En af deltagerne i Spadeslaget i Haderslev den 8. december 1940 var den 18-årige Jonny Friederich Tiedemann. I dette kildesæt kommer du tæt på en dansk nazist.
Kildesættet består af seks kilder, som alle stammer fra en dokumentsamling i Haderslev Politis sag om Spadeslaget, der udelukkende indeholder dokumenter om Jonny Tiedemann. Der findes den slags dokumentsamlinger for alle de 239 nazister, der blev arresteret den 8. december 1940.
Efter tysk indgriben blev alle sigtelser mod deltagerne i Spadeslaget frafaldet i foråret 1941. Men efter besættelsen genoptog de danske myndigheder nogle af sagerne, og tre deltagere blev dømt.
Kilderne i dette kildesæt handler om det, der skete lige efter anholdelsen, hvor politi og nazister kom i slagsmål.
Opgaven
Din opgave er at undersøge, hvem der angreb hvem. Var det:
- Politiet, der gik til angreb på nazisterne inde i salen?
Eller - Nazisterne, der angreb politiet?
Spørgsmålet er altså, om der først og fremmest var tale om politivold eller om nazivold?
Når du har læst og vurderet kilde 2, 3, 4 og 5 kildekritisk (brug evt. et arbejdsark pr. kilde) skal du skrive din version af, hvad der foregik. Husk også at skrive, hvorfor du mener, at tingene hænger sådan sammen.
Kildekritiske værktøjer
Kom i gang med kilderne
Generaliarapporten er en oversigt over Jonny Tiedemanns familiemæssige baggrund, sociale forhold, uddannelse og kriminelle løbebane. Kilden er et uddrag af rapporten.
Under skoletiden afhørt i anledning af tyveri af ur på skolen. For ca. 1 måned siden noteret i Kliplev for overtrædelse af uniformsforbud.
Efter skoletiden i foråret 1940 gik han i længere tid uden arbejde, indtil han i oktober 1940 fik plads på Fædrelandets (nazisternes avis) kontor i Aabenraa, hvor han var i to uger. Derefter fik han plads på partiets hovedkontor i Bovrup, hvor han endnu er.
Ordforklaringer
- Krmbtj.: Kriminalbetjent
- Folkereg: Folkeregisteret. Kommunal myndighed, der tog sig af personregistrering
- Børneværnsforsorg: Børn, der var kommet ind på en kriminel løbebane, kunne risikere at komme under ”Børneværnet”, der så førte tilsyn med barnet, evt. fjernede det fra hjemmet og måske anbragte barnet på en opdragelsesinstitution.
- Lægdsrulle: Protokol, hvor mænd og drenge er registreret med henblik på indkaldelse om soldat
- Sygekasse: En sammenslutning eller forening, som medlemmerne betalte til som sikring mod de udgifter, der var forbundet med sygdom: Lægehjælp, medicin osv.
- Førerbevis: Kørekort
- Bevilling, næringsbrev, vandrebrev: Forskellige typer beviser for at kunne udøve et erhverv, f.eks. til at drive et hotel, en købmandsforretning eller til at søge arbejde som håndværker i udlandet
- Omgangskreds: De mennesker, man omgås socialt med.
- Fædrelandet: Nazistisk avis
- Partiets hovedkontor i Bovrup: Det danske nazistparti havde hovedkontor i Bovrup, hvor formanden, Fritz Clausen havde sin lægepraksis.
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse (åbner ny fane)
Politiets rapport med den anden afhøring af Jonny Tiedemann, den 12. december 1940. I kildesættet Politivold eller nazivold? findes et uddrag af den første afhøring fra om aftenen den 8. december.
Ved ankomsten til Langkjærskov stillede afhørte sig ind i de opstillede rækker, efter at have afført sig sit overtøj, således at han gik i demonstrationstoget gennem Haderslev by i det han kalder lejrtøj. Han var placeret ret langt tilbage i optoget. Han medbragte ikke spade eller stålhjelm, men havde en cykelpumpe anbragt i højre støvleskaft. Han havde taget denne med, da han havde hørt om optøjerne i København, hvor civile personer skulle have forulempet partifæller. Det ville han ikke udsætte sig for, og han var fast besluttet på at anvende cykelpumpen til selvforsvar, hvis det blev nødvendigt. På politiet havde han ikke tænkt. […]
Han var knapt komet ud (fra Højskolehjemmet), da han opdagede, at der var kamp mellem hans politifæller og politiet. Han tog cykelpumpen fra støvleskaftet og styrtede hen for at komme sine kammerater til hjælp. Men han fik ikke brugt pumpen, som han dog var fast besluttet på at bruge overfor politiet. Han fandt en kort spade, der lå på jorden. Han smed pumpen og stillede sig i forreste række blandt de kæmpende. […)
Han erkender at have brugt sin spade efter evne mod politiet, og han vil ikke nægte, at det var ham, der slog en stålhjelm af en af betjentene. […]
Han stillede sig i forreste række, da spadekolonnen stillede op til kamp mod politiet ved 20.30-tiden, og han var fast besluttet på at kæmpe mod politiet, ligegyldigt vad der skete. […]
Ordforklaringer
- Generalia: En persons almindelige forhold, f.eks. navn, adresse, fødselsdato og uddannelse
- Vedlagte Generaliarapport: Se KILDE: Generalia-rapport over Jonny Friederich Tiedemann
- N.S.U.: National-Socialistisk Ungdom, ungdomsafdelingen af det danske nazistparti
- Afd.: Afdeling
- Kpt.: Forkortelse for Komparenten, dvs. den afhørte (Jonny Tiedemann)
- S.A.: Den uniformerede del af det danske nazistparti, ”Sports-Afdelingen” eller ”Storm-Afdelingen”
- Stormfører: Leder af en gruppe under S.A.
- Tornyster: Rygsæk
- Et ærinde ud på naturens vegne: Jonny Tiedemann skulle tisse
- Oversprøjtningen: For så vidt muligt at undgå den fysiske nærkontakt mellem politi og nazister anvendte politiet også brandslanger – og vand – mod nazisterne ved uddrivelsen fra Højskolehjemmet den 8. december
- Belv: Slåfejl for ”blev”
- Kont. d. 21/12-40: Kontinueret – dvs. fortsat eller fulgt op – den 21. december 1940
- Løsl.: Løsladt
- Krmbtj.: Kriminalbetjent
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.
Den 6. marts 1941 besluttede de danske myndigheder, efter tysk pres, at frafalde tiltale med alle deltagerne i Spadeslaget. Dagen efter, den 7. marts 1941 skrev Jonny Tiedemann fra det danske nazistpartis hovedkontor i Bovrup et brev til politimester Hartmann for at få sine beslaglagte ejendele tilbage. Bearbejdet uddrag af brevet.
[…] Under bataljen i Haderslev den 8. december 1940 beholdt politiet ”til sagens behandling” følgende genstande, som var i min besiddelse:
1 luftpumpe
1 brun stavlygte (med en fastspændt brun læderrem)
2 stk. blå kravespejl
Samt et brunt læderbælte med skrårem (kan kendes på at skråremmen er fastspændt til selve bæltet ved hjælp af et par brede karabinhager. Desuden kan jeg meddele, at det var et helt nyt bælte, og at jeg vil sætte meget pris på at få det samme igen.
Der er nu gået tre måneder siden vi blev anholdt, og da det lader til, at politiet ikke er særlig villig til at bringe sagen til afslutningen, og jeg på min side ikke længere har til sinds at køre på cykel uden luft og gå med snor om maven vil jeg venligst opfordre Dem til at sende ovennævnte genstande i god behold til min adresse, som er:
- Jonny Fr. Tiedemann
- DNSAP’s hovedkontor
- Bovrup
Ordforklaringer
- Kravespejl: Stofmærke, der var syet på jakkekraven, der kunne signalere rang og afdeling af den uniformerede del af nazistpartiet, S.A.
- Skraarem: Skrårem – se billedet under Politivold eller Nazivold?
- Karabinhage: En fjederlås til fastgøring af remme og lignende.
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.
Ordforklaringer
- Ergänzungsamt/Ergänzungsstelle: Hvervekontor
- Ilmensøen: Ilmen er en sø i det nordvestlige Rusland. Syd for Ilmensøen lå ”Demjansk-kedlen”, hvor den russiske røde hær fra 8. februar til 21. april 1942 havde omringet de tyske tropper. Det var i dette område, at de danske Waffen SS soldater i Frikorps Danmark blev indsat den 20. maj 1942, da den russiske belejring var brudt.
- Stabsleder: Øverste leder for et personale (med strategiske og administrative opgaver). I det danske nazistparti var stabschefen også partiformandens stedfortræder.
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.
Nekrologen blev bragt i det nazistiske partis avis ”Fædrelandet”. SA = nazistpartiets Stormafdeling. Nekrologen er ikke dateret. Teksten er bearbejdet.
Jonny F. Tiedemann er faldet på Ærens Mark. Han blev født den 22. maj 1922, indmeldt i DNSAP i 1938 som NSU (Nationalsocialistisk Ungdom, gik over i SA 1940, i oktober 1940 var han ansat på hovedkontoret i Bovrup.
Han beskrives som en ualmindelig flink og pligttro medarbejder. Han ofrede hver en ledig stud på NSU. Han var i lang tid redaktør af ”Uffes Banner” (medlemsblad for NSU i Sønderjylland). Det blad skrev han om natten. Næste nat duplikerede han bladet. Og tredje nat sørgede han for at bladet blev sendt ud.
Han tabte aldrig modet og lysten til dette arbejde. Altid gik han foran med et godt eksempel.
I Haderslev den 8. december 1940 gjorde han en stor indsats. Blandt kammeraterne i Bovrup Storhird, Bovrup, SA-Storm og hovedkontorets medarbejdere vil Jonny altid stå som et lysende eksempel, og hans minde vil blive æret og holdt højt.
Æret være hans minde!
Ordforklaringer
- SA: Medlem af Sports-Afdelingen eller Stormafdelingen af nazistpartiet
- Falden paa Ærens Mark: Død (i kamp)
- D.N.S.A.P: Danmarks National-Socialistiske Arbejder-Parti, nazistpartiet
- N.S.U. National-Socialistisk Ungdom. Nazistpartiets ungdomsafdeling
- Hovedkontoret i Bovrup: Nazistpartiet havde hovedkontor i Bovrup, hvor partiets leder, Fritz Clausen havde sin lægepraksis.
- Uffes Banner: De største enheder i Nazistpartiets ungdomsafdeling var bannerne. De var alle opkaldt efter danske helte og sagnfigurer, f.eks. Rolf Krakes Banner (Sjælland), Niels Ebbesens Banner (Nørrejylland) og Uffe hin Spages Banner (Sønderjylland). Uffes Banner har været en form for medlemsblad for det sønderjyske banner under NSU.
- I Haderslev den 8. Decbr. 1942: Sandsynligvis trykfejl for 8. december 1940, datoen for spadeslaget.
- Bovrup Storhird: Storhirden var en organisatorisk enhed af NSU, Nationalsocialistisk Ungdom (noget mindre end banneret)
- Bovrup SA-Storm: Organisatorisk enhed under Nazistpartiets SA-afdeling.
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.
Kartotekskort, der dokumenterer, at Jonny F. Tiedemann var medlem af det danske nazistparti, DNSAP. På kortet har der været plads til notater om medlemmets faglige og tidligere politiske organisering, Der er også plads til at notere, når der blev betalt det månedlige kontingent på 1 kr.
[indsæt foto af medlemskortet]
Ordforklaringer
- Syssel-Afdeling: Det danske nazistparti var inddelt i afdelinger, som hver dækkede et geografisk område. Man brugte ordet ”Syssel” efter de gamle middelalderlige geografiske og administrative inddelinger, syslerne.
- Biakowo: En lille by i det nordvestlige Rusland. Biakowo lå i den såkaldte ”Demjansk-kedel”, hvor den russiske røde hær fra 8. februar til 21. april 1942 havde omringet de tyske tropper. Det var i dette område, at de danske Waffen SS soldater i Frikorps Danmark blev indsat den 20. maj 1942, da den russiske belejring var brudt.
- Bobja: Stavefejl for Robja, å i nærheden af Biakowo.
- Annulleret: Medlemskabet af nazistpartiet var ophævet. Formentlig med virkning fra en af de stemplede datoer, 25. august 1942 eller 15. september 1942.
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.