Dette undervisningsforløb handler om tobakkens historiske perspektiv.
Forløbet henvender sig til 5.-6. klassetrin, og lektionsplanen kan downloades nederst på siden.
Præsentation og begrundelse
I dag er tobak på vej ud af mange menneskers hverdag. Måske holder de selv op, eller nogen de kender gør. Andre er forhindret i at ryge grundet nye regler for rygning. Især i de senere år er der skruet op for reglerne, hvor langt de fleste arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner er helt røgfri.
Men sådan har det ikke altid været. Indfødte amerikanere var de første brugere af tobakken og brugte den i forbindelse med religiøse handlinger. Andre har siden fulgt trop og betragtet tobakken som både nydelsesmiddel og medicin. Dette skyldes ikke alene tobakkens egen egenskab, men er også blevet godt hjulpet på vej af tobakindustrien, der har gjort sit for at udbrede tobakken. Fra at være elsket og udbredt, er tobakken i dag i langt højere grad forbundet med stor irritation og negative associationer, som f.eks. lungekræft.
Eleverne skal i dette forløb arbejde med tobakkens historie. De skal opnå en kronologisk forståelse for, hvordan opdagelsen af tobakken og dens udbredelse i Europa har været, samt hvordan tobakindustrien har bidraget til dette – f.eks. ved at markedsføre direkte til både børn og kvinder – og hvordan man begyndte at ændre syn på tobakken, da først videnskaben begyndte at kunne dokumentere en sammenhæng mellem rygning, afhængighed og forskellige uhelbredelige sygdomme.
Forløbet er udarbejdet af Tanja Andersen.
Tobak – et helligt vidundermiddel eller menneskets værste opdagelse?
Kompetenceområde/-mål
Kronologi og sammenhæng
Eleven kan sammenligne væsentlige træk ved historiske perioder
- Eleven kan identificere brud og kontinuitet i historien
- Eleven har viden om væsentlige træk ved historiske perioder
Kildearbejde
Eleven kan med afsæt i enkle problemstillinger anvende kildekritiske begreber til at redegøre for fortolkninger af fortiden
- Eleven kan læse historiske kilder og udtrykke sig mundtligt og skriftligt om deres indhold og formål
- Eleven har viden om fagord og begreber og historiske kilders formål og struktur
Historiebrug
Eleven kan perspektivere egne og andres historiske fortællinger i tid og rum
- Eleven kan konstruere historiske fortællinger
- Eleven har viden om struktur i historiske fortællinger
Materialer
- Pelle Stampe: Tobakrygning var kilden til et sundt liv, Historienet.dk, 2017
- Tiki Toki instruktionsvideo