Written by 20:06 Kildebankstema om slaveriet og Vestindien

Tema 12: Menneskesyn

I dette tema kan du finde kilder til, hvordan man så på de sorte og slavegjorte – både i de danske besiddelser i Afrika, i Vestindien og i Danmark generelt før i tiden.

I dette tema kan du finde kilder til, hvordan man så på de sorte og slavegjorte – både i de danske besiddelser i Afrika, i Vestindien og i Danmark generelt før i tiden.

Her er kilder til, hvordan der også i løbet af 1700- og 1800-tallet var forskellige opfattelser af slavehandelen og slaveriet. Her er også kilder til, hvordan nogle retfærdiggjorde eller forklarede slaveriet.

Kildebankstemaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.

Lærervejledning til læremidlet

Kom i gang med kilderne

Kilde 1: Forsvar af slaveriet
I 1600- og 1700-tallet mente mange, at de sorte, der blev bragt til Vestindien havde det bedre der, end de ville have haft i deres hjemlande i Afrika. Københavns biskop Erik Pontoppidan skrev i 1760 om slavehandelen:
Kilde:

”(…) Følgeligen [Derfor] mener jeg, at den neger, som derfra overføres til Vestindien, i fald man ikke skiller ham fra hans hustru og børn bliver langt mindre elendig, såsom langt sikrere på sit liv og sit livs ophold, hans tilstand forringes ikke, uden det sker tilfældigvis af en dårlig husbond [slaveejer], thi en forstandig [slaveejer] sørger for sin neger ligesom for sine penge. (…)

Følgeligen blev de kristne frigjorte skønt menneskenes tjenere (…).”

Kilden er et bearbejdet uddrag af: Erik Pontoppidans forord til Ludewig Ferdinand Rømers: Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea, Af hvilke Nationer den drives, og paa hvilken Maade den er indretted af enhver Nation især, tilligemed Uforgribelige Betænkninger, Hvorledes vor Negotie derhen og til Vestindien, bedre kunde indrettes”, Kiøbenhavn, 1756.

Kilde 2: Bedre for de sorte i Vestindien?
Her fortæller en tidligere dansk guvernør i Afrika om slavehandelen.
 
Selvom modstanden mod slaveri og slavehandel voksede mod slutningen af 1700-tallet, var der mange, som var imod en afskaffelse. Mange mente faktisk, at de sorte havde det bedre i Vestindien end i Afrika. Andreas Riegelsen Bjørn, som boede i Guinea på Afrikas vestkyst i mange år og var guvernør i årene 1789-1793, fortæller her om sine erfaringer med slavehandelen i en tekst fra 1792 – det år hvor Danmark forbød den transatlantiske slavehandel.
Kilde:

“Uberegneligt stort er det antal af mennesker, der dybt inde i Afrika … lever under det grusomste tyranni i bestandig angst for at (…) slagtes til spisning og afgudsofringer, dræbes i evigtvarende krige (…) eller at pines til døde på en mere eller mindre barbarisk måde.

Og når man på den anden side betragter kolonislaverne i Vestindien, der her (…) kan omgås moralske mennesker og derved (både de selv og deres børn) dannes til nyttige mennesker.

Så må dog enhver upartisk erkende, at forskellen mellem deres ulykkelige skæbne i Afrika og deres mildere kår i Vestindien er højst betydelig (…).”

Billede af bogen”Tanker om Slavehandelen. Resultater efter Iagttagelser og mangeaarige Erfaring”. Billedet er udlånt af Rigsarkivet.

Kilden er et bearbejdet uddrag af ”Tanker om Slavehandelen. Resultater efter Iagttagelser og mangeaarige Erfaring”, af Andreas Rigelsen Bjørn, 1792.

Kilden er lånt fra Rigsarkivet.

Kilde 3: En slaveauktion
Johan Reimert Haagensen, der arbejdede på Skt. Croix i 1750´erne, beskriver her en slaveauktion.
Kilde:

“(…) Ellers bliver slaverne tilført os fra Guineas kyst, både med danske skibe og somme tider med andre nationers skibe (…) og så snart et skib ankommer, bliver slaverne solgt, thi det er almindeligt der, som det er [almindeligt] her med auktioner på løsøre [møbler og lignende] og andre varer; da til sådan [slaveauktion] indfinder sig alle landets borgere for at købe;

førend sådan auktion går for sig er borgere gerne i forvejen en times tid for at undersøge dem, somme tider udsøge hvem de har lyst til, og om dens fingre eller fødder binder de en lille tråd eller kendetegn(…) når da auktionen begynder, bliver en eller anden råbt på at stå inde på gulvet til han er solgt. (…)

Og da bliver alle slaverne bortsolgt en efter den anden, dog først alle mandsslaverne, dernæst kvinderne og drengene og til sidst alle pigebørnene. (…)

Når slaverne er solgt er de så lystige [glade], at ikke [den] mindste frygt eller bekymring er at se hos dem, og når auktionen er til ende, følger enhver slave med den, som har købt ham (…).”

Billede af bogen “Beskrivelse over Eilandet st. Croix, 1758”. Billedet er lånt fra Rigsarkivet.

Kilden er et bearbejdet uddrag af bogen: ”Beskrivelse over Eilandet st. Croix, 1758″, Johan Reimer Haagensens s. 63 ff.
Kilden er lånt fra Rigsarkivets kildepakker. 

Let udgave:

”(…)Førend sådan [slave]auktion går for sig er borgere gerne [kommet] i forvejen en times tid for at undersøge dem, somme tider udpege hvem de har lyst til, og om dens fingre eller fødder binder de en lille tråd eller kendetegn (…) når da auktionen begynder, bliver en eller anden råbt på at stå inde på gulvet til han er solgt. (…)

Og da bliver alle slaverne bortsolgt en efter den anden, dog først alle mandsslaverne, dernæst kvinderne og drengene og til sidst alle pigebørnene.(…)

Når slaverne er solgt er de så lystige [glade], at ikke [den] mindste frygt eller bekymring er at se hos dem, og når auktionen er til ende, følger enhver slave med den, som har købt ham (…).”

Kilde 4: Lægens oplevelser under en slaveauktion
Lægen Paul Edmann Isert besøgte i 1780´erne både de danske forter i Afrika og sejlede med et slaveskib til Vestindien. Her fortæller han om hvad der skete, når slaver blev sat til salg.
 
I sin bog ”Reise nach Guinea” [Rejse til Guinea] fra 1788, fortæller han om sine oplevelser under en slaveauktion (teksten er bearbejdet):
Kilde:

”(…) Nogle dage efter vor ankomst blev vore negres skæbne afgjort. Man havde bragt dem i land, man pudsede dem op på det bedste efter deres egen skik, gav dem alle mulige friheder og gav dem lækkerier fra deres egen hjemstavn, så at de bildte sig ind, at de var kommet i paradis.

Men skinnet bedrager. Salgsdagen kom.

Man stillede dem op i række og geled, men lod dem ikke vide af nogen køber før det bestemte minut.

Man åbnede døren. En hær af plantere[plantageejere] styrtede ind og tilrev sig som rasende de negre og negerinder de havde mærket sig de foregående dage, da de sorte kun var stille til skue, og bragte dem hen til sælgerne for at blive enige om prisen.

Det hele gik for sig i et sådant raseri at jeg selv var lige ved at blive bange. Hvorledes negrene herved var til mode kan man let tænke sig (…).”

Kilden er en bearbejdet udgave af et uddrag af ”Danskernes slaver. Kolonisation og slavehandel ca. 1650-1850” af Calundan et. Al., 1. udgave, 1. oplag, 2003. Forlaget Pantheon, s. 60-62.
Originaldokumentet er: Paul Edmann Iserts ”Reise nach Guinea und den Karibäschen Inseln in Columbien”, 1788.

Let udgave:

”(…) Salgsdagen kom. Man stillede dem op i række og geled, men lod dem ikke vide af nogen køber før det bestemte minut.

Man åbnede døren. En hær af plantere[plantageejere] styrtede ind og tilrev sig som rasende de negre og negerinder de havde mærket sig de foregående dage, da de sorte kun var stille til skue, og bragte dem hen til sælgerne for at blive enige om prisen.

Det hele gik for sig i et sådant raseri at jeg selv var lige ved at blive bange. Hvordan negrene havde det kan man let tænke sig (…).”

Kilde 5: Annonce for en auktion
Annonce fra avisen Royal Danish Gazette, der blev udgivet på Skt. Croix i slutningen af 1700-tallet. I avisen blev der ofte bragt annoncer over salg af alt lige fra huse til tøj og slaver.
Kilde:

”På mandag den 21. i denne måned kl. 10, vil der på Hr. Lattermore Jones´ anmodning blive holdt offentlig auktion på Hr. Armstrongs restaurant;

Seks værdifulde negere, hvoraf fire af disse er tætnere [skibsarbejdere] og skibstømrere, en husslave og en pige, samt og to guldure og nogle møbler.”

Kildeteksten er en bearbejdet udgave af en annonce, der blev bragt i avisen Royal Danish Gazette, d. 12.09.1772.

Kilde 6: Imod afskaffelse
Selvom modstanden mod slaveri og slavehandel voksede mod slutningen af 1700-tallet, var der også mange, som var imod en afskaffelse af slavehandlen.
 
Andreas Riegelsen Bjørn, som boede i Guinea på Afrikas vestkyst i mange år og var guvernør i årene 1789-1793, fortæller her om, hvorfor det, ifølge ham, kunne være problematisk at afskaffe slavehandel og slaveri.
Kilde:

”Mange grunde, som skal udvikles nærmere her, får mig til at tro, at det for nærværende tid (…) hverken er muligt eller gavnligt at afskaffe slavehandelen. Dødeligheden i de vestindiske kolonier er årligt meget stor og overgår langt antallet af de fødte. (…) Bliver der ikke rådet bod på dette misforhold, så vil det inden få år deraf uundgåeligt følge, at disse nu så blomstrende kolonier må aftage, ja henligge i deres naturlige vildhed.

Skal nu slavehandelen aldeles ophæves, så må (…) de magter, der ophæver den trældom [slaveri] i egne lande og kolonier, først og fremmest give slaverne fri og omdanne dem til fri undersåtter med fast ejendom (…) Følgen heraf for en plantageejer blev altså nødvendigheden af, at han må dele sine 100 tønder land mellem sine 400 slaver. (…) Regeringen må enten give plantageejerne uhyre summer i erstatning, ellers er disses totale fallit uundgåelig.

Når det nu uden diskussion er bevist, at den rigeste kilde, som de europæiske sømagter har haft og endnu har, er den afrikanske slavehandel (især når den benyttes klogt), og at de ved den – til umiskendelig gavn for menneskeheden – har forøget deres landes velstand og industri; så ville det jo være i høj grad uklogt at give slip på denne handel, inden man på anden måde har tilvejebragt et alternativ.”

 

Billede af forsiden af Bjørns bog samt udklip af en del af teksten ovenfor.

Kilden er et bearbejdet uddrag af ”Tanker om Slavehandelen. Resultater efter Iagttagelser og mangeaarige Erfaring”, af Andreas Rigelsen Bjørn, 1792.

Kilden er fra Rigsarkivet.

Kilde 7: Er slaver eller frie arbejdere bedst?
Uddrag af en avisartikel fra februar 1848. Her blev det diskuteret, om slavearbejde eller frit arbejde var bedst.
 
Selvom slavehandelen blev afskaffet i Danmark i 1792, var slaveri stadig tilladt langt oppe i 1840´erne.
Kilde:

”(…)Betragtes nu dette med upartiskhed, vil det vise sig, at det kun er et race- og civilisationsspørgsmål. Europæisk frit arbejde er lige så, ja mere frugtbart, end negerslavearbejde, men frit negerarbejde derimod ingenlunde så frugtbart som negerslavearbejde.

Den kraftige, frie europæer arbejder med dygtighed og vedholdenhed, den frie neger er endnu stedse en sløv barbar, uden dygtighed eller dannelse og uden nogen af en god arbejders egenskaber, med undtagelse af dyrisk kraft og et for klimaet passende helbred. Under slaveriet erstattes dygtighed og vedholdenhed af europæerne opsyn og svøbe [pisk].

Vel lader sandheden af denne grundsætning sig ikke praktisk godtgøre på et og samme sted på grund af de to racers forskellige helbredstilstand, der gør dem uskikkede til at arbejde hårdt i en og samme himmelegn, men den kan dog uigennemdriveligt bevises. Hvede fra Ohio, hvor der ingen slaver findes, avles ligeså billigt, som den fra Missouri, hvor der findes 60.000 sådanne.(…)”

Kilden er en bearbejdet udgave af et uddrag af en artikel bragt i avisen; ”Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende (som udkom fra 1833-1935). Artiklen blev bragt d. 11.02.1848, s. 2.

Artiklen findes på www.mediestream.dk

Kilde 8: Synet på sorte
Uddrag om Vestindien fra en dansk geografibog, der viser et eksempel på synet på sorte i første halvdel af 1900-tallet i Danmark.
 
Bogen blev brugt som undervisningsbog langt op i 1950’erne.
Kilde:

“(side 106)
Også negerslaver blev der ført en mængde til St. Thomas og senere til St. Jan og St. Croix. Dengang syntes alle, at det var den naturligste sag i verden at holde negerslaver, og man købte og solgte de stakkels sorte, som vi nu om dage handler med heste og køer.

Slaverne gjorde flere gange forsøg på at skaffe sig friheden. Men for hvert oprør blev der indført strengere straffebestemmelser. I året 1733 udkom en forordning fra den danske regering, som gav de hvide på øerne lov til at anvende de mest barbariske og grusomme straffe mod negerne. Det tillodes dem f.eks. at knibe slaverne med gloende tænger og give dem 150 stokkeslag for de mindste forseelser.

Danmark var dog det første land, som afskaffede den afskyelige menneskehandel. I 1793 blev det bestemt, at fra 1803 måtte der hverken føres negerslaver til eller fra de dansk-vestindiske øer. I de følgende år søgte den danske regering at forbedre negerenes kår på de tre øer, og i Frederik den Syvendes tid fik slaverne endelig deres frihed.”

(side 118-119)
”De fleste af øernes beboere er negre. Det er efterkommere af de slaver, som tidligere blev indført […]

Negrene har hang til dovenskab ligesom de fleste af de varme landes folk. Men der må stadig føres tilsyn med dem. Forholdet mellem de hvide plantageejere og deres sorte arbejdsfolk er som oftest ret godt. Men negrene er meget letsindige og uvidende og kan let blive ophidsede. De har da også af og til gjort oprør. Til daglig er de meget godmodige. Men bliver de ophidsede af had eller druk, kan de være grusomme og rå i allerhøjeste grad. Og da de jo er langt de fleste, ved de hvide sig aldrig helt sikre. De må både være gode mod de sorte og passe på, at respekten ikke svækkes, for ellers går det helt galt. (…).”

Kilden er et bearbejdet uddrag af: J.P. Espersen og J. Gr. Pinholt. Den vide Verden. Geografiske Læsestykker IV. Sønderjylland og vore Atlanterhavsøer samt lidt Astronomi. C. Schønemanns Forlag, 1913

Kilde 9: Sorte tjenerinder i Afrika
Uddrag af en dagbogstekst og et akvarelbillede fra 1843 af et middagsselskab i Guinea i Afrika, hvor Danmark havde forter på kysten.
 
Billedet forestiller et middagsselskab på det danske fort Christiansborg, hvor maleren, prins Francois-Ferdinand-Phillippe-Louise-Marie d´Orleans, blandt andre har malet sig selv som gæst hos den danske guvernør i Guinea, Edward Carstensen. Til selskabet blev mændene vartet op af afrikanske tjenestepiger.
Kilde:

Prinsen noterede følgende i sin dagbog om de afrikanske kvinder:

”Disse frøkners hele koketteri bestod i opsætningen af deres uldne hår, klippet som en hæk på den mest fantastiske måde, og i finheden af deres lækre hud, der skinnede som satin, en blødhed som de opnår ved det daglige bad og indgnidning af kroppen med fint sand.

Desværre fjerner denne frottering ikke kropslugten. Jeg har aldrig kunnet udstå lugten af negre og negerinder, men jeg har kendt personer, som blev helt beruset af den, og som til trods for at deres helbred var ødelagt af den afrikanske feber igen og igen bønfaldt om dog at måtte vende tilbage til deres tjeneste i Senegal og på kysten for at genopleve denne lugt”.

Ordforklaring:

Koktteri: måde at gøre sig i stand på, nok iæsr her ment som måde at gøre sig interessant eller tiltrækkende på.

Akvarel fra 1843, malet af François-Ferdinand-Philippe-Louis-Marie d’Orléans, prince de Joinville. Billedet er udlånt af Museet for Søfart. 

Kilden er et uddrag af Edward Carstensens dagbog.Edward Carstensens dagbog findes i håndskrift på Rigsarkivet og i en maskinskreven kopi i familiens eje.

Citatet er fra Henning Henningsens behandling af historien om frokosten på Christiansborg i Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1980, s. 146-153

 

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg giver samtykke til, at mine personoplysninger behandles i overensstemmelse med denne oplysningserklæring og er indforstået med, at mine oplysninger behandles sikkert og fortroligt og slettes efter endt anvendelse. Jeg er indforstået med, at jeg kan trække mit samtykke tilbage ved at skrive til denne mailadresse historielab@ucl.dk, hvorefter behandlingen af mine personoplysninger stopper og slettes.

Close