I Runejagt kombinerer eleverne bevægelse, samarbejde og historiefortælling, når de på et vikingetogt træffer valg og samler runer undervejs. Gennem dialogbaserede dilemmaer og kreative fortællinger får eleverne et legende og undersøgende møde med runer, vikingetidens symbolverden og fælles beslutningstagning.
Aktiviteten er en del af teamet Vikingernes dagligdag udarbejdet af Jan Lund Sørensen, Birgitte Poulsen, Viktoria Hylleborg Gørges Jensen, Sumia Zaghmout, lærerstuderende på Læreruddannelsen i Jelling.
Runejagt
Beskrivelse
Denne aktivitet går ud på at give eleverne kendskab til runer samtidig med at de får frisk luft. Runealfabetet er det gamle Futhark alfabet, der blev brugt i den første del af vikingetiden og den sene jernalder.
Aktiviteten udfoldes som et slags løb, hvor eleverne skal besøge 12 poster. De 12 poster skal tages i rækkefølge, da de tilsammen udgør en fortælling. Har man flere grupper, kan man enten sende dem afsted med 5 minutters mellemrum eller printe ekstra poster, som kan hænge i umiddelbar nærhed af hinanden. På den måde kan grupperne få fred til at tale sammen. Der kan være 8 grupper i alt.
Løbet er dialogbaseret, da eleverne ved alle poster præsenteres for et dilemma. De er på vikingetogt og skal tage nogle beslutninger undervejs i togtet. Der er ved alle poster 2 valgmuligheder, og her gælder det om at eleverne skal kommunikere og opnå enighed om, hvilken de vælger.
Når eleverne har valgt, må de tage en rune med videre. Vælger de mulighed A, er det én rune, og vælger de mulighed B, er det en anden rune. Da runen er forskellig alt efter deres valg, er der derfor sandsynligvis ikke flere grupper, der ender med den helt samme kombination.
Når eleverne er igennem alle 12 poster, står hver gruppe med en unik kombination af runer. Disse skal de anvende til at løse en opgave.
Opgaven går ud på at lave en fortælling til resten af klassen om deres togt. De skal bruge deres runer i deres fortælling. På brikkerne, de har indsamlet, står flere betydnings muligheder af de forskellige runer.
Eleverne vælger selv, hvilken eller hvilke betydninger, de bruger i deres fortælling. Det er op til eleverne, hvordan de vil gøre. De kan vælge at fortælle, vise et skuespil, lave en lille sang osv.
Under deres præsentation, skal de fortælle de andre om deres runersbetydning ganske kort.
Udstyr og forberedelse
Hvis I vælger at lade løbet gå rundt i Jelling, skal der på forhånd gåes/køres rundt og sættes poster op.
Medbring:
- Poster
- Adresseliste
- Små runebrikker, (se bilag)
- Snor el. lignende til at hænge posterne op med
I kassen finder I også små brikker med runer, der skal vedlægges posterne. Der skal være 8 af hver, så alle grupper har valgfrihed ved alle poster.
Mangler nogle brikker, kan I nemt printe og klippe jeres egne. Hent arket herunder:
Variation
Det er op til læreren at bestemme, hvordan løbet afholdes. Her er nogle forslag:
GPS/Kort løb
Eleverne får udleveret et adressekort over, hvor posterne er placeret. De bruger herefter kortet til at finde posterne. De kan bruge deres telefoner til at finde posterne rundt i Jelling, hvis det er for svært. Varighed ca. 1,5-2 timer.
Gådeløb
Eleverne får i stedet for adresser udleveret et ark med gåder. Disse gåder leder til posterne. Man kan vælge at give dem et kort med eller lade dem google. Find et ark til læreren og til eleverne i det printvenlige dokument. Denne type er mest velegnet til ældre elever.
Varighed ca. 2-2,5 time.
Fælles for begge løb: Man kan vælge post 10 og 11 fra, hvis man ikke ønsker eleverne udenfor bygrænsen. Den fulde rute er ca. 7 km.
Kun på overnatningsstedet
Har man små elever med eller bare ikke ressourcer til at lade dem rende i hele byen, kan man vælge at sætte posterne op ved overnatningsstedet og evt. det omkringliggende grønne område (Foran Museet, Palisaden, Monumenterne). Her er der ikke meget trafik og eleverne er i nærheden af en voksen. Denne type er især velegnet til yngre elever.
Varighed ca. 1 time.
Bag om aktiviteten (formål)
Formålet med aktiviteten er at styrke elevernes samarbejdsevner samt. kreative fortællerevner.
Ved at gøre aktiviteten dialogbaseret, tvinges eleverne til at argumentere og kommunikere med hinanden. De skal desuden tage en beslutning i fællesskab.
Aktiviteten bygger desuden på de 3 elementer i Playful Learning, som er valg, forundring og fryd. Eleverne har selv medbestemmelse hele vejen, der opstår forundring ved præsentationen af det nye alfabet og vi håber atdet kan skabe en masse fryd og glæde at komme ud og bevæge sig.
Før- og efteraktiviteter
Denne aktivitet bør afsluttes fælles. Rundt om et lejrbål, til aftensmaden eller lignende formidler eleverne, hvad de har lært og fortæller deres historie. Samtidig skal andre grupper fortælle, hvad de har lært på deres værksteder.
Se også andre aktiviteter
13. januar 2026• Vikingernes dagligdag
Forløb før lejrskole
13. januar 2026• Vikingernes dagligdag
Aktivitet 1: Fletteværksted
13. januar 2026• Vikingernes dagligdag
Aktivitet 2: Krigerskole
13. januar 2026• Vikingernes dagligdag
Aktivitet 3: Runejagt
13. januar 2026• Vikingernes dagligdag

