde spist, begyndte de at synge og danse.
Kilde
”Imidlertid går den ene efter den anden med en kvinde bag et forhæng eller skillevæg af skind, som er hængt op i den ene ende af huset. På briksen ligger de og caressere (kæler for hinanden) […] i denne skammelige horeleg deltager også de gifte.”
Oprindeligt fra Hans Egede ‘Relationer fra Grønland, 1721-36’. Det gamle Grønlands ny Perlustration, 1741. Her fra Jens Aage Poulsen: Hit med Historien! Grundbog til 7. klasse. Gyldendal 2005, s. 63
Kilde 4: På vej mod kolonisering
Den første handelsstation med Hans Egede blev oprettet på Håbets Ø. Der var dog ikke nok gang i handlen, og efter nogle år besluttede man at flytte handels- og missionsstationen til Godthåb (nuværende Nuuk) og oprette flere kolonier i landet med flere missionærer.
Hollænderne, der havde tradition for at handle med grønlænderne, ville ikke bare opgive handelen, og det førte til flere sammenstød og slag. En af de først handelsstationer blev nedbrændt af hollandske hvalfangere, og derfor kom også militærfolk fra Danmark til Grønland i 1728 samt 12 militære straffefanger og deres koner, som blev beordret dertil. Mødet med straffefangerne var en katastrofe. De var dårlige forbilleder for en befolkning, som man gerne ville omvende til kristendommen. De drak, sloges og kom i konflikt med grønlænderne. Problemet løste sig ved, at de fleste straffefanger og deres koner døde af sygdom i løbet af et års tid.
Efterhånden blev flere købmænd interesseret i handelen med Grønland og i at anlægge kolonier, og den dansk-norske missions- og handelsvirksomhed bredte sig. I løbet af 1700-tallet lykkedes det at oprette omkring 20 kolonier på Grønlands vestkyst.
Kilde
Et trin i koloniseringen af Grønland var indvandring syd fra, som skulle befolke landet:
”Hertil kom 12 militære straffefanger med deres koner, som var straffede unge kvinder fra Børnehuset, som de før udsendelsen var blevet tvangsgift med. De fleste af de mandlige fanger var tyskere i 20-30-års alderen. Fangerne fik beklædning, forplejning og løn for at tjene som soldater i Grønland og med Hans Egedes ord ”i allernådigst hensigt, at landet ved samme skulle blive populeret [befolket], og kolonier anrettet”.”
Gulløv, H. C. (red.), Grønland. Den arktiske koloni, Gads forlag, s. 70, 2017.
Uddrag fra Gunnar Karlsson. The History of Iceland. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000
Kilde 5: Sælfangst
Spæk og skind fra sæler blev de vigtigste varer, som Danmark fik fra Grønland. Grønlænderne fik meget af det, de havde brug for fra sæler. Det vigtigste var mad.
Sælernes spæk blev også brugt som brændsel og til tran* til belysning. Desuden fik man skind til påklædning, til beklædning af kajakker og konebåde samt til sommertelte.
*Et fedtstof, der kommer fra hvaler eller andre havdyr. Det blev brugt som brændstof i lamper, bl.a. i den første gadebelysning i Danmark fra slutningen af 1600-tallet. Derudover blev tran brugt til sæbefremstilling, smøremiddel, maling og til imprægnering (beskytte mod snavs og gøre vandtæt) af læder og tekstiler.
Kilde 1
Sælfangst fra kajak. Stik fra 1770. Grønlands Nationalmuseum.
Kilde 2
Konebåd. Stik fra 1770. Grønlands Nationalmuseum.
Kilde 3
Kajakker og en konebåd. Foto fra begyndelsen af 1900-tallet. Grønlands Nationalmuseum.
Kilde 4
Kajakker og en konebåd. Foto fra begyndelsen af 1900-tallet. Grønlands Nationalmuseum.
Kilde 5
Sommertelte. Foto fra begyndelsen af 1900-tallet. Grønlands Nationalmuseum. Kilde: F. Zachariae. Før og Nu, Historisk, topografisk tidsskrift og illustrationsværk, 1919
