En af deltagerne i Spadeslaget i Haderslev den 8. december 1940 var den 18-årige Jonny Friederich Tiedemann. I dette kildesæt kommer du tæt på en dansk nazist.
Kildesættet består af seks kilder, som alle stammer fra en dokumentsamling i Haderslev Politis sag om Spadeslaget, der udelukkende indeholder dokumenter om Jonny Tiedemann. Der findes den slags dokumentsamlinger for alle de 239 nazister, der blev arresteret den 8. december 1940.
Efter tysk indgriben blev alle sigtelser mod deltagerne i Spadeslaget frafaldet i foråret 1941. Men efter besættelsen genoptog de danske myndigheder nogle af sagerne, og tre deltagere blev dømt.
Kilderne i dette kildesæt handler om det, der skete lige efter anholdelsen, hvor politi og nazister kom i slagsmål.
Opgaven
Din opgave er at undersøge, hvem der angreb hvem. Var det:
- Politiet, der gik til angreb på nazisterne inde i salen?
Eller - Nazisterne, der angreb politiet?
Spørgsmålet er altså, om der først og fremmest var tale om politivold eller om nazivold?
Når du har læst og vurderet kilde 2, 3, 4 og 5 kildekritisk (brug evt. et arbejdsark pr. kilde) skal du skrive din version af, hvad der foregik. Husk også at skrive, hvorfor du mener, at tingene hænger sådan sammen.
Kildekritiske værktøjer
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Generalia-rapport over Jonny Friederich Tiedemann
Generaliarapporten er en oversigt over Jonny Tiedemanns familiemæssige baggrund, sociale forhold, uddannelse og kriminelle løbebane. Kilden er et uddrag af rapporten.
Under skoletiden afhørt i anledning af tyveri af ur på skolen. For ca. 1 måned siden noteret i Kliplev for overtrædelse af uniformsforbud.
Efter skoletiden i foråret 1940 gik han i længere tid uden arbejde, indtil han i oktober 1940 fik plads på Fædrelandets (nazisternes avis) kontor i Aabenraa, hvor han var i to uger. Derefter fik han plads på partiets hovedkontor i Bovrup, hvor han endnu er.
Kilde 2: Afhøring af Jonny Tiedemann
Politiets rapport med den anden afhøring af Jonny Tiedemann, den 12. december 1940. I kildesættet Politivold eller nazivold? findes et uddrag af den første afhøring fra om aftenen den 8. december.
Ved ankomsten til Langkjærskov stillede afhørte sig ind i de opstillede rækker, efter at have afført sig sit overtøj, således at han gik i demonstrationstoget gennem Haderslev by i det han kalder lejrtøj. Han var placeret ret langt tilbage i optoget. Han medbragte ikke spade eller stålhjelm, men havde en cykelpumpe anbragt i højre støvleskaft. Han havde taget denne med, da han havde hørt om optøjerne i København, hvor civile personer skulle have forulempet partifæller. Det ville han ikke udsætte sig for, og han var fast besluttet på at anvende cykelpumpen til selvforsvar, hvis det blev nødvendigt. På politiet havde han ikke tænkt. […]
Han var knapt komet ud (fra Højskolehjemmet), da han opdagede, at der var kamp mellem hans politifæller og politiet. Han tog cykelpumpen fra støvleskaftet og styrtede hen for at komme sine kammerater til hjælp. Men han fik ikke brugt pumpen, som han dog var fast besluttet på at bruge overfor politiet. Han fandt en kort spade, der lå på jorden. Han smed pumpen og stillede sig i forreste række blandt de kæmpende. […)
Han erkender at have brugt sin spade efter evne mod politiet, og han vil ikke nægte, at det var ham, der slog en stålhjelm af en af betjentene. […]
Han stillede sig i forreste række, da spadekolonnen stillede op til kamp mod politiet ved 20.30-tiden, og han var fast besluttet på at kæmpe mod politiet, ligegyldigt vad der skete. […]
Kilde 3: Jonny Tidemanns brev
Den 6. marts 1941 besluttede de danske myndigheder, efter tysk pres, at frafalde tiltale med alle deltagerne i Spadeslaget. Dagen efter, den 7. marts 1941 skrev Jonny Tiedemann fra det danske nazistpartis hovedkontor i Bovrup et brev til politimester Hartmann for at få sine beslaglagte ejendele tilbage. Bearbejdet uddrag af brevet.
[…] Under bataljen i Haderslev den 8. december 1940 beholdt politiet ”til sagens behandling” følgende genstande, som var i min besiddelse:
1 luftpumpe
1 brun stavlygte (med en fastspændt brun læderrem)
2 stk. blå kravespejl
Samt et brunt læderbælte med skrårem (kan kendes på at skråremmen er fastspændt til selve bæltet ved hjælp af et par brede karabinhager. Desuden kan jeg meddele, at det var et helt nyt bælte, og at jeg vil sætte meget pris på at få det samme igen.
Der er nu gået tre måneder siden vi blev anholdt, og da det lader til, at politiet ikke er særlig villig til at bringe sagen til afslutningen, og jeg på min side ikke længere har til sinds at køre på cykel uden luft og gå med snor om maven vil jeg venligst opfordre Dem til at sende ovennævnte genstande i god behold til min adresse, som er:
- Jonny Fr. Tiedemann
- DNSAP’s hovedkontor
- Bovrup
Kilde 4: Brev fra stabsleder til ”Ergänzungsamt der Waffen SS” 5. august 194(2)
I september 1940 blev der oprettet et hvervekontor i Danmark, Ergänzungsamt der Waffen SS, Nebenstille ”Nordsee” på A.F. Kriegersvej 33 i København. Her kunne danske mand melde sig til det tyske elitekorps Waffen SS.
De hvervede danske SS-soldater indgik i første omgang i division ”Wiking” sammen med norske frivillige. I slutningen af juni 1941 blev en rent dansk afdeling af Waffen SS, ”Frikorps Danmark” oprettet. Den havde til opgave at bekæmpe kommunismen. Frikorps Danmark blev ophævet igen i juni 1943. De danske SS-frivillige kom herefter til at gøre tjeneste i regiment ”Danmark” under Division ”Nordland”.
Jeg henvender mig til Dem med en anmodning om, at Jonny Tiedemanns forældre i Sønderborg for meddelelse om, at Jonny er faldet den 2. juni. Sagen er, at Jonny Tiedemanns onkel […] har skrevet og meddelt forældrene, at sønnen er faldet, ligeledes har de igennem en anden onkel i Berlin fået meddelelse derom.
Da forældrene i lang tid har været urolige for Jonny, vil de sætte pris på, at få en officiel meddelelse om sønnen, og jeg beder Dem derfor være venlig at tage Dem af denne sag, således at forældrene igen kan få lidt ro over sig.
På forhånd tak!
Heil Hitler
Dansk Front
Stabsleder
Kilde 5: Nekrolog over Jonny Tiedemann
Nekrologen blev bragt i det nazistiske partis avis ”Fædrelandet”. SA = nazistpartiets Stormafdeling. Nekrologen er ikke dateret. Teksten er bearbejdet.
Jonny F. Tiedemann er faldet på Ærens Mark. Han blev født den 22. maj 1922, indmeldt i DNSAP i 1938 som NSU (Nationalsocialistisk Ungdom, gik over i SA 1940, i oktober 1940 var han ansat på hovedkontoret i Bovrup.
Han beskrives som en ualmindelig flink og pligttro medarbejder. Han ofrede hver en ledig stud på NSU. Han var i lang tid redaktør af ”Uffes Banner” (medlemsblad for NSU i Sønderjylland). Det blad skrev han om natten. Næste nat duplikerede han bladet. Og tredje nat sørgede han for at bladet blev sendt ud.
Han tabte aldrig modet og lysten til dette arbejde. Altid gik han foran med et godt eksempel.
I Haderslev den 8. december 1940 gjorde han en stor indsats. Blandt kammeraterne i Bovrup Storhird, Bovrup, SA-Storm og hovedkontorets medarbejdere vil Jonny altid stå som et lysende eksempel, og hans minde vil blive æret og holdt højt.
Æret være hans minde!
Kilde 6: Medlemskort for medlem nr. 18.464, Tiedemann, Jonny F.
Kartotekskort, der dokumenterer, at Jonny F. Tiedemann var medlem af det danske nazistparti, DNSAP. På kortet har der været plads til notater om medlemmets faglige og tidligere politiske organisering, Der er også plads til at notere, når der blev betalt det månedlige kontingent på 1 kr.
[indsæt foto af medlemskortet]
Find alle temaer til kildebanken
1. maj 2024• Kildebankstema om spadeslaget