Dette tema er en del af kildebanken om ”Danmarks kolonihistorie – herunder Grønland” som er finansieret gennem en bevilling fra Børne- og Undervisningsministeriet og er udarbejdet af Astrid Danielsen (lektor ved CFU) og Jens Aage Poulsen (lektor emeritus ved HistorieLab).
Temaet består af både skriftlige kilder og historiske billeder. De skriftlige kilder er pædagogisk bearbejdet, så de er tilgængelige for de ældste elever i grundskolen. Ved hver kilde er angivet, hvor den originale kilde kan findes. Der er medfølger opgaver til temaet, hvor nogle lægger op til elevernes refleksion, andre til at styrke elevernes kildekritiske kompetencer, og der er aktivitetsforslag, hvor eleverne skal bruge deres fantasi og kreative evner.
Opgaver og aktiviteter til tema 4
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: De slavegjorte sælges
Petrus M. Smidt var en dansk sømand, der sejlede med et slaveskib i årene 1783–1787. Han fortæller salget af de slavegjorte:
”Den første person, der blev solgt fra skibet, var en ung kvinde. Hun blev købt af en munk for mange penge. Efter købet fik hun nyt tøj og skulle arbejde for ham både om dagen og om natten.
Derefter skulle de andre slavegjorte mennesker sælges. På en bestemt dag kom købmænd og plantageejere ud til skibet. De fik mad og drikke, mens de slavegjorte blev stillet op på dækket i to rækker.
Købmændene gik rundt og kiggede på dem og valgte dem, de ville købe. De satte et mærke på dem, de ville have. Derefter spurgte de kaptajnen om prisen og forhandlede, indtil de blev enige. De, der blev solgt, blev straks ført væk fra skibet til deres nye ejere.
Det fortsatte, indtil næsten alle var solgt. De sidste blev solgt på auktion, nogle gange på torvet.”
(Kilde: Chr. Villads Christensen: En Jydes Oplevelser, fortalt af ham selv. 1896-1898)
Kilde 2: Søg lykken i Vestindien!
Hovedparten af arbejdet på de dansk Vestindiske Øer blev udført af slavegjorte fra Afrika. Men der var også danskere og nordmænd, som var fattige, og som håbede på et bedre liv. De blev kaldt servinger. I 1735 udarbejdede Vestinidisk-Guineisk Kompagni nogle retningslinjer for, hvem, der kunne blive servinger. Her er nogle punkter:
- ”De bedste mennesker at sende af sted er unge mellem 16 og lidt over 20 år, fordi de bedst kan klare klimaet. Men man kan også tage folk med, hvis de ikke er over 40 år.
- Ægtepar med ét eller flere børn kan også blive taget med. De får jord, som de selv skal dyrke for at skaffe mad. Men forældrene må ikke være for gamle eller svage – de bør højst være omkring 40 år.
- Unge mennesker, der skal arbejde som servinger i kolonien, får 6 rigsdaler på forhånd og gratis transport. Men de gifte, der rejser for at dyrke jord, får kun gratis transport og ikke penge.”
(Kilde: Mirjam Louise Hvid: “Dend arme Blancke Slave”. Servinge og straffefanger i Dansk Vestindien 1671-1755. 2006)
Kilde 3: Husslaverne
Johan Lorentz Carstens (1705-1747) ejede flere plantager på De Vestindiske Øer. I 1739 vendte han tilbage til Danmark som et meget rig mand. Han skrev en bog om forholdene i kolonierne. Om husslaverne skrev han:
”Blandt de slavegjorte mennesker blev husholdningsslaverne regnet for de vigtigste. Der var både mænd og kvinder, som arbejdede i huset og udførte alle de opgaver, der skulle klares.
Herren i huset havde sine mandlige slaver, og fruen havde sine kvindelige. Børnene kunne også have deres egne slaver. I de rigeste hjem kunne der være mellem 16 og 24 slavegjorte, mens almindelige borgere måske kun havde 4 til 6. Jo rigere og finere familien var, desto flere tjenere havde de.
Husslaverne skulle altid være klar til at hjælpe. De skulle følge deres herre eller frue overalt – når de sad, gik, rejste eller hvilede sig. […] Husslaverne skulle ikke kun udføre almindeligt husarbejde. De skulle også hjælpe deres herrer og fruer med meget personlige ting. Når en herre eller frue gik på toilettet, skulle en slave ofte følge med og hjælpe dem bagefter med rengøring.
De fleste husslaver var født i området. De blev anset for at være dygtige og pålidelige, og derfor kunne de sælges for meget høje priser. De mest værdifulde var unge, stærke og arbejdsomme.
Nogle slavegjorte havde lært et håndværk, for eksempel som tømrer, murer, skrædder, skomager eller bødker. Når de arbejdede for andre, kunne deres ejere tjene mange penge på deres arbejde.
En slave kunne lære mange forskellige færdigheder, men de måtte ikke lære at skrive. Ejerne var bange for, at de ellers kunne skrive breve til mennesker på andre steder eller planlægge flugt og oprør.
Nogle håndværkere var særligt værdifulde. For eksempel kunne en dygtig guldsmed tjene mange penge til sin ejer.”
(Kilde: J.L. Carstens: En almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Americanske eller West-Jndiske Ey-Lande. 1981)
Kilde 4: Markslaverne
Johan Lorentz Carstens (1705-1747) ejede flere plantager på De Vestindiske Øer. I 1739 vendte han tilbage til Danmark som et meget rig mand. Han skrev en bog om forholdene i kolonierne. Om markslaverne skrev han:
”De slavegjorte, der arbejdede i plantagerne, blev kaldt markslaver. […] De skulle selv skaffe en del af deres mad og tøj. Derfor fik de et lille stykke jord i kanten af plantagen, hvor de om søndagen kunne dyrke frugt og grøntsager til sig selv.
Markslaverne arbejdede seks dage om ugen. De begyndte omkring klokken fem om morgenen og arbejdede til omkring halv syv om aftenen. Midt på dagen fik de en times pause til at spise.
Når arbejdsdagen begyndte, fik hver slave tildelt et bestemt område af marken, som skulle passes. Det kunne være et område, der skulle plantes til, eller som skulle renses for græs og ukrudt.
Alle arbejdede side om side i lange rækker. De skulle være færdige samtidig. En slave, der blev kaldt bomba, gik bag dem og holdt øje med arbejdet. Bombaen bar en pisk og skulle sørge for, at alle arbejdede hurtigt og flittigt. Hvis nogen ikke arbejdede hurtigt nok, kunne de blive straffet.”
(Kilde: J.L. Carstens: En almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Americanske eller West-Jndiske Ey-Lande. 1981)
Kilde 5: Markslavernes arbejde
Billederne er fra første halvdel af 1800-tallet og forestiller arbejdet på en sukkerplantage på Sankt Croix.
Kunstner ukendt (muligvis Fritz Melbye). M/S Museet for Søfart, Helsingør. Creative Commons
Kilde 6: Slavegjorte på flugt
Det var et problem for plantageejerne på de Dansk Vestindiske Øer, at de slavegjorte flygtede fra plantagerne og gemte sig i bjergene eller forsøgt at sejle væk. Det var strafbart at hjælpe de bortløbne slaver eller give dem husly. I 1703 kom en forordning (lov), der skulle gøre det vanskeligt for de slavegjorte at flygte.
”Alle, der bor ved kysten, skal trække deres både op på land, når de ikke bruger dem. Bådene skal låses fast med en stærk hængelås, som er fastgjort med en kæde til en solid pæl af eg, der er slået dybt ned i jorden. Både båden og pælen skal være godt sikret med stærke jernbeslag.
Når folk kommer i land, skal de tage årer og løse siddeplanker med hjem. De må ikke lade noget af det blive i båden eller ligge ved stranden.”
(Kilde: Forordning om deserteurer, 13. oktober 1703)
Kilde 7: Hvilken frihed?
I 1848 blev slaveriet afskaffet på de Vestindiske Øer. I stedet blev der indført en lov med regler for forholdet mellem tidligere slavegjorte, der nu var frie landarbejdere, og plantageejerne. I den stod der blandet andet:
”Opsigelse af arbejde
Opsigelse af arbejdet må kun foregå én gang om året. Det gælder både ejerens og arbejderens side. Det skal ske i august.
Ingen arbejder må selv vælge, hvad han vil lave, eller sige nej til det arbejde, han får besked på, medmindre han kun er ansat til én bestemt slags arbejde.
Arbejdsdage og arbejdstider
Arbejdsdagene skal være som før (dvs. som under slaveriet): 5 dage om ugen.
Det almindelige plantagearbejde begynder, når solen står op, og slutter, når solen går ned.
Der gives pauser:
- 1 time til morgenmad
- 2 timer til middag fra kl. 12 til 14
Løn og betaling
Arbejderne skal indtil videre have følgende betaling:
De må bruge et hus eller en bolig til sig selv og deres børn.
De får et lille stykke jord, ca. 3 m².
De får penge pr. arbejdsdag:
- 15 cents*) for en arbejder i 1. klasse**)
- 10 cents for en arbejder i 2. klasse
- 5 cents for en arbejder i 3. klasse
Straffe
Hvis en arbejder angriber en leder på plantagen, eller hvis flere arbejdere går sammen om at stoppe arbejdet eller nægter at arbejde og bryder deres aftale, skal de straffes efter loven.
Forbud mod at tage ting fra plantagen
Ingen arbejder må tage træ, planter, frugter eller lignende fra plantagen uden tilladelse.
De må heller ikke tage ting fra andre plantager, som f.eks. sukkerrør eller brændekul. Det regnes som tyveri.”
*) For én cents kunne man dengang købe fx en lille fisk eller lidt frugt.
**) Inddelingen i 1., 2. og 3. klasse arbejdere var plantageejernes rangordning af de tidligere slavegjorte efter arbejdsevne, styrke og “pålidelighed.
(Kilde: Uddrag af arbejdsreglementet af 26. januar 1849)
Kilde 8: Fireburn 1878
Da slaveriet blev ophævet i 1848, blev mange af de tidligere slavegjorte landarbejdere. Men mange var ikke tilfredse med arbejdsforholdene og den løn, de fik for arbejdet. I 1878 udbrød der oprør på Sankt Croix. I 1882 skrev en løjtnant om, hvad der skete.
”Natten mellem 1. og 2. oktober kom der ordre til militæret om hurtigst muligt at afsende en patrulje til Frederiksted, hvor […] der skulle være udbrudt uroligheder blandt negerne.
Jeg fik ordre af kompagnichefen til af føre patruljen, som bestod af 6 ryttere og 18 mand fodfolk på 2 vogne. […] Jeg skulle så vidt muligt undsætte fortet i Frederiksted, hvor politiet skulle være belejret. Fra Kingshill så vi tydeligt ild i retning af Frederiksted […] og jo nærmere jo klarere blev det for os, at hele byen brændte. I udkanten af byen hørte vi en voldsom larm og skrigen blandet med tuden i konkylier og knaldene af de sprængte rom- og petroleumsfade.
Det begyndte at blive dag. Jeg rykkede fodfolket frem samlet foran parat til at give salver [skyde] og rytterne umiddelbart efter med ordre til at gøre indhug.
Der stod en del negre langs vejen, men de forsvandt ind i sukkerstykkerne, og vi rykkede uden modstand ind i fortet og besatte det. Negrene samlede sig uden for, og vi rykkede ud med fodfolket og afgav en salve. Herefter rykkede vi ind i byen og afgav salver i de gader, hvor det var anledning til det. Negrene blev fordrevet, men samlede sig hele dagen i hobe på 3-500 mand. […]
Der blev de følgende dage indbragt 3-400 fanger. Som afskrækkende eksempel blev de mest aktive negre dømt til døden og skudt.”
(Kilde: Ulrik Lauridsen. Fra Dansk Vestindien til Ribe – i min farfars fotospor. 2016)
Billedet af Fireburn-oprøret er fra det dansk blad Illustreret Tidende, november 1878.
Kilde 9: Udstillet i Tivoli
I 1905 arrangerede folk fra det københavnske kultur- og erhvervsliv en stor udstilling om de danske kolonier i Tivoli. Victor Cornelins (1898-1985) blev sammen med sin tre år yngre søster fjernet fra deres familie på St. Croix i Dansk Vestindien. De blev sendt til Danmark for at indgå i udstillingen. Alberta døde et par år efter udstillingen. Victor blev i Danmark, hvor han uddannede sig til lærer. Mange år senere skrev han en bog, hvor han fortalte om mødet med københavnerne.
”Fortumlet efter den lange sørejse kom vi i eftersommeren 1905 til København. Denne by havde dengang ikke det internationale præg som nu, den var nærmest en provinsby, hvor indbyggerne havde let ved at falde i forundring. En kineser eller en neger på gaden var en seværdighed, som man ikke undså sig for at følge bagefter, idet man samtidig højlydt kom med vittige bemærkninger og sammenligninger.
Og Alberta og jeg blev seværdigheder!
Alle trafikanterne glemte deres oprindelige ærinde, forgængere, cyklister, ja sågar sporvognspassagerer stimlede sammen om os for at se de mærkværdige skabninger, den unge hvide pige havde ved hånden. Man troede ikke rigtig på vores ægthed, og flere prøvede med tommelfingrene på vores kinder, om den sorte farve lod sig gnide af, andre ruskede i vores hårtotter for at finde ud af, om det var paryk eller virkelig ægte negerhår.
Inden vi nåede over Rådhuspladsen, var sammenstimmelen så stærk, at vi næsten ikke kunne komme videre, før en af de kæmpemæssige politibetjente kom os til hjælp og banede os vej ned ad Vesterbros Passage.”
(Kilde: Victor Cornelins: Fra St. Croix til Nakskov: et livs eventyr. 1976)
Kilde 10: En geografibogs syn på befolkningen
En geografibog fra 1913 beskrev befolkningen på de Dansk Vestindiske Øer sådan:
”De fleste af øernes beboere er negre. De er efterkommere af de slaver, som i tidligere tid blev indført […]
Negrene har hang til dovenskab ligesom de fleste af de varme landes folk. De kan imidlertid arbejde både hårdt og hurtigt. Men der må hele tiden føres tilsyn med dem.
Forholdet mellem de hvide plantageejere og deres sorte arbejdsfolk er som oftest godt. Men negrene er meget letsindige og uvidende og kan let blive ophidsede. De har da også af og til gjort oprør. Til daglig er de meget godmodige. Men bliver de ophidsede af had eller druk, kan de være grusomme og rå i allerhøjste grad. Og da de jo er langt de fleste, ved de hvide sig aldrig helt sikre. De må både være gode mod de sorte og passe på, at respekten ikke svækkes, for ellers går det galt.”
Kilde: J.P. Espersen og J.Gr. Pinholt: Den vide verden IV. Sønderjylland og vore Atlanterhavsøer samt lidt astronomi. 1913)
