Aargang 0
Mette Marie
Et typisk pigeliv på landet?
Den 9. maj år 1900 bliver Mette Marie Gundersen født. Hendes far er husmand ligesom mange andre. Husmænd var folk på landet, som ikke, eller kun lige, havde jord nok til at forsørge sig selv. Derfor måtte de ofte arbejde for andre rigere bønder – og mange måtte leve på grænsen til fattigdom.
Følg Mette Maries opvækst og se, hvordan det går hende.
Fransk plakat fra 1917 udført af Auguste Roll.
Tuberkulose
Tuberkulose er en sygdom, der fremkaldes af tuberkelbakterier. Der findes flere former for tuberkulose. Den mest almindelige er lungetuberkulose. Den skyldes, at bakterien skaber en betændelse i den ene eller begge lunger. Bakterien kan også angribe andre steder i kroppen bl.a. knogler, maven og tarmene.
Når en person med ubehandlet tuberkulose hoster, nyser eller snakker spredes bakterien med de mikroskopiske dråber, som kommer fra mund og næse.
Tuberkulose har været udbredt i flere tusind år. Undersøgelser af knogler fra egyptiske mumier helt tilbage fra 3.300 f.v.t. viser, at de i levende live led af tuberkulose. Nogle forskere mener, at tuberkelbakterien har eksisteret i millioner af år, og menneskeheden altid har døjet med den.
Forskerne regner med, at ca. 1/3 af Jordens befolkning har tuberkelbakterier i kroppen. Kun hos få procent udvikler den sig til egentlig tuberkulose. Tuberkulose kan behandles med en særlig slags antibiotika. Behandlingen varer dog flere måneder. Derfor har ikke alle har adgang til behandling. Det er især udbredt i fattige lande, hvor mange må leve under dårlige levevilkår. Hvert år dør over en million mennesker af tuberkulose. De fleste er børn og unge.
Indtil begyndelsen af 1900-tallet var tuberkulose en almindelig sygdom i Danmark. Det skønnes, at hver 6. dansker døde af tuberkulose. Døde man ikke, fik man alvorlige skader på lunger, knogler og led. Fra 1870’erne steg antallet af danskere, der var smittet med tuberkulose. Det skyldes bl.a. at flere flyttede til de større byer, hvor de måtte bo i overfyldte og usunde lejligheder.
I 1882 identificerede den tyske læge Robert Koch tuberkelbakterien. I 1890 testede Koch en tuberkulose-vaccine, som så ud til at virke på dyr. Det blev slået stort op. Men det viste sig, at vaccine ikke virkede på mennesker.
Fra 1921 til 1980 blev alle danske børn tilbudt en vaccination, der gav en vis beskyttelse mod tuberkulose. Behandling, bedre kost, boligforhold, hygiejne betød, at tuberkulosen stort set forsvandt. Da der også kunne være bivirkninger ved vaccinationen mod tuberkulose, stoppede tilbuddet. Der er dog stadig et par hundrede, som hvert år må i behandling for sygdommen. For få år siden blev der udviklet en mere effektiv vaccine.
Kom i gang med kilderne
Kilde 1: Soranus om tuberkulose
Soranus fra Ephesus var en læge, der levede i Romerriget omkring år 100.
Han beskrev tuberkulose sådan:
”Der er vedvarende feber. Det begynder sidst på dagen og tager af hen på morgenen.
Der er en latent feber, der generelt begynder mod slutningen af dagen og lettes med den nye dags komme. Med feberen følger voldsom hoste, der tager til og (patienten) spytter slim. Slimen er først lyserødt. Så bliver det mudret. Derefter blåligt eller grønligt og til sidst hvidt og fyldt med pus med en sødlig eller salt smag.
Stemmen er enten hæs eller skinger. Patienten døjer med at trække vejret. Huden er askegrå. I nogle tilfælde er der en susende lyd eller vejrtrækning i brystet. Efterhånden som sygdommen spreder sig, er der sved i de øvre dele af kroppen ned ad brystet. Patienten mister appetitten. Nogle gange er der en følelse af tyngde i den raserede lunge, og patienten spytter fibre fra den. Undertiden er der en knivsmerter på grund af mavesår i brystet. Pulsen er svag og tyk, Spidsen af fingrene bliver tykke. Neglene bliver krogede. Fødderne svulmer op.”
(Kilde: Caelius Aurelianus: On acute and chronic diseases. 1950)
Kilde 2: Elendighed
Cristóbal Rojas var født på Cuba, men levede det mest af sit korte liv (han blev 32 år) i Europa.
I 1886 malede han dette billede La miseria (Elendighed) af en kvinde, der ligger syg i sengen af tuberkulose. Wikimedia Commons.
Kilde 3: For gode til denne verden
Tuberkulose var en frygtelig sygdom. Men i kunsten blev den også forbundet med en vis romantik. Den tuberkulose-ramte forsvandt langsomt – som om han eller hun var for god til denne verden.
Kilde a:
Historikerne Karin Lützen og Bente Rosenbeck skrev om opfattelsen af tuberkulose omkring år 1900.
”Åndedrættet og selve livet har sit udspring i lungerne. Tuberkulose blev således et symbol på sygdom i livslinien. Det formodedes, at det tuberkuløse blev brændt op indefra. De feberhede, rosenfarvede kinder gav sammen med de blanke øjne et indtryk af altfortærende lidenskab.
Tuberkuløse blev en sygdom for folk, der var for gode til denne verden. […] Det blev endda moderne at se tuberkuløs ud. Det blev sidestillet med at være romantisk, sjælfuld, kunstnerisk, følsom, passiv, sårbar. At dø af tuberkulose var mytisk og opbyggeligt.”
(Kilde: Karin Lützen og Bente Rosenbeck: Den moderne tid. Gyldendal 1991)
Kilde b:
Den engelske kunstner William Lindsay Windus malede i 1858 billedet For sent! Wikimedia Commons.
Kilde c:
”I en sal på hospitalet” er en vise fra omkring år 1900. Man ved ikke, hvem der har skrevet den. En teori er, at den er skrevet af en sygeplejerske på Blegdamshospitalets tuberkulose-afdeling i 1903. Hun oplevede, at en af hendes patienter døde.
Flere har indspillet sangen. Gruppen Four Sailors i 1938 https://www.youtube.com/watch?v=4dFSj6ImDCU
I en sal på hospitalet,
hvor de hvide senge står,
lå en lille brystsvag pige,
syg og bleg med gyldent hår,
lå en lille brystsvag pige,
syg og bleg med gyldent hår.
Alles hjerter vandt den lille,
som hun lå der mild og god,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod.
Og hun spørger da sin læge,
som ved hendes leje stod:
Må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god,
må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god.
Lægen svarede den lille:
Nej, mit barn, det knapt jeg tror,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor.
Pinsen kom med grønne skove,
blomsterklædt står mark og eng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng.
Og hun spørger atter lægen,
som ved hendes leje står:
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?
Lægen svarer ej den lille,
klapper hendes gyldne hår,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går.
Høsten kom og marken bugned
under kornets gyldne lag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag.
Og til sidst med fred i følge
julens glade højtid kom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom.
I sin grav nu trygt hun hviler
under snebelagte skrud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud.
Nu i himlens lyse sale
vandrer hun blandt engle små,
men i jordens skyggedale
mange lidende må gå,
men i jordens skyggedale
mange lidende må gå.
Kilde 4: Gode råd
Lægen Christian Geill studerede tuberkulose. I 1890 udgav han bogen Brystsyge, der skulle oplyse folk om sygdommen, og hvordan man kunne forhindre dens udbredelse.
Kilde a:
”Spytter en lungetuberkuløs fx på gulvet, hvad der i de lavere klasser desværre er meget almindeligt, indtørres opspyttet efterhånden. Ved fejning, gnidninger med foden o. lign. sættes de deri indeholdte tuberkelbaciller i bevægelse, føres bort af luften og får mulighed for at inficere de sunde Individer, der indånder den pågældende luft.
Det gælder altså om at gøre de i opspyttet indeholdte baciller uskadelige. Det vil sige så vidt muligt holde dem fugtige, indtil de kunne fjernes. Man bør derfor — I det mindste så længe, man ikke er i fri Luft — kun spytte på bestemte steder, nemlig i spytbakker.”
(Kilde: Christian Geill: Brystsyge. Lungetuberkolosen Opstaaen, Forebyggelse og Helbredelse. 1890)
Kilde b:
”Den lungetuberkuløse bør ikke dele soveværelse med nogen. Ingen bør benytte hans klæder eller sengetøj, før det er dampdesinficeret. For ved hoste kan alle sådanne ting være blevet opholdssteder for tuberkelbaciller.
Genstande, som har været i berøring med hans (den tuberkuløse) læber, og som altså kunne være inficerede med tuberkelbaciller […] som kopper, glas, skeer, gafler og lignende bør efter brug altid afvaskes i kogende vand, før de anvendes af andre.
Han bør ikke kysse nogen, frem for alt ikke på munden. Ingen må benytte hans pibe, cigarrør o.lign. Hans benyttede linned må samles forsigtigt, så at det ikke gnides eller rystes for meget. […] Lommetørklæder, håndklæder, lagner, pudevår og skjorter er er udsatte for at blive tilsmudsede med opspyt skal omhyggeligt udkoges og ikke vaskes sammen med andet linned.”
(Kilde: Christian Geill: Brystsyge. Lungetuberkolosen Opstaaen, Forebyggelse og Helbredelse. 1890)
Kilde 5: Vejlefjord Sanatorium
I år 1900 åbnede Vejlefjord Sanatorium. Det udsendte et illustreret reklamehæfte.
Her kunne man læse om behandlingen:
”Hovedformålet med denne behandlingsmåde er er understøtte det syge legeme i kampen mod sygdomsvækkeren, tuberkelbacillen, øge den modstandskraft og så at sige omskabe organismen, således at tuberkelbacillerne ikke mere finde udviklingsbetingelser i legemet. Herved dør de dels og udstødes, dels indkapsles og forkalkes.
For at denne omdannelse af organismen kan finde sted, er det nødvendigt, at hele den syges levevis reguleres. […] Alt hvad der kan skade, holdes borte. Faktorer, der kan styrke og ophjælpe den sunkne livsenergi, fremmes og udvikles.
Dette opnås ved at fjerne den syge fra hjemmet med dens ofte skadelige vaner, fra forretninger og uheldige fornøjelser og anbringe ham på et sanatorium, beliggende på et gunstigt sted, hvor alt, bolig og omgivelser og huset hele orden og levesæt er indrettet med den syges tarv for øje.”
(Kilde: Reklamehæfte fra Direktionen for Vejlefjord Sanatorium. 1900)
Kilde 6: Vejlefjord for de velhavende
I år 1900 åbnede Vejlefjord Sanatorium. Det var Danmarks første tuberkulose-sanatorium. Staten havde givet et større tilskud. Patienterne skulle dog betale for opholdet.
Det fik en læge til at skrive følgende:
”[…] Sanatoriet ligger overordentligt godt i blandet løv- og nåleskov ved Nordsiden af Vejlefjord. Såvel dets ydre som dets indre udstyrelse (bade, centralvarme, elektricitet, liggehaller osv.) står på højde med den udenlandske sanatorier. Desværre står betalingen på samme højde. […] Vi beklager det, for […] den slags patienter har råd til at bruge de berømte udenlandske kursteder. […]
Det er muligt, at dette kursted vil blive til gavn og glæde for en del velhavende brystsyge. Men for alle os, som glædede sig på vore mindre bemidlede patienters vegne, […] da vi så, at staten havde bevilget penge til opførelsen, for os betyder sanatoriet ved Vejlefjord en stor skuffelse.”
(Kilde: Aalborg Amtstidende, 13. februar 1900)
Kilde 7: Uansvarlige danskere
I 1901 blev ”Nationalforeningen til Bekæmpelse af Tuberkulosen” oprettet.
En artikel i Vejle Amts Folkeblad præsenterede foreningen sine synspunkter:
”Skønt ”tuberkulose” er et fremmed ord, findes der vist ikke i hele landet et menneske, selv det mest uvidende og ordfattige, som ikke kender det selv og har brugt det. […] det er navn på en smitsom sygdom, den mest dødbringende af alle.
Ikke desto mindre er det imidlertid en kendsgerning, at der netop med hensyn til denne sygdom, til dens natur og optræden i store lag af befolkningen hersker en uvidenhed, større end over for en hvilken som helst anden (sygdom). […]
Betragt en gang gulvet i forsamlingshuse, kirker, dansesale og butikker, hvor mange mennesker forsamles. Se engang på uhyrlighederne. Spytklat ved spytklat. Bunker af gyselig opharkning for ikke at tale om overflødighedsprodukter fra kæften. Og i disse uhyrligheder må alle vade, sunde som syge, renlige som urenlige, unge som gamle. […]
Det må skylde uvidenhed, at et sådant svineri kan finde sted? – Folk med den mindste kendskab til tuberkulosens smittefarlighed kan umuligt gøre sig skyldig heri. […]
I Amerika er der straf i form af store bøder for at spyttet på offentlige pladser. […] I Norge bliver man vist ud af toget for at spytte i kupeen. Men her hjemme i det vidt fremskredne Danmark går man gladelig omkring og spytter hinanden mellem tæerne, ja, op ad vægge og ned ad stolper. […]
Det er sandelig på tide, vi tager os sammen og åbner en kamp mod tuberkulosen, denne vort lands værste fjende. Først og fremmest derved, at vi vore hjem og offentlige lokaler iagttager større renlighed […] Sund og god ernæring, rigelig sol, frisk luft og rent vand.”
(Kilde: Vejle Amts Folkeblad, 1. oktober 1901)
Kilde 8: Tuberkulose i Vejle
Så mange døde af tuberkulose i Vejle Amt.
(Kilde: Årsberetning fra Vejle Amts Tuberkulosestationer 1944)
Kilde 9: Farlig mand i Vejle
Under overskriften ”Politiets dilemma med tuberkuløs smittespreder” kunne man i 1959 læse følgende i Vejle Amts Folkeblad.
”Politiet i Vejle er kommet i en vanskelig situation. Man […] har endnu ikke fundet udveje for at befri egnens beboere for en person, der på mere end én måde er ubehagelig at have gående løs. Han er både provokerende og påtrængende og tillige selv hævder, han er en tuberkuløs smittespreder!
Det drejer sig om en subsistensløs spritter, som har fået en særlig forkærlighed for Vejle og egnen heromkring. Han lader fuldkommen hånt om god opførsel og er gentagne gange trængt ind i private hjem, hvor det er umuligt at slippe af med den ubehagelige person igen. Man har måttet runge til politiet for at få ham afhentet.
Det er sket ikke mindre end tre gange, men manden er komplet ligeglad. Han fortsætter, hvor han slap, så snart han slippes ud fra politigården igen.
Man ved, at han er tuberkuløs. Han hævder selv, at han er smittefarlig. Derfor kan han ikke arresteres, da man ikke kan risikere, at han smitter alle i arresten.”
(Kilde: Vejle Amts Folkeblad, 18. marts 1959)
