Dette tema er en del af kildebanken om ”Danmarks kolonihistorie – herunder Grønland” som er finansieret gennem en bevilling fra Børne- og Undervisningsministeriet og er udarbejdet af Astrid Danielsen (lektor ved CFU) og Jens Aage Poulsen (lektor emeritus ved HistorieLab).
Temaet består af både skriftlige kilder og historiske billeder. De skriftlige kilder er pædagogisk bearbejdet, så de er tilgængelige for de ældste elever i grundskolen. Ved hver kilde er angivet, hvor den originale kilde kan findes. Der er medfølger opgaver til temaet, hvor nogle lægger op til elevernes refleksion, andre til at styrke elevernes kildekritiske kompetencer, og der er aktivitetsforslag, hvor eleverne skal bruge deres fantasi og kreative evner.
Opgaver og aktiviteter til tema 3
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Fra Ove Gieddes dagbog
Efter en lang og vanskelig rejse nåede Ove Giedde (1594–1660) frem til Sydindien i 1620. Her forhandlede han med den lokale fyrste i området Tanjore. Giedde indgik en aftale med fyrsten. Den gav Danmark ret til at oprette en handelsstation i byen Trankebar.
Under rejsen skrev Ove Giedde dagbog. Den blev først udgivet 300 år senere, en er en vigtig historisk kilde, fordi den fortæller om danskernes møde med Indien.
”Ved middagstid kom vi til en stor by, som hed Pætte.
I byens tempel viste indbyggerne os to rum, hvor der var opbevaret peber. De fortalte også, at der fandtes tolv eller seksten andre lagerrum fyldt med peber. De var låst med stærke låse, så vi ikke kunne komme ind, fordi ejeren ikke var der.
De sagde også, at de inden for fire måneder kunne skaffe os 2000 tønder peber nede ved stranden. Peberet kom fra et sted, som lå 30 mil derfra, inde i landet nord for et højt bjerg. Det var det samme sted, hvor portugiserne hentede alt deres peber og sejlede det til byen Cochin.
En mand kom ud og bød mig velkommen på vegne af deres leder, som blev kaldt en Naik. Han bad mig stige op på den største elefant, som var kæmpestor. Den havde et flot tæppe over ryggen og maven, og ovenpå lå en rød fløjlspude pyntet med guldbånd.
Men jeg sagde nej tak, fordi mit ben gjorde ondt efter rejsen. I stedet blev jeg båret videre i en bærestol, som tilhørte lederen af vores handelsstation.
Den lokale leder fulgte mig til mit hus og spurgte, hvornår jeg ønskede at tale med Naiken. Han sagde, at jeg først skulle tale med deres ypperstepræst, som blev kaldt en brahmin.
Jeg svarede, at jeg ikke havde noget at tale med præsten om, og at jeg helst så hurtigt som muligt ville tale direkte med Naiken.”
(Kilde: Ekspeditionen til Ceylon og Indien 1618-1622 efter Ove Gjeddes Optegnelser og Breve. 1919)
Kilde 2: Jon Olafsson
Islændingen Jon Olafsson (1593-1679) sejlede med et dansk skib til Tranquebar i 1622. Han opholdt sig i mange år på fortet Dansborg. Da han blev gammel, skrev han om sine oplevelser.
”Pludselig så vi noget, som gjorde os meget glade: To skibe med helt hvide sejl og flag, der blafrede i toppen af masten, kom sejlende fra syd.
Vi genkendte straks skibene. Det ene var „Perlen“, et stort skib, og det andet var „Jupiter“, et mindre krigsskib.
Der blev hurtigt hejst flag på fæstningen, og man affyrede lige så mange kanonskud, som skibene skød som hilsen.
Alligevel gik vi ombord på et andet skib, hvor vi blev budt velkommen med fuld ære. Vi fik også gaver med fra de steder, skibene kom fra.
Efter gudstjenesten roede alle officererne fra fæstningen ud til skibene for at besøge general Roland Crappe, som var kommet med „Perlen“.
Næste dag tog de indiske købmænd ud til „Perlen“ for at hilse på ham. Da han senere gik i land, lod man tempeldanserinder og alle soldaterne fra byen Trankebar tage imod ham ved stranden. De fulgte ham dansende hele vejen til fæstningens port.
Til ære for ham blev der affyret ni kanonskud fra muren. Hele besætningen stod opstillet i fuld uniform indenfor porten og skød med deres geværer som en æressalut.”
(Kilde: Jon Olafsson: Islænderen Jon Olafssons Oplevelser som Ostindiensfarer under Christian IV. Nedskrevne af ham selv. 1907)
Kilde 3: Jon Olafsson om Dansborg
Islændingen Jon Olafsson (1593-1679) sejlede med et dansk skib til Tranquebar i 1622. Han opholdt sig i mange år på fortet Dansborg. Da han blev gammel, skrev han om sine oplevelser.
”Tre dage efter vi var kommet i land og havde lært de regler, der gjaldt i fæstningen, blev vi samlet på pladsen. Da vi var blevet talt op, blev der ringet til spisning. Vi fik vores normale ration: lidt fransk rødvin og en kande øl til hver gruppe.
Efter det begyndte vagttjenesten. Hver gruppe skulle være på vagt hver tredje nat.
Der blev sat vagter på fæstningens fire hjørner. Hver vagt stod i to timer ad gangen. Der var også en vagt ved porten.
På hvert hjørne af fæstningen var der et lille hus af sten, hvor vagten kunne stå i læ. Det var især vigtigt om natten, når der var lyn, torden og kraftig regn, og det var helt mørkt. Det kunne være ret uhyggeligt.
Øverst på vagthuset var der en lille kuppel med et lille tårn og en gylden vindfløj. Det gjorde, at regnen ikke kom ind til vagten, som stod derinde.”
(Kilde: Jon Olafsson: Islænderen Jon Olafssons Oplevelser som Ostindiensfarer under Christian IV. Nedskrevne af ham selv. 1907)
Kilde 4: Brev fra Indien
Kongen af Thanjavur, Raghunatha i Indien sendte den danske konge Christian 4. flere gaver og et brev, hvori der blandt andet stod:
”Nayaka Raghunbatha sender sine bedste hilsner til kongen af Danmark.
Vi har det godt her og håber også, at I har det godt. Skriv gerne og fortæl, hvordan det går i jeres land. Vi vil også gerne høre mere om jeres land og jeres folk.
Vi ønsker ikke, at der skal være forskel på jeres land og vores. Vi vil være som venner og samarbejde tæt, næsten som ét land.
Vi har givet en gave – en bærestol – og vi har bygget en havn, så folk fra jeres land kan komme hertil og bo og handle. Vi har også sendt peber som gave, fordi det ikke findes i jeres land. […]
Vi har sagt, at folk fra jeres land gerne må flytte hertil. Til gengæld må I gerne sende spændende og sjældne ting fra jeres land til os.
Vi sender også gaver: to ruller fornemme silkestoffer et hængetæppe, to skjorter, fire malede tæpper, to kostbare sværd, en dolk med løvehåndtag, en kniv og fire kostbare pile. Sørg for, at gaverne bliver afleveret.
Vær venlig at fortælle dette til kongen af Danmark.”
(Kilde: Rigsarkivet)
Kilde 5: Tranquebar og Dansborg
Maleriet af den danske koloni Tranquebar (Tharangambadi) og fæstningen Dansborg er fra omkring 1658.
Maleriet kan ses som en slags reklame for den danske koloni. Det viser handelsskibe, den store fæstning og en velordnet by. Derfor kan du bruge billedet som kilde til at finde ud af, hvordan man ønskede, at folk hjemme Danmark opfattede Tranquebar.
Kilde 6: Dødsdom over præsten Niels Andersen
Niels Andersen var en dansk præst i Tranquebar, som blev dømt til døden i 1645, fordi han opførte sig meget dårligt og begik alvorlige forbrydelser. Der blev nedsat en domstol, der bestod af guvernøren Willem Leyel og de meste betydningsfulde mænd i kolonien. Da afsagde denne dom:
“Ud fra alle beskyldningerne og vidnernes forklaringer, og også fordi Hr. Niels Andersen selv har indrømmet det, mener retten, at han er skyld i, at kvinderne May Giomar og Fransisca døde.
Man mener også, at han slog og behandlede en kvinde, der hed Philipa Teixeira, så dårligt, at hendes barn døde, før det blev født.
Derudover har han, i næsten hele den tid han har været på fæstningen Dansborg, levet på en dårlig måde. Han har været fuld, opført sig dårligt, været i slagsmål og gjort onde ting. Hans opførsel har været meget forkert og chokerende for alle mennesker.
Derfor har retten besluttet, efter kongens regler, at han skal dømmes til døden.
Straffen er, at han skal lægges i en sæk med sten og kastes i havet uden for fæstningen. Det skal også være et eksempel, så andre ikke gør det samme.
Alle de penge, han har tjent, bliver taget fra ham og givet til kongen.
De få ting og det lille hus, han efterlader, skal hans kone Monica have, så hun kan leve af det.
Dette er skrevet under af retten på fæstningen Dansborg i Indien den 3. oktober 1645.”
(Kilde: Asta Bredsdoiff: Willem Leyels liv og farefulde rejse til Indien. 1999)
