Dette undervisningsforløb handler om de mindretal, der bor i både Danmark og Tyskland. Hvorfor er der mindretal og hvordan påvirker mindretallene hvordan vi opfatter landene?
Forløbet henvender sig til 7.-9. klassetrin, og lektionsplanen kan downloades nederst på siden.
Præsentation og begrundelse
Forløbet er et perspektiv på konsekvenserne af Krigen i 1864 og Genforeningen i 1920 med henblik på at belyse de problemstillinger, der knytter sig til mindretalsordningen på begge sider af grænsen.
Mange elever i Danmark er ikke klar over, at vi overhovedet har et tysk mindretal i Danmark eller et dansk mindretal i Tyskland, og derfor vil forløbet helt naturligt vække undren og dermed forhåbentligt også interesse.
Eleverne skal arbejde med mindretallet på begge sider af den dansk-tyske grænse både i historie, hvor fokus er på årsager og konsekvenser og i samfundsfag, hvor det er de sociale og kulturelle forhold, der er i fokus.
På baggrund af tilegnet viden og forståelse for de problemstillinger, der knytter sig til mindretallet, skal eleverne lave et rollespil, hvor de inddrager viden til at belyse problemstillingerne.
Forløbet er udarbejdet af Tanja Andersen.
Undervisningsforløb
Problemstilling
Hvordan løser Danmark og Tyskland i fællesskab de udfordringer, der er forbundet med at have et tysk mindretal i Danmark og et dansk mindretal i Tyskland?
Kompetenceområde/-mål
Historie
Kronologi og sammenhæng
Eleven kan på baggrund af et kronologisk overblik forklare, hvorledes samfund har udviklet sig under forskellige forudsætninger
- Eleven kan forklare historiske forandringers påvirkning af samfund lokalt, regionalt og globalt
- Eleven har viden om forandringer af samfund lokalt, regionalt og globalt
- Eleven kan bruge kanonpunkter til at skabe historisk overblik og sammenhængsforståelse
- Eleven har viden om kanonpunkter
Historiebrug
Eleven kan forklare samspil mellem fortid, nutid og fremtid
- Eleven kan udlede forklaringer på historiske forhold og forløb ud fra historiske scenarier
- Eleven har viden om historiske scenariers funktion
Samfundsfag
Sociale og kulturelle forhold
Eleven kan tage stilling til og handle i forhold til sociale og kulturelle sammenhænge og problemstillinger
- Eleven kan diskutere kulturs betydning for individer og grupper
- Eleven har viden om kultur og kulturbegreber
Materialer
- Kjær, Sidse: Den Danske Historiekanon, 2016, projektM.dk
- DR1: Gintberg på kanten, Sydslesvig, 2014 (kræver UNI-login)
- DR2: Den sorte skole, Genforeningen, 2012 (kræver UNI-login)
- Andersen, Tanja: Den Sønderjyske historiekanon, 2017 (bilag 1)