Alle kilder i temaet: 10. Spor af Vestindien i Danmark

På maleriet ses også et maleri af Schimmelmans kone og øverst til venstre ses en buste af kongen, Christian 7. Von Schimmelmann ejede flere sukkerplantager og mange slaver i Vestindien. Han bragte på et tidspunkt en sort tjener med tilbage til Danmark.

For mange mennesker i 1700-tallets Danmark har synet af en person med sort hud været meget fremmedartet og eksotisk. På den tid blev det moderne for de rigeste personer i Danmark at have en sort tjener eller tjenestepige for at vise, hvor rig man var.

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilde:

Billedet er malet af Lorenz Lönberg, ca 1773. Billede er lånt fra www.wikipedia.org 

Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Heinrich_Schimmelmann

Somme tider skete det, at en dansk slaveejer bragte en sort person med sig hjem fra Vestindien til Danmark, som eksempelvis Neky.

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilde:

Maleri af N.P. Holbech fra 1838. Titel: ”Lille Maire på Nekys arm”
Billedet er udlånt af Nationalmuseet. Link: http://natmus.dk/historisk-viden/temaer/boern-1660-2000/leg-og-legetoej/

Pakhuset blev bygget som lager for de produkter, især kaffe og sukker, som blev sejlet til Danmark fra De Vestindiske Øer. Bygningen blev bygget under den såkaldte florissante periode i slutningen af 1700-tallet, hvor Danmark tjente store summer på sine kolonier.

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilder:

Billede 1 (ældre dato): Parti fra Københavns Toldbod, ca. 1800.
Billede udlånt fra M/S Museet for Søfart

Billede 2 (nyere dato)
Billede fra wikipedia.
https://da.wikipedia.org/wiki/C.F._Harsdorff#/media/File:Vestindisk_Pakhus_cbh.jpg

I 1733 købte Vestindisk-guineisk Kompagni øen Skt. Croix i Vestindien af Frankrig og igangsatte en produktion af råsukker på øen. Når sukkerrørene var høstet og sukkersaften var kogt til sirup, blev massen sejlet til Danmark til videre forarbejdning. I store dele af 1700-tallet var sukkerproduktionen i København i vækst og priserne steg på verdensmarkedet. Man kunne kalde sukker for det hvide guld, for dengang var der mange penge i sukker, der bl.a. skulle bruges til at søde nye luksusvarer som te og kaffe, som også blev importeret fra kolonier i Amerika og Asien.

Kilde:

”(…)De danske raffinaderier arbejdede overvejende med råsukkeret fra St. Croix, det såkaldte brune råsukker. Dette fremkom ved knusning af sukkerrørene og kogning af saften. På de franske øer kogte man saften flere gange til man fik et halvfabrikat, det såkaldte hvide pudder eller dækket sukker. Der blev gjort forsøg på at efterligne den franske fremgangsmåde i dansk Vestindien, uden at det dog vandt indpas. (…)

Udfra sine merkantilistiske synspunkter holdt regeringen imidlertid indtil 1797 fast ved importforbuddet for andre koloniers sukker og hævede det kun midlertidigt i tilfælde af råsukkermangel i København.

Til raffinering af råsukkeret benyttedes kogepander, klarekedler eller sipander samt kølepander. En kogepande antoges omkring 1790 at kunne forarbejde 202.500 pund råsukker årligt [101.250 kilo]. Det brune råsukker kogtes først til et halvfabrikeret produkt: lump sukkeret. Dette behandledes derefter videre [flere kogning og tørringer til forskellige arter sukker]. (…)”

Ordforklaringer:

Sukkerraffinaderi: en fabrik, hvor råsukkeret eller sukkersiruppen blev “raffineret”, dvs. forfinet eller forarbejdet til købeligt sukker.

Merkantilisme: økonomisk politik, især i 1700-tallet. Staters forsøg på skabe en positiv handelsbalance – at skaffe så meget ædelmetal som guld og sølv ved at sælge flest mulige produkter til udlandet samtidig med at man forsøgte at kontrollere indførslen af udenlandske varer gemmen told, der gjorde udenlandske varer meget dyrere end hjemlandets  egnevarer.

Kilden er et bearbejdet uddrag af: Sveistrup og Willerslev, Den danske sukkerhandels og sukkerproduktions historie, 1945, s. 80 ff.

Det sukker, der blev sejlet fra De Vestindiske Øer til Danmark, blev forarbejdet på sukkerraffinaderier i Danmark. Når produktet var færdig kunne det enten sælges i Danmark eller eksporteres, altså sælges til udlandet.

I store dele af 1700-tallet var sukkerproduktionen i København i vækst og priserne steg på verdensmarkedet.

Når Københavnske raffinaderier eksporterede, dvs. solgte, sukker til f.eks. svenske, russiske og tyske købmænd, var der mange penge at tjene: der var stor efterspørgsel på sukker, der bl.a. skulle bruges til at søde nye luksusvarer som te og kaffe, som også blev importeret fra kolonier i Amerika og Asien.

I tabellen nedenfor ses værdien af de eksporterede sukkervarer i forhold andre eksportvarer.

Kilde:

” (…)Der er intet af disse industriprodukter, der blot tilnærmelsesvist har samme betydning i eksporten som sukkerprodukterne. (…) Sukkerraffinaderiernes eksport har udgjort mellem 80 og 90 % ad hele den samlede industrieksports værdi.

Den overordentlige betydning, som sukkerhandelen og sukkerproduktionen havde for handelsbalancen er dog ikke ensbetydende med, at sukkeret havde tilnærmelsesvis samme andel i den danske nationaløkonomi. (…) [ift. hvor mange mennesker, der var beskæftiget i sukkerindustrien er den ikke] af lignende vigtighed som mange af de øvrige industrier.

(…) Men for den danske handel og den danske industri har sukkeret indtil 1807 været det store eventyr.”

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilderne er et bearbejdet uddrag af: Den danske sukkerhandels og sukkerproduktions historie, P.P. Sveistrup & Rich Willerslev, Gyldendal, København, 1945

I Vejledningen kunne man læse, at der i den vestindiske afdeling blandt andet var udstillet nogle “negerdukker” fra Vestindien og andre ting, som var meget fremmedeartede og eksotiske dengang i 1905.

Blandt andet var der også to sorte, vestindiske børn udstillet.

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

 Kilde:

Billeder fra Illustreret Vejledning over dansk Koloniudstilling og dansk Vestindien samt Udstilling fra Island og Færøerne, aut. Udg. med 45 Billeder ved F. Hendriksen.
Billederne er lånt fra Det Kongelige Biblioteks Småtryksafdeling.
Link til siden: http://www.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2012/jul/smaatryk/object83510/da/

Børnene blev fjernet fra deres forældre og bragt til Danmark fordi man i Tivoli ønskede at have sorte mennesker med i en stor udstilling om de danske kolonier i Tivoli i København.

Billederne af Victor og Alberta er fra ca. 1905.

I teksten nedenfor fra 1976 fortæller Victor Cornelins om sine oplevelser dengang han og Alberta blev taget fra Vestindien med til Danmark for at være blive udstillede i et bur i Tivoli.

Spring til let udgave

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilde:

Kilde:
”Vi skulle omplantes, og vi blev omplantet, – men omplantningen gjorde ondt.

Fortumlet efter den lange sørejse kom vi i eftersommeren 1905 til København. Denne by havde dengang ikke det internationale præg som nu, den var nærmest en provinsby, hvor indbyggerne havde let ved at falde i forundring. En kineser eller en neger på gaden var en seværdighed, som man ikke undså sig for at følge bagefter, idet man samtidig højlydt kom med vittige bemærkninger og sammenligninger. Og Alberta og jeg blev seværdigheder!

I samme eftersommer afholdtes en stor koloniudstilling i Tivoli, som skulle gøre det daværende danske publikum mere bekendt med Danmarks udlande og kolonier. Disse var: Færøerne, Island, Grønland og De vestindiske Øer, og de fik hver deres afdeling på udstillingen, hvor man viste landskaber, dyre- og fugleliv samt folkeliv. Det var let at forvandle hvide københavnere til færinger, islændinge og grønlændere ved blot at iklæde dem de respektive folkedragter. Vanskeligere var det at få dem til at illudere [at se ud] som sorte indfødte vestindiere, hertil skulle der anvendes en hel del kønrøg og rød læbepomade. Nej, så var det lettere at bruge os to vaskeægte sorte børn som den levende staffage på den vestindiske afdeling, og det skete!

(…)

For Alberta og mig var den opmærksomhed, vi vakte, ikke alene højst generende, men også komplet ubegribelig. På St. Croix var vi jo vant til at se hvide mennesker, og disse var til gengæld vant til at se os og behandle os som mennesker. Men her i København blev vi nærmest anset for at være nogle løjerlige dyr, der nok var sluppet ud af en Zoologisk Have.

(…)

Men når jeg absolut skulle lade mig bese, følte jeg en forstærket trang til selv at se mig omkring. Dette kunne lade sig gøre om formiddagen, når der ikke var ret mange besøgende, da gik medvirkende på de forskellige afdelinger ofte på besøg hos hinanden. Alberta og jeg gik også ud for at se, hvordan der så ud andre steder, både sammen og hver for sig.

Jeg var særlig glad for den grønlandske afdeling. (…) Udstillingens ansvarshavende kunne imidlertid ikke tage på deres samvittighed, at naive gæster fik forkerte begreber om, hvilke mennesker der levede på Grønland (når jeg altid opholdt mig der), derfor måtte man ty til et middel, der kunne fastholde mig til den vestindiske afdeling på de fuldt besøgte eftermiddage og aftener.

Man anskaffede et bur!!! Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afdeling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var meget medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: — en velrettet spytklat —!!

Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed.
I mit senere liv som lærer for hvide børn var det ofte min opgave at gøre udflugter til zoologiske haver men børnenes iver efter at komme hen til abeburet såvel som deres åbenbare morskab over de springende og hvæsende smådyr derinde huede mig ikke.

Jeg huskede alt for tydeligt, da jeg selv sad bag tremmerne!!! (…)”

Teksten er en bearbejdet uddrag af: Cornelins, Victor: ”Fra St. Corix til Nakskov”, 1976.

Billedet er lån fra Nationalmuseet.

Den lette udgave:

”Vi skulle omplantes, og vi blev omplantet, – men omplantningen gjorde ondt.

Fortumlet efter den lange sørejse kom vi i eftersommeren 1905 til København. Denne by havde dengang ikke det internationale præg som nu, den var nærmest en provinsby, hvor indbyggerne havde let ved at falde i forundring. En kineser eller en neger på gaden var en seværdighed, som man ikke undså sig for at følge bagefter, idet man samtidig højlydt kom med vittige bemærkninger og sammenligninger. Og Alberta og jeg blev seværdigheder!
I samme eftersommer afholdtes en stor koloniudstilling i Tivoli, som skulle gøre det daværende danske publikum mere bekendt med Danmarks udlande og kolonier. Disse var: Færøerne, Island, Grønland og De vestindiske Øer, og de fik hver deres afdeling på udstillingen, hvor man viste landskaber, dyre- og fugleliv samt folkeliv. Det var let at forvandle hvide københavnere til færinger, islændinge og grønlændere ved blot at iklæde dem de respektive folkedragter. Vanskeligere var det at få dem til at illudere [at se ud som] som sorte indfødte vestindiere, hertil skulle der anvendes en hel del kønrøg og rød læbepomade. Nej, så var det lettere at bruge os to vaskeægte sorte børn som den levende staffage på den vestindiske afdeling, og det skete!

(…)

For Alberta og mig var den opmærksomhed, vi vakte, ikke alene højst generende, men også komplet ubegribelig. På St. Croix var vi jo vant til at se hvide mennesker, og disse var til gengæld vant til at se os og behandle os som mennesker. Men her i København blev vi nærmest anset for at være nogle løjerlige dyr, der nok var sluppet ud af en Zoologisk Have.

(…)

Man anskaffede et bur!!! Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afdeling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var meget medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: — en velrettet spytklat —!!
Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed. (…)”

Selvom øerne i anden halvdel af 1800-tallet var en dårlig forretning for Danmark, var der danske familier, der tjente mange penge på eksempelvis at handle med slaver eller have sukkerplantager på øerne. Storkøbmanden Fredrik Bargum fik i årene 1759-64 opført Det Gule Palæ i Amaliegade. Bargum tjente en stor del af sine mange penge på at sejle slaver fra Afrika til De Vestindiske Øer, i den trekantshandel, hvor mange døde undervejs.

I dag ligger dronning Margrethes sekretariat i Det Gule Palæ.

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilde:

Fotografi af Det Gule Palæ i København, taget i 2004.

Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Det_Gule_Pal%C3%A6