Dette kildebanksemne handler om Bevidste færinger, 1850-1945. Til emnet knytter sig otte kilder og dertilhørende spørgsmål. Temaet henvender sig til 7.-9. klassetrin.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Skole og undervisning
I 1814 blev der indført syv års undervisningspligt for alle børn i Danmark. Men loven gjaldt ikke på Færøerne. Danskeren Jørgen Landt (1751-1804) var i 1790’erne præst på Færøerne. I 1800 beskrev han undervisningen på øerne.
Kilde
”I et land som Færøerne, hvor der ikke er en eneste landsbyskole eller skoleholder, skulle man vel ikke formode andet, end at der må herske et grueligt barbari og vankundighed* især i religion. Og dog kan jeg forsikre, at sådan forholder det sig ikke på Færøerne. […]
Forældrene underviser selv deres børn. Og det kan vel ikke nægtes, at, hvor denne undervisning finder sted, er den det mest naturlige og gavnligste bøde for børnene og forældrene […].
Skulle nogle få forældre mangle tid og evne til selv at give deres børn den højst fornødne undervisning i læsning, da er det dem ikke vanskeligt at overtale en naboven eller -veninde til at hjælpe dem med dette arbejde. […]
Mange kan ikke alene læse, men de kan også skrive. […]”
J. Landt: Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne, 1800. 1965.
*Vankundighed betyder mangel på viden
Kilde 2: Dårligt for Færøerne
Fra 1200-tallet havde den norske konge overhøjheden over Færøerne, Island og Grønland. I 1300-tallet kom de tre landområder under den danske trone. Efter freden i Kiel i 1814 måtte den danske konge afgive Norge til Sverige, men Færøerne, Island og Grønland fulgte ikke med.
Kilde
Den norske politiker Høgni Hoydal (medlem af Tjodveldisflokurin (Republikanerne) ser sådan på sagen:
”At Færøerne blev sammen med Danmark, førte til et stort politisk og retsligt tilbageskridt for Færøerne. I 1816 blev Lagtinget nedlagt, og i 1821 blev Færøerne organiseret som et dansk amt (under ledelse af danske amtmænd). Færøerne havde således ingen folkelig repræsentation. […]”
Høgni Hoydal (2000). Myten om rigsfællesskabet – vejen til en selvstændig færøsk stat. Danmark: Lindhardt og Ringhof, side 17.
Kilde 3: Simple almuefolk
I Danmark var kongen enevældig. Der var en regering, men kongen skulle godkende, hvad regeringen ville have gennemført. Sådan havde det været siden 1660. I 1816 godkendte kongen, at de færøske lagting blev nedlagt. Lagtinget havde siden middelalderen bestemt og administreret mange af de færøske love. Dermed mistede færingerne indflydelse.
I 1830’erne blev der oprettet fire stænderforsamlinger i Danmark. De skulle rådgive den enevældige konge. Færøerne kom under stænderforsamlingen i Roskilde. I 1840’erne henvendte færingerne sig til stænderforsamlingen. De ønskede, at Færøerne fik deres egen stænderforsamling.
Kilde
Stænderforsamlingen i Roskilde nedsatte et udvalg, der afslog med denne begrundelse:
“Færøernes beboere, som kun udgør ca. 7.000 individer, består udelukkende af simple almuefolk, der helt mangler højere (ud)dannelse. En repræsentation [dvs. kommunalråd], valgt af dem, vil utvivlsom savne den nødvendige indsigt og dygtighed, som skal være til stede i en stænderforsamling […].”
Kilden er bearbejdet fra Hans Jacob Debes: Færingernes land. 2001.
Kilde 4: Monopolhandel
Den Kongelige Færøske Handel blev oprettet i 1709. Kompagniet fik monopol (eneret) på handelen med Færøerne. Monopolets folk kunne være grove over for færingerne.
Christian Garde (1803-82) var født på Lolland. Fra 1829 til 1840’erne var han præst på Færøerne. Han skrev, hvordan monopolets folk brugte skældsord, trusler og endda var voldelig over færingerne på handelsstedet Klaksvig.
Kilde
”Jeg har mange gange i mit indre været forarget over den skånselsløse måde, hvorpå disse naturmennesker er blevet behandlet. […] Når jeg blev vidne til, at de fødekorn* som de havde haft held til at få for høje priser 5-6 rigsbankdaler for byg og 6-7 rigsbankdaler for rug (ofte hele fortjenesten af mange ugers slid og slæb), var muggent, næsten uspiseligt. Når jeg hørte, hvorledes deres retfærdige klager var besvaret med spot og skældsord. Når jeg så, at det altid gik mest ud over de fattige, dels fordi de på ingen måde kunne henføres til fine folk. Og dels fordi de ikke, som de rige, kunne benytte sig af det heldige øjeblik, når kramboden** er forsynet, og det gode korn er for hånden. Da tænkte jeg ofte i mit stille sind: O, gid at den gode konge kunne se, hvorledes hans undersåtter, hans ham så hengivne undersåtter, bliver behandlet af den handel, han har overtaget til landets bedste!”
Kilde er bearbejdet efter C. B. Garde: Et par Ord om den kongelige færøske Handels Bestyrelse. C.A. Reitzel, København 1841.
*Fødekorn er korn til madlavning.
**Kramboden er monopolets butik.
Kilde 5: Færøske sprog
Opfattelsen af, at Færøerne var en nation, der havde eget sprog, kultur og historie, blev stærkere i løbet af 1800-tallet.
Kilde 1
De mænd, som havde indflydelse på Færøerne, talte dansk. Derfor var det færøske sprog trængt. Erik Bærentsen (1831-1900) var færøsk købmand. I anden halvdel af 1800-tallet var han i mange år medlem af øernes Lagting. I en periode sad han også i Folketinget for Færøerne.
Bærentsen sagde sådan om brugen af det færøske sprog:
“[…] det færøske sprog kommer ikke af sig selv. Og […] når sproget ikke kommer af sig selv, gør den færøske nation det heller ikke. Men fejlen var vores egen (for) det blev anset for mange færøske at være et sprog, der var godt nok til daglig brug. Og derfor var vi også tilbøjelige til at mene, at hvad der var fremmed, at alt, hvad der kom til ydersiden, var meget godt … [Men] det færøske sprog var rigeligt nok til at kunne udtrykke det, der levede i hjertet og sindet af en færing.”
Kilde 2
I 1800-tallet blev sproget et bevis på, at man var et folk eller nation. Mange i Danmark mente, at færøsk var en dialekt og ikke et selvstændigt sprog. Det mente den færøske præst V.U. Hammershaimb (1819-1909). I 1850’erne genskabte han det færøske skriftsprog. I 1844 havde han et indlæg i Kjøbenhavnerposten om sproget på Færøerne.
”Jeg må da først fremkomme med den påstand, at det færøske sprog lige sig lidt kan kaldes en dialekt af dansk, som det danske en dialekt af tysk. Det selv om de danske har optaget mange tyske ord og har forandret noget af sin bøjningsmåde efter tysk. Og dog er færøsk en dialekt, der har islandsk som sin mor.
Om det siger vor berømte professor (Rasmus) Rask […]: På Færøerne derimod har det gamle sprog vedligeholdt sig i en egen fra islandsk afvigende sprogart. Imidlertid er (det) gået med islandsk på Færøerne som med dansk i Slesvig. Selvom indbyggerne altid taler færøsk med hinanden, så forrettes gudstjenesten ikke på landets sprog, men på dansk.”
Kilde 1 er et bearbejdet uddrag fra Jonathan Wylie: The Faroe Islands Interpretations of History. Kentucky: The University Press of Kentucky: 1987.
Kilde 2 er et bearbejdet uddrag fra Kjøbenhavnerposten 19. december 1844.
Kilde 6: Forsvar det færøske
Den 26. december 1888 mødtes færøske mænd i Landstingssalen i Torshavn. Her vedtog man en række krav, der skulle forsvare det færøske sprog og færøske skikke:
Kilde 1
“- færøsk sprog skal være undervisningsfag i skolen, så snart der er blevet fremskaffet skolebøger på færøsk.
– i historieundervisningen skal der lægges vægt på Færøernes historie.
– al udenadslære på dansk i kristendomsundervisningen skal ophøre. I stedet skal det læste gengives på færøsk.
– præsterne skal have ret til at bruge det færøske sprog både inden- og udenfor kirken.
– færøsk sprog skal have fulde rettigheder i alle offentlige anliggender.
– der bør arbejdes for at oprette en færøsk folkehøjskole.”
Fra Jón Th. Thór (m.fl.) (2012): Naboer I Nordatlanten. Færøerne, Island og Grønland, s. 419-420
Kilde 7: Fordanskning
I 1849 fik Danmark en grundlov, hvor der blev indført en form for demokrati. På Færøerne blev Lagtinget genoprettet i 1852. Det skulle styre øerne som et dansk amt og med en dansk amtmand.
I den færøske politiker Høgni Hoydals bog ”Myten om rigsfællesskabet” fra 2000 kan man bl.a. læse følgende om, hvad grundloven fik af konsekvenser på Færøerne.
Kilde
Teksten er bearbejdet:
“[… ] færingerne skulle gøres danske. De senere skole- og undervisningsordninger signalerede helt klart, at den danske ”højkultur” skulle overetage den færøske bonde- og almuekultur.
Det betød blandt andet, at alle færøske børn skulle lære på dansk at opremse den danske kongerække, de danske planter og dyreliv og de danske købstæder i nøjagtig rækkefølge – uden nogensinde at have været udenfor deres færøske hjembygd. Det fortsatte helt op i 1950’erne.
Færøske navne og betegnelser blev i det officielle sprog fortsat omskrevet til danske udgaver, hvilket endnu føre til meget begrebsforvirring og ufrivillig komik. Den færøske ø “Mykines”, som på færøsk betyder noget i retning af “næsset med gødning fra køer”, blev på dansk til “Myggenæs”.”
Bearbejdet uddrag fra Høgni Hoydal (2000). Myten om rigsfællesskabet – vejen til en selvstændig færøsk stat. Danmark: Linhardt og Ringhof, side 18.
Kilde 8: Boligen på Færøerne
Lægen Peter Ludvig Panum (1820-1885) beskrev i midten af 1800-tallet boligforholdene på Færøerne. Som læge besøgte han øerne under den store mæslinger-epidemi i 1886.
Kilde
“Husene til de fattigste folk består kun af rum, der tjener på samme tid som køkken, stue, soveværelse, plads til at holde kyllinger og så videre. Den eneste dør i dette rum, der ikke er foret med brædder, er omkring fire meter høj. Gulvet er af jord. Der er slet ingen vinduer, men et firkantet hul i taget, som kan lukkes, tjener til indgangen til lys og udgang af røg.
Sengene er arrangeret som køjer, i længderetningen omkring væggene og spændt ud imellem dem, er der ofte en bænk. En således arrangeret opbygning kaldes meget rigtig en røgstue. Den er så fuld af tørv-røg, at det ofte er svært at forstå, hvordan mennesker kan trække vejret.”
Bearbejdet uddrag fra Peter Ludvig Panum (1940). Panum on measles: Observations made during the epidemic of measles on the Faroe Islands in the year 1886.
