Dette tema er en del af kildebanken om ”Danmarks kolonihistorie – herunder Grønland” som er finansieret gennem en bevilling fra Børne- og Undervisningsministeriet og er udarbejdet af Astrid Danielsen (lektor ved CFU) og Jens Aage Poulsen (lektor emeritus ved HistorieLab).
Temaet består af både skriftlige kilder og historiske billeder. De skriftlige kilder er pædagogisk bearbejdet, så de er tilgængelige for de ældste elever i grundskolen. Ved hver kilde er angivet, hvor den originale kilde kan findes. Der er medfølger opgaver til temaet, hvor nogle lægger op til elevernes refleksion, andre til at styrke elevernes kildekritiske kompetencer, og der er aktivitetsforslag, hvor eleverne skal bruge deres fantasi og kreative evner.
Opgaver og aktiviteter til tema 2
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Slavehandel i Afrika
John Barbot var ansat af Det Kongelige Franske Afrikanske Kompagni og var flere gange ved Afrikas Vestkyst. Han udgav i 1732 en bog om slavehandelen i Afrika.
“De (slave-gjorte), som bliver solgt af sorte, er for det meste krigsfanger. De er enten er taget til fange under selve kampen eller forfulgte, eller fanget under de raids [lynangreb], de foretager i deres fjenders territorier. Andre er kidnappet af deres egne landsmænd. Og der er nogle, som sælger egne, familiens eller naboens børn. […]
Kongerne er enevældige. Ved den mindste lovovertrædelse, som deres undersåtter gør, beordrer kongerne dem solgt som slaver – uden hensyn til rang eller besiddelse […].
Et stort antal af børn og unge af begge køn er også stjålet af deres naboer, mens der er fremmede steder eller i skovene. […] Eller når deres forældre sender dem ud i kornmarkerne for at skræmme fugle væk. […]
I tider med nød og sult, vil mange af disse mennesker sælge sig selv for at overleve og undgå at sulte […]. Nogle sorte skaffer også slaver fra meget fjerntliggende lande, hvor de er købt for genstande af ringe værdi. Men disse slaver er generelt fattige og svage på grund af de den barbariske behandling de har oplevet på rejsen […] så umenneskelige er de sorte ved hinanden […].”
(Kilde: John Barbot: A Description of the Coasts of North and South Guinea. 1732).
Kilde 2: Menneskehandel på Guldkysten
En dansk avis beskrev i 1775, hvordan kaptajnerne opkøbte slavegjorte på kysten af Guinea (Guldkysten)
”Når et skib kommer til Guineas kyst, får kaptajnen lov af de afrikanske herskere til at købe slaver. Til gengæld giver han dem gaver. Kaptajnen fortæller derefter, hvilken pris han vil betale for slaverne.
De mennesker, som har slaver til salg, fører dem frem i lænker. Hver slave bliver undersøgt meget grundigt. Køberen ser på slaven i flere timer. Han får personen til at le, synge, hoppe og løbe. Han mærker på kroppen, lugter til ånden og undersøger ansigtet for at se, om personen har skæg.
De mennesker, der bliver solgt som slaver, tror ofte, at europæerne køber dem for at gøre dem fede og senere spise dem.”
(Kilde: Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. juni 1775)
Kilde 3: Afrikanernes modstand
Jens Jensen Berg (1760-1813) var kaptajn på et slaveskib. I 1782 skulle han i Sierra Leone hente slavegjorte.
”Da jeg kom til Sierra Leone, fik jeg af […] ansvaret for skonnerten Maria. Jeg skulle handle langs kysten med slaver, elefanttænder (elfenben), guld og andre varer. […]
Da vi sejlede ind i Ningo-floden, blev vi omringet af fem store kanoer med mere end 200 krigere. De var bevæbnede med buer, pile og spyd. Jeg førte selv skonnerten, som havde seks kanoner om bord. Kampen foregik meget tæt på og varede i syv timer.
Til sidst lykkedes det os at slippe væk […]. Mange af angriberne blev dræbt eller såret. På vores side blev to besætningsmedlemmer og fem unge slaver […] såret. Skibets sejl og udstyr blev gennemhullet af pile og spyd.
Senere fik jeg at vide […] hvorfor vi var blevet angrebet. Nogle år tidligere havde engelske handelsfolk fra Liverpool snydt lokale ledere. De havde de bortført nogle af landets vigtigste mænd og andre frie mennesker. Derefter havde de solgt dem som slaver på øen Barbados.”
(Kilde: Fra H.W. Harbou: Uddrag af Skibskaptajn og Grosserer Jens Jensen Bergs Selvbiografi. 1901)
Kilde 4: Manden, der solgte sin kone
Ludewig Ferdinand Rømer var fra 1739 til 1744 handelsassistent ved Christiansborg. Han forhandlede med de afrikanske købmænd om prisen på de varer, som fortet købte og solgte. Rømer udgav i 1756 en bog om sine oplevelser.
”En dag kom en mand fra Aquambo til mig sammen med nogle af mine tjenere. Han ville købe nogle af mine varer. Han kiggede på tingene i over en halv time, men sagde ikke, hvad han ville købe, eller hvordan han ville betale.
Til sidst sagde han gennem en tolk: “Du har mange flotte varer, men jeg har desværre ikke noget at betale med.”
Jeg blev irriteret og spurgte min tjener, hvorfor han havde taget en mand med, som ikke kunne købe noget.
Tjeneren viste manden ud. Men snart bad manden om at komme ind igen. Han fortalte, at han havde en ung kone […]. Han havde lovet hendes far, at han aldrig måtte sælge hende. Han var bange for, at der ville ske noget frygteligt med ham, hvis han brød løftet.
Tjeneren forstod straks, hvad manden mente og sagde: “Er det kun derfor? Så kan vi let løse problemet.”
Han foreslog, at nogle mænd skulle give aquambo-manden tæsk. På den måde kunne manden sige, at han var blevet tvunget til at sælge sin kone, og at løftet derfor ikke var blevet brudt med vilje. […]
En time senere kom han tilbage med sin kone. Hun hjalp med at vælge de varer, han ville have. Hun vidste ikke, at hun selv skulle bruges som betaling.
Da varerne var valgt, gik manden udenfor. Nogle mænd tog hans kone og låste jern om hende, sådan som man gjorde med slaver. Manden begyndte straks at råbe og lod, som om han ville redde hende. Han kæmpede mod nogle af mændene i omkring en halv time. […] Da han mente, at han havde fået nok tæsk, sagde han stop. Så lod de ham gå med de varer han ville købe.”
(Kilde: Ludewig Ferdinand Rømer: Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. 1756)
Kilde 5: Ombord på slaveskibet
Petrus M. Smidt var en dansk sømand, der sejlede med et slaveskib i årene 1783–1787. Han fortæller om forholdene ombord:
”[…] skibet blev delt i to med trævægge på tværs. De mænd, der var gjort til slaver, var foran i skibet, og kvinderne var bagtil.
Hver dag blev de taget op på dækket for at få mad og frisk luft. Mændene var lænket med jern, nogle ved hænderne to og to, og nogle også ved fødderne. Når de kom op om morgenen klokken syv, blev de vasket med vand fra havet, som søfolkene hældte over dem. Bagefter blev de smurt ind i palmeolie.
Så fik de mad. Den ene dag fik de grød, den næste dag ærter med lidt flæsk, og den tredje dag bønner med flæsk. Maden var tyk og smurt med olie. De spiste med fingrene.”
(kilde: Chr. Villads Christensen: En Jydes Oplevelser, fortalt af ham selv. 1896-1898)
Kilde 6: På dækket af et slaveskib
Billedet er fra 1830’erne, hvor det blev trykt i et fransk tidsskrift.
Kilde 7: Madplan på slaveskibet
I 1749 udarbejdede Vestindisk-Guineisk Kompagnis en plan for, hvad de slavegjorte skulle have af mad hver uge.
- ½ pund*) flæsk
- Ca. 1 liter bønner.
- Ca. 1 liter gryn.
- Ca. ⅓ liter hirse eller majs.
- Ca. 0,11 liter brændevin.
- Ca. 60 gram tobak.
- Én pibe tobak.
*) Et pund = knapt ½ kilo.
Kilde 8: Oprør på slaveskibet Christiansborg (1787)
Paul Erdmann Isert (1756-1789) var en dansk (tyskfødt) kirurg læge. I flere år arbejdede han på Guldkysten i Dansk Guinea. I 1783 rejste han med slaveskibet Christiansborg fra Dansk Guinea til Dansk Vestindien. Han skrev breve hjem om sine oplevelser. I et af dem fortalte han om oprøret på slaveskibet.
”Normalt larmer de (de slavegjorte) meget, men pludselig blev der helt stille, og det gjorde mig mistænksom. De fleste af sømændene var nede for at spise. Jeg ville gå tilbage for at se, om alle var klar, hvis der skulle ske noget.
Da jeg var halvvejs, kom styrmanden ud gennem døren. I samme øjeblik lød der et frygteligt skrig fra alle slaverne. De rejste sig op. Nogen slog mig i hovedet med de jernkæder, de var spændt fast i. Jeg faldt om, men fordi deres fødder også var lænket, kunne jeg kravle væk mellem dem og hen mod døren. Jeg bankede på, men der var så mange slaver, der holdt fast i døren, at man næsten ikke kunne åbne den indefra.
Slaverne trak mig væk fra døren og ned på gulvet igen. Inde i skibet havde sømændene nu forstået, at der var oprør. De prøvede at holde slaverne væk ved at stikke ned mod dem med bajonetter ovenfra.
Slaverne trak mig længere frem i skibet. En af dem skar mig i hovedet og halsen med en kniv. Men lige før han kunne gøre mere skade, blev han ramt af en kugle fra sømændene og faldt om. Den anden slap mig, og jeg kunne kravle tilbage mod døren, selvom jeg blødte meget.
Sømændene skød flere gange og brugte også små kanoner fyldt med ærter som kugler. Det fik slaverne til at trække sig væk. Jeg nåede døren, og man fik mig ind, selvom jeg efterhånden var meget svag.
Sømændene stormede derefter ud og tvang slaverne ned under dækket igen. Nogle af slaverne, som ikke havde været med i oprøret, gik selv ned. De andre, som kunne se, at oprøret var mislykket, sprang i havet. Nogle af de unge drenge blev endda skubbet i af de andre.
Sømændene satte både i vandet og prøvede at redde så mange som muligt, både døde og levende. Nogle slaver ville reddes, andre ville ikke og skubbede rebene væk.”
Det tog to timer, før oprøret var helt stoppet. 34 slaver var døde. Ingen af sømændene døde, men styrmanden og jeg var sårede. Jeg havde mistet så meget blod, at jeg næsten ikke kunne stå, og jeg måtte bare binde nogle tørklæder om hovedet for at stoppe blødningen.
(Kilde: Ingeborg Raunkiær: Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87.1917)
Kilde 9: Anlæg plantager i Afrika
Paul Isert (1756 -1789) var læge, der i 1783 rejste til de danske besiddelser på Guldkysten for at arbejdede som overkirurg. Han rejste til København tre år senere via Dansk Vestindien, om bord på et slaveskib, hvor han fandt ud af, hvilke forhold slaverne levede under, og ville komme til at leve under, når de nåede frem. I sine brev skrev han om sine oplevelser og synet på slaveriet. Blandt andet mente han, at man burde anlægge plantager i Afrika, hvor der kunne dyrkes kaffe, kakao og bomuld og andre afgrøder, så de slavegjorte ikke skulle fragtes over Atlanterhavet.
”Hvorfor var vores forfædre egentlig ikke kloge nok til at lave plantager i Afrika med sukker, kaffe, chokolade og andre ting, som Europa havde brug for? Der kunne man jo have fået nok arbejdere på bedre vilkår.
Men i stedet blev man mere optaget af Amerika, fordi det var nyt og spændende, og fordi det gav prestige at erobre og kontrollere det.
Afrika er stadig et sted i verden, hvor man kunne have lavet plantager og dermed måske stoppet den forfærdelige handel med mennesker, hvor afrikanere blev taget fra deres hjemland og solgt som slaver.
De afrikanske folk ville måske gerne have delt de bedste og største områder, som ellers har ligget ubrugte i tusinder af år, hvis europæerne var kommet i fred med en fredelig tilgang i stedet for våben – og hvis de havde tilbudt en rimelig betaling, ville de måske have hjulpet.”
(Kilde: Ingeborg Raunkiær: Lægen Paul Iserts breve fra dansk Guinea 1783-87. 1917)
