Tema 7: Slavernes vej til friheden

Det var tilladt at holde holde slaver på De Dansk Vestindiske Øer indtil midten af 1800-tallet. I dette tema, kan du finde kilder til hvornår, hvordan og hvorfor, slaveriet blev afskaffet.

Kildebankstemaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Satiretegning mod slaveri

Engelsk satiretegning fra ca. 1845.

Tegningen gengiver en historie om en brutal vestindisk slaveopsynsmand, som straffede en ung slave ved at skolde ham i sukkerkedlen, fordi han var for syg til at arbejde. Billedet er et eksempel på, at der mod slutningen af 1700-tallet og frem opstod en bevægelse mod slaveri og slavehandel.

Kilde:

Regi til billede:
Teksten nederst på tegningen fortæller blandt andet, hvordan han blev kastet:
” (…) i en kobberkedel med kogende sukkersaft, og efter at have haft holdt ham under til op til ørene og hovedet i tre kvarterer af en time i den kogende væske, piskede ham i en sådan grad, at det tog ham næsten seks måneder at komme sig over sine sår og skoldninger.”

Kobberstik fra ca. 1845-1851. Original af James Gillray og publiceret første gang i 1791.
Lånt fra dette link

Kilde 2: Voksende modstand mod slaveri

Engelsk tegning fra 1826, der forestiller lovforslaget om afskaffelsen af slavehandel.

I løbet af 1700- og 1800-tallet voksede modstanden mod selve slaveriet bl.a. i England og der brød slaveoprør ud rundt omkring på De Vestindiske Øer. Da England ophævede slaveriet i 1834, blev der lagt pres på andre kolonimagter i Vestindien, heriblandt Danmark.

Kilde:

Illustration fra 1826.Fra bogen “The Black Man´s Lament, or, how to make sugar, af Amelia Opie, London, 1826. Billedet er lånt fra www.wikipedia.org
Link til billedet

Kilde 3: Frihedsbrev for slaver

Frihedsbrev fra 1809, der betød at jeg slave var blevet frigivet af sin ejer.

Med tiden blev de såkaldte ’frinegre” efterhånden en voksende samfundsklasse. Frinegre eller ”frifarvede” som de også blev kaldt, var tidligere slaver som havde fået et ’frihedsbrev’, hvori der stod, at deres herre havde skænket dem friheden. Fra 1830’erne og frem til slaveriets afskaffelse udgjorde frinegrene ca. 20% af den samlede befolkning.

I frihedsbrevet nedenfor ses det, at slavinden Susanne, der var ejet af Tristam S. Smith på Skt. Croix blev købt fri for 350 rigsdaler i 1809.

Kilde:

Kilden er et udklip af et frigivelsesbrev fra 1709.
Kilden er lånt fra Det Kongelige Bibliotek.

Kilde 4: Oprør var skrækeksemplet

Billeder som forestiller et slaveoprør på øen Saint-Domingue, der foregik i årene omkring år 1800.

Oprørerne erklædrede uafhængighed af kolonimagten Frankring i 1804 og oprøret førte til, at republikken Haiti blev dannet i 1805. Oprør som dette, hvor slaverne kæmpede for deres frihed, blev et skrækeksempler for andre kolonimagter, der frygtede at de sorte på deres øer ville gøre oprør og kræve deres frihed og selvstændighed. Oprør på øer som Haiti blev dækket i de danske aviser hjemme i Danmark.

Kilde:

1. Maleri fra 1815. ”Incendie du Cap.” Revolte générale des Négres.” Massacre de Blancs.” Fra bogen “Saint-Domingue, ou Historie de Ses Révolutions”, ca 1815.
Billede er lånt fra Wikipedia her

2. Maleri fra 1845. Billedet er lånt fra Wikipedia

Kilde 5: Kongens lov om slaveriet

Reskript [kongelig befaling, lov] fra 1847. Spørgsmålet om afskaffelse af slaveriet blev mere og mere vigtigt i løbet af første halvdel af 1800-tallet.

Slaverne gjorde oprør rundt omkring på naboøerne, Storbritannien afskaffede slaveriet i 1834 og utilfredsheden blandt slaverne ulmede på De Dansk Vestindiske Øer – presset på kongen og hans regering steg. I 1847 skrev kongen et reskript, der havde til hensigt at bestemme, hvordan overgangen fra slaveri til frihed skulle foregå.

I befalingen argumenterede kongen for, at det var af hensyn til både menneskelige motiver, plantage- og slaveejernes egen interesse og kongens personlige ønske, at slaveejerne ikke længere skulle have ”rådighed” over slaverne – altså at de ikke længere skulle kunne eje slaver. Dermed ville slaveriet ophøre. Fra den dag loven blev indført, skulle alle slavebørn være frie – men alle voksne slaver ville først blive frigivet 12 år efter, altså i 1859.

Kilde:

“Det er vor, ved retfærdigheds- og humanitets-motiver og ved hensyn til vore vestindiske koloniers vel og planternes [plantagejernes] egen interesse fremkaldte kongelige vilje, at den rådighed over de ufrie [slaver], hvoraf ejerne for tiden er i besiddelse, skal ophøre, dog således, at denne forandring, for at vedkommendes tarv kan blive iagttaget og de fornødne forberedelser til overgangen trufne, skal indtræde 12 år efter datum (…)

Det er derhos vor allerhøjeste vilje, at børn af ufrie, som fødes efter datum af denne vor allerhøjeste resolution, skulle fra fødslen af være frie, men dog forblive hos mødrene eller forældrene under visse bestemmelser (…).”

Kilden er et bearbejdet uddrag af: Algreen-Ussing: Kongelige Reskripter og Resolutioner, Reglementer, Instruxer og Fundsatser samt Kollegialbreve…. For Aaret 1847, s. 181-182, Kjøbenhavn, 1853.

Kilde 6: Guvernøren von Scholten

Peter von Scholten var generalguvernør på De Vestindiske Øer fra 1827-1848. Han var inspireret af oplysningstidens tanker, og mente, at der var behov for at forbedre vilkårene for de sorte på øerne.

Peter von Scholten havde mange forbindelser til de sorte på øerne, og i mange år levede han sammen med en frifarvet kvinde, Anna Elizabeth Heegaard.

Med sine holdninger til slaveriet og sin farvede kæreste, var Peter von Scholten ikke altid populær hos de hvide plantageejere, der ikke ønskede at slaveriet skulle afskaffes.

Kilde:

Billedet af Peter von Scholten fra Vore Gamle Tropekolonier, bind 2, 1966. Link til billede

Kilde 7: Ældre dansk bog om von Scholten

Uddrag af dansk bog fra 1940’erne, der fortæller om Peter von Scholten og slaveriets ophør.

Sophie Petersen var geograf og pædagog, som udgav flere bøger og hun rejste en del, bl.a. til de gamle danske tropekolonier. Hendes hovedværk, “Danmarks Gamle Tropekolonier fra 1946”, betød meget for synet på Danmarks kolonihistorie i mange år. Sophie Petersen skrev bl.a. om Peter von Scholten, som ofte tilskrives en del af æren for at slaverne blev frigivet i 1848.

Kilde:

(…) 1823 blev han guvernør på St. Thomas og i 1835 generalguvernør over ’Vore vestindiske Eylande i Amerika’ [de danske øer].

Han tog derfor bolig på St. Croix, hvor han fik opført et fornemt guvernementspalæ i Christianssted(…). Her boede han sammen med sin husholderske, Miss Heegaard, en meget lys mulatinde.

(…) Han var en impulsiv, ofte brovtende og storpralende mand, men eet gør ham trods alt fortjent til en hædersplads i Dansk Vestindiens historie: at hans stadig mål var at arbejde for den farvede races højnelse og endelige frigørelse både fra slaveri og fra social pariastilling [lavere samfundsstilling]. Han var en frisindet og human mand i forholdet til de farvede og tog gang på gang til plantageejernes store misfornøjelse parti for slaverne og søgte at mildne deres kår.

Allerede 1830-1840 var sikkert en lykkelig tid for Negrene på øerne, der herskede ofte et smukt patriarkalsk forhold mellem ejer og slaver, og frinegrenes antal voksede stadig. v. Scholten vovede også til plantageejernes og embedsmændenes store forargelse at indbyde mulatter og deres damer som gæster ved sine store middage. Forholdene på plantagerne blandede han sig ligeledes i, straffene blev mildere, og der indførtes længere hviletider under arbejdet, ’Massa Peter’, som Negrene kaldte ham, havde et eget greb på at få tingene til at glide og et udpræget negertække. Hele hans noget støjende og højrøstede måde at være på var rigtig noget for negrene.”

Ordforklaring:

Patriarkalsk: normalt et forhold, hvor kvinden er undergivet manden. Meningen her må være, at slaverne var undergivet de (hvide) ejere.

Massa: andet ord for herre. Slaverne kaldte ofte de hvide plantageejere for massa.

Uddrag fra Sophie Petersen: Danmarks Gamle Tropekolonier. H. Hagerup, København 1946, side 310-313.

Kilde 8: Oprøret på Skt. Croix 1848

Uddrag ad Frederik von Scholten erindringer om slaveoprøret i juli 1848, der førte til slaveriets ophør.

Frederik von Scholten var Peter von Scholtens bror og toldforvalter på St. Croix, mens Peter von Scholten var generalguvernør på øerne. Frederik fortæller herom slavernes oprørsleder, kaldet general Buddhoe, og om hvordan, hans bror frigav slaverne.

Kilde:

”Klokken syv om morgenen strømmede negrene ind i byen i stort antal. Kort tid efter blev det rapporteret til mig, at politikontoret blev plyndret og ødelagt. (…) Det er kun retfærdigt at sige, at det var på grund af de frifarvede mænds handlinger, at der ikke blev begået mere vold. Kun tre huse blev plyndret og ødelagt. Omkring på dette tidspunkt kom en neger grædende til mig og bad mig om at skrive et brev til generalguvernøren for at bede ham om at komme ned Frederikssted [by på Skt. Croix] så hurtigt som muligt, så, at han ved sin tilstedeværelse, kunne redde byen fra yderligere overgreb. Jeg efterkom glædeligt dette, og bad min bror om ikke at forsinke det, da kun han ville være i stand til at berolige negrene. (…).

De fleste af de hvide var nu enten ombord på skibene [i havnen] eller i skjul. Omkring dette tidspunkt dukkede en mand op på stedet, der syntes at være lederen af de enormt mange mennesker, der fyldte gaden. Dette var Buddhoe, eller, som han senere blev kaldt, general Bourdeaux.

Omkring kl 15 ankom generalguvernøren (…). Generalen trådte ud nær fortet [fort Christiansværn i byen Christiansted på Skt. Croix), gik ind iblandt folkemængden og erklærede negrene for frie. (…).”

Uddrag fra Charles Edwin Taylor: Leaflets from the Danish West Indies, Descriptive of the Social, Political, and Commercial Condition of these Islands, 1888. Gentrykt af Kessinger Legacy Reprints, side 126-132.

Kilde 9: Frihedsplakat der frigav slaverne

Plakat, som blev trykt natten mellem den 3. og 4. juli 1848, efter at generalguvernøren på De Vestindiske Øer, Peter von Scholten, havde ophævet slaveriet og gjort slaverne frie om eftermiddagen den 3. juli.

Plakaten blev hængt op overalt på De Dansk Vestindiske Øer i dagene efter. Peter von Scholten havde faktisk ikke ret til at frigive slaverne, da det kun var kongen, der kunne frigive slaverne på øerne. Men det da generalguvernøren, som var kongen stedfortræder på øerne, havde frigivet slaverne og frigelsesplakaterne var ophængt på øerne, var det ikke muligt for kongen og regeringen at ændre beslutningen.

Kilde:

”(…) Generalguvernør over de danske vestindiske Øer, jeg Peter Carl Frederik v. Scholten gør vitterlig:

1) Alle ufrie på de danske vestindiske øer er nu fra dags dato frigivne

2) Negrene på plantagerne beholder i 3 måneder fra dato brugen af de huse og provisionsgrunde [små grunde, hvor slaverne kunne dyrke egne afgrøder], hvoraf de nu er i besiddelse

3) Arbejde betales for fremtiden efter overenskomst[aftale], hvorimod fødevaretildeling ophører.

4) Underholdning af gamle og svage, som er ude af stand til at arbejde, afholdes indtil nærmere bestemmelse af deres forrige ejere.

(…)

Peter v. Scholten.”

Billede af en af de originale plakater, der blev hængt op på øerne. Billedet er lånt af Rigsarkivet. Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilden er en bearbejdet udgave af den plakat, der blev trykt i 1848.

Kilde 10: Avisomtale af oprøret

Omtale af oprøret på Skt. Croix og frigivelsen af slaverne på øerne.

Da nyheden om oprøret på Skt. Croix og afskaffelsen af slaveriet nåede hjem til Danmark, kunne man i aviserne læse om de voldsomme begivenheder. Uddrag af en artikel fra avisen Kongelige privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 22. august 1848.

Kilde:

”(…) Da negerne nu havde fået, hvad de forlangte, troede man, at de ville i rolighed begive sig tilbage til deres boliger. At Scholten var af denne mening, beviser hans proklamation af 3de juli. Men tværtimod var negernes mod blevet forøget i høj grad ved den eftergivenhed, der var vist dem, og de begyndte nu at sætte større planer.

I skarer af tusinder drog de nu omkring, dels i det øjemed, at besøge romkældrene på plantagerne, dels for at straffe de plantagers befolkning som, havde vovet at arbejde igen [slaver som ikke fulgte oprørerne, men stadig arbejde på plantagerne].

Når en sådan skare kom ind på en plantage for at straffe negrene, så havde disse ej anden udvej, end at følge med oprørerne, for at undgå den truende straf. Således svulmede mængden mere og mere op og udbredte sig ad alle kanter. Ødelæggelseslysten gik så vidt, at man på sine steder fandt sukkeret udstrøet, endog i svinestien. Sølvtøj og penge røvedes; hvad man ikke kunne føre med sig blev sønderflået.

Men så vidt bekendt har en blank [hvid] mand dog ikke mistet livet, hvorimod mange er blevet mishandlede og forslåede, for det havde været overanførernes [oprørslederne] befaling til negerne, at intet blod måtte udøses. Et sted var en forvalter allerede lagt på blokken for at halshugges, men blev reddet af nogle mere velsindede negere.”

Kilden er et bearbejdet uddrag af en artikel bragt i avisen ”Kongelige privilegeret Aarhus Stifts-Tidende (1845-1871), fra 22. august, 1848.

Kilde 11: Frygt efter ophævelsen af slaveriet på øerne

Uddrag af en artikel fra avisen ”Fædrelandet” i 1848 om slaveriet ophævelse på øerne.

En udenrigsjournalist skrev om afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vestindien. Mange i Danmark var meget utilfredse med, at Peter von Scholten havde frigivet slaverne på øerne.

Kilde:

”Så nu har vi altså fået emancipation [frigivelse af slaverne], og Danmark skal ikke længere nævnes som blandt de stater, som begunstiger slaveri.

Jeg føler mig overbevist om, at mine frisindede landsmænd derhjemme ikke kan have modtaget efterretninger om de sidste dages begivenheder med andet end blandede følelser (…) For det, der er sket, er i hvert fald en ny sejr for friheden (…)

Jeg kan ikke skjule, at det forholder sig anderledes med mig: Med udelt beklagelse ser jeg tilbage på de sidste begivenheder, og det eneste lyspunkt, som jeg formår at finde, er Scholtens fjernelse fra styret. (…)

Det er i sig selv en uoprettelig skade, at det er negrene som har tilrevet sig deres frihed, det er ikke os, som frivilligt har skænket dem den. For erindringen om denne handling vil få negrene til at indbilde sig, at de er de overlegne, de vil tro, at de har sejret over de hvide (…)

Jeg mener, at emancipationen, således som den nu er realiseret, vil vise sig særdeles skadelig for kolonien. (…).”

Kilden er en bearbejdet udgave af en artikel, som blev bragt i avisen “Fædrelandet” d. 18.08.1848.

Kilde 12: von Scholten: helt eller forræder?

Da generalguvernøren Peter von Scholten havde frigivet slaverne i 1848, var der mange både på øerne og hjemme i Danmark, der mente, at von Scholten havde begået en fejl.

Mange mente, at man skulle havde kæmpet imod de sorte og at slaveoprøret i stedet skulle være slået ned. von Scholten blev anklaget for forræderi og frataget sin pension, men blev senere frikendt i Højesteret. Han forlod Danmark og døde 1854 som en knækket mand. Senere har han fået et lidt anden status, end han fik i sin samtid. Han er ofte den, der bliver tilskrevet æren for, at slaverne blev frigivet i 1848.

Nedenfor på billedet ses et fotografi af Peter von Scholtens grav, i det eneste mausoleum på Assistens Kirkegård i København.